Engang, medens Tor sov, havde Jotnerne taget Mjølner fra ham. Vred blev Tor, da han vaagnede og savnede sin Hammer; hans Skjeg og Haar tog til at riste, mens han kjendte efter den rundt omkring sig. „Hør nu, du Loke,“ sagde han, „min Hammer er stjaalen.“ Saa gik de til Frøias fagre Tun. „Du maa laane mig din Fjærham, Frøia,“ sagde Tor, „om jeg skal finde min Hammer.“ „Ja, om den saa var af Guld eller Sølv, skulde du faa den,“ svarede Frøia. Da fløi Loke afsted; det suste i Fjærhammen, og han kom udenfor Æsernes Gaarde og indenfor Jotunheim. Trym, Tursedrotten, sad paa en Haug; han snoede Guldbaand til sine Hunde og jevnede Manen paa sine Heste. „Hvor staar det til med Æser, og hvor staar det til med Alver?“ spurgte Trym, „og hvorfor er du ene kommen til Jotunheim?“ „Ilde er det med Æser, og ilde er det med Alver,“ svarede Loke, „er det dig, som har gjemt Tors Hammer?“ „Ja,“ sagde Trym, „jeg har gjemt den, og det otte Mil under Jorden. Den faar ingen tilbage, uden at han bringer mig Frøia til Kone.“ Loke fløi afsted igjen; det suste i Fjærhammen, og han kom udenfor Jotunheim og indenfor Æsernes Gaarde. Der mødte han Tor. „Jeg har havt Stræv med mit Ærinde,“ sagde Loke, „Trym, Tursedrotten, har din Hammer; den faar ingen tilbage, uden at han bringer ham Frøia til Kone.“ Saa gik de at hitte den fagre Frøia. „Bind nu Brudelinet*) paa dig,“ sagde Tor, „vi to skal age til Jotunheim.“ Vred blev Frøia. „Giftesyg maatte jeg være, om jeg agede med dig til Jotunheim.“ Saa kom alle Æser og Aasynjer sammen paa Tinge, og de mægtige Guder raadslog 20om, hvorledes de skulde skaffe Hammeren tilbage. Da sagde Heimdal; han var den viseste af dem alle: „Lad os binde Brudelin paa Tor; han skal tage Kvindeklæder paa sig, have Nøgler ved Beltet, og saa skal vi pynte ham med Sylgjer og sætte Hoveddugen vakkert om hans Hoved.“ Tor vilde nødig til. „Æserne monne kalde mig en Kjærring,“ svarede den sterke Gud, „om jeg lod binde Brudelin paa mig.“ „Men tænk paa det, Tor,“ sagde Loke, „at Jotnerne snart vil komme til at raade i Aasgard, hvis du ikke faar din Hammer tilbage.“ Det hjalp; Tor lod dem stelle, som de vilde. „Nu skal jeg følge med dig som Tjenestepige,“ sagde Loke, „og saa skal vi to age til Jotunheim.“ Bukkene blev hentede og i en Fart satte for Skjækerne; de rendte afsted, mens Bjerge brast, og Jorden stod i Lue. Saaledes agede Tor til Jotunheim.

Da sagde Trym, Tursedrotten: „Staa op, Jotner, pynt op i Hallen, bred Klæde over Bænkene og bring mig saa Frøia til Kone. I min Gaard gaar der guldhornede Kjør og Oxer; jeg har nok af alt, baade af Skatte og Smykker; bare Frøia tykkes jeg at savne.“ Tidlig om Kvelden kom Gjesterne sammen, og Laget begyndte. Tor aad alene en Oxe, otte Laxe, al den Kraas, som Kvinderne skulde have, og han drak tre Saald Mjød. Da sagde Trym, Tursedrotten: „Aldrig saa jeg en Brud bide hvassere, og aldrig saa jeg en Mø drikke mere Mjød.“ „I otte Dage har Frøia intet smagt; saa længtede hun efter Jotunheim,“ sagde Loke. Trym ludede sig under Linet; han fik Lyst til at kysse; men ræd for han tilbage, saa lang Salen var. „Hvi er Frøias Øine saa hvasse? de brænder som Ild,“ raabte han. „I otte Nætter har Frøia ikke sovet; saa længtede hun efter Jotunheim,“ svarede Loke. Tryms fæle Søster kom derpaa ind og bad om Brudegave, og da sagde Trym, Tursedrotten: „Bær saa Hammeren ind, læg den i Brudens Fang og vi os sammen.“ Den sterke Tor blev hjerteglad, da han atter holdt Hammeren i sin Haand. Der dræbte han Trym, Tursedrotten, hans fæle Søster og Jotnens hele Slegt. Saaledes hentede Tor sin Hammer.

Siegv. Petersen.

Engang, mens Tor sov, hadde jotnene tatt Mjølner fra ham. Vred ble Tor, da han våknet og savnede sin Hammer; hans skjegg og Haar tok til å riste, mens han kjente etter den rundt omkring seg. „Hør nå, du Loke,“ sa han, „min Hammer er stjålen.“ Så gikk de til Frøias fagre tun. „Du må låne meg din fjærham, Frøia,“ sa Tor, „om jeg skal finne min Hammer.“ „Ja, om den så var av gull eller sølv, skulle du få den,“ svarte Frøia. Da fløy Loke av sted; det suste i fjærhammen, og han kom utenfor Æsernes Gaarde og innenfor Jotunheim. Trym, Tursedrotten, satt på en Haug; han snodde Guldbaand til sine hunder og jevnet manen på sine hester. „Hvor står det til med æser, og hvor står det til med Alver?“ spurte Trym, „og hvorfor er du ene kommet til Jotunheim?“ „Ilde er det med æser, og ilde er det med Alver,“ svarte Loke, „er det deg, som har gjemt Tors Hammer?“ „Ja,“ sa Trym, „jeg har gjemt den, og det åtte mil under jorden. Den får ingen tilbake, uten at han bringer meg Frøia til kone.“ Loke fløy av sted igjen; det suste i fjærhammen, og han kom utenfor Jotunheim og innenfor Æsernes Gaarde. Der møtte han Tor. „Jeg har hatt strev med mitt ærend,“ sa Loke, „Trym, Tursedrotten, har din Hammer; den får ingen tilbake, uten at han bringer ham Frøia til kone.“ Så gikk de å hitte den fagre Frøia. „Bind nå Brudelinet*) på deg,“ sa Tor, „vi to skal age til Jotunheim.“ Vred ble Frøia. „Giftesyk måtte jeg være, om jeg agede med deg til Jotunheim.“ Så kom alle æser og åsynjer sammen på Tinge, og de mektige guder rådslo 20om, hvorledes de skulle skaffe Hammeren tilbake. Da sa Heimdal; han var den viseste av dem alle: „La oss binde Brudelin på Tor; han skal ta kvinneklær på seg, have nøkler ved beltet, og så skal vi pynte ham med Sylgjer og sette Hoveddugen vakkert om hans hode.“ Tor ville nødig til. „Æsene monne kalle meg en kjerring,“ svarte den sterke Gud, „om jeg lot binde Brudelin på meg.“ „Men tenk på det, Tor,“ sa Loke, „at jotnene snart vil komme til å råde i Aasgard, hvis du ikke får din Hammer tilbake.“ Det hjalp; Tor lot dem stelle, som de ville. „Nå skal jeg følge med deg som tjenestepike,“ sa Loke, „og så skal vi to age til Jotunheim.“ Bukkene ble hentet og i en fart satte for skjækene; de rendte av sted, mens Bjerge brast, og jorden stod i lue. Således agede Tor til Jotunheim.

Da sa Trym, Tursedrotten: „Stå opp, jotner, pynt opp i hallen, bred klede over benkene og bring meg så Frøia til kone. I min gård går der guldhornede Kjør og okser; jeg har nok av alt, både av skatter og smykker; bare Frøia tykkes jeg å savne.“ Tidlig om kvelden kom gjestene sammen, og laget begynte. Tor åt alene en okse, åtte Laxe, all den krås, som kvinnene skulle ha, og han drakk tre såld mjød. Da sa Trym, Tursedrotten: „Aldri så jeg en brud bite hvassere, og aldri så jeg en Mø drikke mer mjød.“ „I åtte dager har Frøia intet smakt; så længtede hun etter Jotunheim,“ sa Loke. Trym lutet seg under linet; han fikk Lyst til å kysse; men redd for han tilbake, så lang salen var. „Hvi er Frøias øyne så hvasse? de brenner som ild,“ ropte han. „I åtte netter har Frøia ikke sovet; så længtede hun etter Jotunheim,“ svarte Loke. Tryms fæle søster kom derpå inn og bad om Brudegave, og da sa Trym, Tursedrotten: „Bær så Hammeren inn, legg den i Brudens fang og vi oss sammen.“ Den sterke Tor ble hjerteglad, da han atter holdt Hammeren i sin hånd. Der drepte han Trym, Tursedrotten, hans fæle søster og Jotnens hele slekt. Således hentet Tor sin Hammer.

Siegv. Petersen.