443

Paa sit store Krigstog mod Persien blev Alexander engang farlig syg. Et vakkert Træk af hans ædle Tænkemaade fortælles fra denne Sygdom. Hans Læge Filiphavde 444sagt ham, at den Drik, han vilde give ham, maaske kunde blive farlig, men maaske ogsaa snart kunde gjøre ham frisk igjen. Alexander havde besluttet sig til at tage Drikken og væntede nu med Længsel paa, at Lægen skulde komme med den.

Da træder et Ilbud ind med et Brev fra hans øverste Feltherre. I Brevet stod der: „Tro ei Filip. Den persiske Konge har ikke alene givet ham mange Penge, men ogsaa lovet ham sin egen Datter tilægte.“

Skjønt nu Alexander fra før af vidste, at Perserne vel var istand til at bruge en Snigmorders Vaaben mod ham, kunde hans ædle Sjæl dog ikke tro det muligt, at hans egen Læge skulde have ladet sig forlede til en saadan Nidingsdaad. Han lagde derfor Brevet rolig under sin Hovedpude og væntede paa, at Filip skulde komme. Endelig kom denne med Drikken. Alexander greb Skaalen, idet han i det samme leverede Lægen Brevet, og medens denne læste det, drak han ganske rolig Lægemidlet. Snart efter var han frisk.

Alexander i Ørkenen.

Overflod af Sand og Mangel paa Vand var de Fiender, Alexander havde at kjæmpe med paa sit Tog gjennem Ørkenen. Sandet var brændende hedt og saa dybt, at det gik Soldaterne over Anklerne. Tilsidst kunde man ikke føre Vognene med sig længer, og Lastdyrene styrtede under sine Byrder. For at beskytte Hæren mod Solens brændende Straaler marscherede man om Natten; men alligevel blev mange saa udmattede, at de faldt om af Søvn, og de maatte da ynkelig dø; thi naar de vaagnede, var det umuligt for dem at naa Hæren igjen; thi Sporet efter denne havde Flyvesandet udslettet.

Vand fandtes kun paa enkelte Steder, og ofte maatte Hæren marschere 10 til 12 Mile, før den kom til et saadant Sted, og da var Soldaterne saa tørste, at de ofte drak mere, end de havde godt af, blev syge og døde.

Men hvor meget ondt Soldaterne end maatte udholde, bar de det dog taalmodig; thi Alexander delte alle deres Savn og Lidelser og vilde ikke vide af nogen Bekvemmelighed, 445som ikke ogsaa hans Soldater kunde forskaffe sig; derfor gik han ogsaa ofte selv tilfods.

En Gang marscherede han paa denne Maade i Spidsen for sin Hær og var ikke mindre tørst end Soldaterne, der fulgte ham. Da bragte nogle af dem en Hjelm fuld af Vand, som de havde fundet i et lidet Hul i Sandet. Alexander blev meget glad over Foræringen og vilde allerede til at slukke sin brændende Tørst, da han fik se Soldaternes lidende Ansigter. Da heldte han Vandet ud i Sandet, fordi det kun vilde have lindret hans egne Plager. Men ved at se dette blev Soldaterne ligesaa forfriskede, som om de alle havde drukket af de udheldte Vanddraaber.

443

På sitt store Krigstog mot Persien ble Alexander engang farlig syk. Et vakkert trekk av hans edle tenkemåte fortelles fra denne sykdom. Hans Læge Filiphavde 444sagt ham, at den drikk, han ville gi ham, maaske kunne bli farlig, men maaske også snart kunne gjøre ham frisk igjen. Alexander hadde besluttet seg til å ta drikken og ventet nå med lengsel på, at legen skulle komme med den.

Da trer et ilbud inn med et brev fra hans øverste feltherre. I brevet stod der: „Tro ei Filip. Den persiske konge har ikke alene gitt ham mange penger, men også lovet ham sin egen datter tilægte.“

Skjønt nå Alexander fra før av visste, at perserne vel var i stand til å bruke en snikmorders våpen mot ham, kunne hans edle sjel dog ikke tro det mulig, at hans egen lege skulle ha latt seg forlede til en sådan nidingsdåd. Han la derfor brevet rolig under sin hodepute og ventet på, at Filip skulle komme. Endelig kom denne med drikken. Alexander grep skålen, idet han i det samme leverede legen brevet, og mens denne leste det, drakk han ganske rolig legemidlet. Snart etter var han frisk.

Alexander i ørkenen.

Overflod av Sand og mangel på vann var de fiender, Alexander hadde å kjempe med på sitt Tog gjennom ørkenen. Sandet var brennende hett og så dypt, at det gikk soldatene over anklene. Til sist kunne man ikke føre vognene med seg lenger, og Lastdyrene styrtet under sine byrder. For å beskytte hæren mot Solens brennende stråler marsjerte man om natten; men allikevel ble mange så utmattede, at de falt om av søvn, og de måtte da ynkelig dø; thi når de våknet, var det umulig for dem å nå hæren igjen; thi sporet etter denne hadde Flyvesandet utslettet.

Vann fantes kun på enkelte steder, og ofte måtte hæren marsjere 10 til 12 mil, før den kom til et sådant sted, og da var soldatene så tørste, at de ofte drakk mer, enn de hadde godt av, ble syke og døde.

Men hvor meget ondt soldatene enn måtte utholde, bar de det dog tålmodig; thi Alexander delte alle deres savn og lidelser og ville ikke vite av noen bekvemmelighet, 445som ikke også hans soldater kunne forskaffe seg; derfor gikk han også ofte selv tilfods.

En gang marsjerte han på denne måte i Spidsen for sin hær og var ikke mindre tørst enn soldatene, der fulgte ham. Da brakte noen av dem en Hjelm full av vann, som de hadde funnet i et lite Hul i Sandet. Alexander ble meget glad over foræringen og ville allerede til å slukke sin brennende tørst, da han fikk se Soldaternes lidende ansikter. Da helte han vannet ut i Sandet, fordi det kun ville ha lindret hans egne plager. Men ved å se dette ble soldatene likeså forfriskede, som om de alle hadde drukket av de udheldte vanndråper.