32

Der staar en Smedje paa Helgoland,Saa ensomt den staar paa den hvide Strand,Der svinger Tormod, Smeden, med FlidDen tunge Hammer ved Midnatstid;Og Essen flammer, og Gnisterne spille,Og Slagene døner i Nattens Stille,

33Men som han saa ved sin Ambolt staar,En sælsom Larm til hans Øre naar;Det er som to vældige Gangeres Trav,Dog kommer den Lyd fra det vilde Hav;Han iler til Dören, ser ud og gruer;Thi rædselsfuldt er det Syn, han skuer.

Det er som en Sky af Mulm og Lyn,Der svæver paa Havets graalige Bryn;Den nærmer sig mere og mere til Land,Tilsidst han skjelner en Hest og en Mand;Men Manden et flammende Glavind svinger,Og Hesten paa fire Par Födder springer.

Og Havet syntes saa haardt som Sten,Og Gnisterne fög, hvor Gangeren tren,Saa nærmer sig Synet mer og mer;Snart Ganger og Rytter han tydelig ser.Snart er de for Dören; da standser Hesten,Og rap af Sadlen svinger sig Gjesten.

Enöiet, som solklar Dag, han var;Paa sölvgraa Isse han Guldhjelm bar;Om Kjæmpekroppen en Brynje blaa,Besat med funklende Stjerner, laa;Og om de mægtige Skuldre svingerTo skrigende Ravne de kulsorte Vinger.

„Op Smed,“ saa talte den sælsomme Gjest,„Tag Hammer og Tang og beslaa min Hest,En Sko er brukken, vær flink og rap!Det er alt sildigt; min Tid er knap.För Dagen rödmer i Østerlide,Jeg har vel hundrede Mil at ride.“

Og Smeden den vældige Hammer svang,Og Jernet gnistred, og Ambolten klang.Snart var beslaaet den vælige Hest;I Sadlen svang sig den sælsomme Gjest. —Men förend den næste Sol var nede,Stod Folkeslaget paa Braavallahede.

F. Schaldemose.

32

Der står en Smedje på Helgoland,Så ensomt den står på den hvite Strand,Der svinger Tormod, Smeden, med flidDen tunge Hammer ved midnattstid;Og Essen flammer, og gnistene spille,Og Slagene døner i Nattens stille,

33Men som han så ved sin ambolt står,En selsom larm til hans øre når;Det er som to veldige Gangeres trav,Dog kommer den lyd fra det ville hav;Han iler til døren, ser ut og gruer;Thi redselsfullt er det syn, han skuer.

Det er som en sky av mulm og lyn,Der svever på Havets grålige Bryn;Den nærmer seg mer og mer til land,Til sist han skjelner en hest og en mann;Men Manden et flammende Glavind svinger,Og Hesten på fire par føtter springer.

Og Havet syntes så hardt som Sten,Og Gnisterne føk, hvor gangeren tren,Så nærmer seg synet mer og mer;Snart ganger og rytter han tydelig ser.Snart er de for døren; da stanser hesten,Og rap av salen svinger seg gjesten.

Enöiet, som solklar Dag, han var;På sölvgraa Isse han gullhjelm bar;Om kjempekroppen en brynje blå,Besatt med funklende stjerner, lå;Og om de mektige skuldre svingerTo skrikende ravner de kulsorte vinger.

„Opp smed,“ så talte den selsomme gjest,„Tag Hammer og tang og beslå min hest,En Sko er brukken, vær flink og rap!Det er alt sildigt; min tid er knap.För dagen rödmer i Østerlide,Jeg har vel hundre mil å ride.“

Og Smeden den veldige Hammer svang,Og Jernet gnistret, og ambolten klang.Snart var beslått den vælige hest;I salen svang seg den selsomme gjest. —Men förend den neste sol var nede,Stod folkeslaget på Braavallahede.

F. Schaldemose.