Da en Ulv stod og drak ved Udspringet af en Bæk, opdagede den et vildfaret Lam, som i nogen Afstand derfra pladskede nedenfor i Vandløbet. Da den havde besluttet sig til at tage det, gik den paa Raad med sig selv, hvorledes den bedst skulde retfærdiggjøre sin Vold. „Skurk!“ raabte den og løb hen til det, „hvor tør du gjøre det Vand mudret, som jeg drikker af?“ — „Jeg indser virkelig ikke,“ sagde Lammet ydmygt, „hvorledes jeg kan plumre Vandet, da det løber fra dig til mig og ikke fra mig til dig.“ „Lad saa være,“ svarede Ulven, „det er kun et Aar, siden du skjældte mig slemt ud.“ „O min Herre,“ sagde Lammet skjælvende, „for et Aar siden var jeg ikke født.“ „Naa,“ svarede Ulven, „var det ikke dig, saa var det din Fader, og det er det selvsamme; men det nytter ikke at prøve paa at snakke mig fra min Middagsmad!“ og uden videre Passiar faldt den over det stakkels, hjælpeløse Lam og sønderrev det.
Eft. Æsop, ved Chr. Winther.