463

En Søndag, Faderen var i Kirke, gjorde nok Torbjørn Ugagn hjemme. Aslak og han kastede Snebolde paa hverandre. „Nei, nei, du kvæler mig,“ bad Torbjørn, „lad os kaste sammen paa noget andet“. Aslak var strax færdig, og saa kastede de først efter den spinkle Gran borte ved Buret, saa efter Burdøren og endelig efter Burvinduet, — „ikke dette selv,“ sagde Aslak, „men Listen omkring det.“ Torbjørn traf imidlertid Ruden og blev bleg. „Pyt, hvem faar vide det? Kast bedre!“ Han saa gjorde, men traf nok en. „Nu vil jeg ikke mere.“ I det samme kom hans ældste Søster, liden Ingrid, ud. „Kast efter hende du!“ Torbjørn var strax færdig, Gjenten græd, og Moderen kom ud. Hun bad ham holde inde. „Kast, kast!“ hviskede Aslak. Torbjørn var hed og ophidset; han gjorde saa. „Jeg mener, du gaar fra Viddet, jeg,“ sagde Moderen og rendte mod ham. Han foran, hun efter — Gaarden rundt; Aslak lo, og Moderen truede. Men der fik hun ham fat oppe i en Snedrive og gav sig ifærd med rigtig at dænge ham. „Jeg slaar igjen, jeg, det bruger de her,“ — Moderen holdt forundret inde og saa paa ham. „Det har en anden lært dig,“ sagde hun saa, tog ham stiltiende ved Haanden og førte ham ind. Hun sagde ikke et Ord mere til ham, men stellede godt for hans Smaasøskende og talte med dem om, at nu kommer Fader snart hjem fra Kirken. Da begyndte det at blive dygtig hedt i Stuen. Aslak bad om Lov til at besøge en Slegtning; det fik han strax; men Torbjørn blev meget mindre, da Aslak var gaaet. Han havde frygtelig ondt i Maven og var saa klam i Hænderne, at han svedede Bogen, naar han tog i den. Bare Moder ikke vilde sige noget til Fader, naar han kom hjem; men at bede derom, fik han ikke over sig. Alt, han saa paa, 464skiftede Udseende, og Stueuret sagde: Bank, Bank — Bank, Bank! Han maatte op i Vinduet og se paa Solbakken. Den alene laa tilsneet, stille og perlede i Solen som bestandig; Huset stod og lo ud af alle Ruder, og der var visselig ikke en eneste itu; Røgen for forfærdelig glad op af Piben, saa han kunde forstaa, at de ogsaa der kogte for Kirkefolket. Der gik bestemt Synnøve og saa ud efter Fader sin og skulde slet ikke have Hug, naar han kom hjem. Han vidste ikke, hvad han skulde tage sig for, og blev paa en Gang saa kjærlig mod sine Søstre, at det var ingen Ende paa det. Ingrid var han saa god mod, at han gav hende en blank Knap, som han havde faaet af Aslak. Hun tog ham om Halsen, og han tog hende om Halsen: „Kjære, vesle Ingrid min, er du sindt paa mig?“ „Nei, vesle Torbjørn! Du kan gjerne kaste saa meget Sne paa mig, som du vil.“ Men der trampede en Sneen af sig i Svalen! Det var ganske rigtig Faderen; han syntes mild og god, og det var endnu værre. „Nu?“ sagde han og saa sig omkring, — og det var forunderligt, at ikke Stueuret ramlede ned. Moderen satte Maden frem. „Hvordan staar det til her?“ spurgte Faderen, idet han satte sig og tog Skeen op; Torbjørn saa paa Moderen, saa Taarerne kom ham i Øinene. „Aa — jo“, sagde hun rent utrolig langsomt, og hun vilde sige endnu mere, det saa han nok. „Jeg gav Aslak Lov til at gaa ud,“ sagde hun. — „Det var nu dengang,“ tænkte Torbjørn, — han tog paa at lege med Ingrid, som om han ikke tænkte paa nogen Verdens Ting. Saalænge havde Faderen aldrig spist, og Torbjørn gav sig tilsidst ifærd med at tælle hver Bid; men da han kom til den fjerde, vilde han se, hvormeget han kunde tælle op mellem den fjerde og femte, og saaledes gik det istykker for ham. Endelig reiste Faderen sig og gik ud. Ruderne, Ruderne, klirrede det for Ørerne paa ham, og han saa efter, om de var hele, de, som var i Stuen. Jo, de var hele allesammen. Men nu gik ogsaa Moderen ud. Torbjørn tog liden Ingrid i Fang og sagde saa blidt, at hun maatte forundret stirre paa ham: „Vi to skal lege Gulddronning i Enge, vi!“ Det vilde hun da gjerne. Og saa sang han, medens Benene skalv under ham:

465Vesle Blomme,Enge-Blomme,Hør nu lidt paa mig!Og vil du være Kjæresten min,Saa skal du faa en Kaabe finAf Fløiel og Guld,Af Perler fuld.Ditteli, dutteli, deia, —Og Solen skinner paa Heia!

Saa svarte hun:

Gulddronning,Perledronning,Hør nu lidt paa mig!Jeg vil ei være Kjæresten din,Jeg vil ei have Kaaben finAf Fløiel og Guld,Af Perler fuld.Ditteli, dutteli, deia, —Og Solen skinner paa Heia!

Men som nu denne Leg var bedst igang, kom Faderen ind og satte Øiet vist paa ham. Han trykkede Ingrid tættere i Fang og faldt slet ikke af Stolen. Faderen vendte sig bort, sagde Ingenting; en halv Time gik, han havde endnu intet sagt, — og Torbjørn vilde næsten begynde at være glad, men turde ikke. Han vidste ikke, hvad han skulde tro, da Faderen selv hjalp til at klæde ham af; han begyndte saa smaat at skjælve igjen. Da klappede Faderen ham paa Hovedet og strøg hans Kind; det havde han ikke gjort, saalangt tilbage Gutten kunde huske, og derfor blev han saa varm om Hjertet og over den hele Krop, at Frygten randt af ham som Is for Solstik. Han vidste ikke, hvorledes han kom i Seng, og da han hverken kunde give sig til at synge eller raabe, lagde han Hænderne stille overkors, bad Fadervor sex Gange fremlængs og baglængs, ganske sagte, — og følte, idet han sovnede ind, at der var dog ingen paa Guds grønne Jord, han holdt slig af som Fader sin.

Bjørnstjerne Bjørnson.

463

En søndag, Faderen var i kirke, gjorde nok Torbjørn Ugagn hjemme. Aslak og han kastet snøballer på hverandre. „Nei, nei, du kveler meg,“ bad Torbjørn, „la oss kaste sammen på noe annet“. Aslak var straks ferdig, og så kastet de først etter den spinkle Gran borte ved buret, så etter Burdøren og endelig etter Burvinduet, — „ikke dette selv,“ sa Aslak, „men listen omkring det.“ Torbjørn traff imidlertid ruten og ble bleg. „Pytt, hvem får vite det? Kast bedre!“ Han så gjorde, men traff nok en. „Nå vil jeg ikke mer.“ I det samme kom hans eldste søster, liten Ingrid, ut. „Kast etter henne du!“ Torbjørn var straks ferdig, Gjenten gråt, og moren kom ut. Hun bad ham holde inne. „Kast, kast!“ hvisket Aslak. Torbjørn var het og opphisset; han gjorde så. „Jeg mener, du går fra viddet, jeg,“ sa moren og rendte mot ham. Han foran, hun etter — gården rundt; Aslak lo, og moren truet. Men der fikk hun ham fat oppe i en snødrive og ga seg ifærd med riktig å denge ham. „Jeg slår igjen, jeg, det bruker de her,“ — moren holdt forundret inne og så på ham. „Det har en annen lært deg,“ sa hun så, tok ham stiltiende ved hånden og førte ham inn. Hun sa ikke et ord mer til ham, men stellede godt for hans småsøsken og talte med dem om, at nå kommer far snart hjem fra kirken. Da begynte det å bli dyktig hett i stuen. Aslak bad om Lov til å besøke en slektning; det fikk han straks; men Torbjørn ble meget mindre, da Aslak var gått. Han hadde fryktelig ondt i maven og var så klam i hendene, at han svettet boken, når han tok i den. Bare mor ikke ville si noe til far, når han kom hjem; men å bede derom, fikk han ikke over seg. Alt, han så på, 464skiftet utseende, og stueuret sa: Bank, Bank — Bank, Bank! Han måtte opp i vinduet og se på Solbakken. Den alene lå tilsnødd, stille og perlede i solen som bestandig; Huset stod og lo ut av alle ruter, og der var visselig ikke en eneste itu; Røyken for forferdelig glad opp av pipen, så han kunne forstå, at de også der kokte for kirkefolket. Der gikk bestemt Synnøve og så ut etter far sin og skulle slett ikke have Hug, når han kom hjem. Han visste ikke, hva han skulle ta seg for, og ble på en gang så kjærlig mot sine søstre, at det var ingen ende på det. Ingrid var han så god mot, at han ga henne en blank knapp, som han hadde fått av Aslak. Hun tok ham om halsen, og han tok henne om halsen: „Kjære, vesle Ingrid min, er du sint på meg?“ „Nei, vesle Torbjørn! Du kan gjerne kaste så meget Sne på meg, som du vil.“ Men der trampet en Sneen av seg i Svalen! Det var ganske riktig Faderen; han syntes mild og god, og det var enda verre. „Nå?“ sa han og så seg omkring, — og det var forunderlig, at ikke stueuret ramlede ned. Moren satte maten frem. „Hvordan står det til her?“ spurte Faderen, idet han satte seg og tok skjeen opp; Torbjørn så på moren, så tårene kom ham i øynene. „Aa — jo“, sa hun rent utrolig langsomt, og hun ville si enda mer, det så han nok. „Jeg ga Aslak Lov til å gå ut,“ sa hun. — „Det var nå dengang,“ tenkte Torbjørn, — han tok på å leke med Ingrid, som om han ikke tenkte på noen Verdens ting. Så lenge hadde Faderen aldri spist, og Torbjørn ga seg til sist ifærd med å telle hver bit; men da han kom til den fjerde, ville han se, hvor mye han kunne telle opp mellom den fjerde og femte, og således gikk det i stykker for ham. Endelig reiste Faderen seg og gikk ut. Rutene, rutene, klirret det for ørene på ham, og han så etter, om de var hele, de, som var i stuen. Jo, de var hele allesammen. Men nå gikk også moren ut. Torbjørn tok liten Ingrid i fang og sa så blidt, at hun måtte forundret stirre på ham: „Vi to skal leke Gulddronning i enger, vi!“ Det ville hun da gjerne. Og så sang han, mens Benene skalv under ham:

465Vesle Blomme,Enger-Blomme,Hør nå litt på meg!Og vil du være kjæresten min,Så skal du få en kåpe finAv Fløiel og gull,Av Perler full.Ditteli, dutteli, deia, —Og Solen skinner på Heia!

Så svarte hun:

Gulddronning,Perledronning,Hør nå litt på meg!Jeg vil ei være kjæresten din,Jeg vil ei ha kåpen finAv Fløiel og gull,Av Perler full.Ditteli, dutteli, deia, —Og Solen skinner på Heia!

Men som nå denne Leg var best i gang, kom Faderen inn og satte øyet vist på ham. Han trykket Ingrid tettere i fang og falt slett ikke av stolen. Faderen vendte seg bort, sa ingenting; en halv time gikk, han hadde ennå intet sagt, — og Torbjørn ville nesten begynne å være glad, men turde ikke. Han visste ikke, hva han skulle tro, da Faderen selv hjalp til å klede ham av; han begynte så smått å skjelve igjen. Da klappede Faderen ham på hodet og strøk hans kinn; det hadde han ikke gjort, så langt tilbake gutten kunne huske, og derfor ble han så varm om hjertet og over den hele kropp, at frykten rant av ham som is for solstikk. Han visste ikke, hvorledes han kom i seng, og da han hverken kunne gi seg til å synge eller rope, la han hendene stille overkors, bad fadervår seks ganger fremlengs og baklengs, ganske sakte, — og følte, idet han sovnet inn, at der var dog ingen på Guds grønne jord, han holdt slig av som far sin.

Bjørnstjerne Bjørnson.