431

Ved østerdalske Skiløber-KorDer hørtes engang saa stort et OrdOm Trysil-Knut, som stod paa SkiI Bratsbergs-Kampen og Glomstøl-Li.

Ved Præmieløb og ved ExercisDa var det Knut, som vandt første Pris.Han gik i Spidsen, hvorhelst det gjaldt,Og stod, hvor ellers den bedste faldt.

Den svære Bakke, man saa sig ud,Var dog for liden for Trysil-Knut.Han midt i Bakken fik gjort et Hop;Derunder stilledes tolv Mand op.

Og Knut fløi over, mens Hurra lød,Idet han muntert en Salve skjød.Det var et Sprang, som var værdt et OrdSelv inden dette Skiløber-Kor.

Den gjæve Knut var lige godTil alt, som krævede Kraft og Mod.Til Bjørnejagt som til HallingdansDer vidt og bredt ei hans Lige fandt’s.

Og vidt og bredt man hans Ry fornam;Det blev en Ære at ligne ham.Naar noget ret skulde merkes ud,Da var det gjort som af Trysil-Knut.

— Herr Ole Kynsberg en Traver holdt,Hvoraf han ikke var lidet stolt.Tolv Mil til Byen paa samme DagMed den for Slæden var ingen Sag.

En saadan Tur har Herr Ole for,Og Hest og Slæde for Døren staar.Da kommer Knut paa sine SkiOg letter paa Huen og vil forbi.

Men Ole hilser: „God Dag, min Ven!Saa tidlig ude! — hvor skal du hen?“432„Til Byen agter jeg mig til Kveld.“„Saa?“ siger Ole, „det gjør jeg selv.

Kan du mig følge til Minne-Sund,Da skal du eie din Gaard og Grund.Og kan du følge mig radt til By,Jeg bygger tilmed din Vaaning ny!“

Han drog afgaarde, han for i MagSom den, der sikker er i sin Sag.Hvor Knut blev af, man bemerked ei,Han havde stedse sin egen Vei.

Da Ole standsed ved Minne-Sund,— „Knut var just reist for en liden Stund.“Da Ole drog over Akers-Elv,Da mødte Trysil-Knut ham selv.

„Velkommen efter!“ han mælte tørt;„Nu har mit Ærende jeg udført.Nu faar jeg se til at komme hjem.Jeg skal vel bringe din Hilsen frem?“

Saa Ordet gik om Trysil-Knut,Han tog ei Gaarden, men reiste ud.Man tror, han beiled og Afslag fik;Og ingen vidste, hvorhen han gik.

Paa Bergensleden ei langt fra Strand,Der er en Gaard, heder Vigeland.Der var forsamlet et muntert LagTil Julegilde en Vinterdag.

Man saa en Fisker at staa mod StrandOg tage Veien mod Vigeland.Og Lagets Ungdom paafærde varAt holde Fiskeren godt for Nar.

„Se her, du Stril! skal du faa seEn Farkost, gjort til Seilads i Sne!“Det var det kløgtige Drilleri,Idet man viste ham et Par Ski.

„Aa nei! det skulde dog være rartAt prøve engang en saadan Fart.Mon en af eder mig vise vil,Hvordan Seiladsen i Sne gaar til?“

433Og man forklared ham: „Stil dig saa!Og lad det ret ned af Bakken gaa!Men først tag Farkosten med dig opPaa hin den høieste, runde Top!“

Og Strilen rolig tog Stav og SkiOg vandred opad den bratte Li;Det var en Marsch, som var ganske drøi;Thi Lien var baade brat og høi.

Han gik med Skierne under Arm;Man saa, at Marschen ham gjorde varm.Thi snart han lettede Huen af,Lod den tilbage paa sin Stav.

Saa steg han videre lige op;Det var en svare ihærdig Krop!Dog kosted nok det hans varme Sved;Thi nu han kastede Trøien med.

Og stedse videre uden Rast,—Han Høiden vandt med utrolig Hast.Nu kasted Vesten han og tilsidstOg hængte den paa en Furukvist.

Men endnu høiere op han gik,Og han blev liden for alles Blik.Tilsidst man saa, han var kommen op;Han kunde øines paa Nutens Top.

Og alle mente, det var en SpasAt se paa Strilens Sne-Seilads.„Han faldt nok snart, — og det var vel;Thi ellers slog han sig plat ihjel.“

Se, nu han kommer og det med Fart!Han faldt dog ikke saa ganske snart.Vel tidt han skjultes bag Sneens Sky,Men strax skjød frem som en Pil paany.

Og just som Farten var allerbedst,Han tog af Kvisten igjen sin VestOg trak den paa, som sig hør og bør;Han havde prøvet Seiladsen før.

Og da han kom, hvor hans Trøie laa,Han tog den op og trak den paa.Og Farten øgtes; det gik som LynFor de forbausede Karles Syn.

434Saa tog han Staven og Huen svangOg hilste Selskabet nok en GangOg styred lige mod Baaden nedOg skjød fra Landet og drog afsted.

Man stod og stirred; man vide vil,At det gik ikke saa rigtig til.Og nogle mente, han var et Trold,Og kasted efter ham Ild og Staal.

Saa fandt i Sporet man noget sort,Og det blev, fyret, til Bytte gjort.Og det var Troldets Halseklud;Paa den stod indsyet „Trysil-Knut.“

431

Ved østerdalske skiløper-KorDer hørtes engang så stort et ordOm Trysil-Knut, som stod på skiI Bratsbergs-kampen og Glomstøl-li.

Ved premieløp og ved ExercisDa var det Knut, som vant første pris.Han gikk i Spidsen, hvor helst det gjaldt,Og stod, hvor ellers den beste falt.

Den svære Bakke, man så seg ut,Var dog for liten for Trysil-Knut.Han midt i bakken fikk gjort et hopp;Derunder stilledes tolv mann opp.

Og Knut fløy over, mens Hurra lød,Idet han muntert en salve skjød.Det var et sprang, som var verdt et ordSelv innen dette skiløper-Kor.

Den gjeve Knut var like godTil alt, som krevde kraft og mot.Til Bjørnejagt som til hallingdansDer vidt og bredt ei hans like fandt’s.

Og vidt og bredt man hans ry fornam;Det ble en ære å ligne ham.Når noe rett skulle merkes ut,Da var det gjort som av Trysil-Knut.

— Herr Ole Kynsberg en traver holdt,Hvorav han ikke var lite stolt.Tolv mil til byen på samme dagMed den for sleden var ingen Sag.

En sådan tur har Herr Ole for,Og Hest og slede for døren står.Da kommer Knut på sine skiOg letter på Huen og vil forbi.

Men Ole hilser: „God dag, min venn!Så tidlig ute! — hvor skal du hen?“432„Til byen akter jeg meg til kveld.“„Så?“ sier Ole, „det gjør jeg selv.

Kan du meg følge til Minne-Sund,Da skal du eie din gård og grunn.Og kan du følge meg radt til by,Jeg bygger tilmed din våning ny!“

Han drog afgaarde, han for i MagSom den, der sikker er i sin Sag.Hvor Knut ble av, man bemerket ei,Han hadde stedse sin egen vei.

Da Ole stanset ved Minne-Sund,— „Knut var just reist for en liten stund.“Da Ole drog over Akers-elv,Da møtte Trysil-Knut ham selv.

„Velkommen etter!“ han mælte tørt;„Nå har mitt Ærende jeg utført.Nå får jeg se til å komme hjem.Jeg skal vel bringe din hilsen frem?“

Så ordet gikk om Trysil-Knut,Han tok ei gården, men reiste ut.Man tror, han beilet og avslag fikk;Og ingen visste, hvorhen han gikk.

På Bergensleden ei langt fra Strand,Der er en gård, heter Vigeland.Der var forsamlet et muntert lagTil julegilde en vinterdag.

Man så en fisker å stå mot StrandOg ta Veien mot Vigeland.Og Lagets ungdom paafærde varÅ holde fiskeren godt for narr.

„Se her, du stril! skal du få seEn farkost, gjort til seilas i Sne!“Det var det kløktige Drilleri,Idet man viste ham et par ski.

„Aa nei! det skulle dog være rartÅ prøve engang en sådan fart.Mon en av dere meg vise vil,Hvordan seilasen i Sne går til?“

433Og man forklarte ham: „Stil deg så!Og la det rett ned av bakken gå!Men først ta farkosten med deg oppPå hin den høyeste, runde topp!“

Og Strilen rolig tok stav og skiOg vandret oppad den bratte li;Det var en marsj, som var ganske drøy;Thi Lien var både brat og høy.

Han gikk med skiene under arm;Man så, at marsjen ham gjorde varm.Thi snart han lettet Huen av,Lod den tilbake på sin stav.

Så steg han videre like opp;Det var en svare iherdig kropp!Dog kostet nok det hans varme sved;Thi nå han kastet trøyen med.

Og stedse videre uten rast,—Han høyden vant med utrolig hast.Nå kastet Vesten han og til sistOg hengte den på en Furukvist.

Men enda høyere opp han gikk,Og han ble liten for alles blikk.Til sist man så, han var kommet opp;Han kunne øynes på Nutens topp.

Og alle mente, det var en spasÅ se på Strilens Sne-seilas.„Han falt nok snart, — og det var vel;Thi ellers slo han seg plat ihjel.“

Se, nå han kommer og det med fart!Han falt dog ikke så ganske snart.Vel titt han skjultes bak Sneens sky,Men straks skjød frem som en pil paany.

Og just som farten var allerbedst,Han tok av kvisten igjen sin vestOg trakk den på, som seg hør og bør;Han hadde prøvet seilasen før.

Og da han kom, hvor hans trøye lå,Han tok den opp og trakk den på.Og Farten øgtes; det gikk som lynFor de forbausede Karles syn.

434Så tok han staven og Huen svangOg hilste selskapet nok en gangOg styrte like mot båten nedOg skjød fra landet og drog av sted.

Man stod og stirret; man vide vil,At det gikk ikke så riktig til.Og noen mente, han var et troll,Og kastet etter ham ild og stål.

Så fant i sporet man noe sort,Og det ble, fyret, til bytte gjort.Og det var Troldets halseklut;På den stod innsydd „Trysil-Knut.“