Da Kong Porsinna merkede, at det ikke var saa let at tage Rom ved Storm, leirede han sig med hele Hæren udenfor Portene for ved Udsultning at nøde Borgerne til at overgive sig. Der opstod ogsaa snart Dyrtid og Hungersnød i Byen, og man begyndte allerede at tænke paa Overgivelse. Men en ung Mand af ædel Byrd, Gajus Mucius, besluttede at øve en stor og dristig Daad for at redde sit Fædreland. Han fremstillede sig for Raadet og sagde: „Jeg vil, ærværdige Raadsherrer, gaa over Tiberen og, om jeg kan, trænge ind i Fiendernes Leir, dog ikke for at røve eller 462hevne, hvad de har gjort mod os; nei, ved et Slag haaber jeg at ende al vor Nød.“ Raadsherrerne gav ham sit Samtykke, og uden Ledsager, med Sverdet skjult under Kappen, satte han over Elven og gik lige ind i den fiendtlige Leir. Uforfærdet stillede han sig midt i den tætte Kreds, der omringede Kong Porsinnas Sæde. Lønningerne blev just udbetalt til Soldaterne af den kongelige Skriver, der sad ved Porsinnas Side. Mucius turde ikke spørge, hvem af dem der var Kongen, og da Soldaterne for det meste henvendte sig til den prægtig klædte Skriver, tog han feil og gjennemborede denne med sit Sverd. At undslippe var umuligt. Den kongelige Livvagt greb ham og slæbte ham hen til Porsinnas Throne. Snarere truende end frygtsom henvendte han sig til Kongen: „Jeg er en romersk Borger,“ sagde han; „Gajus Mucius er mit Navn. Jeg vilde dræbe dig som min Fiende og har nu ikke mindre Mod til selv at dø; thi baade at stride og dø som Helte er Romernes Vis. Heller ikke er jeg den eneste, der har tiltænkt dig en saadan Død; thi efter mig kommer der en hel Række unge Mænd, der attraar den samme Hæder. Enten maa du derfor, Kong Porsinna, ophøre med at true vor Frihed og vort Liv, eller ogsaa kan du hvert Øieblik vænte Døden i dit eget Telt.“

Kongen, baade rasende over Heltens Dristighed og forfærdet ved den Fare, han svævede i, bød, at Mucius skulde levende brændes. Men uden Frygt svarede han: „Forat du kan vide, hvor lidet den, der tragter efter udødelig Hæder, ænser legemlig Lidelse, saa se her,“ — og i det samme stak han sin høire Haand ind i Ilden, der var tændt til Ofring. Forbauset over saa stort Heltemod, sprang Kongen op fra sit Sæde, lod Ynglingen føre bort fra Alteret og sagde: „Gaa bort, Menneske, du er mere din egen Fiende end min. Jeg vilde ønske mig til Lykke, om jeg havde en saadan Helt i min Tjeneste. Nu giver jeg dig fri, gaa urørt og uskadt hjem.“ Ligesom for at gjengjelde hans Velgjerning sagde Mucius: „Eftersom du forstaar at skatte selv en Fiendes Mod, saa vil jeg aabenbare dig, at vi er tre hundrede unge Romere, der har sammensvoret os paa denne Vis at skille dig ved Livet. Jeg var den første; siden vil 463den ene efter den anden komme, indtil Skjæbnen engang lader vort Forsæt lykkes.“

Mucius’s Heltedaad og Trusler blev ikke uden Virkning. Porsinna foreslog selv Romerne at slutte Fred, og Mucius fik som et Hædersnavn Tilnavnet Skævola eller Kjævhaand.

Da Kong Porsinna merket, at det ikke var så lett å ta Rom ved Storm, leirede han seg med hele hæren utenfor portene for ved utsulting å nøde borgerne til å overgi seg. Der opstod også snart dyrtid og hungersnød i byen, og man begynte allerede å tenke på overgivelse. Men en ung mann av edel Byrd, Gajus Mucius, besluttet å øve en stor og dristig dåd for å redde sitt fedreland. Han fremstilte seg for rådet og sa: „Jeg vil, ærverdige rådsherrer, gå over Tiberen og, om jeg kan, trenge inn i fiendenes leir, dog ikke for å røve eller 462hevne, hva de har gjort mot oss; nei, ved et slag håper jeg å ende all vår nød.“ Rådsherrene ga ham sitt samtykke, og uten ledsager, med sverdet skjult under kappen, satte han over elven og gikk like inn i den fiendtlige leir. Uforferdet stillede han seg midt i den tette krets, der omringet Kong Porsinnas Sæde. Lønningene ble just utbetalt til soldatene av den kongelige skriver, der satt ved Porsinnas Side. Mucius turde ikke spørre, hvem av dem der var Kongen, og da soldatene for det meste henvendte seg til den prektig kledde skriver, tok han feil og gjennomboret denne med sitt sverd. Å unnslippe var umulig. Den kongelige livvakt grep ham og slepte ham hen til Porsinnas Throne. Snarere truende enn fryktsom henvendte han seg til Kongen: „Jeg er en romersk borger,“ sa han; „Gajus Mucius er mitt navn. Jeg ville drepe deg som min fiende og har nå ikke mindre mot til selv å dø; thi både å stride og dø som Helte er Romernes Vis. Heller ikke er jeg den eneste, der har tiltenkt deg en sådan død; thi etter meg kommer der en hel rekke unge menn, der attrår den samme Hæder. Enten må du derfor, Kong Porsinna, opphøre med å true vår frihet og vårt liv, eller også kan du hvert øyeblikk vente døden i ditt eget telt.“

Kongen, både rasende over Heltens dristighet og forferdet ved den fare, han svevde i, bød, at Mucius skulle levende brennes. Men uten frykt svarte han: „For at du kan vite, hvor lite den, der trakter etter udødelig Hæder, enser legemlig lidelse, så se her,“ — og i det samme stak han sin høyre hånd inn i ilden, der var tent til ofring. Forbauset over så stort heltemot, sprang Kongen opp fra sitt sete, lot ynglingen føre bort fra alteret og sa: „Gå bort, menneske, du er mer din egen fiende enn min. Jeg ville ønske meg til lykke, om jeg hadde en sådan helt i min tjeneste. Nå gir jeg deg fri, gå urørt og uskadt hjem.“ Likesom for å gjengjelde hans velgjerning sa Mucius: „Ettersom du forstår å skatte selv en Fiendes mot, så vil jeg åpenbare deg, at vi er tre hundre unge romere, der har sammensvoret oss på denne Vis å skille deg ved livet. Jeg var den første; siden vil 463den ene etter den annen komme, inntil skjebnen engang lader vårt forsett lykkes.“

Mucius’s heltedåd og trusler ble ikke uten virkning. Porsinna foreslo selv romerne å slutte fred, og Mucius fikk som et hedersnavn tilnavnet Skævola eller Kjævhaand.