16

(Den eneste, som yppede Splid i Aasgard, var den listige Loke. Engang havde han ved sin onde Tunge fornærmet Siv, Tors Hustru. Da hun nu lod ham høre, hvilken Usling han var, 17hevnede Loke sig ved at liste sig til hende, medens hun sov, og afklippe hendes lange, skjønne Haar).

Han sad i Hallen og tænkte derpaa,Hans Hevn ham glæded saa saare:„Naar Siv sig nu speiler i blankenAa,Da fælder hun modige Taare.

Med hviden Haand hun fletter eimerDe Lokker saa gule, saa lyse;Naar hun sit Hoved i Floden ser,Da vil hun snarlig gyse.“

Som saa han sad under GranensGrenVed Hulen, listig som Ræven,Da knaged i Nord den sterkeSten,Og Jorden dundred med Bæven.

Da vidste han vel, hvad detbetød,Han merked, at Tor var kommen;Brat som en Lax han sig smidigskjødOg sprætted med Angst i Glommen.

Men Tor neddukked som MaagesigOg fanged med Nebbet Laxen;

Han raabte: „Røver, jeg kjenderdig,Nu skal du bløde for Saxen.

Jeg knuser dig hvert af dine Ben,Som Møllen Mel under Hjulet;“Da var ei Loke ret længe sen,Han kastede Trylleskjulet.

„Hvad vinder du ved, hvis dumig slaar?“Sang han, hel listig i Sinde;Det skaffer ei Siv et eneste Haar,Du favner en skaldet Kvinde.

Hvis du tilgiver mig denneSpøg —En Spøg jeg kalder det ene —Da sverger jeg dig ved Urt ogved Løg,Ved Mosen paa Bautastene,

Ved Odins Øie, ved Mimers VældOg ved dit mægtige Verge:Jeg selv skal vandre til hule Fjeld,Til Frænderne, mine Dverge,

Og skaffe din Siv igjen et HaarAf Guld, før Dagen er omme,Saa hun skal ligne den unge VaarMed Græssets forgyldte Blomme.

(Tor lod sig formilde, og Loke tilligemed Tor og Fröi gav sig paa Veien til de kunstfærdige Dverge. Disse fik han til at arbeide kostelige Ting til Æserne. Først lagde de et Svineskind i Essen; men Loke, som ikke undte Æserne noget, gjorde sig om til en Kleg og stak Belgtræderen paa Haanden; men han ænsede det ikke, og af Skindet blev Galten Gullinbørste, som Fröi fik. Nu skal fortælles, hvorledes de gjorde Ringen Draupner til Odin, Hammeren Mjølner til Tor og Guldhaar til Siv).

Saa lagde de Guld paa Bolten hen;Det var kun et lidet Stykke;Men da de tog det ud igjen,Det blev det deiligste Smykke.

En jevnglat Ring af røden Guld,To Hænder krysted hinanden.En Blomst af Ædelsten underfuldVar indlagt kunstig paa Randen,18Den Ring var stor og af sjeldenVegt;Thi Odin skulde den bære;Han Drotten var for ÆsernesSlegt,Ham skyldtes den høieste Ære.

Selv eier han alt, stor er hansMagt,Til Gavn kan man intet ham lave;Thi smeded de ham en Ring tilPragtOg hylded ham med en Gave.

Man kjendte den lidet ved engang atBese den i Dvergenes Rige;Den eier en Dyd: hver niende NatDen drypper otte, sig lige.

Nu lagde Dvergene Jern paa Bolt,De brugte dertil ei Lue,De hamred det ud, saa sort, saakoldt,Forat det ret skulde due.

Da Loke saa, hvor Jernet fik Kraft,Og hvor det varlig blev handlet,(Det var en Hammer med sterkenSkaft),Da han sig atter forvandled;

Og for som en Bremse med smertelig BraadOg flagred i Blæsevinden,Stak Smeden i Panden med skarpen Od,Saa Blod ham trilled paa Kinden,

Da jog ham Dvergen med Haanden bort;Ei Hamren blev ganske færdig;Thi Skaftet paa den var nogetkort;Dog fandt man den Guden værdig.

Nu kom med Guldet en DvergeflokOg gav det til Dverginden;

Hun satte som Hør det paa sinRok,Hvis Hjul hensused for Vinden.

Og spandt og spandt, mens Guldtraaden randt,Til Haar for den deilige Dise;Hun snurred og sang ved Kildernes KlangEn underlig Spindevise:

„Gudinden i Vaar skal bære sitHaarHel frit for Vinden herefter,Ei flette det mer, at yndig sig terDets Glands med straalendeKræfter.

Skjönt Guldet er dödt, saasnartdet har mødtGudindens Tinding den høie,Det levende blir og efter sig girOg lader som Hørren sig bøie.

Beholder sin Glans i VindenesDansOg lader sig aldrig udrykke;Som Middagens Skin det svøbersig indBag Hjelmens ludende Skygge.“ –

Saa sang hun og gik med ydmygeBlikFor Tor og rakte ham Haaret;Paa Lokken han saa og maattetilstaa:Saa fager var ingen baaret.

Fra Bjerget hvalt nu Fröi paasin GaltOg Tor med Haaret og HammerTil Valhalla for, hvor HærfaderborI Lysets salige Flammer.

Da satte paa Siv, lig Tang paaet Riv,Sig fast Guldhaaret paastande19Og monne sig slaa i Lokker saasmaaTrindt om den hvælvede Pande,Paa straalende Ting fik Odin sinRing,

Man tilgav Loke hans Brøde,Men snart dog igjen Bjergtroldenes VenMaa for sin Troløshed bøde.

A. Oehlenschläger.

16

(Den eneste, som yppede splid i Aasgard, var den listige Loke. Engang hadde han ved sin onde tunge fornærmet Siv, Tors hustru. Da hun nå lot ham høre, hvilken usling han var, 17hevnet Loke seg ved å liste seg til henne, mens hun sov, og avklippe hennes lange, skjønne Haar).

Han satt i hallen og tenkte derpå,Hans Hevn ham gledet så såre:„Når Siv seg nå speiler i blankenAa,Da feller hun modige tåre.

Med hvit hånd hun fletter eimerDe lokker så gule, så lyse;Når hun sitt hode i Floden ser,Da vil hun snarlig gyse.“

Som så han satt under GranensGrenVed hulen, listig som Ræven,Da knaged i nord den sterkeSten,Og Jorden dundret med beven.

Da visste han vel, hva detbetød,Han merket, at Tor var kommet;Brat som en laks han seg smidigskjødOg sprettet med angst i Glommen.

Men Tor neddukked som måkesigOg fanget med nebbet laksen;

Han ropte: „Røver, jeg kjennerdeg,Nå skal du bløde for Saxen.

Jeg knuser deg hvert av dine Ben,Som Møllen mel under hjulet;“Da var ei Loke rett lenge sen,Han kastet Trylleskjulet.

„Hva vinder du ved, hvis dumeg slår?“Sang han, hel listig i sinne;Det skaffer ei Siv et eneste Haar,Du favner en skallet kvinne.

Hvis du tilgir meg denneSpøk —En Spøg jeg kaller det ene —Da sverger jeg deg ved urt ogved løk,Ved mosen på Bautastene,

Ved Odins Øie, ved Mimers vellOg ved ditt mektige verge:Jeg selv skal vandre til hule Fjell,Til Frænderne, mine dverger,

Og skaffe din Siv igjen et HaarAv Guld, før dagen er omme,Så hun skal ligne den unge vårMed gressets forgylte Blomme.

(Tor lot seg formilde, og Loke tillikemed Tor og Fröi ga seg på veien til de kunstferdige dverger. Disse fikk han til å arbeide kostelige ting til æsene. Først la de et svineskinn i Essen; men Loke, som ikke unte æsene noe, gjorde seg om til en klegg og stak belgtrederen på hånden; men han enset det ikke, og av skinnet ble Galten Gullinbørste, som Fröi fikk. Nå skal fortelles, hvorledes de gjorde Ringen Draupner til Odin, Hammeren Mjølner til Tor og gullhår til Siv).

Så la de gull på bolten hen;Det var kun et lite stykke;Men da de tok det ut igjen,Det ble det deiligste smykke.

En jevnglat Ring av røden gull,To hender krystet hinannen.En Blomst av edelsten underfullVar innlagt kunstig på randen,18Den Ring var stor og av sjeldenVekt;Thi Odin skulle den bære;Han Drotten var for ÆsernesSlekt,Ham skyldtes den høyeste ære.

Selv eier han alt, stor er hansMakt,Til Gavn kan man intet ham lave;Thi smeded de ham en Ring tilPraktOg hyllet ham med en gave.

Man kjente den lite ved engang atBese den i Dvergenes rike;Den eier en dyd: hver niende nattDen drypper åtte, sig lige.

Nå la dvergene jern på Bolt,De brukte dertil ei lue,De hamret det ut, så sort, såkaldt,For at det rett skulle due.

Da Loke så, hvor jernet fikk kraft,Og hvor det varlig ble handlet,(Det var en Hammer med sterkenSkaft),Da han seg atter forvandlet;

Og for som en bremse med smertelig BraadOg flagret i Blæsevinden,Stak Smeden i pannen med skarpen od,Så blod ham trillet på kinnen,

Da jog ham dvergen med hånden bort;Ei hammeren ble ganske ferdig;Thi skaftet på den var nogetkort;Dog fant man den guden verdig.

Nå kom med gullet en DvergeflokOg ga det til Dverginden;

Hun satte som Hør det på sinRok,Hvis hjul hensused for vinden.

Og spant og spant, mens gulltråden rant,Til Haar for den deilige Dise;Hun snurret og sang ved Kildernes klangEn underlig spinnevise:

„Gudinnen i vår skal bære sittHaarHel fritt for vinden herefter,Ei flette det mer, at yndig seg terDets glans med strålendeKrefter.

Skjønt gullet er dödt, så snartdet har møttGudindens Tinding den høye,Det levende blir og etter seg girOg lader som Hørren seg bøye.

Beholder sin glans i VindenesDansOg lader seg aldri udrykke;Som Middagens skinn det svøpersig innBak Hjelmens lutende skygge.“ –

Så sang hun og gikk med ydmykeBlikkFor Tor og rakte ham håret;På lokken han så og måttetilstå:Så fager var ingen båret.

Fra Bjerget hvalt nå Fröi påsin galtOg Tor med håret og HammerTil Valhalla for, hvor HærfaderborI Lysets salige flammer.

Da satte på Siv, lig tang pået Riv,Sig fast gullhåret påstander19Og monne seg slå i lokker såsmåTrindt om den hvelvede panne,På strålende ting fikk Odin sinRing,

Man tilgav Loke hans Brøde,Men snart dog igjen bergtrollenes vennMå for sin troløshet bøte.

A. Oehlenschläger.