422

Den 12te Mai var vi fire Jægere samlede paa en ensomt liggende, af mørke Skove omkranset Gaard i Østerdalen. Den ene af os, Botolv, Gaardens Eier, var en erfaren og bekjendt „Skogsmand“. Klokken otte om Aftenen traadte vi med denne vor Fører i Spidsen ind paa Skovstien. En mild Mairegn havde tidligere paa Dagen opfrisket Skov og Mark. Birketrærne, som stod i Skovkanten, var i Løvspretten og udaandede sin forfriskende Duft. Forskjellige Fugle rundt om os istemmede sin glade Aftensang, ligesom en Takkebøn til den algode Skaber, der saa faderligen sørger for dem.

423Det var dog især en Fugleart, hvis Sang frydede vort Øre ved sin Vellyd og Afvexling. Sangerne; — thi der var mange af dem, — sad temmelig langt fra hverandre øverst paa Grantoppene og ligesom svarede hverandre i en Stevkamp. Snart hørtes høie, klare Fløitetoner, snart en sagtere melodisk Kvitren. Det var Norges Nattergal — Maaltrosten.

Rødkjelken forsøgte ligesom at efterligne Maaltrosten baade i Sang og Væsen, men mægtede ikke de klare Fløitetoner. Bogfinken og Rødstjerten deltog ivrig i Koncerten, og Hakkespætterne var Trommeslagere. Fra et tæt Snar af Birk- Gran- og Enerbuske lød Svarttrostens (Solsortens) klare, vemodige Fløitetoner saa yndig, at den næsten tog Luven fra Maaltrosten; men Rødvingen og Graatrosten, som ogsaa vilde lade sig høre, kom rent tilkort i Kapsyngingen. Botolv syntes bedst om Gjøgen, som idag efter Regnet gol og skrattede ivrig, idet den flyttede sig fra Træ til Træ.

Solen var netop gaaet ned, da vi henimod Klokken 9 naaede det Sted, hvor vi skulde leire os for Natten. Det var i et sydligt Bakkeheld. Herfra havde vi gjennem en bred Aabning i Skoven (en Nyrydning) Udsigt til et nedenfor liggende, temmelig stort Tjern, paa hvis speilblanke Flade vi tydelig kunde se, naar en Kjø eller Løie hoppede op for at snappe et Fly.. Midt ude i Tjernet gled et Par Lommer sagte frem, dukkede nu og da under og kom efter et Par Minuter atter op. — Det Skrig, som Lommen udstøder, naar den ligger paa Vandet, ligner et Menneskes Nødraab, naar det er stedt i Dødsfare. Da det især høres i Aftenskumringen, har overtroiske Folk antaget det for Raabet af et ondt Væsen, som de tror har sit Tilhold i Vandet, og som de kalder Nøkken. Gjentages denne sørgelige, rædselvækkende Lyd, tror de, at et Menneske snart skal drukne. Det er især mod Uveir, at Lommen udstøder disse hæslige Skrig. Naar den flyver, lyder dens Skrig ganske anderledes: „Kåkåråkåk-Kåkåråkåk-kåkå-kåkå.

Da det ikke kunde nytte, at fire Jægere gik sammen paa en Tiurleg, blev det bestemt, at vi skulde dele os i to Partier: Botolv skulde tage en af de unge Jægere med sig; 424jeg og den anden unge Jæger skulde begive os hen til en Myr, som laa ved Enden af Tjernet, og hvor Orhanen holdt sit Spil. Botolv havde der indrettet to Barhytter, saa at hver af os kunde faa godt Skjul. Himlen begyndte efter Solnedgangen at overskyes; men Luften var mild og stille, saa at Botolv lovede os et friskt Morgenspil. Med Undtagelse af Maaltrosten og Rødkjelken, som endnu lod sine vakre Toner lyde fra Grantoppene rundt om os, havde Skovens Sangere begivet sig til Hvile.

Om Natten ved Stokilden. Natteravnen.

Vi samlede nu tørre Kviste og Stubber og fik i kort Tid Forraad nok til vor Nying, som derpaa blev tændt. Vi stoppede og tændte ligeledes vore Piber og leirede os om det høitflammende Baal, der kastede sit flagrende Lys ind imellem Træstammerne og paa de glinsende Barnaale, paa hvilke Regndraaberne i Lysskinnet funklede som Diamanter. Tjernets blanke Flade gjenspeilede med forunderlig Klarhed det flammende Baal og dets nærmeste, belyste Omgivelser. De Timer, som jeg paa Jagt og Fiskeri med ligestemte Kammerater har tilbragt omkring den tændte Nying i Skoven, regner jeg til de behageligste, jeg som Naturforsker og Jæger i mit Liv har havt.

Botolv begyndte nu at undervise sin vordende Jagtkammerat om, hvorledes han skulde bære sig ad for at komme en spillende Tiur paa Skud. Derpaa fik vi ham til at fortælle nogle af de Hændelser, som han havde oplevet paa sine Bjørne- og Elgjagter i disse mørke Skove.

Medens vi saaledes tause lyttede til Botolvs livlige Skildringer, for vi iveiret ved Lyden af en sterk Plasken tæt ved os og saa en stor, mørk Fugl med susende Vingeslag fare over vore Hoveder. Uvilkaarlig greb vi efter vore Bøsser; men Fuglens Forbifart var saa hurtig, at den forlængst var os afsyne, forinden vi fik dem fat. Botolv sad ganske rolig og sagde smilende: „Den Kar’n vil nok la’ sig høre paa Natkvisten her i Nærheden, og jeg tør mest forsikre, at jeg ved, hvilken Furu den har valgt til sit Natteleie.“

Atter blev Fortællingen afbrudt derved, at en snurrende Lyd ligesom af en Spinderok lod sig høre tæt ved os. Snart 425syntes den at være nærmere, snart fjernere. „Jeg tror, at det er Huldren, som spinder paa Rokken sin,“ udbrød en af de unge Jægere, idet han kastede et polisk, spørgende Blik paa Botolv, der var midt inde i en Bjørnehistorie. — „Du har vist faaet for god Lærdom til at tro paa sligt Tøv,“ bemerkede Østerdølen alvorlig; „jeg kan syne dig Spindersken; hun sidder paa den tørre Kvisten i den Granen derborte,“ tilføiede han, pegende mod det betegnede Sted. Vi syntes, at det var en Lavdot; men Botolv vedblev sin Paastand; thi han havde seet Fuglen sætte sig der, sagde han. Den unge Jæger bemerkede, at Lyden syntes ikke at komme derfra; men jeg fortalte dem, at den Fugl, som han nu hørte, var en sand Bugtaler, som kunde forsterke og dæmpe Lyden saaledes, at man ikke kunde sikkert angive, hvorfra den kom. Jeg spurgte Botolv, om han havde seet Natteravnen; thi jeg vidste, at det var den, som frembragte denne besynderlige Lyd. „Ja mange hundrede Gange levende, men aldrig død,“ svarede han. Jeg bad ham tage min Bøsse, hvis venstre Løb var ladet med Hagel, og prøve, om han kunde træffe den Fugl, som han paastod endnu sad og snurrede paa Grankvisten. „Det er vel skymt,“ sagde han, idet han spændte Hanen; „men jeg lyt vel freste.“ Han lagde til Kindet, sigtede, trykkede løs, og vi saa, at Botolv havde Ret; thi en Fugl styrtede virkelig ned fra Kvisten. Den blev hentet, og Skytteren, der øiensynlig glædede sig over sit heldige Skud, fik nu se en død Natteravn. „Den har jo Øine som en Katugle, men Hoved saa fladt som Svalens, og saa har den jo intet til Neb,“ bemerkede han ved dens Besigtigelse. — „Vistnok er Nebbet lidet og svagt, ja mindre end hos alle andre Fugle; men ikke destomindre kan den sluge en hel Tordyvel,“ sagde jeg, idet jeg aabnede dens uhyre Gab. — „Nei Mage til Madglugge skulde du vel aldrig have seet,“ udbrød han forbauset og leende; „og saa har den Værhaar som en Kat,“ tilføiede han, pegende paa de stive Børster, som omgiver Gabet. Jeg forklarede ham, at Fuglen lever af Natsommerfugle og andre Insekter, som flyver omkring i Skumringen, og at den ved Hjelp af sit store Gab snapper dem i Luften ligesom Svalerne. Den ligner ogsaa disse med sine lange Vinger, sin lette Flugt og 426sine hurtige Vendinger og kaldes derfor Natsvale, hvilket er et mere passende Navn end Natteravn. Den er lidt mindre end en Gjøg; Overkroppen graaspraglet med langsgaaende sorte Flekker, Underkroppen med rustgulagtige og sortbrune Tverstreger.

Knaldet af Bøssen, der drønede rundt om i Aasen, bragte flere af Skovens og Vandets vingede Beboere i Oprør. Fra Tjernet lød Lommens hvinende Angstskrig, og fra Aasen paa den anden Side istemte Hubroen sit uhyggelige, vidtlydende „Uhu,“ medens Katuglen snart skreg sit „Klævit-Klævit,“ snart udtutrede sit „Huhu, hu, hu, hu“. Nede fra Tjernet hørtes Fisketitens (Strandsnipens) klartlydende „Tittivili-ti-ti-ti,“ og høit i Luften hørte vi Raagjeitens eller Mækregaukens Brægen, som skuffende lignede Gjedens. Koncerten var mangestemmig, men ikke vakker. Tonerne udtrykte dels Vrede, dels Skræk, dels Ærgrelse.

Orfuglelegen.

Klokken halvtolv blev det lidt efter lidt ganske stille rundt om os. Vi kastede en stor Tørrod og en Kubbe paa Stokilden, strakte os paa det Leie af Granbar, som vi havde skaaret af de nærmeste Granbuske, og fik os en kort Søvn. Klokken 1 maatte vi atter paa Benene; thi vi skulde være paa Legepladsen og inde i vore Skovhytter, før det gryede af Dag. Jeg og min Ledsager tog Veien langs Bredden af Tjernet, hvorover der nu hvilede en hvid Taage. Vi naaede efter en kort Vandring den af Botolv angivne Myr, fandt Barhytterne og krøb ind. Vi havde knapt siddet der et Kvarters Tid, før vi hørte Knaldet af en Bøsse fra den Kant, hvorhen Botolv og hans Ledsager var dragne. Paa Lyden hørte vi, at Skuddet kom fra en Hagelbøsse, og at altsaa vor Kammerat havde faaet det første Skud; thi Botolvs Bøsse var en gran Fuglerifle. Rundt om os var alt endnu stilt i nogle Minuter; men paa en Gang hørte vi en Plasken i Trærne ved Myrkanten og en Susen i Luften. Tre Orhaner kastede sig ned paa Myren og begyndte strax at udstøde en blæsende Lyd (Tschiu-sju). Dette var Tegnet til, at Legen skulde begynde; thi fra alle Kanter 427indfinder sig Deltagere, der bærer sig ad som de først ankomne. De springer og hopper om hverandre, skraber med Vingerne i Marken, sætter sin kløftede, udbredte Stjert i Veiret og synes at udfordre hverandre til Kamp ved at udstøde sit Tschiu-sju. Enkelte af dem synes at være Musikanter, idet de udstøder buldrende og kutrende Lyd, som kan høres i lang Frastand og ikke lyder ubehagelig. Men de fleste hopper mod hverandre, hakker og spænder hverandre, saa at Fjerene fyger om dem. En af Slagsbrødrene har faaet Tag i sin Modstanders Nakke og trækker ham rundt omkring uden at slippe Taget. Disse stridslystne Krabater er nu komne i Nærheden af min Kammerats Hytte; jeg ser en Ildstrøm fare ud gjennem Væggen, ledsaget af et Knald, og begge Kjæmperne bliver liggende paa Kamppladsen; dog plasker den ene endnu et Par Gange med Vingerne. Musikantere, Dansere og Slagsbrødre flyver forskrækkede op i Trærne omkring Myren. Et Kvarterstid er alt stille. Fra vore Kammeraters Hold høres atter et Skud, skarpt og fint! det var Lyden af Botolvs Rifle. En Orhane begynder at kutre ganske kort — atter stille, — en anden kutrer, — en tredje kutrer lidt længere. En Orhøne lader sit snøvlende ā ā ā ā ā ŏ høre, og nu begynder den ene Orhane efter den anden at buldre og briske sig i Trætoppene. Endelig tager en Mod til sig, flyver ned paa Myren og begynder at blæse; de andre følger efter, og Legen er atter i fuld Gang. Det er nu blevet saa lyst, at vi ogsaa tydelig kan skjelne Orhønerne, som løber omkring mellem de buldrende, blæsende og kjæmpende Haner med udstrakt Hals og snøvlende Kaglen. Et Par Slaaskjæmper farer i Luggen paa hinanden saa tæt ved min Barhytte, at jeg ikke vil skyde for ikke at splintre dem i Filler. Vreden lyser af deres Øine og af deres blodrøde, svulmende Øienbryn. Under Kampens Hede kommer de endelig paa passende Hold, og da Skuddet er løsnet, ligger de begge paa Flekken. Skuddet frembringer atter en almindelig Flugt. Og da Solens Straaler nu netop bryder frem mellem Trætoppene, synes de skræmte Fugle ikke mere at ville vove sig ned paa Myren; fra Trætoppene ser 428de rimeligvis sine fire døde Kammerater. De vedbliver imidlertid ret af Hjertens Lyst at kutre og buldre.

Vi kryber nu ud af vore Hytter, opsamler vort Bytte og vender tilfredse med Udfaldet af vor Jagt tilbage til det fastsatte Mødested ved Nyingen. Der fandt vi begge de andre Jægere siddende ved Ilden med sine rygende Piber i Munden. Deres oprømte Mine viste os, at ogsaa deres Jagt havde været heldig. De havde hver sin Tiur. Den unge Tiurjæger maatte nu fortælle min Kammerat om Tiurlegen, og det er hans Skildring, som jeg her vil meddele.

Tiurlegen.

„Vi havde knapt gaaet nogle hundrede Skridt opover i Skoven og nærmede os nogle store Furutrær, da Botolv greb mig i Armen med et „Hys.“ Jeg hørte nu fra Furutrærne en Lyd, der først lød saaledes: „Pellep—pellep—pellep—pellep,“ saa et smækkende „Klikop“ og derpaa en hvæsende Lyd, som naar man sliber paa en Slibesten, der ikke gaar jevnt. Denne Lyd varede nogle Sekunder, under hvilke Botolv i Hast sagde: „Først Knapningen, saa Klunken og saa Skjæringen; staa nu stille og gjør, som jeg har sagt dig.“ Den samme Musik begyndte paany, og i det Øieblik, vi havde hørt Klikop, sprang vi fire lange Skridt frem og blev atter staaende bum stille. Fire Gange sprang vi saaledes frem og hørte nu tydelig, fra hvilken Furu Lyden kom. Det var et Træ med svære Grene, som knapt var tyve Skridt fra os; men da det var meget skymt, kunde jeg ikke faa Øie paa Fuglen. Under en af Sugningerne hugede Botolv sig ned og pegede paa en tyk Gren temmelig langt nede paa Furuleggen. Da næste Sugning begyndte, gjorde jeg som Botolv, og saa nu mod den lysere Himmel en Gjenstand, som var i en rystende Bevægelse. Jeg lagde mig paa Knæ, og da den næste Gang slog Klunken, lagde jeg Bøssen til Kindet, sigtede langs Løbet og brændte løs. Et tungt Dump i Bakken underrettede mig om, at jeg nu havde skudt min første Tiur. 429Du kan tro, at Hjertet hoppede i mig, da jeg tog den store, tunge Fugl op af Marken. Jeg syntes, at den var meget større end nogen Tiur, som jeg før havde seet, og spurgte Botolv, om han ikke syntes det samme. Men han svarede smilende, at det vel var en dygtig Sug, men at den, som han skjød iforgaars, var en god Del større, ja mest saa stor som den Tiur, Asbjørnsen skjød i Holleia.

Jeg spurgte, om min Tiur var den samme, som var fløien forbi os, da vi sad ved Stokilden. — „Nei,“ sagde han, „den Kar’n satte sig, saavidt jeg kunde skjønne, længere til venstre, hvor der ogsaa staar et Par Kvistfuruer, som Tiuren rigtig liker. Lad nu Bøssen din, saa skal vi trække didover.“ — Det varede ikke længe, inden vi fik høre Spillet, og da den spillede støt og ivrig, kom vi tæt til Træet, hvori den sad. Det var nu saa lyst, at jeg kunde se dens sære Fagter, og vi gav os nu god Tid dertil. Først strakte den Halsen ret frem, bruste med Fjærene, saa at Hageskjegget hang ned som paa en Gjedebuk, sænkede Vingerne og udbredte Stjerten som en Vifte. Nu begyndte den at knappe, først langsommere, men derpaa fortere og fortere, indtil den gav et sterkere Ganesmeld — Klunken. Denne gik strax over i de hvæsende, skjærende eller sugende Toner, hvoraf den sidste er langtrukken. Under Sugningen bugter Halsen sig op og ned, og hele Fuglen er i en saa sterk skjælvende Bevægelse, at hele Træet, hvori den sidder, ryster. Da hverken hører eller ser den, og derfor skyndte vi os frem, naar Sugningen begyndte. Efterat jeg havde seet mig mæt paa dens underlige Fagter, hørte Botolv en Røi i Nærheden udstøde sit „Gak–gak–arrr.“ Da Botolv blev bange for, at den skulde blive os var og varsle sin sansesløse Mage, saa sendte han denne sin fine Kugle gjennem Skrotten. Røierne begyndte nu at blive urolige og fløi kaglende fra Træ til Træ ofte indenfor Skudhold; men jeg følte mig dog ikke fristet til at overtræde Loven, uagtet de skræmte en tredje Tiur, som spillede i Nærheden. Vi syntes begge, at vi havde gjort en god Morgenjagt og opgav videre Forsøg paa at komme den paa Skud.

422

Den 12te mai var vi fire jegere samlede på en ensomt liggende, av mørke skoger omkranset gård i Østerdalen. Den ene av oss, Botolv, gårdens eier, var en erfaren og bekjent „skogsmann“. Klokken åtte om Aftenen trådte vi med denne vår fører i Spidsen inn på skogstien. En mild Mairegn hadde tidligere på dagen opfrisket skog og Mark. Bjørketrærne, som stod i skogkanten, var i Løvspretten og udaandede sin forfriskende duft. Forskjellige fugler rundt om oss istemte sin glade aftensang, likesom en Takkebøn til den algode skaper, der så faderligen sørger for dem.

423Det var dog især en fugleart, hvis sang frydet vårt øre ved sin vellyd og avveksling. Sangerne; — thi der var mange av dem, — satt temmelig langt fra hverandre øverst på grantoppene og likesom svarede hverandre i en stevkamp. Snart hørtes høye, klare fløytetoner, snart en saktere melodisk Kvitren. Det var Norges nattergal — måltrosten.

Rødkjelken forsøkte likesom å etterligne måltrosten både i sang og vesen, men maktet ikke de klare fløytetoner. Bokfinken og Rødstjerten deltok ivrig i konserten, og hakkespettene var trommeslagere. Fra et tett snar av Birk- Gran- og Enerbuske lød Svarttrostens (Solsortens) klare, vemodige fløytetoner så yndig, at den nesten tok luven fra måltrosten; men Rødvingen og gråtrosten, som også ville la seg høre, kom rent tilkort i Kapsyngingen. Botolv syntes best om gjøken, som i dag etter regnet gol og skrattede ivrig, idet den flyttet seg fra tre til tre.

Solen var nettopp gått ned, da vi henimot klokken 9 nådde det sted, hvor vi skulle leire oss for natten. Det var i et sydligt bakkehell. Herfra hadde vi gjennom en bred åpning i skogen (en nyrydning) utsikt til et nedenfor liggende, temmelig stort tjern, på hvis speilblanke flate vi tydelig kunne se, når en Kjø eller løye hoppet opp for å snappe et fly.. Midt ute i tjernet gled et par lommer sakte frem, dukket nå og da under og kom etter et par minutter atter opp. — Det skrik, som lommen utstøter, når den ligger på vannet, ligner et Menneskes nødrop, når det er stedt i dødsfare. Da det især høres i Aftenskumringen, har overtroiske folk antatt det for Raabet av et ondt vesen, som de tror har sitt tilhold i vannet, og som de kaller Nøkken. Gjentas denne sørgelige, rædselvækkende lyd, tror de, at et menneske snart skal drukne. Det er især mot uvær, at lommen utstøter disse heslige skrik. Når den flyver, lyder dens skrik ganske annerledes: „Kåkåråkåk-Kåkåråkåk-kåkå-kåkå.

Da det ikke kunne nytte, at fire jegere gikk sammen på en tiurleik, ble det bestemt, at vi skulle dele oss i to partier: Botolv skulle ta en av de unge jegere med seg; 424jeg og den annen unge jeger skulle begi oss hen til en myr, som lå ved enden av tjernet, og hvor Orhanen holdt sitt spill. Botolv hadde der innrettet to barhytter, så at hver av oss kunne få godt skjul. Himlen begynte etter solnedgangen at overskyes; men luften var mild og stille, så at Botolv lovede oss et friskt Morgenspil. Med unntakelse av måltrosten og Rødkjelken, som ennå lot sine vakre toner lyde fra grantoppene rundt om oss, hadde Skovens sangere begitt seg til hvile.

Om natten ved stokkilden. Natteravnen.

Vi samlet nå tørre Kviste og stubber og fikk i kort tid forråd nok til vår nying, som derpå ble tent. Vi stoppet og tente likeledes våre piper og leirede oss om det høitflammende bål, der kastet sitt flagrende lys inn imellom trestammene og på de glinsende Barnaale, på hvilke regndråpene i Lysskinnet funklet som diamanter. Tjernets blanke flate gjenspeilede med forunderlig klarhet det flammende bål og dets nærmeste, belyste omgivelser. De timer, som jeg på jakt og Fiskeri med ligestemte Kammerater har tilbrakt omkring den tente nying i skogen, regner jeg til de behageligste, jeg som naturforsker og jeger i mitt liv har hatt.

Botolv begynte nå å undervise sin vordende jaktkamerat om, hvorledes han skulle bære seg ad for å komme en spillende tiur på skudd. Derpå fikk vi ham til å fortelle noen av de hendelser, som han hadde opplevd på sine Bjørne- og elgjakter i disse mørke skoger.

Mens vi således tause lyttet til Botolvs livlige skildringer, for vi iveiret ved lyden av en sterk Plasken tett ved oss og så en stor, mørk fugl med susende vingeslag fare over våre hoder. Uvilkårlig grep vi etter våre Bøsser; men Fuglens forbifart var så hurtig, at den forlengst var oss av syne, forinden vi fikk dem fat. Botolv satt ganske rolig og sa smilende: „Den Kar’n vil nok la’ seg høre på Natkvisten her i nærheten, og jeg tør mest forsikre, at jeg vet, hvilken furu den har valgt til sitt natteleie.“

Atter ble fortellingen avbrutt derved, at en snurrende lyd likesom av en spinnerokk lot seg høre tett ved oss. Snart 425syntes den å være nærmere, snart fjernere. „Jeg tror, at det er Huldren, som spinner på rokken sin,“ utbrøt en av de unge jegere, idet han kastet et polisk, spørrende blikk på Botolv, der var midt inne i en Bjørnehistorie. — „Du har vist fått for god lærdom til å tro på slikt tøv,“ bemerket Østerdølen alvorlig; „jeg kan syne deg Spindersken; hun sitter på den tørre kvisten i den Granen derborte,“ tilføyet han, pekende mot det betegnede sted. Vi syntes, at det var en Lavdot; men Botolv vedble sin påstand; thi han hadde sett fuglen sette seg der, sa han. Den unge jeger bemerket, at lyden syntes ikke å komme derfra; men jeg fortalte dem, at den fugl, som han nå hørte, var en sann buktaler, som kunne forsterke og dempe lyden således, at man ikke kunne sikkert angive, hvorfra den kom. Jeg spurte Botolv, om han hadde sett Natteravnen; thi jeg visste, at det var den, som frembrakte denne besynderlige lyd. „Ja mange hundre ganger levende, men aldri død,“ svarte han. Jeg bad ham ta min Bøsse, hvis venstre løp var ladet med Hagel, og prøve, om han kunne treffe den fugl, som han påstod ennå satt og snurret på grankvisten. „Det er vel skymt,“ sa han, idet han spente hanen; „men jeg lyt vel freste.“ Han la til kinnet, sigtede, trykket løs, og vi så, at Botolv hadde rett; thi en fugl styrtet virkelig ned fra kvisten. Den ble hentet, og skytteren, der øyensynlig gledet seg over sitt heldige skudd, fikk nå se en død natteravn. „Den har jo øyne som en Katugle, men hode så flatt som Svalens, og så har den jo intet til nebb,“ bemerket han ved dens besiktigelse. — „Vistnok er nebbet lite og svakt, ja mindre enn hos alle andre fugler; men ikke desto mindre kan den sluke en hel Tordyvel,“ sa jeg, idet jeg åpnet dens uhyre gap. — „Nei mage til Madglugge skulle du vel aldri have sett,“ utbrøt han forbauset og leende; „og så har den værhår som en katt,“ tilføyet han, pekende på de stive børster, som omgiver gapet. Jeg forklarte ham, at fuglen lever av Natsommerfugle og andre insekter, som flyver omkring i skumringen, og at den ved hjelp av sitt store gap snapper dem i luften likesom svalene. Den ligner også disse med sine lange vinger, sin lette flukt og 426sine hurtige vendinger og kalles derfor Natsvale, hvilket er et mer passende navn enn natteravn. Den er litt mindre enn en gjøk; Overkroppen gråspraglet med langsgående sorte flekker, underkroppen med rustgulagtige og svartbrune Tverstreger.

Knallet av Bøssen, der drønnet rundt om i Aasen, brakte flere av Skovens og vannets vingede beboere i opprør. Fra tjernet lød Lommens hvinende angstskrik, og fra Aasen på den annen side istemte hubroen sitt uhyggelige, vidtlydende „Uhu,“ mens kattuglen snart skreg sitt „Klævit-Klævit,“ snart udtutrede sitt „Huhu, hu, hu, hu“. Nede fra tjernet hørtes Fisketitens (Strandsnipens) klartlydende „Tittivili-ti-ti-ti,“ og høyt i luften hørte vi Raagjeitens eller Mækregaukens Brægen, som skuffende lignede Gjedens. Konserten var mangestemmig, men ikke vakker. Tonene uttrykte dels vrede, dels skrekk, dels ergrelse.

Orfuglelegen.

Klokken halvtolv ble det litt etter litt ganske stille rundt om oss. Vi kastet en stor Tørrod og en kubbe på stokkilden, strakte oss på det leie av granbar, som vi hadde skåret av de nærmeste granbuske, og fikk oss en kort søvn. Klokken 1 måtte vi atter på Benene; thi vi skulle være på lekeplassen og inne i våre skoghytter, før det grydde av dag. Jeg og min ledsager tok Veien langs bredden av tjernet, hvorover der nå hvilede en hvit tåke. Vi nådde etter en kort vandring den av Botolv angitte myr, fant barhyttene og krøp inn. Vi hadde knapt sittet der et Kvarters tid, før vi hørte knallet av en Bøsse fra den Kant, hvorhen Botolv og hans ledsager var dragne. På lyden hørte vi, at skuddet kom fra en Hagelbøsse, og at altså vår Kammerat hadde fått det første skudd; thi Botolvs Bøsse var en gran Fuglerifle. Rundt om oss var alt ennå stilt i noen minutter; men på en gang hørte vi en Plasken i trærne ved Myrkanten og en susen i luften. Tre Orhaner kastet seg ned på Myren og begynte straks å utstøte en blæsende lyd (Tschiu-sju). Dette var tegnet til, at leken skulle begynne; thi fra alle kanter 427innfinner seg deltagere, der bærer seg ad som de først ankomne. De springer og hopper om hverandre, skraper med vingene i marken, setter sin kløftede, utbredte stjert i været og synes å utfordre hverandre til kamp ved å utstøte sitt Tschiu-sju. Enkelte av dem synes å være musikanter, idet de utstøter buldrende og kutrende lyd, som kan høres i lang Frastand og ikke lyder ubehagelig. Men de fleste hopper mot hverandre, hakker og spenner hverandre, så at fjærene fyker om dem. En av slagsbrødrene har fått tak i sin Modstanders nakke og trekker ham rundt omkring uten å slippe taket. Disse stridslystne krabater er nå kommet i nærheten av min kamerats hytte; jeg ser en Ildstrøm fare ut gjennom veggen, ledsaget av et knall, og begge kjempene blir liggende på kampplassen; dog plasker den ene ennå et par ganger med vingene. Musikanter, dansere og slagsbrødre flyver forskrækkede opp i trærne omkring Myren. Et Kvarterstid er alt stille. Fra våre kameraters Hold høres atter et skudd, skarpt og fint! det var lyden av Botolvs rifle. En Orhane begynner at kutre ganske kort — atter stille, — en annen kutrer, — en tredje kutrer litt lenger. En Orhøne lader sitt snøvlende ā ā ā ā ā ŏ høre, og nå begynner den ene Orhane etter den annen å buldre og briske seg i tretoppene. Endelig tar en mot til seg, flyver ned på Myren og begynner å blåse; de andre følger etter, og leken er atter i full gang. Det er nå blitt så lyst, at vi også tydelig kan skjelne Orhønerne, som løper omkring mellom de buldrende, blæsende og kjempende haner med utstrakt hals og snøvlende Kaglen. Et par Slaaskjæmper farer i luggen på hinannen så tett ved min barhytte, at jeg ikke vil skyde for ikke å splintre dem i filler. Vreden lyser av deres øyne og av deres blodrøde, svulmende øyenbryn. Under Kampens Hede kommer de endelig på passende Hold, og da skuddet er løsnet, ligger de begge på flekken. Skuddet frembringer atter en alminnelig flukt. Og da Solens stråler nå nettopp bryter frem mellom tretoppene, synes de skremte fugler ikke mer å ville vove seg ned på Myren; fra tretoppene ser 428de rimeligvis sine fire døde Kammerater. De vedbliver imidlertid rett av Hjertens Lyst at kutre og buldre.

Vi kryper nå ut av våre hytter, opsamler vårt bytte og vender tilfredse med utfallet av vår jakt tilbake til det fastsatte møtested ved nyingen. Der fant vi begge de andre jegere sittende ved ilden med sine rykende piper i munnen. Deres oprømte mine viste oss, at også deres jakt hadde vært heldig. De hadde hver sin tiur. Den unge Tiurjæger måtte nå fortelle min Kammerat om Tiurlegen, og det er hans skildring, som jeg her vil meddele.

Tiurlegen.

„Vi hadde knapt gått noen hundre skritt opover i skogen og nærmet oss noen store furutrær, da Botolv grep meg i armen med et „hyss.“ Jeg hørte nå fra furutrærne en lyd, der først lød således: „Pellep—pellep—pellep—pellep,“ så et smekkende „Klikop“ og derpå en hvesende lyd, som når man sliper på en slipestein, der ikke går jevnt. Denne lyd varte noen sekunder, under hvilke Botolv i hast sa: „Først Knapningen, så klunken og så skjæringen; stå nå stille og gjør, som jeg har sagt deg.“ Den samme musikk begynte paany, og i det øyeblikk, vi hadde hørt Klikop, sprang vi fire lange skritt frem og ble atter stående bum stille. Fire ganger sprang vi således frem og hørte nå tydelig, fra hvilken furu lyden kom. Det var et tre med svære grener, som knapt var tyve skritt fra oss; men da det var meget skymt, kunne jeg ikke få Øye på fuglen. Under en av sugningene hugede Botolv seg ned og pegede på en tykk gren temmelig langt nede på furuleggen. Da neste Sugning begynte, gjorde jeg som Botolv, og så nå mot den lysere himmel en gjenstand, som var i en rystende bevegelse. Jeg la meg på kne, og da den neste gang slo klunken, la jeg Bøssen til kinnet, sigtede langs Løbet og brente løs. Et tungt dump i bakken underrettet meg om, at jeg nå hadde skudt min første tiur. 429Du kan tro, at hjertet hoppet i meg, da jeg tok den store, tunge fugl opp av marken. Jeg syntes, at den var meget større enn noen tiur, som jeg før hadde sett, og spurte Botolv, om han ikke syntes det samme. Men han svarte smilende, at det vel var en dyktig sug, men at den, som han skjød i forgårs, var en god del større, ja mest så stor som den tiur, Asbjørnsen skjød i Holleia.

Jeg spurte, om min tiur var den samme, som var fløyen forbi oss, da vi satt ved stokkilden. — „Nei,“ sa han, „den Kar’n satte seg, såvidt jeg kunne skjønne, lenger til venstre, hvor der også står et par Kvistfuruer, som tiuren riktig liker. Lad nå Bøssen din, så skal vi trekke ditover.“ — Det varte ikke lenge, innen vi fikk høre spillet, og da den spilte støt og ivrig, kom vi tett til treet, hvori den satt. Det var nå så lyst, at jeg kunne se dens sære fakter, og vi ga oss nå god tid dertil. Først strakte den halsen rett frem, bruste med fjærene, så at hakeskjegget hang ned som på en geitebukk, sænkede vingene og utbredte stjerten som en vifte. Nå begynte den å knappe, først langsommere, men derpå fortere og fortere, inntil den ga et sterkere Ganesmeld — klunken. Denne gikk straks over i de hvesende, skjærende eller sugende toner, hvorav den siste er langtrukken. Under Sugningen bukter halsen seg opp og ned, og hele fuglen er i en så sterk skjelvende bevegelse, at hele treet, hvori den sitter, ryster. Da hverken hører eller ser den, og derfor skyndte vi oss frem, når Sugningen begynte. Etter at jeg hadde sett meg mett på dens underlige fakter, hørte Botolv en røy i nærheten utstøte sitt „Gak–gak–arrr.“ Da Botolv ble bange for, at den skulle bli oss var og varsle sin sanseløse mage, så sendte han denne sin fine kule gjennom skrotten. Røyene begynte nå å bli urolige og fløy kaklende fra tre til tre ofte innenfor skuddhold; men jeg følte meg dog ikke fristet til å overtre loven, uaktet de skremte en tredje tiur, som spilte i nærheten. Vi syntes begge, at vi hadde gjort en god Morgenjagt og oppga videre forsøk på å komme den på skudd.