Sigurd og Svava, Ranes Forældre, sad i Løvhytten i den lyse Sommeraften og væntede Sønnens Hjemkomst. De var begge urolige over, hvorledes det var gaaet ham, men vilde ikke være hinanden det bekjendt. Sigurd skjæftede sin Øxe, Svava spandt Blaar. — „Nu er der da stor Fest i Kongshallen,“ sagde Svava efter en Taushed. — „Hm!“ svarede Gubben, „større har den været i gamle Dage. Roar ynder ikke Fester; han korter dem.“ — „Hvad mon de nu foretager sig, Fader?“ — „Nu gaar Ølhornet omkring til 453Helges Minde.“ — „Mon Roar gjør noget Løfte?“ — „Neppe. Han er heller ingen Ven af Løfter. Han holder gjerne, men lover sjelden; Heltegjerninger er just ikke hans Sag.“ — „Men Velgjerninger desmere.“ — „Det kan ikke negtes.“ — „Han taler vist smukt i Høisædet.“ — „Roar har Veltalenhed.“ — „Han kunde gjerne være Skald!“ — „Nei, dertil har han ikke Evne og Styrke nok i Sproget. Et er at tale, et andet at digte.“ — „Ja, Fader! det er vist en vanskelig Kunst den Skaldekunst.“ — „Derfor vilde jeg ogsaa ønske, at Rane ikke vilde befatte sig dermed.“ — „Hvorfor? Tror du ei, han duer dertil?“ — „Det er muligt, men uvist; han gjør sig selv Livet surt.“ — „Ja vist, Fader! den Ragnvald — —“ „Er en ung Skald ligesom Rane.“ — „Men — —“ „Du er ikke hans Moder! Det ved jeg.“ — „Og derfor —“ „Foretrækker du Rane, som billigt.“ — „Fald mig dog ikke bestandig i Talen! Tror du ikke, Rane besidder større Evner end Ragnvald?“ — „Hm! Ragnvald er en bold Kjæmpe!“ — „Men haard og følelsløs, og det bør en Skald ikke være.“ — „Rane er for blød.“ — „Det tror du! Jeg ved det bedre. Han er ligesaa djærv som blød, naar det gjælder.“ -- „Nu, det vil vi se,“ sagde den gamle Fader, og i det samme traadte Sønnen ind med sin Harpe paa Ryggen. Han hilste sine Forældre venlig, lagde sin Hat paa Bordet og stillede Harpen hen i Krogen. Moderen spurgte, hvordan det var gaaet, og Faderen sagde ikke andet end — „Nu?“ men dette „nu“ gav han saadant Eftertryk, at Rane vel forstod, hvad han vilde sige dermed. Dette satte ham i Forvirring, og han søgte at skjule den ved vidtløftig at beskrive det hele Optog: Yrsas Skjønhed, Skulds Pragt og Vølunds Væsen. Derpaa holdt han dem Roars Tale, som han næsten kunde udenad. — „Og saa,“ sagde Moderen, „kom du da til at synge Helges Minde?“ — „Ragnvald sang først.“ — „Nu, det var vel hel maadeligt?“ — „Det kan jeg ikke sige. Det var det bedste Kvad, jeg har hørt af Ragnvalds Mund. Det havde det gamle kraftige Snit og bragte os (maaske lidt vel meget) til at tænke paa, hvad Brage hin gamle og andre store Skalde havde sjunget i henfarne Tider ved slige Leiligheder.“ — „Nu saa kom da du!“ — „Ja, saa kom jeg.“ — „Og det behagede vist alle 454kloge og fornuftige Kjæmper mer. Hagbar Ragnarsøn tyktes vist vel derom.“ — „Ja, det er sandt.“ — „Og Ivar Hundingsøn?“ — „Ogsaa.“ — „Og Dronningen?“ — „Yrsas Øine svømmede i Taarer.“ — „Hvad? Græd hun? Og da Ragnvald sang, græd hun ogsaa da?“ — „Nei, hun var ligegyldig.“ — „Og Kongen?“ — „Foretrak min Vise for Ragnvalds.“ — „O, Sigurd!“ raabte den glade Moder, „ser du nu, at jeg havde Ret, — at min Søn vilde vinde? O, han har sagt mig sit Drapa, før han gik, og jeg har selv grædt og vel troet, han skulde vinde Prisen. Stryg dit Ærme op, mit Barn! Lad mig se Ringen! Lad mig se Armringen! —“ „Nu Moder,“ sagde Sønnen godhjertig, „saa lad os da være fornøiede med, at vi ved det selv, og at Kongen og Dronningen ved det; men Armbaandet kan jeg ikke vise dig; thi jeg har det ikke.“ — „Du har det ikke?“ spurgte Faderen opfarende. — „Meningerne er tidt ulige,“ sagde Rane; „Offergoden var Dommer. Ragnvalds Vise blev foretrukken, og maaske fortjente den det. Dens trodsige Heltetone passede vel for den trodsige hedenfarne Helge. Jeg sang min Stemning. At gjøre et godt Kvad ved bestemt Leilighed er vanskeligt. Lærken synger bedre paa Mark end i Bur.“ — „Dumme Praler, stor i egen Indbildning!“ raabte den fortørnede Gubbe, gik ud af Hagen og slog Ledet i efter sig. Rane saa ned for sig, hans Kinder blussede, og han nøiedes med at sige: „Jeg ved, hvad jeg skylder min Fader.“ — „Du er en haardhjertet, grusom Mand mod dit Barn!“ raabte den fortørnede Moder efter Gubben. — „Hvad Kvinde?“ raabte den hidsige Sigurd og kom tilbage; „vil du lære mig, hvordan jeg skal være?“ — „Stille, stille, kjære Forældre!“ sagde Rane. „For Gudernes Skyld kives ikke!“ — „Hvorfor sætter du Splid imellem os?“ tordnede Faderen. „Hvo er det, som har saaet Uenighedssæden? Hvad skal de Drengestreger til? Hvi klimprer du og synger ved den barnagtige Harpe, gjør os hvert Øieblik Skam og Fiender og bringer os til Spot i Folkemunde? Var det ikke for Harpens Skyld, som du har arvet efter din Morfader Hunding, der var en anderledes Skald end du, jeg lagde den paa Huggeblokken og hug den i tusende Stykker med min Øxe. Kjør du Plog og skyd Fugle! til 455Skald duer du ikke, og dine blødagtige Taarer viser mig, at du ligesaa lidet duer til Helt.“ — Rane taug, satte sig hen i en Krog i Løvhytten, saa paa Maanen og sagde: „Naa, bare du ikke fortryder det, Fader!“ Da Gubben havde udbruset, fortrød det ham; han var forlegen, taug ogsaa og satte sig til Arbeide. Men den gamle Moder kunde ikke tvinge sig, hun flød hen i Taarer, gik ud af Haven, vred sine Hænder og gjentog flere Gange: „Gid jeg laa i min Grav!“

„Hvorfor det, min gode gamle?“ hørte hun en bekymret Stemme spørge. Svava hævede sit Ansigt; men hvor hurtig forvandlede sig hendes Fortvivlelse til Skræk og Undseelse, da hun opdagede Kongen selv. Hun kunde ikke svare ham et Ord, men neiede dybere for ham den ene Gang end den anden og troede hver Gang at synke i Jorden. „Hvad fattes dig, Svava?“ gjentog Kongen; „hvad ondt er der hændet?“ — Heller ikke Sigurd kunde faa et Ord frem, men stod og krammede sin Hue mellem Hænderne. „O, hvor jeg dog er ulykkelig,“ tænkte Rane; „nu skal jeg ovenikjøbet have den Skam, at mine gamle Forældre i Kongens Nærværelse forløber sig for min Skyld!“ Da Roar nogle Øieblik forgjæves havde væntet Svar, sagde han: „Det er ubeskedent at trænge sig ind i Ætshemmeligheder. Men I ser mig alle sunde og skikkelige ud. Har nogen af eder havt en Ulykke eller været Aarsag til en?“ — „Nei, Herre Konge,“ svarede de alle tre. — „Nu, saa forlanger jeg ikke at vide mer,“ sagde den gjettende Konge med et venligt Smil. „Tilgiv, at jeg kommer saa silde; men jeg kunde ikke gaa til Hvile, før jeg havde talt med Rane og takket ham for hans Kvad. Armringen kunde jeg vel den Gang ikke skjænke ham; thi det tilkom efter gammel Vedtægt Offergoden; men derfor kan ingen forbyde mig selv at gjøre min Skald en Foræring.“ Med disse Ord strøg Kongen en ligesaa skjøn Ring af sin Arm som den, Ragnvald havde faaet, og satte den paa Ranes. Rane knælede og kyssede sin Konges Haand. — „Nu, hvad sagde jeg?“ raabte den gamle, henrykte Moder. „Ser du nu, du gamle, forblindede Fader, at jeg havde Ret? Vil du nu en anden Gang give Tid, inden du overfuser din 456stakkels Søn for Ingenting?“ — „Det var altsaa derfor?“ sagde Kongen. Den gamle Sigurd slog Øinene ned og sagde: „I ved, Herre Konge! hvorledes Kvinder og Skalde er; tager man sig ikke iagt med ethvert Ord, saa blusser de, som om der kom Olje i Ilden.“ — „Oprigtig talt,“ sagde Kongen, idet han med et alvorligt og dog tillige venligt Blik betragtede Sigurd og lagde sin Haand paa hans Skulder, — „var det Kvinden, Skalden eller Gubben, som blussede her?“ — „Det var Gubben,“ sagde Sigurd godhjertig. „Jeg tilstaar, at det ærgrede mig, at min Søn kom tomhændet hjem. Nu ser jeg, at jeg har gjort ham Uret og vil gjerne —“ Rane sprang op, kyssede sin Faders Haand og raabte: „For Alting, Fader, ikke et Ord mere!“ Roar bebreidede Gubben blidt hans Utaalmodighed og roste Rane. Derpaa spurgte han, hvorledes de havde det. Den gamle Moder maatte fortælle om sine Faar og sin Uld, Faderen om sine Heste og sin Bue. Kongen lod ham vise sig den og lovede at sende ham nogle sterke Strenge, som Vølund havde spundet. Derpaa tog han Afsked, og de to gamle og Rane fulgte ham til Kongsgaarden. Da de kom tilbage, satte de sig, saa silde det var, til Nadveren; og hvo, der nu havde seet dem der, saa muntre og venlige, eftergivende og overgivne, skulde aldrig troet, at de nogen Tid havde vexlet et ukjærligt Ord sammen.

A. Oehlenschläger.

Sigurd og Svava, Ranes foreldre, satt i løvhytten i den lyse Sommeraften og ventet Sønnens hjemkomst. De var begge urolige over, hvorledes det var gått ham, men ville ikke være hinannen det bekjent. Sigurd skjæftede sin øks, Svava spant blår. — „Nå er der da stor fest i Kongshallen,“ sa Svava etter en taushet. — „Hm!“ svarte Gubben, „større har den vært i gamle dager. Roar ynder ikke fester; han korter dem.“ — „Hva mon de nå foretar seg, far?“ — „Nå går Ølhornet omkring til 453Helges Minde.“ — „Mon Roar gjør noe løfte?“ — „Neppe. Han er heller ingen venn av løfter. Han holder gjerne, men lover sjelden; Heltegjerninger er just ikke hans Sag.“ — „Men velgjerninger desmere.“ — „Det kan ikke nektes.“ — „Han taler vist smukt i høysetet.“ — „Roar har veltalenhet.“ — „Han kunne gjerne være skald!“ — „Nei, dertil har han ikke evne og styrke nok i språket. Et er å tale, et annet å dikte.“ — „Ja, far! det er vist en vanskelig kunst den skaldekunst.“ — „Derfor ville jeg også ønske, at Rane ikke ville befatte seg dermed.“ — „Hvorfor? Tror du ei, han duer dertil?“ — „Det er mulig, men uvist; han gjør seg selv livet surt.“ — „Ja vist, far! den Ragnvald — —“ „Er en ung skald likesom Rane.“ — „Men — —“ „Du er ikke hans mor! Det vet jeg.“ — „Og derfor —“ „Foretrækker du Rane, som billig.“ — „Fall meg dog ikke bestandig i talen! Tror du ikke, Rane besitter større evner enn Ragnvald?“ — „Hm! Ragnvald er en bold kjempe!“ — „Men hard og følelsesløs, og det bør en skald ikke være.“ — „Rane er for bløt.“ — „Det tror du! Jeg vet det bedre. Han er likeså djerv som bløt, når det gjelder.“ -- „Nå, det vil vi se,“ sa den gamle far, og i det samme trådte sønnen inn med sin harpe på ryggen. Han hilste sine foreldre vennlig, la sin hatt på bordet og stillede harpen hen i kroken. Moren spurte, hvordan det var gått, og Faderen sa ikke annet enn — „nå?“ men dette „nå“ ga han sådant ettertrykk, at Rane vel forstod, hva han ville si dermed. Dette satte ham i forvirring, og han søkte å skjule den ved vidløftig å beskrive det hele opptog: Yrsas skjønnhet, Skulds prakt og Vølunds vesen. Derpå holdt han dem Roars Tale, som han nesten kunne utenat. — „Og så,“ sa moren, „kom du da til å synge Helges Minde?“ — „Ragnvald sang først.“ — „Nå, det var vel hel måtelig?“ — „Det kan jeg ikke si. Det var det beste Kvad, jeg har hørt av Ragnvalds Mund. Det hadde det gamle kraftige snitt og brakte oss (maaske litt vel meget) til å tenke på, hva Brage hin gamle og andre store skalder hadde sunget i henfarne tider ved slike leiligheter.“ — „Nå så kom da du!“ — „Ja, så kom jeg.“ — „Og det behagede vist alle 454kloge og fornuftige kjemper mer. Hagbar Ragnarsøn tyktes vist vel derom.“ — „Ja, det er sandt.“ — „Og Ivar Hundingsøn?“ — „Også.“ — „Og Dronningen?“ — „Yrsas øyne svømte i Taarer.“ — „Hva? Gråt hun? Og da Ragnvald sang, gråt hun også da?“ — „Nei, hun var likegyldig.“ — „Og Kongen?“ — „Foretrakk min vise for Ragnvalds.“ — „O, Sigurd!“ ropte den glade mor, „ser du nå, at jeg hadde rett, — at min sønn ville vinne? O, han har sagt meg sitt drapa, før han gikk, og jeg har selv grått og vel trodd, han skulle vinne prisen. Stryk ditt erme opp, mitt barn! La meg se ringen! La meg se armringen! —“ „Nå mor,“ sa sønnen godhjertig, „så la oss da være fornøyde med, at vi vet det selv, og at Kongen og dronningen ved det; men armbåndet kan jeg ikke vise deg; thi jeg har det ikke.“ — „Du har det ikke?“ spurte Faderen oppfarende. — „Meningene er titt ulige,“ sa Rane; „Offergoden var dommer. Ragnvalds vise ble foretrukket, og maaske fortjente den det. Dens trodsige Heltetone passet vel for den trodsige hedenfarne Helge. Jeg sang min stemning. Å gjøre et godt Kvad ved bestemt leilighet er vanskelig. Lerken synger bedre på Mark enn i bur.“ — „Dumme Praler, stor i egen innbilning!“ ropte den fortørnede gubbe, gikk ut av Hagen og slo ledet i etter seg. Rane så ned for seg, hans kinner blusset, og han nøiedes med å si: „Jeg vet, hva jeg skylder min far.“ — „Du er en hårdhjertet, grusom mann mot ditt barn!“ ropte den fortørnede mor etter Gubben. — „Hva kvinne?“ ropte den hidsige Sigurd og kom tilbake; „vil du lære meg, hvordan jeg skal være?“ — „Stille, stille, kjære foreldre!“ sa Rane. „For Gudernes skyld kives ikke!“ — „Hvorfor setter du splid imellom oss?“ tordnede Faderen. „Hvo er det, som har sådd uenighetssæden? Hva skal de Drengestreger til? Hvi klimprer du og synger ved den barnaktige harpe, gjør oss hvert øyeblikk skam og fiender og bringer oss til Spot i folkemunne? Var det ikke for Harpens skyld, som du har arvet etter din Morfader Hunding, der var en annerledes skald enn du, jeg la den på Huggeblokken og hug den i tusende stykker med min øks. Kjør du plog og skyt fugler! til 455skald duer du ikke, og dine bløtaktige Taarer viser meg, at du likeså lite duer til helt.“ — Rane tidde, satte seg hen i en krok i løvhytten, så på månen og sa: „Nå, bare du ikke fortryder det, far!“ Da Gubben hadde udbruset, fortrød det ham; han var forlegen, tidde også og satte seg til arbeide. Men den gamle mor kunne ikke tvinge seg, hun fløt hen i Taarer, gikk ut av hagen, vred sine hender og gjentok flere ganger: „Gid jeg lå i min grav!“

„Hvorfor det, min gode gamle?“ hørte hun en bekymret stemme spørre. Svava hevet sitt ansikt; men hvor hurtig forvandlet seg hennes fortvilelse til skrekk og unnseelse, da hun oppdaget Kongen selv. Hun kunne ikke svare ham et ord, men neiet dypere for ham den ene gang enn den annen og trodde hver gang å synke i jorden. „Hva fattes deg, Svava?“ gjentok Kongen; „hva ondt er der hendt?“ — Heller ikke Sigurd kunne få et ord frem, men stod og krammet sin hue mellom hendene. „O, hvor jeg dog er ulykkelig,“ tenkte Rane; „nå skal jeg ovenikjøbet have den skam, at mine gamle foreldre i Kongens Nærværelse forløper seg for min skyld!“ Da Roar noen øyeblikk forgjeves hadde ventet svar, sa han: „Det er ubeskjedent å trenge seg inn i Ætshemmeligheder. Men dere ser meg alle sunde og skikkelige ut. Har noen av dere hatt en ulykke eller vært årsak til en?“ — „Nei, Herre konge,“ svarte de alle tre. — „Nå, så forlanger jeg ikke å vite mer,“ sa den gjettende konge med et vennlig smil. „Tilgi, at jeg kommer så silde; men jeg kunne ikke gå til hvile, før jeg hadde talt med Rane og takket ham for hans Kvad. Armringen kunne jeg vel den gang ikke skjenke ham; thi det tilkom etter gammel vedtekt Offergoden; men derfor kan ingen forby meg selv å gjøre min skald en Foræring.“ Med disse ord strøk Kongen en likeså skjønn ring av sin arm som den, Ragnvald hadde fått, og satte den på Ranes. Rane knelte og kysset sin Konges hånd. — „Nå, hva sa jeg?“ ropte den gamle, henrykte mor. „Ser du nå, du gamle, forblindede far, at jeg hadde rett? Vil du nå en annen gang gi tid, innen du overfuser din 456stakkels sønn for ingenting?“ — „Det var altså derfor?“ sa Kongen. Den gamle Sigurd slo øynene ned og sa: „Dere vet, Herre konge! hvorledes kvinner og skalder er; tar man seg ikke i akt med ethvert ord, så blusser de, som om der kom olje i ilden.“ — „Oppriktig talt,“ sa Kongen, idet han med et alvorlig og dog tillike vennlig blikk betraktede Sigurd og la sin hånd på hans skulder, — „var det kvinnen, skalden eller Gubben, som blusset her?“ — „Det var Gubben,“ sa Sigurd godhjertig. „Jeg tilstår, at det ergret meg, at min sønn kom tomhendt hjem. Nå ser jeg, at jeg har gjort ham urett og vil gjerne —“ Rane sprang opp, kysset sin Faders hånd og ropte: „For Alting, far, ikke et ord mer!“ Roar bebreidet Gubben blidt hans utålmodighet og roste Rane. Derpå spurte han, hvorledes de hadde det. Den gamle mor måtte fortelle om sine får og sin ull, Faderen om sine hester og sin bue. Kongen lot ham vise seg den og lovede å sende ham noen sterke Strenge, som Vølund hadde spunnet. Derpå tok han avskjed, og de to gamle og Rane fulgte ham til kongsgården. Da de kom tilbake, satte de seg, så silde det var, til nattverden; og hvo, der nå hadde sett dem der, så muntre og vennlige, ettergivende og overgivne, skulle aldri trodd, at de noen tid hadde vekslet et ukjærlig ord sammen.

A. Oehlenschläger.