411

En Bondeknøs, som hedte Hans,Der havde været udenlandsMed Herremandens Søn et Aar,Kom hjem til Faders Fæstegaard;Og i den lille BondebyFortalte han nu stolt og kryTil Fryd for store som for smaaOm, hvad i fremmed Land han saa;Men skjønt en Del deraf var sandt,Var der dog megen Løgn iblandt;Thi to Ting læres let paa Reise:At lyve grovt og høit at kneise;Og Hans forstod saa godt at lyve,Som Hest kan rende, Fugl kan flyve.

En Maanedstid omtrent forgik,Da Knøsens Fader, Frederik,I næste Kjøbstad Ærend fik,Og med sin kloge Søn han gikDerhen en aarle Morgenstund.Paa Veien fik de se en Hund.Og det var godt, at den var bunden;Thi baade glubsk og stor var Hunden.„En svær Krabat!“ var Bondens Ord,Da frem af Hus med Bjæf den for.„Aa Bagateller!“ udbrød Hans,„Ifjor, da jeg var udenlands,Jeg saa en Hund, jeg aldrig MageHar seet til Hund i mine Dage.Tæt ved Berlin den kom imod mig;Først blev jeg bange, men, — jeg stod mig;— I kjender vel Berlin af NavnOg tror, den er som Kjøbenhavn?Jo pyt! saasandt som her jeg gaar,Ti Gange større knapt forslaar; —Den Hund, som sagt, den var saa stor,Ja, I kan tro mig paa mit Ord,412Jeg selv, som saa den, ved det bedst,Den var saa stor som nogen Hest.“

Da svared Bonden: „Ærlig talt,Det undrer mig, skjønt overaltI denne Verden rundt omkringMan ser saa merkelige Ting,At man sit eget Øie knapt vil tro.Vi gaar nu for Exempel til en Bro;I mindre end en Time vi den naa,Og over Broen vi nødvendig maa.Paa denne ligger der en Sten,Og over den man brække maa sit Ben,Naar man har løiet samme Dag;Det er en vis og afgjort Sag.“

Saasnart Hans hørte disse Ord,En Skræk ham gjennem Blodet for;Om Ørerne blev Gutten hed,Af Panden sprang ham Angstens Sved.Da raabte han: „Hør, Fader kjær!At gaa saa sterkt er ikke værd.I er en gammel Mand og svag,Det er saa grumme varmt idag,Og man maa spare sine Kræfter.Jeg gaar just nu og tænker efter;Thi naar jeg mig betænker ret,Saa var den tydske Hund ei sletSaa stor, som jeg fortalte før;Ja mestendels jeg sværge tør,Den var ei større end en Ko,Men dog en prægtig Hund, min Tro.“

Og atter gamle FrederikMed Sønnen henad Veien gik;Dog Gutten havde ingen Ro;Bestandig den fordømte BroOmkring i Hovedet ham løb.Lidt efter lidt da gav han Kjøb;413Thi hvo vil ikke gjerne spareDe kjære Ben for Bræk og Fare?Og Hans, som sine frelse gad,Udbrød: „Hør, Fader! ved I hvad?Jeg tænker idelig paa Hunden;Vel var den stor, men dog i GrundenEi nær saa stor, ja neppe halv;Den var ei større end en Kalv.“

De atter frem ad Veien gikOg Broen snart i Sigte fik.Da haglede den vaade SvedAd Bondeguttens Lemmer ned,Og just som de sig Broen nærmed,Da trak han sin Papa i ÆrmetOg raabte i sin store Knibe:„Hør, Far! I kan da vel begribe,Jeg vilde gjøre Løier kun;Hvad jeg fortalte om den Hund,Som jeg ifjor i Tydskland saa,Det var ei saadan at forstaa;Den var, saa sandt jeg heder Hans,Omtrent som Hunde hertillands.“

Nu Knøs og Bonde begge toKom heldig over denne Bro;Ei Knøsen stødte sig paa Sten,Ei heller brak han sine Ben;Men rent hans Lyvelyst forsvandt,Og siden talte han saa sandt,At ingen skulde tro om Hans,Han havde været udenlands.

Chr. Wilster.

411

En Bondeknøs, som hette Hans,Der hadde vært utenlandsMed herremannens sønn et år,Kom hjem til Faders festegård;Og i den lille BondebyFortalte han nå stolt og kryTil Fryd for store som for småOm, hva i fremmed land han så;Men skjønt en del derav var sandt,Var der dog mye løgn iblant;Thi to ting læres lett på reise:Å lyve grovt og høyt å kneise;Og Hans forstod så godt å lyve,Som hest kan renne, fugl kan flyve.

En månedstid omtrent forgikk,Da Knøsens far, Frederik,I neste kjøpstad ærend fikk,Og med sin kloge sønn han gikkDerhen en årle morgenstund.På Veien fikk de se en hund.Og det var godt, at den var bunden;Thi både glupsk og stor var hunden.„En svær krabat!“ var Bondens ord,Da frem av hus med bjeff den for.„Aa Bagateller!“ utbrøt Hans,„I fjor, da jeg var utenlands,Jeg så en hund, jeg aldri mageHar sett til hund i mine dager.Tett ved Berlin den kom imot meg;Først ble jeg bange, men, — jeg stod meg;— Dere kjenner vel Berlin av navnOg tror, den er som Kjøbenhavn?Jo pytt! så sant som her jeg går,Ti ganger større knapt forslår; —Den hund, som sagt, den var så stor,Ja, dere kan tro meg på mitt ord,412Jeg selv, som så den, ved det best,Den var så stor som noen hest.“

Da svarte bonden: „Ærlig talt,Det undrer meg, skjønt overaltI denne verden rundt omkringMan ser så merkelige ting,At man sitt eget Øye knapt vil tro.Vi går nå for eksempel til en bro;I mindre enn en time vi den nå,Og over broen vi nødvendig må.På denne ligger der en Sten,Og over den man brekke må sitt Ben,Når man har løyet samme dag;Det er en viss og avgjort Sag.“

Så snart Hans hørte disse ord,En skrekk ham gjennom blodet for;Om ørene ble gutten het,Av Panden sprang ham Angstens sved.Da ropte han: „Hør, far kjær!Å gå så sterkt er ikke verd.Dere er en gammel mann og svak,Det er så grumme varmt i dag,Og man må spare sine krefter.Jeg går just nå og tenker etter;Thi når jeg meg betenker rett,Så var den tyske hund ei sletSå stor, som jeg fortalte før;Ja mestendels jeg sverge tør,Den var ei større enn en Ko,Men dog en prektig hund, min tro.“

Og atter gamle FrederikMed sønnen henad Veien gikk;Dog gutten hadde ingen ro;Bestandig den fordømte broOmkring i hodet ham løp.Litt etter litt da ga han kjøp;413Thi hvo vil ikke gjerne spareDe kjære Ben for Bræk og fare?Og Hans, som sine frelse gad,Utbrøt: „Hør, far! ved dere hva?Jeg tenker idelig på hunden;Vel var den stor, men dog i grunnenEi nær så stor, ja neppe halv;Den var ei større enn en kalv.“

De atter frem ad Veien gikkOg Broen snart i sikte fikk.Da haglet den våte svedAd Bondeguttens lemmer ned,Og just som de seg broen nærmet,Da trakk han sin pappa i ermetOg ropte i sin store knipe:„Hør, far! Dere kan da vel begripe,Jeg ville gjøre løyer kun;Hva jeg fortalte om den hund,Som jeg i fjor i Tydskland så,Det var ei sådan å forstå;Den var, så sandt jeg heter Hans,Omtrent som hunder hertillands.“

Nå Knøs og bonde begge toKom heldig over denne bro;Ei Knøsen støtte seg på Sten,Ei heller brak han sine Ben;Men rent hans Lyvelyst forsvant,Og siden talte han så sandt,At ingen skulle tro om Hans,Han hadde vært utenlands.

Chr. Wilster.