445

„Nu bliver her Krig,“ raabte Kristian, idet han styrtede ind i Stuen med sværtet Overskjeg og en Træsabel ved Siden.

„Gud bevare os,“ udbrød den gamle Anne, der feiede Gulvet, og blev saa forfærdet, at hun nær var falden om, „hvad er det du siger, bliver her Krig?“

„Ja vist bliver her Krig; men lad mig først faa et Stykke Smørrebrød, det er ikke godt at slaas med en sulten Mave.“

„Men hvad betyder det dog?“ spurgte Anne. „Krig er en stor Ulykke, det er rædsomt, naar Mennesker slaar hverandre ihjel, brænder Byen og nedtramper Høsten.“

„Tyrken er her,“ vedblev Kristian, idet han spiste, „Gaarden er fuld af Fiender, de vil indtage Fæstningen Helteborg.“

„Nei, jeg forstaar ikke et eneste Ord,“ sagde den gamle Pige og gik ud i Gaarden for at se, om det var sandt; dog gik hun lidt med Hjertet i Halsen.

Hvad saa hun? hele Gaarden fuld af Skolegutter og en stor Snefæstning i Gaardens ene Hjørne.

Den gamle mumlede nogle Ord om at „male Fanden paa Væggen“ og gik gnaven ind igjen.

Men Anne saa ikke, at der udenfor Plankeverket var en hel Mængde Gutter, der forestillede Tyrker; de havde Halvmaaner 446fæstede paa Ryggen med Knappenaale og lavede Kugler af Snebolde.

„Tyrkerne kommer,“ raabte de kristne, og de delte sig i tre Afdelinger. To stod ved Porten for at modtage Fienden med en Kugleregn, og den tredje stod i Fæstningen for at lappe dens Mure med Sne. Generalen havde Øinene med sig: den som ikke var flink, fik et Puf i Ryggen. Men Trommeslageren, den lille Johannes, havde ikke Lyst til at vove sit syvaarige Liv for Ærens Skyld, han blev saa forskrækket, at han tabte Trommestikkerne og gjemte sig i Hundehuset.

Tyrkerne var dobbelt saa mange Mand som de kristne, derfor angreb de saa modig; men nu kom den første Kanonsalve, de studsede, og de mindste græd. Men deres General, Soliman, talte opmuntrende til dem, og de brugte nu Sneboldene med Iver. De kristne begyndte at vige, det var et afgjørende Øieblik; alt kom nu an paa Trommen, som skulde give de forsagte Mod; men forgjæves kaldte Generalen paa Trommeslageren, som sad stille i Hundehuset. „Den Forræder!“ raabte Generalen; men nu stormede Fienden frem, og de kristne maatte vige tilbage til Fæstningen.

Tyrkerne havde gjort et herligt Bytte: en Støvle, to Træsabler, syv Huer og tretten umage Vanter.

Nu blev der en høitidelig Vaabenstilstand; Tyrkerne sendte en Gesandt, som raadede Fæstningens Besætning til at overgive sig paa Naade og Unaade, ellers blev alle Mand dræbte, (det betydede, at de skulde lægge sig ned og lade, som de var døde).

En af de kristne oprørtes over denne Tale og kastede en Snebold paa Gesandten, der skyndte sig med at løbe bort. „Det er mod Folkeretten,“ raabte Soliman; men en Stemme svarede ham: „Her gjelder Næveretten,“ og i det samme susede en Snebold tæt forbi hans Hoved.

„Prægtig!“ raabte Generalen. „Den, der taler om at overgive sig, bliver skudt; den Kriger, der gav det frække Svar og kastede Snebolden, bliver Officer; men Trommeslageren er en Usling, han skal skydes.“

Tyrkerne angreb igjen; men Helteborg var ikke til at tage. Mand kjæmpede mod Mand; der glemtes baade Krigsregler, 447Folkeret og Næveret. Generalen og hans Folk gjorde alt, hvad der kunde forlanges af Krigere uden Huer, Vanter og tildels uden Støvler. Desværre var Tyrkerne saa talrige; tilsidst seirede de, Fanen var borte, Generalen fangen, Fienderne brød ind i Fæstningen, — da lød Trommen!

Tyrkerne troede, at en ny kristen Hær var i Anmarsch, hurtig vendte de om, styrtede ud af Gaarden og standsede først et langt Stykke udenfor.

Generalen og hans Krigere kom ilde tilredte frem af Sneen og troede knapt sine egne Øine, da de kun saa den lille Johannes komme over Gaarden. Da han nærmede sig Generalen, tog han Hatten af, faldt paa Knæ og sagde: „Skyd mig kun, jeg har fortjent det; thi jeg flygtede, da Fienden kom. Jeg hørte fra Hundehuset det, som Generalen sagde, — ja vist var jeg bange for Tyrken; men jeg er mere bange for at kaldes en Usling. Derfor søgte jeg efter Trommestikkerne og tænkte: De kan slaa mig; men jeg trommer dog. Men se, saa løb de.”

Generalen løftede Trommeslageren op og kyssede ham, saa det hørtes over hele Gaarden. „Kammerater! Trommeslageren Johannes har reddet Helteborg og os alle. Jeg erklærer her for alle, at han er en ærlig Mand. Lad ham voxe et Hoved til, saa rummes han ei i Hundehuset. Men han vil ikke mere skjule sig der, naar det gjelder om at redde Helteborg. Ære være den, som heller vil lade sig slaa ihjel end kaste Trommestikkerne bort, naar det gjelder at staa og falde for Fædrelandet.”

445

„Nå blir her krig,“ ropte Kristian, idet han styrtet inn i stuen med svertet Overskjeg og en tresabel ved siden.

„Gud bevare oss,“ utbrøt den gamle Anne, der feiede gulvet, og ble så forferdet, at hun nær var falt om, „hva er det du sier, blir her krig?“

„Ja vist blir her krig; men la meg først få et stykke Smørrebrød, det er ikke godt at slaas med en sulten mave.“

„Men hva betyr det dog?“ spurte Anne. „Krig er en stor ulykke, det er rædsomt, når mennesker slår hverandre ihjel, brenner byen og nedtramper høsten.“

„Tyrken er her,“ vedble Kristian, idet han spiste, „gården er full av fiender, de vil innta festningen Helteborg.“

„Nei, jeg forstår ikke et eneste ord,“ sa den gamle pike og gikk ut i gården for å se, om det var sandt; dog gikk hun litt med hjertet i halsen.

Hva så hun? hele gården full av skolegutter og en stor snøfestning i gårdens ene hjørne.

Den gamle mumlet noen ord om å „male fanden på veggen“ og gikk gnaven inn igjen.

Men Anne så ikke, at der utenfor Plankeverket var en hel mengde gutter, der forestilte tyrker; de hadde halvmåner 446fæstede på ryggen med knappenåler og lavede kuler av snøballer.

„Tyrkerne kommer,“ ropte de kristne, og de delte seg i tre avdelinger. To stod ved porten for å motta fienden med en kuleregn, og den tredje stod i festningen for å lappe dens murer med Sne. Generalen hadde øynene med seg: den som ikke var flink, fikk et puff i ryggen. Men trommeslageren, den lille Johannes, hadde ikke Lyst til å vove sitt syvårige Liv for Ærens skyld, han ble så forskrekket, at han tapte trommestikkene og gjemte seg i hundehuset.

Tyrkerne var dobbelt så mange mann som de kristne, derfor angrep de så modig; men nå kom den første kanonsalve, de studsede, og de minste gråt. Men deres general, Soliman, talte oppmuntrende til dem, og de brukte nå snøballene med Iver. De kristne begynte å vike, det var et avgjørende øyeblikk; alt kom nå an på trommen, som skulle gi de forsagte mot; men forgjeves kalte generalen på trommeslageren, som satt stille i hundehuset. „Den forræder!“ ropte generalen; men nå stormet fienden frem, og de kristne måtte vike tilbake til festningen.

Tyrkerne hadde gjort et herlig bytte: en støvel, to tresabler, syv Huer og tretten umake vanter.

Nå ble der en høytidelig våpenstillstand; Tyrkerne sendte en Gesandt, som rådde festningens besetning til å overgi seg på nåde og unåde, ellers ble alle mann drepte, (det betydde, at de skulle legge seg ned og lade, som de var døde).

En av de kristne oprørtes over denne Tale og kastet en snøball på Gesandten, der skyndte seg med å løpe bort. „Det er mot folkeretten,“ ropte Soliman; men en stemme svarte ham: „Her gjelder neveretten,“ og i det samme suste en snøball tett forbi hans hode.

„Prektig!“ ropte generalen. „Den, der taler om å overgi seg, blir skudt; den kriger, der ga det frekke svar og kastet snøballen, blir offiser; men trommeslageren er en usling, han skal skydes.“

Tyrkerne angrep igjen; men Helteborg var ikke til å ta. Mann kjempet mot mann; der glemtes både Krigsregler, 447folkerett og neverett. Generalen og hans folk gjorde alt, hva der kunne forlanges av krigere uten Huer, vanter og tildels uten støvler. Dessverre var tyrkerne så talrige; til sist seiret de, fanen var borte, generalen fangen, fiendene brød inn i festningen, — da lød trommen!

Tyrkerne trodde, at en ny kristen hær var i Anmarsch, hurtig vendte de om, styrtet ut av gården og stanset først et langt stykke utenfor.

Generalen og hans krigere kom ilde tilredte frem av Sneen og trodde knapt sine egne øyne, da de kun så den lille Johannes komme over gården. Da han nærmet seg generalen, tok han hatten av, falt på kne og sa: „Skyt meg kun, jeg har fortjent det; thi jeg flyktet, da fienden kom. Jeg hørte fra hundehuset det, som generalen sa, — ja vist var jeg bange for Tyrken; men jeg er mer bange for å kalles en usling. Derfor søkte jeg etter trommestikkene og tenkte: De kan slå meg; men jeg trommer dog. Men se, så løp de.”

Generalen løftet trommeslageren opp og kysset ham, så det hørtes over hele gården. „Kammerater! Trommeslageren Johannes har reddet Helteborg og oss alle. Jeg erklærer her for alle, at han er en ærlig mann. La ham vokse et hode til, så rommes han ei i hundehuset. Men han vil ikke mer skjule seg der, når det gjelder om å redde Helteborg. Ære være den, som heller vil la seg slå ihjel enn kaste trommestikkene bort, når det gjelder å stå og falle for fedrelandet.”