460

En Konge i Rom hed Tarkvinius den stolte; han og hans Sønner var saa overmodige og haarde i al sin Adfærd, at Romerne jog dem ud af Byen og ikke mere vilde styres af Konger. Tarkvinierne tyede i sin Nød til Kongen af Etrurien, der hed Porsinna. Denne lovede sin Hjelp og drog med en vældig Hær mod Rom.

Romerne var altfor glade over den Frihed, de nylig havde vundet, til at de uden Kamp vilde miste den igjen. Alle, som kunde bære Vaaben, rustede sig, Folk fra Landet kom ind for at forsvare Byen, og enhver, som havde en Uven, glemte sit Fiendskab, saalænge Fædrelandet var i Fare. Til Lykke var Byen ikke saa let at tage: paa den Side, som vendte mod Etrurien, strømmede den brede Elv Tiber, og paa de andre Kanter var Staden sikret ved høie Mure. Over Elven gik der dengang kun en Bro; den var bygget af Træ og kaldtes gjerne Pælebroen. Dersom Porsinna kunde faa denne Bro i sin Magt, vilde det ikke falde ham vanskelig at tage hele Rom. Derfor havde Romerne udstillet sterke Vagter ved Broens Begyndelse; blandt de Krigere, som der havde sin Post, var den unge og tapre Horatius Kokles den gjæveste.

En Dag kom pludselig hele Fiendernes Hær styrtende mod Broen. De romerske Poster kom ved det uvæntede og voldsomme Angreb i Forvirring, kastede Vaabnene og flygtede tilbage over Broen. Alene Horatius tabte ikke Modet; han raabte efter sine rædde Landsmænd og spurgte, hvorfor de flygtede; „slipper I Fienderne over Broen,“ sagde han, „saa vil de lige saa let finde eder inde i Byen som her.“ Derpaa vendte han sig om mod Fienden, stillede sig 461ved Broens Tilgang og drog sit Sverd, rede til at fælde den første, der nærmede sig; heldigvis fik han Hjelp; thi to unge Romere af fornem Byrd skammede sig ved at lade Helten stride alene og stillede sig ved hans Side. Medens Fienderne, forbausede over Horatius’s Dristighed, endnu nølede med at angribe, raabte han tilbage til sine Landsmænd, at de, saa hurtig de kunde, skulde nedhugge Broen bag ham. Men de to Krigere, der var komne ham til Hjelp, maatte, saa nødig de vilde, vende tilbage, medens endnu Broen stod; Horatius vilde ikke opofre andres Liv, naar hans egen Død var tilstrækkelig til at frelse Fædrelandet. Selv blev han staaende midt paa den smale Bro og afbødede behændig Etruskernes Spydregn ved sit Skjold. Forbitrede over den uvæntede Hindring stormede Fienderne ind paa Broen og fældede allerede Lanserne for at støde ham ned, da paa en Gang Braget af den nedstyrtende Bro og Romernes Glædeskrig, over at Arbeidet var lykkes, standsede dem et Øieblik. „Hellige Flodgud!“ raabte Horatius, „modtag i dit Skjød disse Vaaben og denne Kriger!“ Med disse Ord sprang han i fuld Rustning ned i Tiberen og svømmede under Fiendens tætte Spydkast uskadt over til sine Landsmænd.

Horatius’s Tapperhed havde denne Gang frelst Rom. Hans taknemmelige Medborgere opreiste til hans Ære en Mindestøtte og gav ham et saa stort Stykke Land, som han paa en Dag kunde ompløie.

460

En konge i Rom het Tarkvinius den stolte; han og hans sønner var så overmodige og harde i all sin atferd, at romerne jog dem ut av byen og ikke mer ville styres av konger. Tarkvinierne tydde i sin nød til Kongen av Etrurien, der het Porsinna. Denne lovede sin hjelp og drog med en veldig hær mot Rom.

Romerne var altfor glade over den frihet, de nylig hadde vundet, til at de uten kamp ville miste den igjen. Alle, som kunne bære våpen, rustet seg, folk fra landet kom inn for å forsvare byen, og enhver, som hadde en uvenn, glemte sitt fiendskap, så lenge fedrelandet var i fare. Til lykke var byen ikke så lett å ta: på den side, som vendte mot Etrurien, strømmet den brede elv Tiber, og på de andre kanter var staden sikret ved høye murer. Over elven gikk der dengang kun en bro; den var bygget av tre og kaltes gjerne Pælebroen. Dersom Porsinna kunne få denne bro i sin makt, ville det ikke falle ham vanskelig å ta hele Rom. Derfor hadde romerne utstilt sterke vakter ved Broens begynnelse; blant de krigere, som der hadde sin post, var den unge og tapre Horatius Kokles den gjeveste.

En dag kom plutselig hele fiendenes hær styrtende mot broen. De romerske poster kom ved det uventede og voldsomme angrep i forvirring, kastet våpnene og flyktet tilbake over broen. Alene Horatius tapte ikke motet; han ropte etter sine redde landsmenn og spurte, hvorfor de flyktet; „slipper dere fiendene over broen,“ sa han, „så vil de like så lett finne dere inne i byen som her.“ Derpå vendte han seg om mot fienden, stillede seg 461ved Broens tilgang og drog sitt sverd, rede til å felle den første, der nærmet seg; heldigvis fikk han hjelp; thi to unge romere av fornem Byrd skammet seg ved å la helten stride alene og stillede seg ved hans side. Mens fiendene, forbausede over Horatius’s dristighet, ennå nølede med å angripe, ropte han tilbake til sine landsmenn, at de, så hurtig de kunne, skulle nedhugge broen bak ham. Men de to krigere, der var kommet ham til hjelp, måtte, så nødig de ville, vende tilbake, mens ennå broen stod; Horatius ville ikke oppofre andres Liv, når hans egen død var tilstrekkelig til å frelse fedrelandet. Selv ble han stående midt på den smale bro og avbøtte behendig Etruskernes Spydregn ved sitt skjold. Forbitrede over den uventede hindring stormet fiendene inn på broen og felte allerede lansene for å støte ham ned, da på en gang Braget av den nedstyrtende bro og Romernes gledeskrik, over at arbeidet var lykkes, stanset dem et øyeblikk. „Hellige Flodgud!“ ropte Horatius, „motta i ditt Skjød disse våpen og denne kriger!“ Med disse ord sprang han i full rustning ned i Tiberen og svømte under Fiendens tette spydkast uskadt over til sine landsmenn.

Horatius’s tapperhet hadde denne gang frelst Rom. Hans takknemlige medborgere oppreiste til hans ære en minnestøtte og ga ham et så stort stykke land, som han på en dag kunne ompløie.