Læreplanatlas
Anden DelTredje Afdeling.

69. Napoleon og Sælgekonen i Brienne.

Efter Hebel

468

Den store Keiser Napoleon tilbragte sin Ungdom som Elev i Krigsskolen i Brienne, og hvorledes? Det viste siden hans Krige og Foretagender. Da han gjerne spiste Frugt, som alle unge Mennesker pleier at holde af, fik en Frugthandlerske der i Byen mangen god Skilling at fortjene hos ham. Havde han engang imellem ingen Penge, saa gav hun Kredit. Fik han Penge, saa betalte han. Men da han forlod Skolen for som Soldat at udøve, hvad han der havde lært, var han hende dog nogle Daler skyldig. Og da hun sidste Gang bragte ham en Tallerken, fuld af saftige Ferskener eller søde Druer, sagde han: „Min gode Kone, nu maa jeg bort og kan ikke betale eder. Men I skal ikke blive glemt.“ Men Sælgekonen sagde: „O, reis De kun for den Sags Skyld rolig bort, ædle, unge Herre! Gud bevare Dem sund og frisk og gjøre en lykkelig Mand af Dem!“

Men paa en saadan Løbebane, som den vor unge Kriger nu betraadte, kan selv det bedste Hoved let glemme saadant noget. Napoleon bliver i kort Tid General og erobrer Italien. Napoleon gaar til Ægypten, leverer en Træfning ved Nazareth, hvor for 1800 Aar siden den hellige Jomfru boede, vender midt igjennem et Hav, fuldt af fiendtlige Skibe, tilbage til Frankrig og Paris og bliver første Konsul. Napoleon bringer igjen Ro og Orden i sit ulykkelige Fædreland og bliver fransk Keiser, — og endnu havde den gode Kone i Brienne intet andet end hans Ord: „I skal ikke blive glemt,“ men et Ord endnu altid saa godt som rede Penge og endnu 469bedre. Thi da Keiseren engang blev væntet til Brienne, men var der allerede i al Stilhed og maa vel have været rørt, naar han tænkte paa de forrige Tider og de nuværende, og hvorledes Gud i saa kort Tid og igjennem saa mange Farer havde ført ham uskadt til den nye Keiserthrone, — da blev han pludselig staaende stille paa Gaden, lagde Fingeren paa Panden, som en, der husker efter noget, nævnte strax derpaa Sælgekonens Navn, opspurgte hendes Bopæl, som nu var temmelig forfalden, og traadte med en eneste, tro Ledsager ind til hende. En lav Dør førte ham ind i en liden, men renlig Stue, hvor Konen med to Børn laa paa Knæ ved Kaminen og tilberedte et sparsomt Aftensmaaltid.

„Kan jeg faa en Forfriskning her?“ spurgte Keiseren. „Ja gjerne,“ svarede Konen, „Melonerne er modne,“ og hun hentede en. Medens de to fremmede Herrer spiste Frugten, og Konen endnu lagde et Par Kviste til Ilden, spurgte den ene: „Kjender I ogsaa Keiseren, som skal være her idag?“ — „Han er her ikke endnu,“ svarede Konen; „han kommer først siden. Hvorfor skulde jeg ellers ikke kjende ham? Han har saamænd kjøbt mangen Tallerken og mangen Kurv fuld af Frugt hos mig, medens han gik i Skole her.“ — „Har han da ogsaa ordentlig betalt jer alt?“ — „Ja vist har han ordentlig betalt alt.“ Da sagde den fremmede Herre til hende: „Kone, I farer ikke med Sandhed, eller ogsaa maa I have en slet Hukommelse. For det første kjender I ikke Keiseren, for det er mig. For det andet har jeg ikke betalt jer saa ordentlig, som I siger; men jeg er jer endnu to Daler skyldig eller saa omtrent;“ og i det samme Øieblik talte hans Ledsager op paa Bordet: et tusende og to hundrede Francs, Kapital og Rente. Da Konen nu kjendte Keiseren og hørte Guldpengene klinge paa Bordet, faldt hun paa Knæ for ham og var ganske ude af sig selv af Glæde og Skræk og Taknemlighed, og Børnene saa ogsaa paa hinanden og vidste ikke, hvad de skulde sige. Men Keiseren befalede siden efter at rive Huset ned og bygge Konen et andet paa samme Plads. „I dette Hus,“ sagde han, „vil jeg bo, saa ofte jeg kommer til Brienne, og det skal bære mit Navn!“ Tillige lovede han Konen at sørge for hendes Børn, og han gjorde det ogsaa.