21

Under Uroligheder og Kampe hengik Æsernes Tilværelse. Dog havde de endnu Balder, Uskyldighedens rene Gud, imellem sig; saa længe han var til, kunde Vold og Ondskab endnu ikke faa ret Indpas i Verden. Men omsider begyndte han at foruroliges af ildevarslende Drømme, som satte alle Guderne i Skræk. Æserne samlede sig til Tings og Aasynjerne til Samtale; de raadslog om, hvad dette monne betyde, og Jotnerne søgte ved Tryllekunster at udforske, hvilke skrækkelige Begivenheder derved varsledes. Spaadommen lød, at Balder var feig (maatte snart vente Døden), og i sin Bekymring for Sønnen besluttede Frigg at bede alle Vætter og alle skabte Ting ei at skade Balder og tage Ed af dem derpaa. Odin frygtede dog, at Hamingjerne (Lykke-Gudinderne) var vegne fra Æserne, og red afsted paa Sleipner lige til Nivlhem for at raadspørge en afdød Volve eller Spaakvinde. I Nivlheim begav han sig udenfor den østlige Indgang til Hels høie Bolig, hvor han vidste, at Volven laa. Han kvad Valgalder (dødopvækkende Trolddom) for at kalde hende frem og udtalte Besvergelser, der nødte Volven til at reise sig af sin Dødsslummer for at svare paa hans Spørgsmaal. Kun nødig stod hun op og spurgte, hvo der voldte hende dette Besvær; „Sneen dækkede mig,“ sagde hun; „Regnen pidskede mig, og Duggen vædede mig; jeg var alt længe død.“ „Jeg heder Vegtam,“ sagde Odin; „fortæl mig nu, hvem det er, til hvis Modtagelse Hels Bolig er saa prægtig beredt.“ „Det er Balder,“ svarer hun; „Mjøden er alt brygget for ham, og Æserne er fortvivlede.“ „Hvem skal da vorde Balders Banemand?“ spurgte Odin. „Hod skal bringe sin herlige Broder til Hel,“ var hendes Svar. „Hvo hevner hans Drab paa Hod?“ spurgte Odin. „Rind føder en Søn i Vestens Sale,“ sagde hun; „han vasker ei sin Haand, kjæmmer ei sit Haar, førend han bringer Balders Banemand paa Baalet; kun nattegammel dræber han ham.“ „Men sig mig nu et eneste Spørgsmaal, inden du faar lægge dig til at sove,“ sagde Odin; „hvilke Møer vil kun græde efter eget Tykke og kaste sine Halsklæder mod Himlen?“ „Nu skjønner 22jeg, at du ikke er Vegtam, som du sagde, men Odin, den almægtige,“ svarede Volven. „Du er lige saa lidet en Volve eller vis Kvinde,“ var Odins Svar; „thi du er de trende Tussers Moder.“ „Rid kun hjem, Odin,“ sagde Volven; „mig skal ingen levende mere besøge, før Gudernes Undergang stunder til.“

Frigg tog virkelig alle skabte Ting i Ed paa, at de ei vilde tilføie Balder noget ondt; som Ild og Vand, Jern og alskens Malm, Sten, Jorden, Træerne, Sygdomme, Dyrene, Giften o. s. v. Nu troede Æserne sig sikre og fornøiede sig endogsaa paa Tinget med at lade Balder staa frem, medens alle de andre dels skjød dels hug eller kastede Sten paa ham; thi hvad man end gjorde, skadede det ham ikke. Derover var Loke hel ærgerlig. Han tog en Kvindes Skikkelse paa sig og gik til Frigg i Fensale. Frigg spurgte Kvinden, hvad Æserne tog sig for paa Tinget. „Alle skyder efter Balder, uden at det skader ham,“ svarede hun. „Ja,“ sagde Frigg, „jeg har ogsaa taget Ed af alle Vaaben og Trær paa, at de ei skal gjøre ham noget ondt.“ „Er der da ikke en eneste Ting, som ei har aflagt en saadan Ed?“ spurgte Kvinden. „Jo,“ svarede Frigg, „rigtignok voxer der en liden Vond østenfor Valhal ved Navn Misteltein; den syntes mig for ung til at tage i Ed.“ Derpaa gik Loke bort, sled Misteltein op og gik til Tings med den. Hod stod yderst i Ringen, fordi han var blind. Loke gav sig i Snak med ham og spurgte, hvorfor han ikke skjød efter Balder. „Jeg kan jo ikke se, hvor han er,“ sagde Hod, „og desuden er jeg vaabenløs.“ „Du kan dog gjerne gjøre som de andre,“ sagde Loke, „og vise Balder den samme Ære; kom her, tag denne Vond og skyd imod ham; jeg skal vise dig, hvor han staar.“ Hod tog Mistelteinen, lod sig stille til Rette af Loke og skjød paa Balder; strax fløi Skuddet igjennem ham, saa at han faldt død ned. Det er den største Ulykke, som nogensinde har truffet Guder og Mennesker. Da Æserne saa Balder falde, tabte de rent Mælet af Forfærdelse og glemte næsten at løfte ham op; de saa paa hinanden og var alle lige forbitrede paa Ophavsmanden; men de kunde ikke hevne Drabet, da der var saa helligt et Fristed. De kunde i Førstningen ikke tale for 23Graad, og Odin var saa meget mere betagen af Sorg, som han skjønnede klarest, hvilket Skaar Æserne led ved Balders Død. Da Guderne kom noget til sig selv, spurgte Frigg, hvo iblandt Æserne der vilde erhverve hendes Huldskab og Naade ved at ride Helveien, faa Balder i Tale og spørge Hel, hvad hun vilde have for at slippe ham løs og lade ham drage hjem til Aasgard. Hermod tilbød sig og fik laant Sleipner til Reisen; han satte afsted i al Hast.

Æserne tog Balders Lig og førte det til Søen. Der stod hans store Skib Ringhorne, trukket paa Land; de vilde skyde det ned i Søen og siden indrette Balders Baal derpaa; men de kunde slet ikke faa det frem. Da maatte de sende Bud til Jotunheim efter Gygen Hyrrokken; hun kom ridende paa en Ulv, med Hugorme til Tøile. Hun steg af, og Odin satte fire Berserker til at passe paa hendes Hest; men de kunde ikke holde den, førend de fik lagt den ned. Hun gik til Fremstavnen af Skibet og skjød det ved første Tag ud med saadan Fart, at der stod Ild af Lunnerne (Rullerne), og al Jorden skalv. Tor blev vred og vilde knuse hendes Hoved; men alle de andre Guder bad om Naade for hende. Nu blev Balders Lig baaret ud paa Baalet, og da hans Kone Nanna, Neps Datter, saa det, brast hun af Sorg og døde; derfor blev hun ogsaa lagt paa Baalet. Derpaa tændte man det, Tor stillede sig hos og indviede Baalet med Mjølner; men foran hans Fødder randt en Dverg ved Navn Lit; ham sparkede Tor med Foden op i Ilden, saa at han brandt med. Til denne Brand kom der mange Slags Væsener; først kom Odin; med ham kom Frigg, Valkyrjerne og hans Ravne; Frøi agede i en Kjærre med Galten Gullinbørste eller Slidrugtanne; Heimdal red paa sin Hest Guldtop; Frøia agede med sine Katte. Der kom og en Mængde Rim-Tusser og Berg-Riser. Odin lagde Ringen Draupner paa Baalet, og der siges, at denne Ring nu først fik den Egenskab, at der hver niende Nat dryppede otte ligesaa massive Ringe af den. Balders Hest blev ført ud paa Baalet med fuldstændigt Sadeltøi.

Imidlertid var Hermod paa Reisen til Hel. Han red ni Nætter gjennem mørke og dybe Dale, hvor han intet kunde se, førend han kom til Aaen Gjall og red over Gjallarbroen, 24som er tækket med lysende Guld. Den Pige, som vogter Broen, heder Modgunn; hun spurgte efter hans Navn og Æt og sagde: „Forleden Dag red fem Fylker døde Mænd over Broen, og dog dundrer den lige saa meget under dig alene, som under alle dem tilsammen; heller ikke-har du døde Mænds Let, hvorfor rider du da ad Helveien?“ „Jeg skal ride til Hel,“ sagde han, „for at lede efter Balder; har du ellers seet noget til ham paa Helveien?“ „Ja,“ sagde hun, „Balder har redet over Gjallarbroen, og Helveien gaar der nedentil og nordefter.“ Da red Hermod, indtil han kom til Helgrinden. Han steg af Hesten, spændte Sadelgjorden fastere, satte sig op igjen og gav den af Sporerne; den sprang saa høit over Grinden, at den ikke engang rørte derved. Hermod red lige til Hallen, steg af Hesten og gik ind; der saa han sin Broder Balder sidde i Høisædet. Han forblev der om Natten, men om Morgenen bad han Hel lade Balder ride tilbage med ham og fortalte hende, hvilken Fortvivlelse der var blandt Æserne. Hel sagde, at hun vilde prøve, om Balder var saa almindelig elsket, som der gik Ord af; „hvis alle Ting i Verden,“ sagde hun, „baade levende og døde, begræder ham, da skal han komme tilbage til Æserne; men hvis der er nogen, som ei vil græde, da skal han forblive hos mig.“ Hermod stod nu op, og Balder fulgte ham ud, tog Ringen Draupner og bad ham bringe Odin den til Afmindelse. Nanna sendte et Hovedklæde til Frigg og endnu flere Gaver, til Fulla en Fingerring. Derpaa red Hermod sin Vei lige til Aasgard og fortalte her, hvad han havde seet og hørt.

Æserne sendte nu Bud rundt omkring i Verden for at bede alle Ting græde Balder ud af Hels Vold; alle gjorde det, Menneskerne, Dyrene, Jorden, Stenene, Træerne og al Malm, og endnu ser man dem græde, naar de kommer fra Frost og i Hede. Men da Sendemændene drog hjem efter fuldbragt Ærende, fandt de en Hule, hvor der sad en Gyger ved Navn Tokt; hende bad de ogsaa græde Balder fra Hel; men hun svarede:

Tokt mon grædeTørre TaarerOver Balders Baalfart.25I Liv og i DødLige fremmed han er mig;Hel beholde, hvad hun har.

Saaledes blev der altsaa intet af Balders Hjemkomst. Men Gygeren var ingen anden end Loke, som allerede havde voldet Balders Død og nu kronede sit Verk.

P. A. Munch.

21

Under uroligheter og kamper hengik Æsernes tilværelse. Dog hadde de ennå Balder, uskyldighetens rene Gud, imellom seg; så lenge han var til, kunne vold og ondskap ennå ikke få rett innpass i verden. Men omsider begynte han å foruroliges av illevarslende drømmer, som satte alle gudene i skrekk. Æsene samlet seg til Tings og åsynjene til samtale; de rådslo om, hva dette monne bety, og jotnene søkte ved tryllekunster å utforske, hvilke skrekkelige begivenheter derved varsledes. Spådommen lød, at Balder var feig (måtte snart vente døden), og i sin bekymring for sønnen besluttet Frigg å bede alle vetter og alle skapte ting ei å skade Balder og ta Ed av dem derpå. Odin fryktede dog, at hamingjene (lykke-gudinnene) var vegne fra æsene, og red av sted på Sleipner like til Nivlhem for å rådspørre en avdød volve eller spåkvinne. I Nivlheim begav han seg utenfor den østlige inngang til Hels høye bolig, hvor han visste, at Volven lå. Han kvad Valgalder (dødopvækkende trolldom) for å kalle henne frem og uttalte besvergelser, der nødte Volven til å reise seg av sin Dødsslummer for å svare på hans spørsmål. Kun nødig stod hun opp og spurte, hvo der voldte henne dette besvær; „Sneen dekket meg,“ sa hun; „Regnen pisket meg, og duggen vætet meg; jeg var alt lenge død.“ „Jeg heter Vegtam,“ sa Odin; „fortell meg nå, hvem det er, til hvis mottakelse Hels bolig er så prektig beredt.“ „Det er Balder,“ svarer hun; „Mjøden er alt brygget for ham, og æsene er fortvivlede.“ „Hvem skal da vorde Balders banemann?“ spurte Odin. „Hod skal bringe sin herlige bror til Hel,“ var hennes svar. „Hvo hevner hans drap på Hod?“ spurte Odin. „Rind føder en sønn i Vestens Sale,“ sa hun; „han vasker ei sin hånd, kjemmer ei sitt Haar, før han bringer Balders banemann på bålet; kun nattegammel dreper han ham.“ „Men sig meg nå et eneste spørsmål, innen du får legge deg til å sove,“ sa Odin; „hvilke møyer vil kun gråte etter eget tykke og kaste sine Halsklæder mot Himlen?“ „Nå skjønner 22jeg, at du ikke er Vegtam, som du sa, men Odin, den allmektige,“ svarte Volven. „Du er like så lite en volve eller vis kvinne,“ var Odins svar; „thi du er de trende Tussers mor.“ „Rid kun hjem, Odin,“ sa Volven; „meg skal ingen levende mer besøke, før Gudernes undergang stunder til.“

Frigg tok virkelig alle skapte ting i Ed på, at de ei ville tilføye Balder noe ondt; som ild og vann, jern og alskens Malm, Sten, jorden, trærne, sykdommer, dyrene, giften o. s. v. Nå trodde æsene seg sikre og fornøyde seg endogsaa på tinget med å la Balder stå frem, mens alle de andre dels skjød dels hug eller kastet Sten på ham; thi hva man enn gjorde, skadede det ham ikke. Derover var Loke hel ergerlig. Han tok en Kvindes skikkelse på seg og gikk til Frigg i Fensale. Frigg spurte kvinnen, hva æsene tok seg for på tinget. „Alle skyder etter Balder, uten at det skader ham,“ svarte hun. „Ja,“ sa Frigg, „jeg har også tatt Ed av alle våpen og trær på, at de ei skal gjøre ham noe ondt.“ „Er der da ikke en eneste ting, som ei har avlagt en sådan Ed?“ spurte kvinnen. „Jo,“ svarte Frigg, „riktignok vokser der en liten Vond østenfor Valhal ved navn misteltein; den syntes meg for ung til å ta i Ed.“ Derpå gikk Loke bort, sled misteltein opp og gikk til Tings med den. Hod stod ytterst i Ringen, fordi han var blind. Loke ga seg i snakk med ham og spurte, hvorfor han ikke skjød etter Balder. „Jeg kan jo ikke se, hvor han er,“ sa Hod, „og dessuten er jeg våpenløs.“ „Du kan dog gjerne gjøre som de andre,“ sa Loke, „og vise Balder den samme ære; kom her, ta denne Vond og skyt imot ham; jeg skal vise deg, hvor han står.“ Hod tok mistelteinen, lot seg stille til rette av Loke og skjød på Balder; straks fløy skuddet igjennom ham, så at han falt død ned. Det er den største ulykke, som noensinne har truffet guder og mennesker. Da Æserne så Balder falle, tapte de rent mælet av forferdelse og glemte nesten å løfte ham opp; de så på hinannen og var alle like forbitrede på opphavsmannen; men de kunne ikke hevne drapet, da der var så hellig et fristed. De kunne i Førstningen ikke tale for 23gråt, og Odin var så meget mer betagen av sorg, som han skjønte klarest, hvilket Skaar Æserne led ved Balders død. Da Guderne kom noe til seg selv, spurte Frigg, hvo iblant æsene der ville erverve hennes Huldskab og nåde ved å ride Helveien, få Balder i Tale og spørre Hel, hva hun ville ha for å slippe ham løs og lade ham dra hjem til Aasgard. Hermod tilbød seg og fikk lånt Sleipner til reisen; han satte av sted i all hast.

Æsene tok Balders Lig og førte det til sjøen. Der stod hans store skip Ringhorne, trukket på land; de ville skyde det ned i sjøen og siden innrette Balders bål derpå; men de kunne slett ikke få det frem. Da måtte de sende bud til Jotunheim etter Gygen Hyrrokken; hun kom ridende på en Ulv, med Hugorme til tøyle. Hun steg av, og Odin satte fire berserker til å passe på hennes hest; men de kunne ikke holde den, før de fikk lagt den ned. Hun gikk til fremstavnen av skipet og skjød det ved første tak ut med sådan fart, at der stod ild av Lunnerne (rullene), og all jorden skalv. Tor ble vred og ville knuse hennes hode; men alle de andre guder bad om nåde for henne. Nå ble Balders Lig båret ut på bålet, og da hans kone Nanna, Neps datter, så det, brast hun av sorg og døde; derfor ble hun også lagt på bålet. Derpå tente man det, Tor stillede seg hos og indviede bålet med Mjølner; men foran hans føtter rant en dverg ved navn lit; ham sparkede Tor med foten opp i ilden, så at han brandt med. Til denne Brand kom der mange Slags vesener; først kom Odin; med ham kom Frigg, valkyrjene og hans ravner; Frøi agede i en kjerre med Galten Gullinbørste eller Slidrugtanne; Heimdal red på sin hest Guldtop; Frøia agede med sine katter. Der kom og en mengde rim-tusser og Berg-Riser. Odin la Ringen Draupner på bålet, og der siges, at denne Ring nå først fikk den egenskap, at der hver niende natt dryppet åtte likeså massive Ringe av den. Balders hest ble ført ut på bålet med fullstendig Sadeltøi.

Imidlertid var Hermod på reisen til Hel. Han red ni netter gjennom mørke og dype daler, hvor han intet kunne se, før han kom til åen gjall og red over Gjallarbroen, 24som er tekket med lysende gull. Den Pige, som vokter broen, heter Modgunn; hun spurte etter hans navn og ætt og sa: „Forleden Dag red fem fylker døde menn over broen, og dog dundrer den like så meget under deg alene, som under alle dem tilsammen; heller ikke-har du døde menns lett, hvorfor rider du da ad Helveien?“ „Jeg skal ride til Hel,“ sa han, „for å lede etter Balder; har du ellers sett noe til ham på Helveien?“ „Ja,“ sa hun, „Balder har redet over Gjallarbroen, og Helveien går der nedentil og nordefter.“ Da red Hermod, inntil han kom til Helgrinden. Han steg av hesten, spente sadelgjorden fastere, satte seg opp igjen og ga den av sporene; den sprang så høyt over grinden, at den ikke engang rørte derved. Hermod red like til hallen, steg av hesten og gikk inn; der så han sin bror Balder sitte i høysetet. Han forble der om natten, men om morgenen bad han Hel lade Balder ride tilbake med ham og fortalte henne, hvilken fortvilelse der var blant æsene. Hel sa, at hun ville prøve, om Balder var så alminnelig elsket, som der gikk ord av; „hvis alle ting i verden,“ sa hun, „både levende og døde, begræder ham, da skal han komme tilbake til æsene; men hvis der er noen, som ei vil gråte, da skal han forbli hos meg.“ Hermod stod nå opp, og Balder fulgte ham ut, tok Ringen Draupner og bad ham bringe Odin den til Afmindelse. Nanna sendte et Hovedklæde til Frigg og enda flere gaver, til Fulla en fingerring. Derpå red Hermod sin vei like til Aasgard og fortalte her, hva han hadde sett og hørt.

Æsene sendte nå bud rundt omkring i verden for å bede alle ting gråte Balder ut av Hels vold; alle gjorde det, menneskene, dyrene, jorden, stenene, trærne og all Malm, og ennå ser man dem gråte, når de kommer fra Frost og i Hede. Men da sendemennene drog hjem etter fullbrakt Ærende, fant de en Hule, hvor der satt en gyger ved navn tokt; henne bad de også gråte Balder fra Hel; men hun svarte:

Tokt mon gråteTørre tårerOver Balders Baalfart.25I liv og i dødLike fremmed han er meg;Hel beholde, hva hun har.

Således ble der altså intet av Balders hjemkomst. Men Gygeren var ingen annen enn Loke, som allerede hadde voldt Balders død og nå kronede sitt verk.

P. A. Munch.