44

Kong Ring med sin Dronning til Gjestebud for,Og Isen ligger saa blank paa Fjord.

„Tag ei over Isen!“ — den fremmede bad —„Den brister, og dybt er det kolde Bad.“

„Ei Konge drukner saa let,“ kvad Kong Ring,„Den, som er ræd, kan gaa Kysten omkring.“

Den fremmede syntes i Hu saa mod;Dog spændte han Staalsko i Hast paa Fod.

Og Skagler nu spændtes til sterken Bov,Og Isen bölged for staalklædt Hov.

45„Stræk ud,“ raabte Kongen, „min Traver god!Lad se, om du er af Sleipners Blod!“

Over Isen det gaar som en Kastevind;Ei agtes paa Dronningens blege Kind.

Men staalskoet Gjest staar ei heller stil:Han farer forbi dem, saa tidt han vil.

Han slaar mangen Rune i Isens Favn,Og Ingeborg kjører henover sit Navn.

Saa stormer de frem paa Banen glat;Men Rana, den falske, opvaagned brat.

Hun stødte et Hul i sit Sølvertag,Og Hest og Slæde sank ned med Brag.

Og blegere end blev Ingeborgs Kind;Da kommer den Gjest som en Hvirvelvind.

Han bored Staalsko i Isen fastOg greb saa i Traverens Man med Hast.

Han bøied forover sin KjæmpekropOg rev med et Ryk Hest og Slæde op.

Ring sagde: ”Det Tag kan man kalde stort;Selv Fridtjov ei skulde det bedre gjort.”

Saa vendte de atter til Kongsgaard om;Den fremmede blev der, til Vaaren kom.

Es. Tegnér, ved H. Foss.

44

Kong Ring med sin dronning til gjestebud for,Og Isen ligger så blank på fjord.

„Ta ei over isen!“ — den fremmede bad —„Den brister, og dypt er det kalde Bad.“

„Ei Konge drukner så lett,“ kvad Kong Ring,„Den, som er redd, kan gå kysten omkring.“

Den fremmede syntes i hu så mot;Dog spente han stålsko i hast på fot.

Og Skagler nå spændtes til sterken Bov,Og Isen bölged for stålkledd Hov.

45„Strekk ut,“ ropte Kongen, „min traver god!La se, om du er av Sleipners blod!“

Over isen det går som en kastevind;Ei aktes på Dronningens bleke kinn.

Men staalskoet gjest står ei heller stil:Han farer forbi dem, så titt han vil.

Han slår mangen Rune i Isens favn,Og Ingeborg kjører henover sitt navn.

Så stormer de frem på banen glatt;Men Rana, den falske, opvaagned brat.

Hun støtte et Hul i sitt Sølvertag,Og Hest og slede sank ned med brak.

Og blekere enn ble Ingeborgs Kind;Da kommer den gjest som en virvelvind.

Han boret stålsko i isen fastOg grep så i Traverens Man med hast.

Han bøyde forover sin kjempekroppOg rev med et Ryk hest og slede opp.

Ring sa: ”Det Tag kan man kalle stort;Selv Fridtjov ei skulle det bedre gjort.”

Så vendte de atter til kongsgård om;Den fremmede ble der, til våren kom.

Es. Tegnér, ved H. Foss.