40

Der var engang en tapper Mand af helgelandsk Æt ved Navn Torstein Vikingssøn. Han for omkring paa mange Tog og traf tilsidst Kong Bele paa Syrstrand i Sogn. De kjæmpede, indtil de blev fornøiede, og sluttede derpaa Forlig og Fostbroderskab. Torstein giftede sig med Beles Søster og fik med hende Gaarden Framnes paa den anden Side af Fjorden. Siden gjorde han og Bele mange Krigstog, især til Østersøen; dog tog Bele ogsaa Orkenøerne nordfor Skotland.

Torsteins Søn var Fridtjov, og Beles Børn var Sønnerne Helge og Halvdan og Datteren Ingeborg. Hun og Fridtjov opfostredes tilsammen hos Bonden Hilding, og de lærte snart at elske hverandre. Nu døde Kong Bele og Torstein omtrent paa sammeTid og blev hauglagte paa hver sin Side af Fjorden. Før sin Død havde de raadet sine Sønner til indbyrdes Enighed; men det lagde ikke Helge og Halvdan paa Minde; de blev snart vrede paa Fridtjov, fordi han levede saa stort, og især fordi han, som var en Bondesøn, vovede at fri til deres Søster Ingeborg. At give ham hende, negtede de aldeles; men derfor negtede ogsaa Fridtjov at 41hjelpe dem, naar de var i Knibe. Og det blev ikke længe, førend de trængte til ham. Kong Ring fra det østlige Norge kom nemlig med en stor Krigsmagt imod dem; men Fridtjov fik de ikke med sig. Før Afreisen satte de Ingeborg ind i Baldershage paa Syrstrand. Der stod et Hov eller et Tempel for Guden Balder, og paa dette hellige Sted, mente de, vilde hun være i god Behold. Men Fridtjov besøgte hende daglig og byttede Ringe med hende, og de tilsagde hinanden ubrødelig Troskab. — I Soknesund ved Stavanger mødtes Ring af Belesønnerne, og saa stor var hans Overmagt, at de fandt det klogest at love ham sin Søster og Tredjeparten af Riget. Da de nu kom hjem og fik høre om Fridtjovs Adfærd, gav de ham to Vilkaar at vælge imellem, enten at gaa i Landflygtighed eller drage til Orkenøerne og indkræve Skat. Han lovede det sidste; men til Gjengjeld maatte de forpligte sig til at lade alle hans Eiendomme være i Fred. Fridtjov drog afsted med 32 Mand paa sit ypperlige Skib Ellide; men Kongerne brændte hans Gaard, røvede hans Gods og fremhexede endda et Uveir, som skulde ødelægge ham paa Havet. De fik to Troldkjærringer til at ride efter ham paa en stor Hval; men Fridtjov dræbte dem begge. Endelig kom han til Orkenøerne og blev der Vinteren over. Jarlen Angantyr vilde ikke betale nogen Skat til Kongesønnerne; men for Venskabs Skyld gav han Fridtjov selv rige Gaver, „og du kan gjerne kalde det Skat, om du vil,“ sagde han.

Om Vaaren drog Fridtjov hjem og fik vide, at hans Gaard var brændt og Ingeborg bortgiftet til Kong Ring. „Her ser det svart ud,“ sagde han, da han kom til Gaardstomten sin, og roede saa over til Syrstrand. Det var just Offerfest i Baldershagen, og did gik han selv tilligemed sin Fosterbroder Bjørn, medens han lod sine andre Mænd blive igjen ved Stranden og ødelægge Kongernes Skibe. Fridtjov gik ind i Disarsalen; der sad Kongerne og drak; men Kvinderne sad ved Ilden midt paa Gulvet og varmede, smurte og pudsede Gudernes Billeder. Han gik frem for Helge og sagde: „Nu vil du vel have Skatten,“ og i det samme slog han ham i Ansigtet med Pungen, hvori Sølvet var, saa at to Tænder gik løs i Munden paa Helge. Nu fik Fridtjov 42se, at Helges Hustru bar den Ring paa Armen, som han selv engang havde givet Ingeborg; strax greb han fat for at tage den; men han fik den ikke af saa let og slæbte hende med sig bortover Gulvet. Halvdans Kone vilde hjelpe hende; men derved kom Gudebillederne, som de havde stellet med, i Ilden, og snart stod hele Templet i Brand. Det blev lagt i Aske, og Fridtjov, som var Skyld deri, kaldtes derfor Varg i Veum (d. e. Helligdoms-Ulv) og dømtes landflygtig og fredløs (eller utlæg). Kongerne tog alle hans Eiendomme, og Halvdan opbyggede Framnes og bosatte sig der.

Da Fridtjov forlod Stranden, og Helges Skibe var ødelagte, vilde den sidste skyde en Pil efter ham; men i sin Hidsighed spændte han Buen saa haardt, at den sprang. Og nu var det, at Fridtjov i tre Aar

„— — svævede kring paa det vildene Hav;Han for vide som jagende Falk.“

Men han dræbte fordetmeste kun Ugjerningsmænd og vilde Vikinger og sparede Bønder og Kjøbmænd. — Saa forklædte han sig som Saltbrænder med en stor Hætte paa Hovedet og vilde se sig om i Rings Gaard. Kong Ring drog Kjendsel paa ham, men sagde ikke stort andet, end at han skulde skille sig ved Yderklæderne; og saa stod Fridtjov der i mørkblaa Kjole med Ringen om Armen, et bredt Sølvbelte kring Livet og Sverd ved Siden. Ingeborg kjendte Ringen og blev blodrød; men ogsaa hun lod, som om intet var hende bekjendt, og Fridtjov blev der Vinteren over og kaldte sig blot Tjov. Engang skulde de ud at kjøre paa Isen; men den holdt ikke, og Kongeparret var paa Vei til at drukne. Da kom i al Hast Fridtjov til og tog med et eneste Ryk altsammen op igjen, baade Hest og Slæde og Konge og Dronning. „Det kalder jeg i Sandhed et godt Tag,“ sagde Kongen; „om Fridtjov selv havde været her, kunde han ikke gjort det bedre.“ — Udpaa Vaaren skulde de alle ud paa Skytteri. Kongen lod, som han blev træt, og vilde sove hos Fridtjov paa et afsides Sted i Skoven; men som han laa der, slængte Fridtjov Sverdet langt fra sig. Kongen skjød Øinene op og sagde: „Har du ikke havt mange Tanker og Minder nu, Fridtjov, og alligevel 43overvandt du Fristelsen? Jeg har kjendt dig, ser du, fra den første Kveld, du kom, og jeg vil ikke gjerne skilles fra dig.“ Fridtjov takkede, men sagde, at han maatte bort, saasnart Sommeren kom. Da han nu skulde reise, vilde han give Ingeborg Ringen igjen. Kong Ring smilede og sagde: „Hun lønnes bedre for Vinteropholdet end jeg, skjønt jeg har vist mig venligere. Men du kan blive her, saa skal du faa min Kone og al min Eiendom saavelsom Kongenavn, for jeg dør visselig snart.“ Dette gik ogsaa i Opfyldelse, og saa blev Fridtjov gift med Ingeborg.

Men saasnart hendes Brødre fik Tidende herom, samlede de Mandskab og angreb ham. Fridtjov gik imod dem, fældte Helge, gjorde Halvdan til sin Herse og blev selv Konge baade over Sogn og Hordaland.

O. Vig.

40

Der var engang en tapper mann av helgelandsk ætt ved navn Torstein Vikingssøn. Han for omkring på mange Tog og traff til sist Kong Bele på Syrstrand i Sogn. De kjempet, inntil de ble fornøyde, og sluttet derpå forlik og Fostbroderskab. Torstein giftet seg med Beles søster og fikk med henne gården Framnes på den annen side av fjorden. Siden gjorde han og Bele mange Krigstog, især til Østersøen; dog tok Bele også Orkenøerne nordfor Skottland.

Torsteins Søn var Fridtjov, og Beles barn var sønnene Helge og Halvdan og datteren Ingeborg. Hun og Fridtjov opfostredes tilsammen hos bonden Hilding, og de lærte snart å elske hverandre. Nå døde Kong Bele og Torstein omtrent på sammeTid og ble hauglagte på hver sin side av fjorden. Før sin død hadde de rådet sine sønner til innbyrdes enighet; men det la ikke Helge og Halvdan på Minde; de ble snart vrede på Fridtjov, fordi han levde så stort, og især fordi han, som var en bondesønn, vovede at fri til deres søster Ingeborg. Å gi ham henne, negtede de aldeles; men derfor negtede også Fridtjov å 41hjelpe dem, når de var i knipe. Og det ble ikke lenge, før de trengte til ham. Kong Ring fra det østlige Norge kom nemlig med en stor krigsmakt imot dem; men Fridtjov fikk de ikke med seg. Før avreisen satte de Ingeborg inn i Baldershage på Syrstrand. Der stod et Hov eller et tempel for guden Balder, og på dette hellige sted, mente de, ville hun være i god behold. Men Fridtjov besøkte henne daglig og byttet Ringe med henne, og de tilsa hinannen ubrødelig troskap. — I Soknesund ved Stavanger møttes Ring av Belesønnerne, og så stor var hans overmakt, at de fant det klokest å love ham sin søster og tredjeparten av riket. Da de nå kom hjem og fikk høre om Fridtjovs atferd, ga de ham to vilkår å velge imellom, enten å gå i landflyktighet eller dra til Orkenøerne og innkreve skatt. Han lovede det siste; men til gjengjeld måtte de forplikte seg til å la alle hans eiendommer være i Fred. Fridtjov drog av sted med 32 mann på sitt ypperlige skip Ellide; men kongene brente hans gård, røvede hans gods og fremhexede enda et uvær, som skulle ødelegge ham på havet. De fikk to trollkjerringer til å ride etter ham på en stor hval; men Fridtjov drepte dem begge. Endelig kom han til Orkenøerne og ble der vinteren over. Jarlen Angantyr ville ikke betale noen skatt til kongesønnene; men for Venskabs skyld ga han Fridtjov selv rike gaver, „og du kan gjerne kalle det skatt, om du vil,“ sa han.

Om våren drog Fridtjov hjem og fikk vite, at hans gård var brent og Ingeborg bortgiftet til Kong Ring. „Her ser det svart ut,“ sa han, da han kom til gårdstomten sin, og rodde så over til Syrstrand. Det var just offerfest i Baldershagen, og dit gikk han selv tillikemed sin fosterbror Bjørn, mens han lot sine andre menn bli igjen ved stranden og ødelegge Kongernes skip. Fridtjov gikk inn i Disarsalen; der satt kongene og drakk; men kvinnene satt ved ilden midt på gulvet og varmede, smurte og pusset Gudernes Billeder. Han gikk frem for Helge og sa: „Nå vil du vel have skatten,“ og i det samme slo han ham i ansiktet med pungen, hvori sølvet var, så at to tenner gikk løs i munnen på Helge. Nå fikk Fridtjov 42se, at Helges hustru bar den Ring på armen, som han selv engang hadde gitt Ingeborg; straks grep han fat for å ta den; men han fikk den ikke av så lett og slepte henne med seg bortover gulvet. Halvdans kone ville hjelpe henne; men derved kom gudebildene, som de hadde stellet med, i ilden, og snart stod hele templet i Brand. Det ble lagt i aske, og Fridtjov, som var skyld deri, kaltes derfor Varg i Veum (d. e. Helligdoms-Ulv) og dømtes landflyktig og fredløs (eller utlæg). Kongene tok alle hans eiendommer, og Halvdan oppbygde Framnes og bosatte seg der.

Da Fridtjov forlot stranden, og Helges Skibe var ødelagte, ville den siste skyde en pil etter ham; men i sin hissighet spente han buen så hardt, at den sprang. Og nå var det, at Fridtjov i tre år

„— — svevde kring på det ville hav;Han for vide som jagende Falk.“

Men han drepte for det meste kun ugjerningsmenn og ville vikinger og sparede bønder og kjøpmenn. — Så forkledde han seg som Saltbrænder med en stor hette på hodet og ville se seg om i Rings gård. Kong Ring drog Kjendsel på ham, men sa ikke stort annet, enn at han skulle skille seg ved ytterklærne; og så stod Fridtjov der i mørkblå kjole med Ringen om armen, et bredt Sølvbelte kring livet og sverd ved siden. Ingeborg kjente Ringen og ble blodrød; men også hun lot, som om intet var henne bekjent, og Fridtjov ble der vinteren over og kalte seg blot Tjov. Engang skulle de ut å kjøre på isen; men den holdt ikke, og Kongeparret var på vei til å drukne. Da kom i all hast Fridtjov til og tok med et eneste Ryk altsammen opp igjen, både hest og slede og Konge og dronning. „Det kaller jeg i sannhet et godt tak,“ sa Kongen; „om Fridtjov selv hadde vært her, kunne han ikke gjort det bedre.“ — Utpå våren skulle de alle ut på Skytteri. Kongen lot, som han ble trett, og ville sove hos Fridtjov på et avsides sted i skogen; men som han lå der, slengte Fridtjov sverdet langt fra seg. Kongen skjød øynene opp og sa: „Har du ikke hatt mange tanker og minner nå, Fridtjov, og allikevel 43overvant du fristelsen? Jeg har kjent deg, ser du, fra den første kveld, du kom, og jeg vil ikke gjerne skilles fra deg.“ Fridtjov takket, men sa, at han måtte bort, så snart sommeren kom. Da han nå skulle reise, ville han gi Ingeborg Ringen igjen. Kong Ring smilte og sa: „Hun lønnes bedre for Vinteropholdet enn jeg, skjønt jeg har vist meg vennligere. Men du kan bli her, så skal du få min kone og all min eiendom saavelsom Kongenavn, for jeg dør visselig snart.“ Dette gikk også i oppfyllelse, og så ble Fridtjov gift med Ingeborg.

Men så snart hennes brødre fikk Tidende herom, samlede de mannskap og angrep ham. Fridtjov gikk imot dem, felte Helge, gjorde Halvdan til sin herse og ble selv Konge både over Sogn og Hordaland.

O. Vig.