En Løve, som af Alderdomssvaghed ikke længer var istand til at jage sit Bytte, lagde sig til Ro i sin Hule og forsikrede med meget besværligt Aandedræt og svag Røst, at den i Sandhed var meget syg. Det rygtedes snart mellem Dyrene, og der var stor Jammer over den syge Løve. Et efter et kom de for at se til ham; men da den saaledes kunde fange dem alene og i sin egen Hule, blev de let dens Bytte, og den blev fed og tyk under denne Levemaade. Ræven, som havde nogen Tvivl om Sandheden af alt dette, kom tilsidst for at gjøre sit Sygebesøg, og, holdende sig i en vis Afstand, spurgte den hans Majestæt, hvorledes han befandt sig. „Ak, min kjæreste Ven,“ sagde Løven, „er det dig? Hvorfor staar du saa langt fra mig? Kom, bedste Ven! og gyd et Trøstens Ord i den stakkels Løves Øre, som kun har kort Tid at leve i!“ „Saa mange Tak,“ sagde Ræven, „men undskyld, at jeg ikke kan blive; thi, for at sige Sandheden, jeg føler mig ikke ganske vel ved at betragte Formen her af disse Fodspor, som alle peger indad til din Hule, men slet ingen vender udad.“
Det er lettere at komme ind i en Sag end at komme ud af den, og det er kun almindelig Klogskab at se henad en Vei, inden man vover sig paa den.
Eft. Æsop, ved Chr. Winther.