34

Rolv var endnu et Barn, da han tog Kongedømmet i Leire efter sin Fader Helge. Rolv var gavmild og tapper, venlig og nedladende og i alle Dele saa ypperlig, at det i de gamle Beretninger om ham siges, at han var en af de navnkundigste af Oldtidens Konger. Hans Minde hædredes saa høit, at man i lange Tider efter hans Død drak hans 35Skaal ved Gjestebud og Høitidslag, og Hellig-Olav sagde, at naar han skulde ønske at ligne nogen af de hedenske Konger, maatte det være Rolv Krake.

De djerveste Kjæmper fra alle Nordens Lande søgte til Kong Rolvs talrige Hird for at blive hans Mænd, og iblandt Rolvs Hirdmænd var igjen hans tolv Berserker de ypperste. De kaldtes saa, fordi de altid gik i den bare Kjortel (Serk) uden Brynje. Af Berserkerne var igjen disse tre de navnkundigste: Nordmanden Bodvar Bjarke fra Opdal, Dansken Hjalte den hugprude og Svensken Vogg. Denne sidste gav Kongen Tilnavnet Krake, og dette fortælles saaledes i de gamle Sagn. Da Rolv endnu var ung og smal af Vext, kom Vogg en Dag som en liden og fattig Svend ind i Kongens Hal. Han gik frem for Kongen og gav sig til at se paa ham. Da sagde Rolv: „Hvad vil du mig, siden du ser saa paa mig?“ — Vogg svarede: „Da jeg var hjemme, hørte jeg, at Kong Rolv i Leire var den største Mand i Norden; men nu sidder der jo bare en liden Krake*) der i Høisædet, og ham kalder de for sin Konge.“ — Rolv svarede: „Nu har du givet mig Navn, saa jeg kommer til at hede Rolv Krake; men med Navnefæste pleier det jo, som du ved, ogsaa at følge en Gave; du ser mig ikke ud til at kunne give mig nogen passende Gave; derfor faar vel den give, som kan.“ — Med det samme tog Kongen en Guldring af sin Arm og gav den til Vogg. — „Hil være dig for Gaven, Konge!“ sagde Vogg og stak Ringen paa sin høire Arm og holdt den i Veiret, medens han skjulte den venstre bag Ryggen. Man undrede sig over, hvad det skulde betyde; men Vogg svarede, at den venstre Arm skammede sig over, at den ikke var saa smykket som den høire. Kongen gav ham da strax en Guldring ogsaa til den venstre Arm. Vogg takkede for den nye Gave og lagde til: „Det lover jeg høit, at jeg skal blive den Mands Bane, som vorder din Banemand.“ — Kongen lo og sagde: „Der skal lidet til for at gjøre Vogg glad.“

36Rolvs Færd til hans Stedfader, Kong Adils i Sverige, er bleven mest navnkundig. I Førstningen var Rolv og Adils gode Venner, og da Adils engang havde Ufred med den norske Konge Aale den oplandske, bad han Rolv om Hjelp. Rolv selv kunde ikke komme formedelst Ufred med Saxerne; men han sendte nogle af sine Kjæmper til Adils, og ved denne Hjelp seirede Adils over Aale, der faldt i et Slag paa Isen paa Vænern. For Hjelpen havde Adils lovet at give Kjæmperne Sold og Rolv selv tre af de ypperste Klenodier, der fandtes i Sverige. Rolvs Kjæmper krævede nu i Sold tre Pund Guld til hver og for sin Herre de tre Klenodier, Hjelmen Hildegalt, Brynjen Finnsleiv og Ringen Sviagris, der var et Arvestykke i Adils’s Æt; men Adils var gjerrig og gik fra sine Ord, saa Kjæmperne maatte fare tomhændede hjem. Rolv reiste da i en Fart til Upsala med sine Berserker for at hente, hvad der tilkom ham. Dronning Yrsa tog godt imod ham og fulgte ham og hans Mænd hen til et Herberge og ikke til Kongens Hal. Medens de sad her ved Lang-Ildene, som brandt langs ad Gulvet, og drak Øl, kom Adils’s Mænd ind og lagde den ene Vedski efter den anden paa Ilden og gjorde Baalene saa store, at Klæderne begyndte at svides paa Rolv og hans Berserker. Da spurgte Kong Adils: „Er det sandt, at Rolv Krake og hans Berserker hverken flyr for Ild eller Sverd?“ — Rolv løb strax op med de Ord: „Lad os endnu øge Ilden i Adils’s Hus,“ — kastede Skjoldet paa Ilden og løb over den, medens Skjoldet endnu brændte, idet han sagde: „Den flyr ei Ild, som løber over den.“ — Hans Berserker gjorde ligesaa, og i det samme de saaledes stormede ud, tog de dem, som havde lagt Ved paa Ilden, og slængte dem paa Baalet. Yrsa kom nu til, gav Rolv et Horn fuldt af Guld, deriblandt var Ringen Sviagris, og bad dem skynde sig afsted, alt hvad de kunde. De kastede sig paa sine Heste og red afsted ned til Fyrisvollene, langs Fyrisaaen; men Adils satte efter dem med stor Overmagt og kom nærmere og nærmere ind paa dem. Da strøede Rolv Guldet ud paa Fyrisvollene, langs Veien. Sviarne standsede og steg af Hestene for at samle Guldet op, saa Rolv og hans Mænd derved fik Forsprang. Kong Adils skyndte paa sine Folk, 37og da han red paa en særdeles fodrap Hest, kom han selv snart lige i Hælene paa Rolv. Da kastede han Ringen Sviagris ud til Adils og bad ham ikke at forsmaa den som Gave. Ringen faldt til Jorden; men Adils bøiede sig ned efter den, tog den paa Spydodden og lod den rende ned ad Skaftet. I det samme vendte Rolv sig om og fik se, hvorledes Adils bøiede sig. Da raabte han: „Nu har jeg svinbøiet den mægtigste blandt Sviarne.“ — og saaledes skiltes de.

Efter denne Færd styrede Kong Rolv sit Rige i Fred og Ro i flere Aar. Hans onde og herskesyge Søster Skuld, der var gift med Hjorvard, en af Rolvs Skattekonger, holdt det for en Skam, at hendes Mand skulde skatte til Rolv og eggede ham til Frafald og Forræderi. Hjorvard fik i tre Aar Henstand med at betale Skatten, men nyttede denne Tid til i al Stilhed at ruste sig. Ved Juletider reiste Hjorvard til Sjæland og drog op til Leire for, som de sagde, at betale den forfaldne Skat; men ombord paa Skibene var der lidet Guld og Sølv, men Overflod af Vaaben og Hærmænd. Rolv, der ikke havde nogen Tanke om Forræderi, tog godt og venlig imod sin Søster og Maag, og om Kvelden holdt han et gildt Gjestebud i sin Hal. Langt ud paa Natten gik alle tilsengs; men i Graalysingen, da Kong Rolv og hans Hirdmænd laa i sin bedste Søvn, listede Hjorvard sig med sine væbnede Mænd igjen fra Skibene op til Leire og kringsatte Kongsgaarden. Hjalte sov den Nat et Stykke fra Borgen; han merkede først Faren og ilede i al Hast for at vække Kongen og hans Kjæmper. I et ældgammelt Kvad, kaldet Bjarkemaal, var den navnkundige Kamp besungen. Det beskrev, hvorledes Hjalte vakte Bjarke og Rolvs andre Mænd og eggede dem til mandigen at stride for sin Herre. Dette var Begyndelsen:

„Sol er oppe.Den klare DagHanen hilsermed Vingeslag:nu under Merket,Haanden paa Verketlægge hver Helt!

Vaagner, o vaagnerda vel og brat,Hjertens Venner!Og tager fat,Hövdinger snilde,gjæve og gilde,alle som en!38Haar hin haarde!og Skytte-Rolv!Mænd höibaarne,som en saa tolv!Folk, som ei Rygtehar for at flygte,op nu paastand!

Mænd ei vækkerjeg her til Vin,ei til Gjekkenmed Pige fin!Med jer vil legeHild hin blegeStaalhandske-Drag.“

Rolvs Mænd vergede sig med den største Tapperhed; men Overmagten var for stor, og det varede ikke længe, førend Kong Rolv faldt, og rundt omkring ham faldt ogsaa alle hans Hirdmænd og Berserker; Vogg var den eneste, som overlevede Nederlaget.

Hjorvard sad ikke længe paa Leirekongernes Kongestol; han fik og mistede sit Rige paa den samme Dag. Efter Kampen gav han et lystigt Gjestebud for sine Mænd, og netop som han her sad og talte om, med hvilken Troskab Rolvs Mænd havde fulgt sin Konge i Døden og ønskede, at kun en eneste af dem endnu maatte være ilive, forat han kunde faa ham i Tjeneste, traadte Vogg ind i Hallen. Hjorvard spurgte ham, om han nu vilde blive hans Mand, — Vogg nikkede; men da Hjorvard rakte Sverdodden frem til Vogg, forat han skulde tage i den, medens han svor Troskabseden, sagde Vogg, at det ikke var saaledes, at Kong Rolv pleiede at række Sverdet til sine Mænd, og bad om at faa tage i Sverdgrebet. Kongen rakte da Hjaltet frem; men i samme Stund gjennemborede Vogg Hjorvard og holdt saaledes det Løfte, han gav, da han første Gang traf sammen med Kong Rolv.

Siegw. Petersen.

34

Rolv var ennå et barn, da han tok kongedømmet i Leire etter sin far Helge. Rolv var gavmild og tapper, vennlig og nedlatende og i alle dele så ypperlig, at det i de gamle beretninger om ham siges, at han var en av de navnkundigste av Oldtidens konger. Hans Minde hædredes så høyt, at man i lange tider etter hans død drakk hans 35skål ved gjestebud og høytidslag, og Hellig-Olav sa, at når han skulle ønske å ligne noen av de hedenske konger, måtte det være Rolv Krake.

De djerveste kjemper fra alle Nordens land søkte til Kong Rolvs talrige hird for å bli hans menn, og iblant Rolvs Hirdmænd var igjen hans tolv berserker de ypperste. De kaltes så, fordi de alltid gikk i den bare kjortel (serk) uten brynje. Av Berserkerne var igjen disse tre de navnkundigste: Nordmannen Bodvar Bjarke fra Opdal, Dansken Hjalte den hugprude og svensken vogg. Denne siste ga Kongen Tilnavnet Krake, og dette fortelles således i de gamle sagn. Da Rolv ennå var ung og smal av vekst, kom vogg en dag som en liten og fattig Svend inn i Kongens Hal. Han gikk frem for Kongen og ga seg til å se på ham. Da sa Rolv: „Hva vil du meg, siden du ser så på meg?“ — Vogg svarte: „Da jeg var hjemme, hørte jeg, at Kong Rolv i Leire var den største mann i Norden; men nå sitter der jo bare en liten Krake*) der i høysetet, og ham kaller de for sin Konge.“ — Rolv svarte: „Nå har du gitt meg navn, så jeg kommer til at hete Rolv Krake; men med Navnefæste pleier det jo, som du ved, også å følge en gave; du ser meg ikke ut til å kunne gi meg noen passende gave; derfor får vel den gi, som kan.“ — Med det samme tok Kongen en gullring av sin arm og ga den til vogg. — „Hil være deg for gaven, Konge!“ sa vogg og stak Ringen på sin høyre arm og holdt den i været, mens han skjulte den venstre bak ryggen. Man undret seg over, hva det skulle bety; men vogg svarte, at den venstre arm skammet seg over, at den ikke var så smykket som den høyre. Kongen ga ham da straks en gullring også til den venstre arm. Vogg takket for den nye gave og la til: „Det lover jeg høyt, at jeg skal bli den Mands bane, som vorder din banemann.“ — Kongen lo og sa: „Der skal lite til for å gjøre vogg glad.“

36Rolvs Færd til hans stefar, Kong Adils i Sverige, er blitt mest navnkundig. I Førstningen var Rolv og Adils gode venner, og da Adils engang hadde ufred med den norske Konge Aale den oplandske, bad han Rolv om hjelp. Rolv selv kunne ikke komme formedelst ufred med Saxerne; men han sendte noen av sine kjemper til Adils, og ved denne hjelp seiret Adils over Aale, der falt i et slag på isen på Vænern. For hjelpen hadde Adils lovet å gi kjempene sold og Rolv selv tre av de ypperste klenodier, der fantes i Sverige. Rolvs Kjæmper krevde nå i sold tre pund gull til hver og for sin Herre de tre klenodier, hjelmen Hildegalt, brynjen Finnsleiv og Ringen Sviagris, der var et arvestykke i Adils’s ætt; men Adils var gjerrig og gikk fra sine ord, så kjempene måtte fare tomhendte hjem. Rolv reiste da i en fart til Upsala med sine berserker for å hente, hva der tilkom ham. Dronning Yrsa tok godt imot ham og fulgte ham og hans menn hen til et herberge og ikke til Kongens Hal. Mens de satt her ved Lang-ildene, som brandt langs ad gulvet, og drakk øl, kom Adils’s menn inn og la den ene vedski etter den annen på ilden og gjorde bålene så store, at kledene begynte at svides på Rolv og hans berserker. Da spurte Kong Adils: „Er det sandt, at Rolv Krake og hans berserker hverken flyr for ild eller sverd?“ — Rolv løp straks opp med de ord: „La oss ennå øke ilden i Adils’s hus,“ — kastet skjoldet på ilden og løp over den, mens skjoldet ennå brente, idet han sa: „Den flyr ei ild, som løper over den.“ — Hans Berserker gjorde likeså, og i det samme de således stormet ut, tok de dem, som hadde lagt Ved på ilden, og slengte dem på bålet. Yrsa kom nå til, ga Rolv et Horn fullt av gull, deriblant var Ringen Sviagris, og bad dem skynde seg av sted, alt hva de kunne. De kastet seg på sine hester og red av sted ned til Fyrisvollene, langs Fyrisaaen; men Adils satte etter dem med stor overmakt og kom nærmere og nærmere inn på dem. Da strødde Rolv Guldet ut på Fyrisvollene, langs veien. Sviarne stanset og steg av hestene for å samle gullet opp, så Rolv og hans menn derved fikk forsprang. Kong Adils skyndte på sine folk, 37og da han red på en særdeles fotrapp hest, kom han selv snart like i hælene på Rolv. Da kastet han Ringen Sviagris ut til Adils og bad ham ikke å forsmå den som gave. Ringen falt til jorden; men Adils bøyde seg ned etter den, tok den på Spydodden og lot den renne ned ad skaftet. I det samme vendte Rolv seg om og fikk se, hvorledes Adils bøyde seg. Da ropte han: „Nå har jeg svinbøiet den mektigste blant Sviarne.“ — og således skiltes de.

Etter denne ferd styrte Kong Rolv sitt rike i Fred og ro i flere år. Hans onde og herskesyke søster Skuld, der var gift med Hjorvard, en av Rolvs Skattekonger, holdt det for en skam, at hennes mann skulle skatte til Rolv og egget ham til frafall og forræderi. Hjorvard fikk i tre år henstand med å betale skatten, men nyttet denne tid til i all stillhet å ruste seg. Ved juletider reiste Hjorvard til Sjæland og drog opp til Leire for, som de sa, å betale den forfalne skatt; men ombord på skipene var der lite gull og sølv, men overflod av våpen og hærmenn. Rolv, der ikke hadde noen tanke om forræderi, tok godt og vennlig imot sin søster og Maag, og om kvelden holdt han et gildt gjestebud i sin Hal. Langt ut på natten gikk alle til sengs; men i grålysingen, da Kong Rolv og hans hirdmenn lå i sin beste søvn, listet Hjorvard seg med sine væpnede menn igjen fra skipene opp til Leire og kringsatte kongsgården. Hjalte sov den natt et stykke fra Borgen; han merket først faren og ilede i all hast for å vekke Kongen og hans kjemper. I et eldgammelt Kvad, kalt Bjarkemaal, var den navnkundige kamp besungen. Det beskrev, hvorledes Hjalte vakte Bjarke og Rolvs andre menn og egget dem til mandigen å stride for sin Herre. Dette var begynnelsen:

„Sol er oppe.Den klare DagHanen hilsermed vingeslag:nå under merket,Hånden på verketlegge hver helt!

Våkner, o våknerda vel og brat,Hjertens Venner!Og tar fat,Hövdinger snilde,gjeve og gilde,alle som en!38Haar hin harde!og Skytte-Rolv!Menn höibaarne,som en så tolv!Folk, som ei ryktehar for å flykte,opp nå paastand!

Menn ei vekkerjeg her til vin,ei til gjekkenmed pike fin!Med jer vil lekeHild hin blekeStålhanske-drag.“

Rolvs Mænd verget seg med den største tapperhet; men overmakten var for stor, og det varte ikke lenge, før Kong Rolv falt, og rundt omkring ham falt også alle hans hirdmenn og berserker; Vogg var den eneste, som overlevede nederlaget.

Hjorvard satt ikke lenge på Leirekongernes Kongestol; han fikk og mistet sitt rike på den samme dag. Etter kampen ga han et lystig gjestebud for sine menn, og nettopp som han her satt og talte om, med hvilken troskap Rolvs Mænd hadde fulgt sin Konge i døden og ønsket, at kun en eneste av dem ennå måtte være i live, for at han kunne få ham i tjeneste, trådte vogg inn i hallen. Hjorvard spurte ham, om han nå ville bli hans mann, — vogg nikket; men da Hjorvard rakte Sverdodden frem til vogg, for at han skulle ta i den, mens han svor troskapseden, sa vogg, at det ikke var således, at Kong Rolv pleide å rekke sverdet til sine menn, og bad om å få ta i Sverdgrebet. Kongen rakte da hjaltet frem; men i samme stund gjennomboret vogg Hjorvard og holdt således det løfte, han ga, da han første gang traff sammen med Kong Rolv.

Siegw. Petersen.