Læreplanatlas
Anden DelTredje Afdeling.

49. Tinsoldaten.

Andersen

438

Der var engang fem og tyve Tinsoldater, der alle var Brødre; thi de var fødte af en gammel Tinske. Geværet holdt de i Armen, Ansigtet satte de lige ud; rød og blaa, nok saa deilig var Uniformen Det allerførste, de hørte i denne Verden, da Laaget blev taget af Æsken, hvori de laa, var det Ord: „Tinsoldater!“ Det raabte en liden Gut og klappede i Hænderne; han havde faaet dem, for det var hans Geburtsdag, og stillede dem nu op paa Bordet. Den ene Soldat lignede livagtig den anden, kun en eneste var lidt forskjellig; han havde et Ben; thi han var bleven støbt sidst, og saa var der ikke Tin nok; dog stod han ligesaa fast paa sit ene som de andre paa sine to, og det er just ham, som bliver merkværdig.

Paa Bordet, hvor de blev stillede op, stod meget andet Legetøi; men det, som faldt mest i Øinene, var et nydeligt Slot af Papir. Gjennem de smaa Vinduer kunde man se lige ind i Salene. Udenfor stod smaa Trær rundtom et lidet Speil, der skulde se ud som en Sø; Svaner af Vox svømmede derpaa og speilede sig. Det var altsammen nydeligt; men det nydeligste blev dog en liden Jomfru, som stod midt i den aabne Slotsdør; hun var ogsaa klippet ud af Papir; men hun havde et Skjørt paa af det klareste Linon og et lidet smalt, blaat Baand over Skulderen ligesom et Gevandt; midt i det sad en skinnende Paillette, lige saa stor som hele hendes Ansigt. Den lille Jomfru strakte begge sine Arme ud, for hun var en Danserinde, og saa løftede hun sit ene Ben saa høit i Veiret, at Tinsoldaten slet ikke kunde finde det og troede, at hun kun havde et Ben ligesom han.

„Det var en Kone for mig!“ tænkte han; „men hun er meget fornem, hun bor i et Slot, jeg har kun en Æske, og den er vi fem og tyve om, det er ikke et Sted for hende! 439dog jeg maa se at gjøre Bekjendtskab!“ og saa lagde han sig, saa lang han var, bag en Snustobaksdaase, der stod paa Bordet; der kunde han ret se paa den lille fine Dame, som blev ved at staa paa et Ben uden at komme ud af Balancen.

Da det blev ud paa Aftenen, kom alle de andre Tinsoldater i sin Æske, og Folkene i Huset gik tilsengs. Nu begyndte Legetøiet at lege, baade at komme fremmede, føre Krig og holde Bal; Tinsoldaterne raslede i Æsken, for de vilde være med; men de kunde ikke faa Laaget af. Nøddeknækkeren slog Kolbøtter, og Griffelen gjorde Kommers paa Tavlen; det var et Spektakel, saa Kanarifuglen vaagnede og begyndte at snakke med og det paa Vers. De to eneste, som ikke rørte sig af Stedet, var Tinsoldaten og den lille Danserinde; hun holdt sig saa rank paa Taaspidsen og begge Armene udad; han var ligesaa standhaftig paa sit ene Ben, hans Øine kom ikke et Øieblik fra hende.

Nu slog Klokken tolv, og klask, der sprang Laaget af Snustobaksdaasen; men der var ingen Tobak i, nei, men et lidet sort Trold, det var saadant et Kunststykke.

„Tinsoldat!“ sagde Troldet, „vil du holde dine Øine hos dig selv!“

Men Tinsoldaten lod, som han ikke hørte det.

„Ja bi til imorgen!“ sagde Troldet.

Da det nu blev Morgen, og Børnene kom op, blev Tinsoldaten stillet hen i Vinduet, og enten det nu var Troldet eller Trækvind, lige med et fløi Vinduet op, og Soldaten for ud paa Hovedet fra tredje Sal. Det var en skrækkelig Fart, han vendte Benet lige i Veiret og blev staaende paa Kaskjetten med Bajonetten nede mellem Brostenene.

Tjenestepigen og den lille Gut kom strax ned for at søge; men skjønt de var færdig ved at træde paa ham, kunde de dog ikke se ham. Havde Tinsoldaten raabt: „Her er jeg!“ saa havde de nok fundet ham; men han fandt det ikke passende at skrige høit, da han var i Uniform.

Nu begyndte det at regne, den ene Draabe faldt tættere end den anden, det blev et ordentligt Skylleregn; da det var forbi, kom der to Gadegutter.

„Sei du!“ sagde den ene, „der ligger en Tinsoldat! han skal ud at seile!“

440Og saa gjorde de en Baad af en Avis, satte Tinsoldaten midt i den, og nu seilede han ned af Rendestenen; begge Gutterne løb ved Siden og klappede i Hænderne. Bevar os vel! hvilke Bølger der gik i den Rendesten, og hvilken Strøm der var; ja det havde da ogsaa skylregnet. Papirsbaaden vippede op og ned, og imellem saa dreiede den saa gesvindt, saa det dirrede i Soldaten; men han blev standhaftig, forandrede ikke en Mine, saa lige ud og holdt Geværet i Armen.

Lige med et drev Baaden ind under et langt Rendestens-Bræt; der blev ligesaa mørkt, som om han var i sin Æske.

„Hvor mon jeg nu kommer hen?“ tænkte han, „ja, ja, det er Troldets Skyld! Ak sad dog den lille Jomfru her i Baaden, saa maatte her gjerne være en Gang saa mørkt endnu!“

I det samme kommer der en stor Vandrotte, som boede under Rendestens-Brættet.

„Har du Pas?“ spurgte Rotten. „Hid med Passet!“

Men Tinsoldaten taug stille og holdt endnu fastere paa Geværet. Baaden for afsted og Rotten bagefter. Hu! hvor den skar Tænder og raabte til Pinde og Straa:

„Stop ham! stop ham! han har ikke betalt Told! han har ikke vist Pas!“

Men Strømmen blev sterkere og sterkere, Tinsoldaten kunde allerede øine den lyse Dag foran, hvor Brættet slap; men han hørte ogsaa en brusende Lyd, der nok kunde gjøre en tapper Mand forskrækket; tænk dog, Rendestenen styrtede, hvor Brættet endte, lige ud i en stor Kanal; det vilde for ham være lige saa farligt som for os at seile ned af et stort Vandfald.

Nu var han allerede saa nær derved, at han ikke kunde standse. Baaden for ud, den stakkels Tinsoldat holdt sig saa stiv, han kunde; ingen skulde sige ham paa, at han blinkede med Øinene. Baaden snurrede tre, fire Gange rundt og var fyldt med Vand lige til Randen, den maatte synke; Tinsoldaten stod i Vand til Halsen, og dybere og dybere sank Baaden, mere og mere løste Papiret sig op; nu gik Vandet over Soldatens Hoved; — da tænkte han paa den lille nydelige Danserinde, som han aldrig mere skulde faa at se; og det klang for Tinsoldatens Øre:

441„Fare, Fare, Krigsmand!Døden skal du lide!“

Nu gik Papiret itu, og Tinsoldaten styrtede igjennem, — men blev i det samme slugt af en stor Fisk.

Nei, hvor det var mørkt derinde! der var endnu værre end under Rendestens-Brættet, og saa var der saa snevert; men Tinsoldaten var standhaftig, og laa saa lang han var med Geværet i Armen. —

Fisken for omkring, den gjorde de allerforfærdeligste Bevægelser; endelig blev den ganske stille, der for som en Lynstraale gjennem den. Lyset skinnede ganske klart, og en raabte høit: „Tinsoldat!“ Fisken var bleven fanget, bragt paa Torvet, solgt og kommen op i Kjøkkenet, hvor Pigen skar den op med en stor Kniv. Hun tog med sine to Fingre Soldaten midt om Livet og bar ham ind i Stuen, hvor de allesammen vilde se saadan en merkværdig Mand, der havde reist om i Maven paa en Fisk; men Soldaten var slet ikke stolt. De stillede ham op paa Bordet og der — nei, hvor det kan gaa underlig til i Verden! Tinsoldaten var i den selvsamme Stue, han havde været i før, han saa de selvsamme Børn, og Legetøiet stod paa Bordet, det deilige Slot med den nydelige lille Danserinde; hun holdt sig endnu paa det ene Ben og havde det andet høit i Veiret, hun var ogsaa standhaftig; det rørte Tinsoldaten, han var færdig ved at græde Tin; men det passede sig ikke. Han saa paa hende, og hun saa paa ham; men de sagde ikke noget.

I det samme tog den ene af Smaagutterne og kastede Soldaten lige ind i Kakkelovnen, og han gav slet ingen Grund derfor; det var bestemt Troldet i Daasen, der var Skyld deri.

Tinsoldaten stod ganske belyst og følte en Hede, der var forfærdelig; men om det var af den virkelige Ild eller af Kjærlighed, det vidste han ikke. Kulørerne var rent gaaet af ham, om det var skeet paa Reisen, eller det var af Sorg, kunde ingen sige. Han saa paa den lille Jomfru, hun saa paa ham, og han følte han smeltede; men endnu stod han standhaftig med Geværet i Armen. Da gik der en Dør op, Vinden tog i Danserinden, og hun fløi ligesom en Sylfide lige ind i Kakkelovnen til Tinsoldaten, blussede op i Lue og var borte; saa smeltede Tinsoldaten til en Klat, og da Pigen 442Dagen efter tog Asken ud, fandt hun ham som et lidet Tinhjerte; af Danserinden derimod var der kun Pailletten, og den var brændt kulsort.

H. C. Andersen.