En Søndag, Faderen var i Kirke, gjorde nok Torbjørn Ugagn hjemme. Aslak og han kastede Snebolde paa hverandre. „Nei, nei, du kvæler mig,“ bad Torbjørn, „lad os kaste sammen paa noget andet“. Aslak var strax færdig, og saa kastede de først efter den spinkle Gran borte ved Buret, saa efter Burdøren og endelig efter Burvinduet, — „ikke dette selv,“ sagde Aslak, „men Listen omkring det.“ Torbjørn traf imidlertid Ruden og blev bleg. „Pyt, hvem faar vide det? Kast bedre!“ Han saa gjorde, men traf nok en. „Nu vil jeg ikke mere.“ I det samme kom hans ældste Søster, liden Ingrid, ud. „Kast efter hende du!“ Torbjørn var strax færdig, Gjenten græd, og Moderen kom ud. Hun bad ham holde inde. „Kast, kast!“ hviskede Aslak. Torbjørn var hed og ophidset; han gjorde saa. „Jeg mener, du gaar fra Viddet, jeg,“ sagde Moderen og rendte mod ham. Han foran, hun efter — Gaarden rundt; Aslak lo, og Moderen truede. Men der fik hun ham fat oppe i en Snedrive og gav sig ifærd med rigtig at dænge ham. „Jeg slaar igjen, jeg, det bruger de her,“ — Moderen holdt forundret inde og saa paa ham. „Det har en anden lært dig,“ sagde hun saa, tog ham stiltiende ved Haanden og førte ham ind. Hun sagde ikke et Ord mere til ham, men stellede godt for hans Smaasøskende og talte med dem om, at nu kommer Fader snart hjem fra Kirken. Da begyndte det at blive dygtig hedt i Stuen. Aslak bad om Lov til at besøge en Slegtning; det fik han strax; men Torbjørn blev meget mindre, da Aslak var gaaet. Han havde frygtelig ondt i Maven og var saa klam i Hænderne, at han svedede Bogen, naar han tog i den. Bare Moder ikke vilde sige noget til Fader, naar han kom hjem; men at bede derom, fik han ikke over sig. Alt, han saa paa, 464skiftede Udseende, og Stueuret sagde: Bank, Bank — Bank, Bank! Han maatte op i Vinduet og se paa Solbakken. Den alene laa tilsneet, stille og perlede i Solen som bestandig; Huset stod og lo ud af alle Ruder, og der var visselig ikke en eneste itu; Røgen for forfærdelig glad op af Piben, saa han kunde forstaa, at de ogsaa der kogte for Kirkefolket. Der gik bestemt Synnøve og saa ud efter Fader sin og skulde slet ikke have Hug, naar han kom hjem. Han vidste ikke, hvad han skulde tage sig for, og blev paa en Gang saa kjærlig mod sine Søstre, at det var ingen Ende paa det. Ingrid var han saa god mod, at han gav hende en blank Knap, som han havde faaet af Aslak. Hun tog ham om Halsen, og han tog hende om Halsen: „Kjære, vesle Ingrid min, er du sindt paa mig?“ „Nei, vesle Torbjørn! Du kan gjerne kaste saa meget Sne paa mig, som du vil.“ Men der trampede en Sneen af sig i Svalen! Det var ganske rigtig Faderen; han syntes mild og god, og det var endnu værre. „Nu?“ sagde han og saa sig omkring, — og det var forunderligt, at ikke Stueuret ramlede ned. Moderen satte Maden frem. „Hvordan staar det til her?“ spurgte Faderen, idet han satte sig og tog Skeen op; Torbjørn saa paa Moderen, saa Taarerne kom ham i Øinene. „Aa — jo“, sagde hun rent utrolig langsomt, og hun vilde sige endnu mere, det saa han nok. „Jeg gav Aslak Lov til at gaa ud,“ sagde hun. — „Det var nu dengang,“ tænkte Torbjørn, — han tog paa at lege med Ingrid, som om han ikke tænkte paa nogen Verdens Ting. Saalænge havde Faderen aldrig spist, og Torbjørn gav sig tilsidst ifærd med at tælle hver Bid; men da han kom til den fjerde, vilde han se, hvormeget han kunde tælle op mellem den fjerde og femte, og saaledes gik det istykker for ham. Endelig reiste Faderen sig og gik ud. Ruderne, Ruderne, klirrede det for Ørerne paa ham, og han saa efter, om de var hele, de, som var i Stuen. Jo, de var hele allesammen. Men nu gik ogsaa Moderen ud. Torbjørn tog liden Ingrid i Fang og sagde saa blidt, at hun maatte forundret stirre paa ham: „Vi to skal lege Gulddronning i Enge, vi!“ Det vilde hun da gjerne. Og saa sang han, medens Benene skalv under ham:
465Vesle Blomme,Enge-Blomme,Hør nu lidt paa mig!Og vil du være Kjæresten min,Saa skal du faa en Kaabe finAf Fløiel og Guld,Af Perler fuld.Ditteli, dutteli, deia, —Og Solen skinner paa Heia!
Saa svarte hun:
Gulddronning,Perledronning,Hør nu lidt paa mig!Jeg vil ei være Kjæresten din,Jeg vil ei have Kaaben finAf Fløiel og Guld,Af Perler fuld.Ditteli, dutteli, deia, —Og Solen skinner paa Heia!
Men som nu denne Leg var bedst igang, kom Faderen ind og satte Øiet vist paa ham. Han trykkede Ingrid tættere i Fang og faldt slet ikke af Stolen. Faderen vendte sig bort, sagde Ingenting; en halv Time gik, han havde endnu intet sagt, — og Torbjørn vilde næsten begynde at være glad, men turde ikke. Han vidste ikke, hvad han skulde tro, da Faderen selv hjalp til at klæde ham af; han begyndte saa smaat at skjælve igjen. Da klappede Faderen ham paa Hovedet og strøg hans Kind; det havde han ikke gjort, saalangt tilbage Gutten kunde huske, og derfor blev han saa varm om Hjertet og over den hele Krop, at Frygten randt af ham som Is for Solstik. Han vidste ikke, hvorledes han kom i Seng, og da han hverken kunde give sig til at synge eller raabe, lagde han Hænderne stille overkors, bad Fadervor sex Gange fremlængs og baglængs, ganske sagte, — og følte, idet han sovnede ind, at der var dog ingen paa Guds grønne Jord, han holdt slig af som Fader sin.
Bjørnstjerne Bjørnson.