At nøies med, hvad man har faa’t,Og takke vor HerreEr smukt og godt,Mangen kan have det værre.

En liden Hans i Skole gikEn Morgenstund, og efter gammel SkikHan spiste paa et vakkert Smørrebrød,Men ei tilfreds; iblandt en Taare flødPaa det, han nød.Nu kom den muntre Ole,Som gik i samme Skole,Tilspringende saa inderlig fornøietOg spør: „Hvad nu? du har jo Graad i Øiet?“Da svarte Hans med Hulken og med Stammen:„O, det er Moders Skyld altsammen;Med saadant simpelt SmørrebrødHun jager mig saa tidlig ud i Skole.“422„Hvorledes? ikke andet?“ afbrød Ole;„Skam dig og ti! Nei jeg har Grund at græde;Se her, jeg maa det tørre Brød kun æde!“Da skammede sig Hans og tørrede sit ØiePaa Ærmet af sin Trøie.Tilfreds han nu sin gode Frokost aad;Men Ole brast i Graad.Imidlertid kom Knud og lagdeSin Arm om Oles Hals og sagde:„Hvad fattes dig?Du græder jo saa bitterlig.“„Ak,“ svarte Ole, „ja, jeg Stakkel maa nok græde,Som ei har andet end det tørre Brød at æde.“„Hvorledes? ikke andet?“ udbrød Knud;„Du maatte heller takke GudFor det, du har. Du lider ingen Nød;Men jeg har ei engang — det tørre Brød.“Nu hulked Knud, og Ole tav;Hver tog sit Brød og brød det halve afOg medynksfuld den arme Dreng det gav;Saa blev de alle tre tilfredse.Ak, gik det saa i denne Verden stedse!

N. Wergeland.

At nøyes med, hva man har faa’t,Og takke vår HerreEr smukt og godt,Mangen kan ha det verre.

En liten Hans i skole gikkEn morgenstund, og etter gammel skikkHan spiste på et vakkert Smørrebrød,Men ei tilfreds; iblant en tåre fløtPå det, han nød.Nå kom den muntre Ole,Som gikk i samme skole,Tilspringende så inderlig fornøyetOg spør: „Hva nå? du har jo gråt i øyet?“Da svarte Hans med Hulken og med stammen:„O, det er Moders skyld altsammen;Med sådant simpelt SmørrebrødHun jager meg så tidlig ut i skole.“422„Hvorledes? ikke annet?“ avbrøt Ole;„Skam deg og ti! Nei jeg har grunn å gråte;Se her, jeg må det tørre brød kun ete!“Da skammet seg Hans og tørrede sitt ØyePå ermet av sin trøye.Tilfreds han nå sin gode frokost åt;Men Ole brast i gråt.Imidlertid kom Knud og laSin arm om Oles hals og sa:„Hva fattes deg?Du gråter jo så bitterlig.“„Ak,“ svarte Ole, „ja, jeg Stakkel må nok gråte,Som ei har annet enn det tørre brød å ete.“„Hvorledes? ikke annet?“ utbrøt Knud;„Du måtte heller takke GudFor det, du har. Du lider ingen nød;Men jeg har ei engang — det tørre brød.“Nå hulket Knud, og Ole tav;Hver tok sitt brød og brød det halve avOg medynksfull den arme dreng det ga;Så ble de alle tre tilfredse.Ak, gikk det så i denne verden stedse!

N. Wergeland.