26

Da Kong Sigmund var falden, blev hans Dronning, Hjørdis, bortført af Kongerne Hjalprek og Alv. Hjørdis havde et nyfødt Svendbarn, som blev bragt til Kong Hjalprek. Kongen blev glad ved de hvasse Øine, Drengen havde i Hovedet, øste Vand paa ham og gav ham Navnet Sigurd. Sigurd voxte op, og alle elskede ham; hans Moder blev trolovet med Alv. — Regin hed Sigurds Fosterfader; han lærte ham Idrætter, Runer og Brætspil samt mange Tungemaal efter Kongesønners Skik i de Tider. — Engang da de var ene, spurgte Sigurd Regin, om han vidste, hvor stor en Skat hans Fader havde eiet, og hvo der forvarede den? Regin sagde: „Kongerne forvarer den. Tror du dem fuldkommen vel?“ Sigurd svarede: „De kan bedre beskytte den end jeg.“ — En anden Gang sagde Regin: „Underligt, at du vil være Kongernes Hestedreng eller rende som deres 27Løber for dem.“ — „Det er ei saa,“ svarede Sigurd; „jeg raader over alting og kan tage, hvad jeg ønsker.“ „Bed da Kongen give dig en Hest!“ sagde Regin. „Den kan jeg strax faa,“ sagde Sigurd og frembar sit Ønske for Kongen. Kongen sagde: „Vælg den selv!“ Dagen efter mødte Sigurd en gammel fremmed Mand med langt Skjeg. Han sagde: „Jeg vil hjelpe dig at vælge Hest.“ — Man drev nu Hestene ud i Aaen; de vilde alle strax i Land igjen, undtagen en, graa af Farve, ung af Alder, stor og skjøn. Den skjeggede Mand sagde: „Denne Hest stammer fra Sleipner, Odins egen Ganger. Opfød den omhyggelig; den vil overgaa enhver anden.“ — Derpaa forsvandt Manden. Sigurd kaldte Hesten Grane. Men det var Odin selv, som havde raadet ham. — En anden Gang sagde Regin til Sigurd: „Altfor lidet Gods eier du; det bedrøver mig, at du løber her som en Bydreng. Jeg skal vise dig en stor Skat, som du kan vinde. Den, som forsvarer den, heder Favne, ei langt herfra paa Gnitaheide.“ — Sigurd sagde: „Jeg har hørt, at ingen tør nærme sig denne underfulde Orm formedelst dens Størrelse og Grumhed.“ — „Det er ei saa,“ svarede Regin, „den ligner en Lyngorm i Vexten. Skjønt du er af Volsungernes Æt, har du dog ikke deres Sind; thi de var størst i Bedrifter fremfor alle.“ — „Kan vel være,“ svarede Sigurd, „at jeg endnu ikke har deres Kjæmpemod og Snille; men jeg er ogsaa endnu kun kommen lidet over Barndomsalderen. Hvi hidser du mig saa svart?“ — „Herom er en Fortælling,“ sagde Regin. — „Lad mig høre den!“ sagde Sigurd.

Regin fortalte: „En Mand hed Reidmar, mægtig og rig, Favne hed hans Søn, en anden Oter; jeg var den tredje, ringest i Legemsfærdighed og Udseende, men en god Smed. Min Broder var en Fisker; han sad daglig i en Oters Skikkelse ved Vandet, snappede Fiske op med Munden og aad dem med tillukkede Øine, fordi han ikke kunde taale at se, naar han var paa Landjorden. Men Favne var den grummeste og vilde tilegne sig alt. — Der var en Dverg i Fossen ved Navn Andvare, i en Gjeddes Lignelse. Guderne Odin, Loke og Høner gik engang paa Eventyr som Mennesker forbi Andvare-Fos; Oter havde da fanget en Lax 28og aad den med lukte Øine paa Strandbredden. Loke slog Oteren ihjel med en Sten, Æserne flaaede Belgen af den. Samme Aften kom de til Reidmar og viste ham Fangsten. Da tog vi dem til Fanger og fordrede i Bøder og Løsepenge, at de skulde fylde Belgen og bedække den udvendig med røden Guld. Loke gik til Ran, Havets Dise, laante hendes Net og fangede Andvare i en Gjeddes Lignelse.

Han maatte nu give Loke alt sit Guld for at vorde fri; kun en liden Ring vilde han beholde; men den tog Loke ogsaa fra ham. Da gik Dvergen ind i Bjerget og sang: at Ringen og Guldet skulde vorde til Død for enhver, som eiede det.

Nu fyldte Æserne Oterbelgen med Guld og bedækkede den dermed; og da der endnu var et Mundhaar blottet, som Reidmar bød dem skjule, lagde Odin Andvares Ring derpaa. Da kvad Loke:

Guld er dig nu givet!Gjengjæld du haverHerlig for mit Hoved,Din Søn er ingenLykke beskaaren,Det vorder eder begge til Bane!

Siden dræbte Favne sin Fader Reidmar for at faa Skatten,“ vedblev Regin; „jeg fik intet deraf. Favne blev saa gjerrig, at han drog bort fra alle Folk, blev forvandlet til den værste Orm og ruger nu paa sit Guld ude paa Heden. Jeg blev Kongens Smed. Jeg har mistet min Fædrenearv og Bøderne for min Broder. Men jeg skal smede dig et Sverd, hvormed du kan dræbe Favne.“

Regin smedede Sigurd et Sverd; denne slog det i Ambolten, saa Klingen brast, og bad Regin smede et andet. „Det er en vanskelig Sag at smede for dig,“ sagde Regin og gjorde ham et nyt Sverd, hvilket det ikke gik bedre. Nu hentede Sigurd Stumperne af sin Faders Sverd og bad Regin sammenhamre dem. Regin blev vred over den evige Smeden, men føiede ham dog, og da han bar Sverdet fra Essen, tyktes det Smedesvendene, at der brændte Ild fra Eggen. Dette Sverd brast ikke paa Ambolten; Sigurd roste det meget. Han gik til en Aa med en Tot Uld, 29kastede den i Vandet, og da Ulden dreves af Strømmen mod Sverdeggen, skares den itu. Da gik Sigurd fornøiet hjem.

Nogen Tid derefter red Sigurd og Regin opad Heden paa den Vei, Favne var vant at krybe, naar han drog til Vands; thi den Klippe, han laa paa, var tredive Favne fra Vandet, hvoraf han drak. Sigurd sagde: „Du fortalte mig, at denne Drage ikke var større end en Lyngorm; men her synes mig, at Sporet er saare stort.“ — „Gjør en Grøft,“ sagde Regin, „sæt dig deri, og naar Ormen kryber til Vands, sting den da i Hjertet; det vil vorde dig til stor Berømmelse.“ — „Men,“ spurgte Sigurd, „hvorledes skal jeg beskytte mig mod Ormens Blod, at det ikke oversvømmer mig?“ — „Ei kan man give dig Raad,“ svarede Regin, „hvis du ræddes for alt. Lidet slegter du da dine Fædre paa.“ — Nu red Sigurd hen til Heden; men Regin sneg sig bange bort. — Som Sigurd var ifærd med at gjøre sin Grøft, kom en gammel Mand med et sidt Skjeg til ham og sagde: „Dette er uforsigtigt! Gjør flere Grave, at Blodet kan rinde deri; sæt dig selv i den ene og sting saa Ormen i Hjertet!“

Da Ormen krøb til Vands, blev der et stort Drøn, og Jorden skalv. Ormen sprudede Edder trindt omkring; men Sigurd var ikke bange og borede den Sverdet under den venstre Bov lige ind til Hjaltet. Derpaa sprang han op af Grøften og rykkede Sverdet til sig, saa han fik Armene blodige lige op til Skuldrene. Da nu den store Orm følte sit Banesaar, slog den med Hovedet og Halen, saa at alt, hvad den traf, brast sønder. — „Hvo er du?“ spurgte Favne, da han følte Saaret. „Hvo er din Fader? Af hvad Æt stammer den, der har Mod til at overfalde mig?“ — Sigurd nævnte sit og sin Faders Navn. Favne sagde: „Jeg maatte vel formodet, at hvis du var voxet op hos disse Frænder, var du bleven gram i Hu; men fangen Mand er sjelden tapper til Kamp.“ — Sigurd svarede: „Saa fangen jeg er, saa følte du dog, at jeg var løs!“ — Da raabte Favne: „Vid, at det Guld, jeg har eiet, skal vorde din Død!“ — Sigurd svarede: „Enhver ønsker sig Formue til den sidste Dag; men tilsidst skal dog alle dø.“ — „Nu raader jeg dig,“ sagde Favne, „at tage din Hest og ride bort som snarest; 30thi mit Guld vorder din Bane.“ Sigurd svarede: „Hjem skulde jeg ride og give Slip paa alt det meget Guld, om jeg vidste, at jeg da aldrig skulde dø; men en Helt vil gjerne eie Formue til sin Dødsdag. Krymp du dig nu i Dødskampen, til Hel henter dig!“ — Da døde Favne.

Derefter kom Regin til Sigurd og sagde: „Hil være dig! En stor Seier har du vundet, der vil mindes, saa længe Verden staar.“ Men da Regin havde talt disse Ord, stirrede han ned paa Jorden og udbrød med Harme: „Min Broder har du dræbt, og neppe er jeg uskyldig i denne Daad.“ Sigurd tørrede sit Sverd af i Græsset og sagde: „Fjern var du, da jeg udførte denne Daad; du laa bag Lyngbusken og vidste hverken af Himmel eller Jord.“ — Regin svarede: „Denne Orm havde længe kunnet ligge paa sit Leie, hvis du ikke havde benyttet det Sverd, jeg smedede dig med egen Haand.“ Sigurd sagde: „Naar Mænd kjæmper, gjælder det mere mandigt Hjerte end skarpt Sverd.“ — Da skar Sigurd Hjertet ud af Ormen. Regin drak Blodet og sagde: „Gak til Ilden med Hjertet, steg det og giv mig det at æde!“ — Sigurd stegte det paa et Spyd; men da han stak Fingeren i Munden for at smage, om det var stegt nok, og da Ormeblodet kom ham paa Tungen, forstod han Fuglenes Sprog. Svalerne kvidrede fra Busken. — „Hvis Sigurd selv aad Favnes Hjerte,“ kvad den ene, „saa blev han visere end enhver anden.“ — „Der ligger Regin,“ kvad den anden, „og vil svige den, som ham tror.“ — „Han bør hugge Hovedet af Regin,“ kvad den tredje, „selv tage Guldet fra Favnes Leie og saa ride til Hindarfjeld; der vil han lære Visdom.“ — „Forstandig var han, hvis han fulgte eders Raad,“ kvad den fjerde; „thi Ulven er nær, naar man ser dens Øre.“

Da sagde Sigurd: „Ei skal Regin vorde min Banemand; før skal begge Brødrene fare en Vei.“ Dermed drog han Sverdet Gram, hug Hovedet af Regin, aad et Stykke af Ormens Hjerte og gjemte det øvrige. Derpaa red han efter Sporet til Ormens Leie. Alle Dørene var af Jern. Sigurd fandt der en stor Mængde Guld, Sverdet Rotte, Skrækkehjelmen og Guldbrynjen. To store Kister fulde pakkede han paa Hesten Grane og vilde lede den ved Tømmen; 31men den gik ikke, alt hvad han pidskede den. Da merkede han, hvad den vilde, sprang op paa Ryggen af den, gav den Sporerne, — og den løb nu, som om den havde været uden Byrde.

A. Oehlenschläger.

26

Da Kong Sigmund var falt, ble hans dronning, Hjørdis, bortført av kongene Hjalprek og Alv. Hjørdis hadde et nyfødt Svendbarn, som ble brakt til Kong Hjalprek. Kongen ble glad ved de hvasse øyne, drengen hadde i hodet, øste vann på ham og ga ham navnet Sigurd. Sigurd vokste opp, og alle elsket ham; hans mor ble trolovet med Alv. — Regin het Sigurds Fosterfader; han lærte ham idretter, runer og brettspill samt mange tungemål etter Kongesønners skikk i de tider. — Engang da de var ene, spurte Sigurd Regin, om han visste, hvor stor en skatt hans far hadde eiet, og hvo der forvarede den? Regin sa: „Kongene forvarer den. Tror du dem fullkommen vel?“ Sigurd svarte: „De kan bedre beskytte den enn jeg.“ — En annen gang sa Regin: „Underlig, at du vil være Kongernes Hestedreng eller renne som deres 27løper for dem.“ — „Det er ei så,“ svarte Sigurd; „jeg råder over alting og kan ta, hva jeg ønsker.“ „Be da Kongen gi deg en hest!“ sa Regin. „Den kan jeg straks få,“ sa Sigurd og frembar sitt ønske for Kongen. Kongen sa: „Velg den selv!“ Dagen etter møtte Sigurd en gammel fremmed mann med langt skjegg. Han sa: „Jeg vil hjelpe deg å velge hest.“ — Man drev nå hestene ut i åen; de ville alle straks i land igjen, unntagen en, grå av farge, ung av alder, stor og skjønn. Den skjeggede mann sa: „Denne hest stammer fra Sleipner, Odins egen ganger. Opfød den omhyggelig; den vil overgå enhver annen.“ — Derpå forsvant mannen. Sigurd kalte hesten Grane. Men det var Odin selv, som hadde rådet ham. — En annen gang sa Regin til Sigurd: „Altfor lite gods eier du; det bedrøver meg, at du løper her som en Bydreng. Jeg skal vise deg en stor skatt, som du kan vinne. Den, som forsvarer den, heter Favne, ei langt herfra på Gnitaheide.“ — Sigurd sa: „Jeg har hørt, at ingen tør nærme seg denne underfulle Orm formedelst dens størrelse og grumhet.“ — „Det er ei så,“ svarte Regin, „den ligner en Lyngorm i veksten. Skjønt du er av Volsungernes ætt, har du dog ikke deres sinn; thi de var størst i bedrifter fremfor alle.“ — „Kan vel være,“ svarte Sigurd, „at jeg ennå ikke har deres Kjæmpemod og snille; men jeg er også ennå kun kommet lite over Barndomsalderen. Hvi hidser du meg så svart?“ — „Herom er en fortelling,“ sa Regin. — „La meg høre den!“ sa Sigurd.

Regin fortalte: „En Mand het Reidmar, mektig og rik, Favne het hans sønn, en annen Oter; jeg var den tredje, ringest i Legemsfærdighed og utseende, men en god smed. Min bror var en fisker; han satt daglig i en Oters skikkelse ved vannet, snappet fisker opp med munnen og åt dem med tillukkede øyne, fordi han ikke kunne tåle å se, når han var på landjorden. Men Favne var den grummeste og ville tilegne seg alt. — Der var en dverg i fossen ved navn Andvare, i en Gjeddes lignelse. Gudene Odin, Loke og høner gikk engang på eventyr som mennesker forbi Andvare-foss; Oter hadde da fanget en laks 28og åt den med lukte øyne på Strandbredden. Loke slo Oteren ihjel med en Sten, æsene flådde belgen av den. Samme aften kom de til Reidmar og viste ham fangsten. Da tok vi dem til fanger og fordret i bøter og løsepenger, at de skulle fylde belgen og bedekke den utvendig med røden gull. Loke gikk til Ran, Havets Dise, lånte hennes nett og fangede Andvare i en Gjeddes lignelse.

Han måtte nå gi Loke alt sitt gull for at vorde fri; kun en liten Ring ville han beholde; men den tok Loke også fra ham. Da gikk dvergen inn i Bjerget og sang: at Ringen og gullet skulle vorde til død for enhver, som eide det.

Nå fylte æsene Oterbelgen med gull og bedekkede den dermed; og da der ennå var et munnhår blottet, som Reidmar bød dem skjule, la Odin Andvares Ring derpå. Da kvad Loke:

Gull er deg nå gitt!Gjengjeld du haverHerlig for mitt hode,Din sønn er ingenLykke beskåren,Det vorder dere begge til bane!

Siden drepte Favne sin far Reidmar for å få skatten,“ vedble Regin; „jeg fikk intet derav. Favne ble så gjerrig, at han drog bort fra alle folk, ble forvandlet til den verste Orm og ruger nå på sitt gull ute på Heden. Jeg ble Kongens smed. Jeg har mistet min fedrenearv og bøtene for min bror. Men jeg skal smede deg et sverd, hvormed du kan drepe Favne.“

Regin smidde Sigurd et sverd; denne slo det i ambolten, så klingen brast, og bad Regin smede et annet. „Det er en vanskelig Sag å smede for deg,“ sa Regin og gjorde ham et nytt sverd, hvilket det ikke gikk bedre. Nå hentet Sigurd Stumperne av sin Faders sverd og bad Regin sammenhamre dem. Regin ble vred over den evige Smeden, men føyet ham dog, og da han bar sverdet fra Essen, tyktes det Smedesvendene, at der brente ild fra Eggen. Dette sverd brast ikke på ambolten; Sigurd roste det meget. Han gikk til en Aa med en tott ull, 29kastet den i vannet, og da ullen dreves av strømmen mot Sverdeggen, skares den itu. Da gikk Sigurd fornøyet hjem.

Noen tid deretter red Sigurd og Regin oppad Heden på den vei, Favne var vant å krype, når han drog til Vands; thi den klippe, han lå på, var tretti Favne fra vannet, hvorav han drakk. Sigurd sa: „Du fortalte meg, at denne Drage ikke var større enn en Lyngorm; men her synes meg, at sporet er såre stort.“ — „Gjør en grøft,“ sa Regin, „sett deg deri, og når Ormen kryper til Vands, sting den da i Hjertet; det vil vorde deg til stor berømmelse.“ — „Men,“ spurte Sigurd, „hvorledes skal jeg beskytte meg mot Ormens blod, at det ikke oversvømmer meg?“ — „Ei kan man gi deg råd,“ svarte Regin, „hvis du ræddes for alt. Lite slekter du da dine fedre på.“ — Nå red Sigurd hen til Heden; men Regin snek seg bange bort. — Som Sigurd var ifærd med å gjøre sin grøft, kom en gammel mann med et sidt skjegg til ham og sa: „Dette er uforsiktig! Gjør flere Grave, at blodet kan rinne deri; sett deg selv i den ene og sting så Ormen i Hjertet!“

Da Ormen krøp til Vands, ble der et stort drønn, og jorden skalv. Ormen sprutet edder trindt omkring; men Sigurd var ikke bange og borede den sverdet under den venstre Bov like inn til hjaltet. Derpå sprang han opp av grøften og rykket sverdet til seg, så han fikk armene blodige like opp til skuldrene. Da nå den store Orm følte sitt Banesaar, slo den med hodet og halen, så at alt, hva den traff, brast sønder. — „Hvo er du?“ spurte Favne, da han følte såret. „Hvo er din far? Av hva ætt stammer den, der har mot til å overfalle meg?“ — Sigurd nevnte sitt og sin Faders navn. Favne sa: „Jeg måtte vel formodet, at hvis du var vokset opp hos disse frender, var du blitt gram i hu; men fangen mann er sjelden tapper til kamp.“ — Sigurd svarte: „Så fangen jeg er, så følte du dog, at jeg var løs!“ — Da ropte Favne: „Vid, at det gull, jeg har eiet, skal vorde din død!“ — Sigurd svarte: „Enhver ønsker seg formue til den siste dag; men til sist skal dog alle dø.“ — „Nå råder jeg deg,“ sa Favne, „å ta din hest og ride bort som snarest; 30thi mitt gull vorder din bane.“ Sigurd svarte: „Hjem skulle jeg ride og gi Slip på alt det meget gull, om jeg visste, at jeg da aldri skulle dø; men en helt vil gjerne eie formue til sin dødsdag. Krymp du deg nå i dødskampen, til Hel henter deg!“ — Da døde Favne.

Deretter kom Regin til Sigurd og sa: „Hil være deg! En stor Seier har du vundet, der vil minnes, så lenge verden står.“ Men da Regin hadde talt disse ord, stirret han ned på jorden og utbrøt med Harme: „Min bror har du drept, og neppe er jeg uskyldig i denne Daad.“ Sigurd tørrede sitt sverd av i gresset og sa: „Fjern var du, da jeg utførte denne Daad; du lå bak Lyngbusken og visste hverken av himmel eller jord.“ — Regin svarte: „Denne Orm hadde lenge kunnet ligge på sitt leie, hvis du ikke hadde benyttet det sverd, jeg smidde deg med egen hånd.“ Sigurd sa: „Når menn kjemper, gjelder det mer mandigt hjerte enn skarpt sverd.“ — Da skar Sigurd Hjertet ut av Ormen. Regin drakk blodet og sa: „Gak til ilden med Hjertet, steg det og gi meg det å ete!“ — Sigurd stekte det på et spyd; men da han stak fingeren i munnen for å smake, om det var stekt nok, og da Ormeblodet kom ham på tungen, forstod han Fuglenes språk. Svalene kvitret fra busken. — „Hvis Sigurd selv åt Favnes hjerte,“ kvad den ene, „så ble han visere enn enhver annen.“ — „Der ligger Regin,“ kvad den annen, „og vil svike den, som ham tror.“ — „Han bør hugge hodet av Regin,“ kvad den tredje, „selv ta gullet fra Favnes leie og så ride til Hindarfjeld; der vil han lære visdom.“ — „Forstandig var han, hvis han fulgte deres råd,“ kvad den fjerde; „thi Ulven er nær, når man ser dens øre.“

Da sa Sigurd: „Ei skal Regin vorde min banemann; før skal begge brødrene fare en vei.“ Dermed drog han sverdet Gram, hug hodet av Regin, åt et stykke av Ormens hjerte og gjemte det øvrige. Derpå red han etter sporet til Ormens leie. Alle dørene var av jern. Sigurd fant der en stor mengde gull, sverdet Rotte, skrekkehjelmen og gullbrynjen. To store kister fulle pakket han på hesten Grane og ville lede den ved tømmen; 31men den gikk ikke, alt hva han pisket den. Da merket han, hva den ville, sprang opp på ryggen av den, ga den sporene, — og den løp nå, som om den hadde vært uten byrde.

A. Oehlenschläger.