38

Øistein, Konge paa Oplandene, som nogle kalder den mægtige, andre den onde, herjede i Trondhjem, lagde under sig Øina-Fylke og Sparbyggja-Fylke og satte derover sin Søn, som hed Anund; men Trønderne dræbte ham. Kong Øistein drog anden Gang i Hærfærd til Trondhjem, herjede vide der og lagde Landet under sig. Da bød han Trønderne til Konge, hvilken de vilde, enten hans Træl, som hed Tore Faxe, eller hans Hund, som hed Saur. De valgte Hunden; 39thi de troede derved bedst at kunne raade sig selv. De lod seide i Hunden tvende Mænds Vid, saa at den gjøede til to Ord, men talte det tredje. Et Halsbaand blev gjort til den og Lænker af Guld og Sølv. Naar det var sølet, bar dens Hirdmænd den paa Armene. Et Høisæde var indrettet for den; den sad paa en Høi ligesom Konger og boede paa Inderøen, hvor den havde sit Sæde paa det Sted, som kaldes Saurshaug. Der fortælles, at den kom saaledes af Dage, at Ulve angreb dens Hjord; men Hirdmændene eggede den til at verge sit Gods; den løb ned ad Høien og for imod Ulvene; men disse rev den strax isønder. Mange andre urimelige Ting gjorde Kong Øistein med Trønderne, og formedelst denne Hærfærd og Ufred flygtede mange fra sine Odelsgaarde, baade Høvdinger og andre. Ketil Jamte af Sparabu drog øster over Kjølen og en stor Mængde Folk med ham. De havde sin Buskab med sig, ryddede Skovene og bebyggede store Hereder, som siden kaldtes Jamteland.

Snorre Sturlassön, ved P. A. Munch.

Höit op fra FinnelundenFik Trönderne en Mand,Som trylled udi HundenVel tvende Mænds Forstand,De svære TrönderhelteAf Drottens Tale lo;Thi naar et Ord han mælte,Da bjeffede han to.

En Dag i höie SaleDen Drot saa naadig sad;Han logrede med sin HaleOg slikkede Sölverfad.Da sagde Hofmænd fine:„Vil I til grönne SkovPaa Jagten ikke trine?“Han sagde: „Jo, vov, vov!“

Veiene vare vaade;Det voldte Drotten Harm;Marskalken nöd den NaadeAt bære ham paa Arm,Som de nu mellem TjörneGik frem med megen Bram,De saa to gamle Björne,Som aad de spæde Lam.

Da sagde Hofmænd snilde:„Se dog, vor Herre god!Hvor lodne Voldsmænd spildeUskyldigt Lammeblod.Norrigs Mænd dig priseFor en retfærdig Mand;Nu maa du ogsaa vise,At her er Ret i Land.“

Imellem hvide TænderKnurred den Herre god;Hans ædle Hjerte brænder;Hans Svans i Veiret stod,Han böd de Hofmænd fölgeOg sprang paa Jorden ned;Man bör det ei fordölge,At han gav Hals derved.

40Det var de Hofmænd brave,De lo ved denne Fest;Marskalken holdt paa Mave,Han fnised allermest.Drottens Labber flinkePaa Björnens Side stod;Han bed den Björneskinke,Han bed til röden Blod.

Bamserne sig vende,De reiste sig paa to,Og i den Drot behændeDe satte sorten Klo.De gav sig til at brumme;Det löd i grönne Skov;De aad ham hver en Krumme;Han sagde: „Au! vov, vov!“

Nu var de Trönder bangeFor Oplands Rytterflok;Den havde tvende GangeDe fristed mer end nok.Det var ei godt at skjemteMed Oplands höie Drot;Dog sterken Ketil JæmteHan raadede dem godt.

De over Kjölen droge;Saa kom de til en Skov,Som de med Øxer slogeOg jevnede med Plov.De Jæmteland den nævneOg bygger der i MagHuse alt efter Evne; —De bygger der idag.

P. M. Möller.

38

Øistein, Konge på Oplandene, som noen kaller den mektige, andre den onde, herjede i Trondhjem, la under seg Øina-fylke og Sparbyggja-fylke og satte derover sin sønn, som het Anund; men trønderne drepte ham. Kong Øistein drog annen gang i hærferd til Trondhjem, herjede vide der og la landet under seg. Da bød han trønderne til Konge, hvilken de ville, enten hans trell, som het Tore Faxe, eller hans hund, som het Saur. De valgte hunden; 39thi de trodde derved best å kunne råde seg selv. De lot seide i hunden tvende menns Vid, så at den gjøede til to ord, men talte det tredje. Et halsbånd ble gjort til den og lenker av gull og sølv. Når det var sølet, bar dens hirdmenn den på armene. Et høysete var innrettet for den; den satt på en Høi likesom konger og bodde på Inderøen, hvor den hadde sitt sete på det sted, som kalles Saurshaug. Der fortelles, at den kom således av dager, at ulver angrep dens hjord; men hirdmennene eggede den til å verge sitt gods; den løp ned ad Høien og for imot ulvene; men disse rev den straks isønder. Mange andre urimelige ting gjorde Kong Øistein med trønderne, og formedelst denne hærferd og ufred flyktet mange fra sine Odelsgaarde, både høvdinger og andre. Ketil jamte av Sparabu drog øster over Kjølen og en stor mengde folk med ham. De hadde sin buskap med seg, ryddet skogene og bebyggede store Hereder, som siden kaltes Jamteland.

Snorre Sturlassön, ved P. A. Munch.

Høyt opp fra FinnelundenFikk trønderne en mann,Som tryllet uti hundenVel tvende menns forstand,De svære TrönderhelteAv Drottens Tale lo;Thi når et ord han mælte,Da bjeffet han to.

En Dag i høye SaleDen Drot så nådig satt;Han logret med sin haleOg slikket Sölverfad.Da sa hoffmenn fine:„Vil I til grønne skogPå jakten ikke trine?“Han sa: „Jo, vov, vov!“

Veiene var våte;Det voldte drotten harm;Marskalken nöd den nådeÅ bære ham på arm,Som de nå mellom TjörneGikk frem med mye Bram,De så to gamle Björne,Som åt de spede lam.

Da sa hoffmenn snilde:„Se dog, vår Herre god!Hvor lodne voldsmenn spilleUskyldig Lammeblod.Norrigs menn deg priseFor en rettferdig mann;Nå må du også vise,At her er rett i land.“

Imellom hvite tennerKnurret den Herre god;Hans edle hjerte brenner;Hans Svans i været stod,Han bød de hoffmenn følgeOg sprang på jorden ned;Man bør det ei fordölge,At han ga hals derved.

40Det var de hoffmenn brave,De lo ved denne fest;Marskalken holdt på mave,Han fniset allermest.Drottens Labber flinkePå bjørnens side stod;Han bet den Björneskinke,Han bet til röden blod.

Bamsene seg vende,De reiste seg på to,Og i den drott behændeDe satte sorten klo.De ga seg til å brumme;Det lød i grønne skog;De åt ham hver en Krumme;Han sa: „Au! vov, vov!“

Nå var de trønder bangeFor Oplands Rytterflok;Den hadde tvende gangerDe fristed mer enn nok.Det var ei godt å skjemteMed Oplands høye drott;Dog sterken Ketil JæmteHan rådde dem godt.

De over Kjölen dro;Så kom de til en skog,Som de med økser sloOg jevnet med plog.De Jæmteland den nevneOg bygger der i MagHuse alt etter evne; —De bygger der i dag.

P. M. Möller.