En Ræv indbød engang en Stork til Middag, og da den havde Lyst til at more sig paa Gjæstens Bekostning, saa opvartede den ikke med andet end en tynd Suppe paa et fladt Fad. Ræven søbede meget let til sig al Suppen, medens Storken med sit lange, spidse Næb ikke var istand til at faa en Mundfuld og ved Maaltidets Slutning var ligesaa sulten, som da det begyndte. Ræven ytrede imidlertid sin Beklagelse over at se den tage saa sparsomt til Retterne og sin Frygt for, at Maden ikke var tillavet efter dens Smag. Storken sagde intet, men bad, at Ræven vilde gjøre den den 2Ære at gjengjælde dens Visit; og følgelig lovede Mikkel næste Dag at spise til Middag hos den. Den kom ogsaa rigtig efter Aftale, og Maaltidet blev strax bestilt ind; men da Maden var anrettet, fandt Ræven til sin store Bedrøvelse, at den laa i et smalhalset Kar, i hvilket Storken med Lethed stak sin lange Hals og sit Næb ned, medens den derimod var tvungen til at nøies med at slikke Halsen paa Krukken. Da den nu ikke var istand til at stille sin Sult, saa tog den Afsked saa høflig, som den kunde, men med den Bemerkning, at den dog neppe kunne dadle sin Vert, der blot havde betalt den med dens egen Mynt.
Eft. Æsop, ved Chr. Winther.