Det var en Mand i Bergens Stift, han var Bjørnejæger og havde fældet mer end en. Men en Dag traf han paa en Bjørn og skjød; men Skuddet slog i Mist og saarede blot den ene Labben. Da for Bjørnen paa ham, rendte ham overende og dængte ham med den gode Labben, til han laa saa godt som i Svime. Jo mere Bjørnen dængte, jo mere sindt blev den, og tilsidst rev den med Labben nedover Ansigtet paa Jægeren, saa at Taget tog Skindet af Panden, og det ene Øie strøg med, og Skindfillen hang over det andet Øie. Da laa Manden stille. Bjørnen lagde Øret lige ind til Munden hans for at høre, om der var Liv. Men Manden laa stille. Da ruslede Bjørnen lidt tilside og gav sig til at rode op en Grav til at gjemme Byttet sit i, saaledes som Bjørnen pleier. — Men Manden fik lettet paa Skindfillen foran det friske Øiet ganske ubemerket, saa han kunde se Bamsen, som grov, alt hvad den kunde, og af og til skottede bort til Manden, om han laa stille. Snart blev Hullet saa dybt, at Bjørnen fast var gjemt, naar den var nede i. Men da fik Manden besindet sig saameget, at han fik fat i Krudt og Kugle og lagde Ladning i Bøssen. Hver Gang Bjørnen kom op og saa sig om, laa han stille. Derpaa vidste han ikke, om han sagde høit, eller om han bare tænkte: „Nu faar han i Guds Navn komme.“ Saa kom Bamsen ganske rigtig tilbage, og da han saa, at Manden, som han laa, rettede Bøssepiben mod den, saa blev den sindt paanyt og skulde til, at slaa Bøssepiben tilside. Da gik Skuddet og sprængte Hovedet paa Bjørnen. Manden krøb frem til Folk og blev siden frisk igjen. Men enøiet er han den Dag idag.
Th. Kjerulf.