Læreplanatlas
Anden DelTredje Afdeling.

44. Om Dyrelivet i Norges Storskove.

Aftenvandring i Skoven. Trosten. Rødkjelken. Gjøgen. Lommen.

Rasch

422

Den 12te Mai var vi fire Jægere samlede paa en ensomt liggende, af mørke Skove omkranset Gaard i Østerdalen. Den ene af os, Botolv, Gaardens Eier, var en erfaren og bekjendt „Skogsmand“. Klokken otte om Aftenen traadte vi med denne vor Fører i Spidsen ind paa Skovstien. En mild Mairegn havde tidligere paa Dagen opfrisket Skov og Mark. Birketrærne, som stod i Skovkanten, var i Løvspretten og udaandede sin forfriskende Duft. Forskjellige Fugle rundt om os istemmede sin glade Aftensang, ligesom en Takkebøn til den algode Skaber, der saa faderligen sørger for dem.

423Det var dog især en Fugleart, hvis Sang frydede vort Øre ved sin Vellyd og Afvexling. Sangerne; — thi der var mange af dem, — sad temmelig langt fra hverandre øverst paa Grantoppene og ligesom svarede hverandre i en Stevkamp. Snart hørtes høie, klare Fløitetoner, snart en sagtere melodisk Kvitren. Det var Norges Nattergal — Maaltrosten.

Rødkjelken forsøgte ligesom at efterligne Maaltrosten baade i Sang og Væsen, men mægtede ikke de klare Fløitetoner. Bogfinken og Rødstjerten deltog ivrig i Koncerten, og Hakkespætterne var Trommeslagere. Fra et tæt Snar af Birk- Gran- og Enerbuske lød Svarttrostens (Solsortens) klare, vemodige Fløitetoner saa yndig, at den næsten tog Luven fra Maaltrosten; men Rødvingen og Graatrosten, som ogsaa vilde lade sig høre, kom rent tilkort i Kapsyngingen. Botolv syntes bedst om Gjøgen, som idag efter Regnet gol og skrattede ivrig, idet den flyttede sig fra Træ til Træ.

Solen var netop gaaet ned, da vi henimod Klokken 9 naaede det Sted, hvor vi skulde leire os for Natten. Det var i et sydligt Bakkeheld. Herfra havde vi gjennem en bred Aabning i Skoven (en Nyrydning) Udsigt til et nedenfor liggende, temmelig stort Tjern, paa hvis speilblanke Flade vi tydelig kunde se, naar en Kjø eller Løie hoppede op for at snappe et Fly.. Midt ude i Tjernet gled et Par Lommer sagte frem, dukkede nu og da under og kom efter et Par Minuter atter op. — Det Skrig, som Lommen udstøder, naar den ligger paa Vandet, ligner et Menneskes Nødraab, naar det er stedt i Dødsfare. Da det især høres i Aftenskumringen, har overtroiske Folk antaget det for Raabet af et ondt Væsen, som de tror har sit Tilhold i Vandet, og som de kalder Nøkken. Gjentages denne sørgelige, rædselvækkende Lyd, tror de, at et Menneske snart skal drukne. Det er især mod Uveir, at Lommen udstøder disse hæslige Skrig. Naar den flyver, lyder dens Skrig ganske anderledes: „Kåkåråkåk-Kåkåråkåk-kåkå-kåkå.

Da det ikke kunde nytte, at fire Jægere gik sammen paa en Tiurleg, blev det bestemt, at vi skulde dele os i to Partier: Botolv skulde tage en af de unge Jægere med sig; 424jeg og den anden unge Jæger skulde begive os hen til en Myr, som laa ved Enden af Tjernet, og hvor Orhanen holdt sit Spil. Botolv havde der indrettet to Barhytter, saa at hver af os kunde faa godt Skjul. Himlen begyndte efter Solnedgangen at overskyes; men Luften var mild og stille, saa at Botolv lovede os et friskt Morgenspil. Med Undtagelse af Maaltrosten og Rødkjelken, som endnu lod sine vakre Toner lyde fra Grantoppene rundt om os, havde Skovens Sangere begivet sig til Hvile.

Om Natten ved Stokilden. Natteravnen.

Vi samlede nu tørre Kviste og Stubber og fik i kort Tid Forraad nok til vor Nying, som derpaa blev tændt. Vi stoppede og tændte ligeledes vore Piber og leirede os om det høitflammende Baal, der kastede sit flagrende Lys ind imellem Træstammerne og paa de glinsende Barnaale, paa hvilke Regndraaberne i Lysskinnet funklede som Diamanter. Tjernets blanke Flade gjenspeilede med forunderlig Klarhed det flammende Baal og dets nærmeste, belyste Omgivelser. De Timer, som jeg paa Jagt og Fiskeri med ligestemte Kammerater har tilbragt omkring den tændte Nying i Skoven, regner jeg til de behageligste, jeg som Naturforsker og Jæger i mit Liv har havt.

Botolv begyndte nu at undervise sin vordende Jagtkammerat om, hvorledes han skulde bære sig ad for at komme en spillende Tiur paa Skud. Derpaa fik vi ham til at fortælle nogle af de Hændelser, som han havde oplevet paa sine Bjørne- og Elgjagter i disse mørke Skove.

Medens vi saaledes tause lyttede til Botolvs livlige Skildringer, for vi iveiret ved Lyden af en sterk Plasken tæt ved os og saa en stor, mørk Fugl med susende Vingeslag fare over vore Hoveder. Uvilkaarlig greb vi efter vore Bøsser; men Fuglens Forbifart var saa hurtig, at den forlængst var os afsyne, forinden vi fik dem fat. Botolv sad ganske rolig og sagde smilende: „Den Kar’n vil nok la’ sig høre paa Natkvisten her i Nærheden, og jeg tør mest forsikre, at jeg ved, hvilken Furu den har valgt til sit Natteleie.“

Atter blev Fortællingen afbrudt derved, at en snurrende Lyd ligesom af en Spinderok lod sig høre tæt ved os. Snart 425syntes den at være nærmere, snart fjernere. „Jeg tror, at det er Huldren, som spinder paa Rokken sin,“ udbrød en af de unge Jægere, idet han kastede et polisk, spørgende Blik paa Botolv, der var midt inde i en Bjørnehistorie. — „Du har vist faaet for god Lærdom til at tro paa sligt Tøv,“ bemerkede Østerdølen alvorlig; „jeg kan syne dig Spindersken; hun sidder paa den tørre Kvisten i den Granen derborte,“ tilføiede han, pegende mod det betegnede Sted. Vi syntes, at det var en Lavdot; men Botolv vedblev sin Paastand; thi han havde seet Fuglen sætte sig der, sagde han. Den unge Jæger bemerkede, at Lyden syntes ikke at komme derfra; men jeg fortalte dem, at den Fugl, som han nu hørte, var en sand Bugtaler, som kunde forsterke og dæmpe Lyden saaledes, at man ikke kunde sikkert angive, hvorfra den kom. Jeg spurgte Botolv, om han havde seet Natteravnen; thi jeg vidste, at det var den, som frembragte denne besynderlige Lyd. „Ja mange hundrede Gange levende, men aldrig død,“ svarede han. Jeg bad ham tage min Bøsse, hvis venstre Løb var ladet med Hagel, og prøve, om han kunde træffe den Fugl, som han paastod endnu sad og snurrede paa Grankvisten. „Det er vel skymt,“ sagde han, idet han spændte Hanen; „men jeg lyt vel freste.“ Han lagde til Kindet, sigtede, trykkede løs, og vi saa, at Botolv havde Ret; thi en Fugl styrtede virkelig ned fra Kvisten. Den blev hentet, og Skytteren, der øiensynlig glædede sig over sit heldige Skud, fik nu se en død Natteravn. „Den har jo Øine som en Katugle, men Hoved saa fladt som Svalens, og saa har den jo intet til Neb,“ bemerkede han ved dens Besigtigelse. — „Vistnok er Nebbet lidet og svagt, ja mindre end hos alle andre Fugle; men ikke destomindre kan den sluge en hel Tordyvel,“ sagde jeg, idet jeg aabnede dens uhyre Gab. — „Nei Mage til Madglugge skulde du vel aldrig have seet,“ udbrød han forbauset og leende; „og saa har den Værhaar som en Kat,“ tilføiede han, pegende paa de stive Børster, som omgiver Gabet. Jeg forklarede ham, at Fuglen lever af Natsommerfugle og andre Insekter, som flyver omkring i Skumringen, og at den ved Hjelp af sit store Gab snapper dem i Luften ligesom Svalerne. Den ligner ogsaa disse med sine lange Vinger, sin lette Flugt og 426sine hurtige Vendinger og kaldes derfor Natsvale, hvilket er et mere passende Navn end Natteravn. Den er lidt mindre end en Gjøg; Overkroppen graaspraglet med langsgaaende sorte Flekker, Underkroppen med rustgulagtige og sortbrune Tverstreger.

Knaldet af Bøssen, der drønede rundt om i Aasen, bragte flere af Skovens og Vandets vingede Beboere i Oprør. Fra Tjernet lød Lommens hvinende Angstskrig, og fra Aasen paa den anden Side istemte Hubroen sit uhyggelige, vidtlydende „Uhu,“ medens Katuglen snart skreg sit „Klævit-Klævit,“ snart udtutrede sit „Huhu, hu, hu, hu“. Nede fra Tjernet hørtes Fisketitens (Strandsnipens) klartlydende „Tittivili-ti-ti-ti,“ og høit i Luften hørte vi Raagjeitens eller Mækregaukens Brægen, som skuffende lignede Gjedens. Koncerten var mangestemmig, men ikke vakker. Tonerne udtrykte dels Vrede, dels Skræk, dels Ærgrelse.

Orfuglelegen.

Klokken halvtolv blev det lidt efter lidt ganske stille rundt om os. Vi kastede en stor Tørrod og en Kubbe paa Stokilden, strakte os paa det Leie af Granbar, som vi havde skaaret af de nærmeste Granbuske, og fik os en kort Søvn. Klokken 1 maatte vi atter paa Benene; thi vi skulde være paa Legepladsen og inde i vore Skovhytter, før det gryede af Dag. Jeg og min Ledsager tog Veien langs Bredden af Tjernet, hvorover der nu hvilede en hvid Taage. Vi naaede efter en kort Vandring den af Botolv angivne Myr, fandt Barhytterne og krøb ind. Vi havde knapt siddet der et Kvarters Tid, før vi hørte Knaldet af en Bøsse fra den Kant, hvorhen Botolv og hans Ledsager var dragne. Paa Lyden hørte vi, at Skuddet kom fra en Hagelbøsse, og at altsaa vor Kammerat havde faaet det første Skud; thi Botolvs Bøsse var en gran Fuglerifle. Rundt om os var alt endnu stilt i nogle Minuter; men paa en Gang hørte vi en Plasken i Trærne ved Myrkanten og en Susen i Luften. Tre Orhaner kastede sig ned paa Myren og begyndte strax at udstøde en blæsende Lyd (Tschiu-sju). Dette var Tegnet til, at Legen skulde begynde; thi fra alle Kanter 427indfinder sig Deltagere, der bærer sig ad som de først ankomne. De springer og hopper om hverandre, skraber med Vingerne i Marken, sætter sin kløftede, udbredte Stjert i Veiret og synes at udfordre hverandre til Kamp ved at udstøde sit Tschiu-sju. Enkelte af dem synes at være Musikanter, idet de udstøder buldrende og kutrende Lyd, som kan høres i lang Frastand og ikke lyder ubehagelig. Men de fleste hopper mod hverandre, hakker og spænder hverandre, saa at Fjerene fyger om dem. En af Slagsbrødrene har faaet Tag i sin Modstanders Nakke og trækker ham rundt omkring uden at slippe Taget. Disse stridslystne Krabater er nu komne i Nærheden af min Kammerats Hytte; jeg ser en Ildstrøm fare ud gjennem Væggen, ledsaget af et Knald, og begge Kjæmperne bliver liggende paa Kamppladsen; dog plasker den ene endnu et Par Gange med Vingerne. Musikantere, Dansere og Slagsbrødre flyver forskrækkede op i Trærne omkring Myren. Et Kvarterstid er alt stille. Fra vore Kammeraters Hold høres atter et Skud, skarpt og fint! det var Lyden af Botolvs Rifle. En Orhane begynder at kutre ganske kort — atter stille, — en anden kutrer, — en tredje kutrer lidt længere. En Orhøne lader sit snøvlende ā ā ā ā ā ŏ høre, og nu begynder den ene Orhane efter den anden at buldre og briske sig i Trætoppene. Endelig tager en Mod til sig, flyver ned paa Myren og begynder at blæse; de andre følger efter, og Legen er atter i fuld Gang. Det er nu blevet saa lyst, at vi ogsaa tydelig kan skjelne Orhønerne, som løber omkring mellem de buldrende, blæsende og kjæmpende Haner med udstrakt Hals og snøvlende Kaglen. Et Par Slaaskjæmper farer i Luggen paa hinanden saa tæt ved min Barhytte, at jeg ikke vil skyde for ikke at splintre dem i Filler. Vreden lyser af deres Øine og af deres blodrøde, svulmende Øienbryn. Under Kampens Hede kommer de endelig paa passende Hold, og da Skuddet er løsnet, ligger de begge paa Flekken. Skuddet frembringer atter en almindelig Flugt. Og da Solens Straaler nu netop bryder frem mellem Trætoppene, synes de skræmte Fugle ikke mere at ville vove sig ned paa Myren; fra Trætoppene ser 428de rimeligvis sine fire døde Kammerater. De vedbliver imidlertid ret af Hjertens Lyst at kutre og buldre.

Vi kryber nu ud af vore Hytter, opsamler vort Bytte og vender tilfredse med Udfaldet af vor Jagt tilbage til det fastsatte Mødested ved Nyingen. Der fandt vi begge de andre Jægere siddende ved Ilden med sine rygende Piber i Munden. Deres oprømte Mine viste os, at ogsaa deres Jagt havde været heldig. De havde hver sin Tiur. Den unge Tiurjæger maatte nu fortælle min Kammerat om Tiurlegen, og det er hans Skildring, som jeg her vil meddele.

Tiurlegen.

„Vi havde knapt gaaet nogle hundrede Skridt opover i Skoven og nærmede os nogle store Furutrær, da Botolv greb mig i Armen med et „Hys.“ Jeg hørte nu fra Furutrærne en Lyd, der først lød saaledes: „Pellep—pellep—pellep—pellep,“ saa et smækkende „Klikop“ og derpaa en hvæsende Lyd, som naar man sliber paa en Slibesten, der ikke gaar jevnt. Denne Lyd varede nogle Sekunder, under hvilke Botolv i Hast sagde: „Først Knapningen, saa Klunken og saa Skjæringen; staa nu stille og gjør, som jeg har sagt dig.“ Den samme Musik begyndte paany, og i det Øieblik, vi havde hørt Klikop, sprang vi fire lange Skridt frem og blev atter staaende bum stille. Fire Gange sprang vi saaledes frem og hørte nu tydelig, fra hvilken Furu Lyden kom. Det var et Træ med svære Grene, som knapt var tyve Skridt fra os; men da det var meget skymt, kunde jeg ikke faa Øie paa Fuglen. Under en af Sugningerne hugede Botolv sig ned og pegede paa en tyk Gren temmelig langt nede paa Furuleggen. Da næste Sugning begyndte, gjorde jeg som Botolv, og saa nu mod den lysere Himmel en Gjenstand, som var i en rystende Bevægelse. Jeg lagde mig paa Knæ, og da den næste Gang slog Klunken, lagde jeg Bøssen til Kindet, sigtede langs Løbet og brændte løs. Et tungt Dump i Bakken underrettede mig om, at jeg nu havde skudt min første Tiur. 429Du kan tro, at Hjertet hoppede i mig, da jeg tog den store, tunge Fugl op af Marken. Jeg syntes, at den var meget større end nogen Tiur, som jeg før havde seet, og spurgte Botolv, om han ikke syntes det samme. Men han svarede smilende, at det vel var en dygtig Sug, men at den, som han skjød iforgaars, var en god Del større, ja mest saa stor som den Tiur, Asbjørnsen skjød i Holleia.

Jeg spurgte, om min Tiur var den samme, som var fløien forbi os, da vi sad ved Stokilden. — „Nei,“ sagde han, „den Kar’n satte sig, saavidt jeg kunde skjønne, længere til venstre, hvor der ogsaa staar et Par Kvistfuruer, som Tiuren rigtig liker. Lad nu Bøssen din, saa skal vi trække didover.“ — Det varede ikke længe, inden vi fik høre Spillet, og da den spillede støt og ivrig, kom vi tæt til Træet, hvori den sad. Det var nu saa lyst, at jeg kunde se dens sære Fagter, og vi gav os nu god Tid dertil. Først strakte den Halsen ret frem, bruste med Fjærene, saa at Hageskjegget hang ned som paa en Gjedebuk, sænkede Vingerne og udbredte Stjerten som en Vifte. Nu begyndte den at knappe, først langsommere, men derpaa fortere og fortere, indtil den gav et sterkere Ganesmeld — Klunken. Denne gik strax over i de hvæsende, skjærende eller sugende Toner, hvoraf den sidste er langtrukken. Under Sugningen bugter Halsen sig op og ned, og hele Fuglen er i en saa sterk skjælvende Bevægelse, at hele Træet, hvori den sidder, ryster. Da hverken hører eller ser den, og derfor skyndte vi os frem, naar Sugningen begyndte. Efterat jeg havde seet mig mæt paa dens underlige Fagter, hørte Botolv en Røi i Nærheden udstøde sit „Gak–gak–arrr.“ Da Botolv blev bange for, at den skulde blive os var og varsle sin sansesløse Mage, saa sendte han denne sin fine Kugle gjennem Skrotten. Røierne begyndte nu at blive urolige og fløi kaglende fra Træ til Træ ofte indenfor Skudhold; men jeg følte mig dog ikke fristet til at overtræde Loven, uagtet de skræmte en tredje Tiur, som spillede i Nærheden. Vi syntes begge, at vi havde gjort en god Morgenjagt og opgav videre Forsøg paa at komme den paa Skud.