Der var engang en Gjente, som blev saa plaget af en Tusse en Sommer, hun laa paa Sæteren. Saa hændte det en Kveld, da hun holdt paa at yste, at Tussen kom; men hun havde stængt Døren, saa han slap ikke ind. Da bad han saa vakkert for sig, at hun endelig skulde slippe ham ind; men hun vilde ikke. „Ja, men saa sig mig da, hvad du heder?“ sagde Tussen. „Jeg heder Sjøl,“ svarede Gjenten. „Aa slip mig nu ind,“ stod han og bad, „det hagler og regner saa haardt paa mit Skind.“ „Ja hagler og regner det saa paa dit Skind, saa kan du snu ud det, som før var ind,“ sagde hun, og den Torsk, han var, tror du ikke, han gjorde det da? jo, han havde nok ikke bedre Vet end at gjøre efter, hvad hun sagde.
Men hvorledes det nu var eller ikke, saa fandt han dog Raad til at komme ind; men da tog hun en Øse med koghed Myse og slog over ham; og nu kan nok nogen hver vide med sig selv, hvad det var at faa over det røde 436Kjødet. Han for ud af Sæteren skrigende og jamrende sig. Da de andre Tusserne hørte dette, raabte de: „Hvad gaar der af dig, hvad gaar der af dig?“ „Aa,“ svarede han, „Sjøl brændte mig, Sjøl brændte mig!“ „Ja,“ svarede de, „naar du har gjort det sjøl, har du ikke nogen at skylde paa da.“
Tussen for hjem til Moder sin. „Vilde ikke Gjenten snakke med dig idag?“ sagde hun. „Aa nei, hun vilde nok ikke det,“ sagde han, og saa døde han.
(Fra Söndfjord).