Læreplanatlas
Anden DelTredje Afdeling.

61. Kirkeklokken i Farum.

Boye

456

Hvor Farumsøens blanke, dybe VandeMed Krat og Skovhegn om den høie BredMed større Nabosø sig kjærlig blande,En venlig Landsby ligger smukt i Fred.Rundt om den Vaar og Sommer blomstervirkeDe agergrønne Marker; over demSig hæver fredelig den røde KirkeImellem Pil og Hyld om Bondens Hjem.Paa Høien der, med nære Sø fortrolig,Staar Sjælehyrdens straabedækte Bolig.

Der sad ærværdig Prest i Natten sildeEngang, — det var en stormfuld Efterhøst;

457Paa Himmelen fløi mørke Skyer vilde,Og sparsomt kun nedsmilte Maanen Trøst.Ved Lampens Blus han veied Skriftens TaleOm Synd og Død og Naadens store Ord;Ved aarle Morgen skulde han husvaleEn syg med Lædskedrik fra Herrens Bord.Da hørte han, — et Gys maa han betvinge, —Den store Kirkeklokke sælsomt klinge.

Det var ei sterke Hammerslag, han hørte,Ei Stormens Haand, som Klokkerebet drog:Det var, som om et varsomt Jern berørteKlangfulde Malm. Da lukked han sin Bog.For Nattens Aander var han ikke bange,Og aldrig Djevlens Magt han agted stort;Thi han var from; ad Kirkegaardens GangeHan rolig gik og aabned hellig Port.Snart stod han mellem Kirkens hvide Buer,Oplyste svagt af Maanens matte Luer.

Han lytted skarpt; men Klangen var forstummet.Da løfted han med Kraft sin dybe Røst;Tidt blege Synder havde den fornummet,Som hykled Fromheds Skjul for Hjertets Brøst:„Hvo,“ raabte han, „har her i Natten hjemme?Hvo vover at forstyrre Kirkens Fred?“Hver Hvælving klang. Da syntes han fornemmeEt Suk, der lød fra Kirketaarnet ned.„Stig ned,“ han bød, „jeg, Herrens Tjener, byder!“Og snart fra Stigen sagte Fodtrin lyder.

Ved Koret kommer ham et Barn imøde,En Dreng, vel otte Somre har han talt;Ei var de trinde Barnekinder røde,Det var, som havde blegen Sorg dem malt.Den venstre spæde Haand han varsomt lukked,Som gjemte han i den en kostbar Skat.„O, vær ei vred,“ saa bad han blidt og sukked,„Fordi jeg var i Kirken denne Nat!Da Aftenklokken ringet blev, herindeJeg skjulte mig; ei var mig ondt isinde.“

„Og hvorfor,“ spurgte Presten ham forundret,„I denne vilde Nat du dvæled her?Mod Tag og Mur Uveiret jo har dundret, —Hvad er det, du i Haanden gjemmer der?“

458— „Ak Fader!“ svared Drengen, „nær ved DødenMin Moder er,“ — og Graad hans Stemme brød; —„Jeg ved det, Søn! fortvivl kun ei i Nøden!Du ved: i Herrens Haand er Liv og Død.“— „Ja! Ham har jeg befalet mine Veie!“— „Og hvi forlod du da din Moders Leie?“ —

— „Jo,“ svared han, „den Rust, som man kan gnideAf Kirkeklokken just ved Midnatstid,Helbreder ganske vist. Det fik jeg videIgaar, og derfor skyndte jeg mig hid.“— „Og ene gik du?“ — „Ja! for Nattens FareDe frygted alle; ingen vilde gaa.“ —— „Du frygted ei?“ — „Ak jo! den hvide SkarePaa Kirkegulvet fra min Krog jeg saa.Min Aftenbøn jeg bad; da bort de vege!Dog snart paany de frem af Graven stege.

Og mange blandt dem troede jeg at kjende;Jeg vilde bedet; men i Skrækkens NødJeg sang: Hvo ved, hvor nær mig er min Ende?Da tænkte jeg kun paa min Moders Død;Og dristig steg jeg op; jeg hørte UretSlaa tolv; men ingen død kom mer igjen.Jeg sad saa trygt som liden Fugl i BuretOg skrabed Rusten af, — her har jeg den.Ved Morgengryet hjem jeg vilde vende,Og vist jeg tror, at det skal frelse hende.“

— „Du fromme Barn! Gud Kjærligheden lønner!For ham er Natten Dag. At du er god,Det har han seet; han hører vore Bønner!“Da sank de begge ned ved Altrets Fod;Og medens Taaren rulled over Kinden,Som Vift af Englevinger Stormen sang;Igjennem Orglets Piber sused Vinden,Og Salmetoner gjennem Koret klang.Og Maanen straaled klart paa skyfri Bue,Og Altrets Sølverstager stod i Lue.

„Nu kom, mit Barn! nu gaar vi til din Moder;Ei mer de døde hindre vil din Vei.Hvad hisset over Nattens lyse KloderBesluttet er, det ved ei du, ei jeg;Men fast paa Herren haaber vi, du gode,Du kjære Søn!“ — — „Ja, Fader, lad os gaa!Jeg er saa let, jeg er saa glad tilmode;Thi mens jeg bad, et deiligt Syn jeg saa:459Forbi mig svæved der en himmelsk Skare,O! vist til Hytten Lædskedrik de bare.“

Nu begge skyndsomt gik. Men Støvets TankeEr sen mod Englens Flugt som Ormens Gang;Ei tvende Slag vel Hjertet kunde banke,Mens hin fra Himlen sig til Jorden svang.For Leiet stod han med sin Sølvervinge;Ved Nat han havde svævet Barnet nær;Thi hvergang Jordens Kirkeklokker klingeMed hellig Tone, glædes Himlens Hær.Til Sundhedssøvn han lukked trætte ØieOg svang sig atter hurtig mod det høie.

Og da de to tren ind i stille Kammer,Hun aanded sundt og slumrede saa trygt:Klart blussed Lampens før saa matte Flammer,Og Vaagekonen blunded uden Frygt.I Drøm de saa den blege Læbe smile;Og Hjertets tause Hymne steg i Løn.Da vaagned styrket Moder af sin Hvile,Og modersalig favned hun sin Søn.

C. J. Boye.