436

I Klippekløft i Nord enstedsEn torvtakt Hytte staar;En Fader med sin BørnekredsBor der, ved Nøisomhed tilfredsMed Husmands ringe Kaar.

Et Abildtræ staar Hytten nærVed bratte Klippes Fod;Om Vaar det blomstbedækket er,Om Høst det gyldne Frugter bærI yppig Overflod.

En Herremand en Dag om HøstFar’ ridende forbi;Han studser, standser, ser med LystDet skjønne Træ og tænker tyst:„Min Have skal det i.“

Han banker rask paa Hyttens Dør,Og Husmand træder ud.„Knapt saa jeg slig en Abild før;Sælg mig det Træ! Jeg derpaa gjørDig intet karrigt Bud.“

„Det Træ jeg nødig sælge vil,“Blev fattig Husmands Svar;„Jeg kan det ei; min Kirstenlil,Min ældste Datter, hør det til,Og hun saa kjært det har.

For sexten Aar den Datter huld,Mit første Barn, blev fød;Da lagde jeg saa tankefuldEt Kjernefrø i sorten MuldAf Klippekløftens Skjød.

437I Klippens Ly for Nordens VindDet voxte herlig frem.Saa voxte hun; paa RosenkindHun bærer Smil af skyldfrit Sind,Og pryder høit mit Hjem.

I Slegtskab løndomsfuldt og særtDet Træ med Pigen staar;Det er ei mange Penge værdt;Men det er liden Kirsten kjært,Og Træet ei du faar.“

„Jeg gi’r dig røden Guld derforOg vil indrømme detMed lige Ly i bedre Jord,Hvor endog kjælnest Plante gror,Min Haves bedste Plet.

Hver Høst jeg sender KirstenlilEn Kurv fuld af dets Frugt,Og mangen sjelden Blomst dertilMed Sydens rige Farvespil,Med sød og liflig Lugt.“

„I Klippekløft er Træet groet,Der steg det af sit Frø;Og flyttes nu den dybe Rod,Skjønt til din Have lun og god,Da vil det sikkert dø.“

„Nu vel, vil du mit Bud forsmaa,Spørg dog din Datter til!Maaske hun bedre vil forstaaMit rige Bud ei at afslaa.“„Ja vel! Ske hvad hun vil!“

Udkaldet hører Kirsten nuHvad Herremanden vil!Med lønligt Gys, men fattet HuHun svarer: „Fader, sælg det du!Guld kan du trænge til.“

Og Guld blev talt, og snarlig stodDet skjønne AbildtræMed varsomt flyttet HjerterodI Herremandens Have godBag høie Mures Læ.

438Men da det næste Gang er VaarAlt efter Vintrens Kuld,Uddød den skjønne Abild staar,Og Kirstens Hjerte mer ei slaar,Det hviler under Muld.

C. N. Schwach.

436

I Klippekløft i nord enstedsEn torvtakt hytte står;En far med sin barnekretsBor der, ved nøysomhet tilfredsMed husmanns ringe kår.

Et Abildtræ står hytten nærVed bratte Klippes fot;Om vår det blomstbedekket er,Om høst det gyldne frukter bærI yppig overflod.

En herremann en dag om høstFar’ ridende forbi;Han studser, stanser, ser med LystDet skjønne tre og tenker tyst:„Min hage skal det i.“

Han banker rask på Hyttens dør,Og Husmand trer ut.„Knapt så jeg slig en Abild før;Selg meg det tre! Jeg derpå gjørDeg intet karrigt bud.“

„Det tre jeg nødig selge vil,“Ble fattig husmanns svar;„Jeg kan det ei; min Kirstenlil,Min eldste datter, hør det til,Og hun så kjært det har.

For seksten år den datter huld,Mitt første barn, ble født;Da la jeg så tankefullEt Kjernefrø i sorten MuldAv Klippekløftens Skjød.

437I Klippens ly for Nordens vindDet vokste herlig frem.Så vokste hun; på rosenkinnHun bærer smil av skyldfritt sinn,Og pryder høyt mitt hjem.

I slektskap løndomsfuldt og særtDet tre med piken står;Det er ei mange penger verdt;Men det er liten Kirsten kjært,Og Træet ei du får.“

„Jeg gi’r deg røden gull derforOg vil innrømme detMed lige ly i bedre jord,Hvor endog kjælnest plante gror,Min Haves beste plett.

Hver høst jeg sender KirstenlilEn kurv full av dets frukt,Og mangen sjelden blomst dertilMed Sydens rike fargespill,Med søt og liflig lukt.“

„I Klippekløft er treet grodd,Der steg det av sitt frø;Og flyttes nå den dype rot,Skjønt til din hage lun og god,Da vil det sikkert dø.“

„Nå vel, vil du mitt bud forsmå,Spør dog din datter til!Maaske hun bedre vil forståMitt rike bud ei å avslå.“„Ja vel! Ske hva hun vil!“

Utkalt hører Kirsten nåHva herremannen vil!Med lønligt gys, men fattet huHun svarer: „Fader, selg det du!Gull kan du trenge til.“

Og Guld ble talt, og snarlig stodDet skjønne AbildtræMed varsomt flyttet hjerterotI herremannens hage godBak høye Mures Læ.

438Men da det neste gang er vårAlt etter vinterens Kuld,Utdødd den skjønne Abild står,Og Kirstens hjerte mer ei slår,Det hviler under Muld.

C. N. Schwach.