438

Der var engang fem og tyve Tinsoldater, der alle var Brødre; thi de var fødte af en gammel Tinske. Geværet holdt de i Armen, Ansigtet satte de lige ud; rød og blaa, nok saa deilig var Uniformen Det allerførste, de hørte i denne Verden, da Laaget blev taget af Æsken, hvori de laa, var det Ord: „Tinsoldater!“ Det raabte en liden Gut og klappede i Hænderne; han havde faaet dem, for det var hans Geburtsdag, og stillede dem nu op paa Bordet. Den ene Soldat lignede livagtig den anden, kun en eneste var lidt forskjellig; han havde et Ben; thi han var bleven støbt sidst, og saa var der ikke Tin nok; dog stod han ligesaa fast paa sit ene som de andre paa sine to, og det er just ham, som bliver merkværdig.

Paa Bordet, hvor de blev stillede op, stod meget andet Legetøi; men det, som faldt mest i Øinene, var et nydeligt Slot af Papir. Gjennem de smaa Vinduer kunde man se lige ind i Salene. Udenfor stod smaa Trær rundtom et lidet Speil, der skulde se ud som en Sø; Svaner af Vox svømmede derpaa og speilede sig. Det var altsammen nydeligt; men det nydeligste blev dog en liden Jomfru, som stod midt i den aabne Slotsdør; hun var ogsaa klippet ud af Papir; men hun havde et Skjørt paa af det klareste Linon og et lidet smalt, blaat Baand over Skulderen ligesom et Gevandt; midt i det sad en skinnende Paillette, lige saa stor som hele hendes Ansigt. Den lille Jomfru strakte begge sine Arme ud, for hun var en Danserinde, og saa løftede hun sit ene Ben saa høit i Veiret, at Tinsoldaten slet ikke kunde finde det og troede, at hun kun havde et Ben ligesom han.

„Det var en Kone for mig!“ tænkte han; „men hun er meget fornem, hun bor i et Slot, jeg har kun en Æske, og den er vi fem og tyve om, det er ikke et Sted for hende! 439dog jeg maa se at gjøre Bekjendtskab!“ og saa lagde han sig, saa lang han var, bag en Snustobaksdaase, der stod paa Bordet; der kunde han ret se paa den lille fine Dame, som blev ved at staa paa et Ben uden at komme ud af Balancen.

Da det blev ud paa Aftenen, kom alle de andre Tinsoldater i sin Æske, og Folkene i Huset gik tilsengs. Nu begyndte Legetøiet at lege, baade at komme fremmede, føre Krig og holde Bal; Tinsoldaterne raslede i Æsken, for de vilde være med; men de kunde ikke faa Laaget af. Nøddeknækkeren slog Kolbøtter, og Griffelen gjorde Kommers paa Tavlen; det var et Spektakel, saa Kanarifuglen vaagnede og begyndte at snakke med og det paa Vers. De to eneste, som ikke rørte sig af Stedet, var Tinsoldaten og den lille Danserinde; hun holdt sig saa rank paa Taaspidsen og begge Armene udad; han var ligesaa standhaftig paa sit ene Ben, hans Øine kom ikke et Øieblik fra hende.

Nu slog Klokken tolv, og klask, der sprang Laaget af Snustobaksdaasen; men der var ingen Tobak i, nei, men et lidet sort Trold, det var saadant et Kunststykke.

„Tinsoldat!“ sagde Troldet, „vil du holde dine Øine hos dig selv!“

Men Tinsoldaten lod, som han ikke hørte det.

„Ja bi til imorgen!“ sagde Troldet.

Da det nu blev Morgen, og Børnene kom op, blev Tinsoldaten stillet hen i Vinduet, og enten det nu var Troldet eller Trækvind, lige med et fløi Vinduet op, og Soldaten for ud paa Hovedet fra tredje Sal. Det var en skrækkelig Fart, han vendte Benet lige i Veiret og blev staaende paa Kaskjetten med Bajonetten nede mellem Brostenene.

Tjenestepigen og den lille Gut kom strax ned for at søge; men skjønt de var færdig ved at træde paa ham, kunde de dog ikke se ham. Havde Tinsoldaten raabt: „Her er jeg!“ saa havde de nok fundet ham; men han fandt det ikke passende at skrige høit, da han var i Uniform.

Nu begyndte det at regne, den ene Draabe faldt tættere end den anden, det blev et ordentligt Skylleregn; da det var forbi, kom der to Gadegutter.

„Sei du!“ sagde den ene, „der ligger en Tinsoldat! han skal ud at seile!“

440Og saa gjorde de en Baad af en Avis, satte Tinsoldaten midt i den, og nu seilede han ned af Rendestenen; begge Gutterne løb ved Siden og klappede i Hænderne. Bevar os vel! hvilke Bølger der gik i den Rendesten, og hvilken Strøm der var; ja det havde da ogsaa skylregnet. Papirsbaaden vippede op og ned, og imellem saa dreiede den saa gesvindt, saa det dirrede i Soldaten; men han blev standhaftig, forandrede ikke en Mine, saa lige ud og holdt Geværet i Armen.

Lige med et drev Baaden ind under et langt Rendestens-Bræt; der blev ligesaa mørkt, som om han var i sin Æske.

„Hvor mon jeg nu kommer hen?“ tænkte han, „ja, ja, det er Troldets Skyld! Ak sad dog den lille Jomfru her i Baaden, saa maatte her gjerne være en Gang saa mørkt endnu!“

I det samme kommer der en stor Vandrotte, som boede under Rendestens-Brættet.

„Har du Pas?“ spurgte Rotten. „Hid med Passet!“

Men Tinsoldaten taug stille og holdt endnu fastere paa Geværet. Baaden for afsted og Rotten bagefter. Hu! hvor den skar Tænder og raabte til Pinde og Straa:

„Stop ham! stop ham! han har ikke betalt Told! han har ikke vist Pas!“

Men Strømmen blev sterkere og sterkere, Tinsoldaten kunde allerede øine den lyse Dag foran, hvor Brættet slap; men han hørte ogsaa en brusende Lyd, der nok kunde gjøre en tapper Mand forskrækket; tænk dog, Rendestenen styrtede, hvor Brættet endte, lige ud i en stor Kanal; det vilde for ham være lige saa farligt som for os at seile ned af et stort Vandfald.

Nu var han allerede saa nær derved, at han ikke kunde standse. Baaden for ud, den stakkels Tinsoldat holdt sig saa stiv, han kunde; ingen skulde sige ham paa, at han blinkede med Øinene. Baaden snurrede tre, fire Gange rundt og var fyldt med Vand lige til Randen, den maatte synke; Tinsoldaten stod i Vand til Halsen, og dybere og dybere sank Baaden, mere og mere løste Papiret sig op; nu gik Vandet over Soldatens Hoved; — da tænkte han paa den lille nydelige Danserinde, som han aldrig mere skulde faa at se; og det klang for Tinsoldatens Øre:

441„Fare, Fare, Krigsmand!Døden skal du lide!“

Nu gik Papiret itu, og Tinsoldaten styrtede igjennem, — men blev i det samme slugt af en stor Fisk.

Nei, hvor det var mørkt derinde! der var endnu værre end under Rendestens-Brættet, og saa var der saa snevert; men Tinsoldaten var standhaftig, og laa saa lang han var med Geværet i Armen. —

Fisken for omkring, den gjorde de allerforfærdeligste Bevægelser; endelig blev den ganske stille, der for som en Lynstraale gjennem den. Lyset skinnede ganske klart, og en raabte høit: „Tinsoldat!“ Fisken var bleven fanget, bragt paa Torvet, solgt og kommen op i Kjøkkenet, hvor Pigen skar den op med en stor Kniv. Hun tog med sine to Fingre Soldaten midt om Livet og bar ham ind i Stuen, hvor de allesammen vilde se saadan en merkværdig Mand, der havde reist om i Maven paa en Fisk; men Soldaten var slet ikke stolt. De stillede ham op paa Bordet og der — nei, hvor det kan gaa underlig til i Verden! Tinsoldaten var i den selvsamme Stue, han havde været i før, han saa de selvsamme Børn, og Legetøiet stod paa Bordet, det deilige Slot med den nydelige lille Danserinde; hun holdt sig endnu paa det ene Ben og havde det andet høit i Veiret, hun var ogsaa standhaftig; det rørte Tinsoldaten, han var færdig ved at græde Tin; men det passede sig ikke. Han saa paa hende, og hun saa paa ham; men de sagde ikke noget.

I det samme tog den ene af Smaagutterne og kastede Soldaten lige ind i Kakkelovnen, og han gav slet ingen Grund derfor; det var bestemt Troldet i Daasen, der var Skyld deri.

Tinsoldaten stod ganske belyst og følte en Hede, der var forfærdelig; men om det var af den virkelige Ild eller af Kjærlighed, det vidste han ikke. Kulørerne var rent gaaet af ham, om det var skeet paa Reisen, eller det var af Sorg, kunde ingen sige. Han saa paa den lille Jomfru, hun saa paa ham, og han følte han smeltede; men endnu stod han standhaftig med Geværet i Armen. Da gik der en Dør op, Vinden tog i Danserinden, og hun fløi ligesom en Sylfide lige ind i Kakkelovnen til Tinsoldaten, blussede op i Lue og var borte; saa smeltede Tinsoldaten til en Klat, og da Pigen 442Dagen efter tog Asken ud, fandt hun ham som et lidet Tinhjerte; af Danserinden derimod var der kun Pailletten, og den var brændt kulsort.

H. C. Andersen.

438

Der var engang fem og tyve tinnsoldater, der alle var brødre; thi de var fødte av en gammel Tinske. Geværet holdt de i armen, ansiktet satte de like ut; rød og blå, nok så deilig var uniformen Det allerførste, de hørte i denne verden, da lokket ble tatt av esken, hvori de lå, var det ord: „Tinnsoldater!“ Det ropte en liten Gut og klappede i hendene; han hadde fått dem, for det var hans Geburtsdag, og stillede dem nå opp på bordet. Den ene soldat lignede livaktig den annen, kun en eneste var litt forskjellig; han hadde et Ben; thi han var blitt støpt sist, og så var der ikke Tin nok; dog stod han likeså fast på sitt ene som de andre på sine to, og det er just ham, som blir merkverdig.

På bordet, hvor de ble stillede opp, stod meget annet leketøy; men det, som falt mest i øynene, var et nydelig slott av papir. Gjennom de små vinduer kunne man se like inn i salene. Utenfor stod små trær rundt om et lite speil, der skulle se ut som en Sø; Svaner av voks svømte derpå og speilet seg. Det var altsammen nydelig; men det nydeligste ble dog en liten jomfru, som stod midt i den åpne slottsdør; hun var også klippet ut av papir; men hun hadde et skjørt på av det klareste Linon og et lite smalt, blått bånd over skulderen likesom et Gevandt; midt i det satt en skinnende Paillette, like så stor som hele hennes ansikt. Den lille jomfru strakte begge sine Arme ut, for hun var en danserinne, og så løftet hun sitt ene Ben så høyt i været, at tinnsoldaten slett ikke kunne finne det og trodde, at hun kun hadde et Ben likesom han.

„Det var en kone for meg!“ tenkte han; „men hun er meget fornem, hun bor i et slott, jeg har kun en eske, og den er vi fem og tyve om, det er ikke et sted for henne! 439dog jeg må se å gjøre bekjentskap!“ og så la han seg, så lang han var, bak en Snustobaksdaase, der stod på bordet; der kunne han rett se på den lille fine dame, som ble ved å stå på et Ben uten å komme ut av balansen.

Da det ble ut på Aftenen, kom alle de andre tinnsoldater i sin eske, og folkene i huset gikk til sengs. Nå begynte leketøyet å leke, både å komme fremmede, føre krig og holde Bal; Tinsoldatene raslet i esken, for de ville være med; men de kunne ikke få lokket av. Nøtteknekkeren slo Kolbøtter, og griffelen gjorde kommers på tavlen; det var et spetakkel, så kanarifuglen våknet og begynte å snakke med og det på vers. De to eneste, som ikke rørte seg av stedet, var tinnsoldaten og den lille danserinne; hun holdt seg så rank på tåspissen og begge armene utad; han var likeså standhaftig på sitt ene Ben, hans øyne kom ikke et øyeblikk fra henne.

Nå slo klokken tolv, og klask, der sprang lokket av Snustobaksdaasen; men der var ingen tobakk i, nei, men et lite sort troll, det var sådant et kunststykke.

„Tinnsoldat!“ sa trollet, „vil du holde dine øyne hos deg selv!“

Men tinnsoldaten lot, som han ikke hørte det.

„Ja bi til i morgen!“ sa trollet.

Da det nå ble morgen, og barna kom opp, ble tinnsoldaten stillet hen i vinduet, og enten det nå var trollet eller trekkvind, like med et fløy vinduet opp, og soldaten for ut på hodet fra tredje Sal. Det var en skrekkelig fart, han vendte benet like i været og ble stående på kaskjetten med bajonetten nede mellom brosteinene.

Tjenestepiken og den lille Gut kom straks ned for å søke; men skjønt de var ferdig ved å tre på ham, kunne de dog ikke se ham. Hadde tinnsoldaten ropt: „Her er jeg!“ så hadde de nok funnet ham; men han fant det ikke passende å skrike høyt, da han var i uniform.

Nå begynte det å regne, den ene dråpe falt tettere enn den annen, det ble et ordentlig Skylleregn; da det var forbi, kom der to gategutter.

„Sei du!“ sa den ene, „der ligger en tinnsoldat! han skal ut å seile!“

440Og så gjorde de en båt av en avis, satte tinnsoldaten midt i den, og nå seilte han ned av rennesteinen; begge guttene løp ved siden og klappede i hendene. Bevar oss vel! hvilke bølger der gikk i den rennestein, og hvilken strøm der var; ja det hadde da også skyllregnet. Papirsbåten vippede opp og ned, og imellom så dreide den så gesvindt, så det dirret i soldaten; men han ble standhaftig, forandrede ikke en mine, så like ut og holdt geværet i armen.

Like med et drev båten inn under et langt Rendestens-brett; der ble likeså mørkt, som om han var i sin eske.

„Hvor mon jeg nå kommer hen?“ tenkte han, „ja, ja, det er Troldets skyld! Ak satt dog den lille jomfru her i båten, så måtte her gjerne være en gang så mørkt ennå!“

I det samme kommer der en stor vannrotte, som bodde under Rendestens-brettet.

„Har du pas?“ spurte Rotten. „Hit med passet!“

Men tinnsoldaten tidde stille og holdt enda fastere på geværet. Båten for av sted og Rotten bakefter. Hu! hvor den skar tenner og ropte til Pinde og strå:

„Stopp ham! stopp ham! han har ikke betalt toll! han har ikke vist pas!“

Men strømmen ble sterkere og sterkere, tinnsoldaten kunne allerede øyne den lyse dag foran, hvor brettet slapp; men han hørte også en brusende lyd, der nok kunne gjøre en tapper mann forskrekket; tenk dog, rennesteinen styrtet, hvor brettet endte, like ut i en stor kanal; det ville for ham være like så farlig som for oss å seile ned av et stort vannfall.

Nå var han allerede så nær derved, at han ikke kunne stanse. Båten for ut, den stakkels tinnsoldat holdt seg så stiv, han kunne; ingen skulle si ham på, at han blinket med øynene. Båten snurret tre, fire ganger rundt og var fylt med vann like til randen, den måtte synke; Tinnsoldaten stod i vann til halsen, og dypere og dypere sank båten, mer og mer løste papiret seg opp; nå gikk vannet over Soldatens hode; — da tenkte han på den lille nydelige danserinne, som han aldri mer skulle få å se; og det klang for Tinsoldatens øre:

441„Fare, fare, krigsmann!Døden skal du lide!“

Nå gikk papiret itu, og tinnsoldaten styrtet igjennom, — men ble i det samme slukt av en stor fisk.

Nei, hvor det var mørkt derinne! der var enda verre enn under Rendestens-brettet, og så var der så snevert; men tinnsoldaten var standhaftig, og lå så lang han var med geværet i armen. —

Fisken for omkring, den gjorde de allerforfærdeligste bevegelser; endelig ble den ganske stille, der for som en Lynstraale gjennom den. Lyset skinte ganske klart, og en ropte høyt: „Tinnsoldat!“ Fisken var blitt fanget, brakt på Torvet, solgt og kommet opp i kjøkkenet, hvor piken skar den opp med en stor kniv. Hun tok med sine to fingre soldaten midt om livet og bar ham inn i stuen, hvor de allesammen ville se sådan en merkverdig mann, der hadde reist om i maven på en fisk; men soldaten var slett ikke stolt. De stillede ham opp på bordet og der — nei, hvor det kan gå underlig til i verden! Tinnsoldaten var i den selvsamme stue, han hadde vært i før, han så de selvsamme barn, og leketøyet stod på bordet, det deilige slott med den nydelige lille danserinne; hun holdt seg ennå på det ene Ben og hadde det andre høyt i været, hun var også standhaftig; det rørte tinnsoldaten, han var ferdig ved å gråte Tin; men det passet seg ikke. Han så på henne, og hun så på ham; men de sa ikke noe.

I det samme tok den ene av småguttene og kastet soldaten like inn i kakkelovnen, og han ga slett ingen grunn derfor; det var bestemt trollet i dåsen, der var skyld deri.

Tinnsoldaten stod ganske belyst og følte en Hede, der var forferdelig; men om det var av den virkelige ild eller av Kjærlighed, det visste han ikke. Kulørene var rent gått av ham, om det var skjedd på reisen, eller det var av sorg, kunne ingen si. Han så på den lille jomfru, hun så på ham, og han følte han smeltet; men ennå stod han standhaftig med geværet i armen. Da gikk der en dør opp, vinden tok i danserinnen, og hun fløy likesom en Sylfide like inn i kakkelovnen til tinnsoldaten, blusset opp i lue og var borte; så smeltede tinnsoldaten til en klatt, og da piken 442dagen etter tok asken ut, fant hun ham som et lite tinnhjerte; av danserinnen derimot var der kun Pailletten, og den var brent kulsort.

H. C. Andersen.