459

Jeg har et Barn paa fire Aar,En liden vakker PigeMed mørke Øine, brune Haar,Mer sød, end jeg kan sige.

Hun stod og saa ved SolegladIgjennem Vindvets Rude,Mens Himlen som et RosenbladLet rødmede derude.

Men mer og mer tog Buen paaAt flamme og at gløde,Saa alle Skyens Bræmmer laaSom Guld og Purpur røde.

Taus stod den lille, taus og stil,Og stirred mod det høie;I Sjælen Funker faldt af IldIgjennem Barnets Øie.

Hun mæled ei et Ord, menspændtOg stadig opad skued,Til Aftenflammens Pragt varendtOg sidste Glimt afluet.

Da vendte blidt vemodig stemtSig om til os den lille.„Ak, nu har Gud det hele gjemt!“Hun sagde blødt og stille.

„O ja, mit Barn! saa vil det gaaDig mange, mange Gange:Naar bedst Guds Herlighed dusaaFor Sjælens Øie prange,

Saa vil den atter glide henOg tabes i det dunkle;Og intet Glimt er mer igjen,Hvor nys du saa den funkle.

Men lad det aldrig vorde glemt,Hvad selv du nylig sagde:460Da Gud har kun det helegjemt;Han det tilside lagde.

Som Moder gjemmer Dukkendin,Som dobbelt godt det smager,Naar hun den atter af sit SkrinFrem til din Glæde tager:

Saa skjuler Herren og sin GlansFor sine kjæres Øie;At han maa siden deres SansVed Synet mer fornøie.“

Jørgen Moe.

459

Jeg har et barn på fire år,En liten vakker pikeMed mørke øyne, brune hår,Mer søt, enn jeg kan si.

Hun stod og så ved SolegladIgjennom Vindvets rute,Mens Himlen som et RosenbladLett rødmede derude.

Men mer og mer tok buen påÅ flamme og å gløde,Så alle Skyens bremmer låSom gull og purpur røde.

Taus stod den lille, taus og stil,Og stirret mot det høye;I sjelen funker falt av ildIgjennom Barnets Øye.

Hun mælte ei et ord, menspentOg stadig oppad skuet,Til Aftenflammens prakt varendtOg siste glimt afluet.

Da vendte blidt vemodig stemtSig om til oss den lille.„Ak, nå har Gud det hele gjemt!“Hun sa blødt og stille.

„O ja, mitt barn! så vil det gåDeg mange, mange ganger:Når best Guds Herlighed dusåFor Sjælens Øye prange,

Så vil den atter glide henOg tapes i det dunkle;Og intet glimt er mer igjen,Hvor nys du så den funkle.

Men la det aldri vorde glemt,Hva selv du nylig sa:460Da Gud har kun det helegjemt;Han det tilside la.

Som mor gjemmer dukkendin,Som dobbelt godt det smaker,Når hun den atter av sitt skrinFrem til din glede tar:

Så skjuler Herren og sin glansFor sine kjæres Øye;At han må siden deres sansVed synet mer fornøye.“

Jørgen Moe.