434

Der var engang et Trold, som havde taget en Gut, jeg tror næsten, han havde stjaalet ham. Gutten var en Askelad, og det er kloge Karle. Da han nu havde været hos Troldet en Stund, blev han lei af sig der; men hvor skulde han hen? væk kunde han ikke komme.

Jo, en Dag tog han Troldets Kat og stak ud Øinene paa den og satte et Par Tinøine ind isteden. Nu kunde Katten, som vænteligt var, Ingenting se, men for rundt alle Væggene, som den var gal. „Jeg kan ikke tro andet, end at Katten maa se noget, siden den farer saa omkring,“ sagde Troldet. „Ja,“ sagde Gutten, „den gjør vel det, den ser nok baade Guld og Sølv.“ Da syntes Troldet, det skulde være brav, om han havde slige Øine, han ogsaa. Gutten mente, at der kunde nok blive Raad med det; og han til at støbe Tinøine til Troldet. Saa tog han og stak ud de andre og satte de nye ind; men da kunde Troldet, som rimeligt var, ikke se det mindste Gran.

Troldet blev sindt og tænkte ved sig selv, at Gutten skulde nok faa igjen for dette Fantestykket sit. Da siger han til ham en Dag, at de fik gaa og slippe ud Gjederne. Aa ja, de gjør saa. Da de kom til Fjøset, gik Gutten ind; men Troldet satte sig i Døren, for han vilde tage Gutten, naar han gik ud. Ellers kunde han ikke faa fat i ham, fordi Gutten altid pleiede at lede ham efter en Jernstang. 435Nu slap Gutten Gjederne ud, bare den store Bjeldebukken var igjen; men den tog Gutten og slagtede og trak Skindet over sig. Bjelden hængte han om Halsen, og saa raabte han: „Gjør Vei nu, Husbond, for nu kommer den store Bjeldebukken!“ Troldet flyttede sig lidt og klappede Bukken paa Ryggen, da den kom. „Naa, end du da, skal ikke du ud?“ raabte Troldet. „Jeg er længe siden ude jeg,“ svarede Gutten. Men da blev Troldet rigtig ærgerligt; han troede saa sikkert, han skulde knebet ham denne Gangen.

Saa gik det en Tid paa samme Vis som før; Gutten ledede ham efter Jernstangen; men tilsidst blev han saa træt af det, at han vilde gjøre det af med ham.

En Dag gik han med ham op paa et Fjeld. Da de kom til den yderste Kant, siger Gutten: „Løft Foden høit her, Husbond.“ Han gjør saa; men da bar det ud for Fjeldet med ham, og han slog sig rent ihjel. Men Gutten tog alt det, Troldet havde hjemme hos sig, og det var ikke Ingenting.

(Fra Söndfjord).

434

Der var engang et troll, som hadde tatt en Gut, jeg tror nesten, han hadde stjålet ham. Gutten var en Askelad, og det er kloge karer. Da han nå hadde vært hos trollet en stund, ble han lei av seg der; men hvor skulle han hen? vekk kunne han ikke komme.

Jo, en dag tok han Troldets katt og stak ut øynene på den og satte et par Tinøine inn isteden. Nå kunne katten, som ventelig var, ingenting se, men for rundt alle veggene, som den var gal. „Jeg kan ikke tro annet, enn at katten må se noe, siden den farer så omkring,“ sa trollet. „Ja,“ sa gutten, „den gjør vel det, den ser nok både gull og sølv.“ Da syntes trollet, det skulle være brav, om han hadde slike øyne, han også. Gutten mente, at der kunne nok bli råd med det; og han til å støpe Tinøine til trollet. Så tok han og stak ut de andre og satte de nye inn; men da kunne trollet, som rimelig var, ikke se det minste Gran.

Trollet ble sint og tenkte ved seg selv, at gutten skulle nok få igjen for dette fantestykket sitt. Da sier han til ham en dag, at de fikk gå og slippe ut geitene. Aa ja, de gjør så. Da de kom til fjøset, gikk gutten inn; men trollet satte seg i døren, for han ville ta gutten, når han gikk ut. Ellers kunne han ikke få fat i ham, fordi gutten alltid pleide å lede ham etter en jernstang. 435Nå slapp gutten geitene ut, bare den store Bjeldebukken var igjen; men den tok gutten og slagtede og trakk skinnet over seg. Bjellen hengte han om halsen, og så ropte han: „Gjør vei nå, husbond, for nå kommer den store Bjeldebukken!“ Trollet flyttet seg litt og klappede bukken på ryggen, da den kom. „Nå, enn du da, skal ikke du ut?“ ropte trollet. „Jeg er lenge siden ute jeg,“ svarte gutten. Men da ble trollet riktig ergerlig; han trodde så sikkert, han skulle knepet ham denne gangen.

Så gikk det en tid på samme Vis som før; Gutten ledet ham etter jernstangen; men til sist ble han så trett av det, at han ville gjøre det av med ham.

En dag gikk han med ham opp på et Fjell. Da de kom til den ytterste Kant, sier gutten: „Løft foten høyt her, husbond.“ Han gjør så; men da bar det ut for fjellet med ham, og han slo seg rent ihjel. Men gutten tok alt det, trollet hadde hjemme hos seg, og det var ikke ingenting.

(Fra Söndfjord).