Denne By har fra Arilds Tid hedt Leiden (Lidelse), og endnu har man aldrig vidst hvorfor førend den 12 Januar 1807. Den ligger ved Rhinen i Kongeriget Holland og havde indtil den Dag 11,000 Huse, som beboedes af 40,000 Mennesker og var vel næst Amsterdam den største Stad i hele Kongeriget. Endnu den Dags Morgen stod man op som hver Dag ellers; den ene bad sin Morgenbøn, den anden lod det være; men ingen tænkte paa, hvorledes det vilde komme til at se ud inden Aften, endskjønt et Skib med 70 Fade, fulde af Krudt, laa inde i Byen. Man spiste til Middag og lod Maden smage sig godt som sedvanligt, endskjønt Skibet endnu laa der. Men om Eftermiddagen, da Viseren paa det store Taarnur stod paa halv fem; — flittige Folk sad hjemme og arbeidede, fromme Mødre vuggede sine smaa, Kjøbmænd gik i sine Forretninger, Børn var samlede i Aftenskolen, ørkesløse Folk kjedede sig og sad i Vertshuset ved Vinflasken, en bekymret sørgede for den næste Morgen, hvad han skulde faa at spise eller drikke eller at klæde sig i, og en Tyv prøvede maaske netop en falsk Nøgle i en fremmed Dør —: da skede pludselig et Knald. Skibet med sine 70 Fade Krudt fattede Ild, sprang i Luften, og i et Øieblik (I kan ikke læse det saa hurtig, som det skete), i et Øieblik var hele lange Gader, fulde af Huse, med alt, hvad deri boede og levede, sprængte i Luften og styrtede sammen i en Grushob eller forfærdelig beskadigede. Mange hundrede Mennesker blev baade levende og døde begravede under Ruinerne eller haardt saarede. Tre Skolebygninger gik tilgrunde med alle Børnene, som var derinde; Mennesker og Dyr, som var paa Gaden i Nærheden, hvor Ulykken skede, blev ved Krudtets Magt slyngede op i Luften og kom i en ynkelig Tilstand igjen ned til Jorden. Til Ulykke udbrød tillige en Ildebrand, som snart rasede overalt og næsten slet ikke kunde slukkes, fordi mange Pakhuse, fulde af Olje og Tran, blev antændte med. Otte hundrede af de smukkeste Huse styrtede sammen eller maatte rives ned. Da saa man ogsaa her, hvorledes det om Aftenen let kan se ganske anderledes ud end om Morgenen, ikke blot med et enkelt og svagt Menneske, men ogsaa med en stor og folkerig 468Stad. Kongen af Holland udsatte strax en Prisbelønning for Redningen af hvert Menneske, der endnu var i Live. Ogsaa de døde graves frem under Gruset, bragtes op paa Raadhuset, forat de kunde blive hentede af sine Slægtninge og anstændig begravede. Der blev ydet megen Hjelp. Ja skjønt der var Krig mellem England og Holland, kom dog fra London hele Skibe, fulde af Hjelpemidler, og med store Pengesummer til de ulykkelige, og det er skjønt! thi Krigen skal aldrig komme i Menneskernes Hjerter. Det er slemt nok, naar den tordner udenfor alle Porte og Havne.

Denne by har fra Arilds tid hett Leiden (lidelse), og ennå har man aldri visst hvorfor før den 12 januar 1807. Den ligger ved Rhinen i kongeriket Holland og hadde inntil den dag 11,000 hus, som beboedes av 40,000 mennesker og var vel nest Amsterdam den største stad i hele kongeriket. Ennå den Dags morgen stod man opp som hver dag ellers; den ene bad sin morgenbønn, den annen lot det være; men ingen tenkte på, hvorledes det ville komme til å se ut innen aften, enskjønt et skip med 70 Fade, fulle av krutt, lå inne i byen. Man spiste til middag og lot maten smake seg godt som sedvanlig, enskjønt skipet ennå lå der. Men om ettermiddagen, da viseren på det store tårnur stod på halv fem; — flittige folk satt hjemme og arbeidet, fromme mødre vugget sine små, kjøpmenn gikk i sine forretninger, barn var samlede i Aftenskolen, ørkesløse folk kjedet seg og satt i vertshuset ved vinflasken, en bekymret sørgede for den neste morgen, hva han skulle få å spise eller drikke eller å klede seg i, og en tyv prøvede maaske nettopp en falsk nøkkel i en fremmed dør —: da skjedde plutselig et knall. Skipet med sine 70 Fade krutt fattet ild, sprang i luften, og i et øyeblikk (dere kan ikke lese det så hurtig, som det skjedde), i et øyeblikk var hele lange gater, fulle av hus, med alt, hva deri bodde og levde, sprengte i luften og styrtet sammen i en Grushob eller forferdelig beskadigede. Mange hundre mennesker ble både levende og døde begravde under ruinene eller hardt saarede. Tre skolebygninger gikk til grunne med alle barna, som var derinne; Mennesker og dyr, som var på gaten i nærheten, hvor ulykken skjedde, ble ved kruttets makt slyngede opp i luften og kom i en ynkelig tilstand igjen ned til jorden. Til ulykke utbrøt tillike en ildebrann, som snart rasede overalt og nesten slett ikke kunne slukkes, fordi mange pakkhus, fulle av olje og tran, ble antændte med. Åtte hundre av de smukkeste hus styrtet sammen eller måtte rives ned. Da så man også her, hvorledes det om Aftenen lett kan se ganske annerledes ut enn om morgenen, ikke blot med et enkelt og svakt menneske, men også med en stor og folkerik 468stad. Kongen av Holland utsatte straks en prisbelønning for redningen av hvert menneske, der ennå var i live. Også de døde graves frem under Gruset, bragtes opp på rådhuset, for at de kunne bli hentet av sine Slægtninge og anstendig begravde. Der ble ytet mye hjelp. Ja skjønt der var krig mellom England og Holland, kom dog fra London hele skip, fulle av hjelpemidler, og med store pengesummer til de ulykkelige, og det er skjønt! thi krigen skal aldri komme i menneskenes hjerter. Det er slemt nok, når den tordner utenfor alle porter og Havne.