413

For halvandet hundrede Aar siden var der en stor Nød i Finland. Der havde været Krig; Byer og Huse var brændte, Høsten var ødelagt, og Menneskerne var døde i tusendvis, 414nogle omkomne ved Sverdet, andre ved Hungeren, mange af forfærdelige Sygdomme. Man saa ikke andet end Taarer og Nød, Aske og Blod; de, som havde bevaret Haabet længst, vidste tilsidst ikke mere, om de havde noget at haabe. Guds Svøbe var gaaet over Landet, og de sørgelige Minder fra den Tid glemmes aldrig. Da hændte det, at mange Familier blev adsplittede, nogle blev bortførte af Fienderne, andre flygtede ud i Skoven og Ørkenerne eller langt bort til Sverige. En Hustru vidste ikke noget om sin Mand, en Broder ikke om sin Søster, og en Fader og Moder vidste ikke, om Børnene var levende eller døde. Da der endelig blev Fred, saa var der kun faa Familier, der ingen havde at begræde. Det gik ligesom i den gamle Historie om Ridder Rolf Blaaskjegs unge Kone, der sendte sin Søster hen i Taarnet, hvorfra man kunde se ud over Veien, og bestandig spurgte: „Anna, min Søster, ser du nogen komme?“ Ja saaledes spurgte mange, naar Stuen var tom og de kjære borte: „Ser du endnu ingen komme?“ Og for det meste lød Svaret: „Ingen, slet ingen.“ Men undertiden gik det som i Historien om Rolf Blaaskjeg, langt borte paa Veien saa man en liden Støvsky, — den kom nærmere, det var en Skare af flygtende, der kom tilbage.

Nu søgte Forældrenes Øine efter de kjære, som de ikke havde seet i flere Aar, og naar de fandt dem, var der en Glæde, som om der ingen Sorg havde været. Hytterne reiste sig atter, Markerne bugnede under Høstens Velsignelse, og en ny Tid var kommen i Landet. —

I Krigens Tid var to smaa Søskende, en Dreng og en Pige, blevne førte langt bort til et fremmed Land, hvor de havde fundet venlige Mennesker, der tog sig af dem. Aar gik hen, Børnene voxede op og led ingen Nød; men i al sin Overflødighed kunde de dog ikke glemme Fader, Moder og Fædreland.

Da Rygtet kom, at der var Fred i Finland, og at de, der vilde, havde Lov til at vende tilbage, saa blev det endnu tungere for Børnene at være i det fremmede Land, og de bad om Tilladelse til at gaa hjem. De fremmede, som havde taget sig af dem, lo og sagde: „Tossede Børn, I ved nok ikke, at der er mere end hundrede Mile til eders Hjem.“

415„Det er lige meget,“ sagde Børnene, „bare vi kommer hjem.“ „Men her har I et nyt Hjem, har Klæder og Mad, gode Frugter, Melk at drikke, hyggelige Boliger og venlige Mennesker, der holder af eder; hvad forlanger I mere?“

„At gaa hjem,“ svarede Børnene.

„Men i eders Hjem er der Nød og Fattigdom, der maa I ligge paa Mos i en ussel Hytte, lide af Blæst og Kulde og spise Brød af Bark. Eders Forældre, Søskende og Venner er døde for længe siden; naar I søger efter deres Spor, finder I blot Ulvenes, der har gaaet i Snedriverne paa den tomme Plads, hvor eders Hytte før har staaet.“

„Ja,“ sagde Børnene, „men vi vil gaa hjem.“

„Men ti Aar er gaaet, siden I førtes bort; da var I smaa, kun fire og fem Aar, nu er I tretten og fjorten og kjender intet til Verden. I har glemt Veien til eders Hjem, glemt, hvorledes eders Forældre saa ud, og de har ogsaa glemt eder.“

„Ja, men vi vil gaa hjem.“

„Hvem skal da vise eder Veien?“ „Gud,“ sagde Drengen; „desuden husker jeg, at der staar et stort Birketræ ved Faders Gaard, og der er mange smukke Fugle, som synger der om Morgenen.“ „Og jeg husker, at om Aftenen skinner der en klar Stjerne gjennem Birkens Løv,“ sagde Pigen.

„Dumme Børn,“ sagde Menneskerne i det fremmede Land, „det, som I ønsker, er Daarskab og vilde blive eders Fordærvelse,“ og de forbød Børnene at tænke mere derpaa.

Men alligevel tænkte de bestandig paa at komme hjem, ikke fordi de var ulydige, men fordi det var dem umuligt at glemme Fædrelandet, umuligt at ophøre at længes efter Fader og Moder.

En maanelys Nat kunde Drengen ikke sove for disse Tankers Skyld; han spurgte sin Søster, om hun sov: „Nei, jeg kan ikke sove, jeg tænker paa vort Hjem.“ „Saa gaar det ogsaa mig,“ sagde Drengen, „kom lad os pakke vore Klæder sammen og flygte bort. Det forekommer mig, som om Guds Stemme sagde inde i mit Hjerte: „Gaa hjem, gaa hjem,“ og naar Gud siger det, saa kan det ikke være Synd.“ „Ja,“ svarede Søsteren, og de gik stille bort.

416Derude skinnede Maanen klart over Veie og Stier; det var en deilig Nat. Da de havde gaaet et Stykke, sagde Pigen: „Hør, min Broder, jeg er saa bange for, at vi ikke finder Veien hjem.“ Han svarede: „Lad os bestandig gaa mod Nordvest, saa kommer vi nok til Finland, og naar vi kommer der, saa skal Birken og Stjernen være vort Merke; ser vi Stjernen lyse gjennem Birkens Løv, saa ved vi, at vi er hjemme.“

Lidt efter sagde Søsteren: „Jeg er saa bange for, at vilde Dyr og Røvere skal gjøre os Fortræd.“ Drengen svarede: „Gud skal beskytte os; husker du ikke, hvad der stod i den lille Bøn, som vi lærte hjemme, da vi var smaa:

„Hvor jeg mig i Verden vender, staar min Lykke i Guds Hænder.“

„Ja,“ svarede Pigen, „Gud skal sende sine Engle for at beskjerme os i det fremmede Land.“

Saa gik de da freidig videre. Drengen skar en Kjep af et ungt Egetræ; med den vilde han forsvare sig og Søsteren; men intet ondt hændte dem.

En Dag kom de til et Sted, hvor der var en Korsvei, og de vidste ikke, til hvilken Side de skulde gaa. Da saa de to smaa Fugle, der sang i Træet ved Veien til venstre: „Kom,“ sagde Broderen, „denne Vei er den rette, det hører jeg paa Fuglenes Sang. Du kan tro, at disse Fugle igrunden er Guds Engle, der skal hjelpe os fremad.“

De gik videre, og Fuglene fløi fra Gren til Gren, men ikke hurtigere, end at de kunde følge dem. Børnene spiste Skovens Bær og Frugter, drak af Kildernes Vand og sov om Natten paa bløde Leier af Mos. Der var saa vidunderlig sørget for dem; altid fik de nok at spise, og altid fandt de Steder, hvor de kunde tilbringe Natten. De kunde ikke forklare det; men hvergang de saa Fuglene, sagde de: „Se, der er Guds Engle, som følger os!“ Saa gik det videre frem.

Tilsidst blev Pigen træt af den lange Vandring og sagde til Broderen: „Naar skal vi dog begynde at søge efter vor Birk?“ Han svarede: „Ikke førend vi hører det Sprog tales rundt omkring os, som vor Fader og Moder talte.“ Atter gik de frem mod Nord og Vest; Sommeren var forbi, 417det blev koldt i Skovene, Pigen spurgte atter om Birken, og han sagde, hun maatte give Tid. Landet, hvor de gik, fik et andet Udseende; før havde det været fladt, nu kom de til et Land fuldt af høie Bjerge, Floder og Søer. Pigen spurgte: „Hvorledes skal vi komme over de steile Bjerge?“ Drengen svarede: „Jeg skal bære dig,“ og han bar hende. Atter sagde Pigen: „Hvorledes skal vi komme over de stride Floder og de store Søer?“ Drengen svarede: „Vi skal ro,“ og han roede over Floderne og Søerne; thi hvor de kom, fandt de Baade ligesom blot for deres Skyld. Over nogle Floder svømmede Drengen med sin Søster, og de flød let paa Bølgerne; thi ved deres Side var Englene i Fugleham, som banede Veien for dem.

En Aften kom de meget trætte til en stor Gaard, der var bygget paa Ruinerne af et fordum afbrændt Hus. Udenfor stod et Barn og skrællede Rødder.

„Vil du give os en af dine Rødder?“ spurgte Drengen. „Ja kom,“ svarede Barnet, „Moder er inde i Stuen; hun vil give eder Mad, dersom I er sultne.“

Da omfavnede Drengen det fremmede Barn og græd af Glæde. „Hører du, Søster? dette Barn taler vor Faders og Moders Sprog; nu kan vi begynde at søge efter Birken og Stjernen.“ De gik ind i Stuen, hvor de blev modtagne med Venlighed og spurgte, hvorfra de kom. De svarede: „Vi kommer fra et fremmed Land og søger efter vort Hjem; men vi har ikke andet Merke at se efter end en Birk, der staar ved Gaarden; om Morgenen synger Fuglene i dens Top, og om Aftenen lyser en Stjerne gjennem dens Løv.“

„Stakkels Børn,“ sagde Folkene medlidende, „der voxer mange tusende Birke paa Jorden, og der lyser mange tusende Stjerner paa Himlen; hvorledes bliver det muligt for eder at finde de rette?“

Drengen og Pigen svarede: „Gud skal lede os. Hans Engle har ledsaget os til vort Land; nu er vi jo næsten hjemme.“

„Men Finland er stort,“ sagde Folkene og rystede paa Hovedet. „Men Gud er endnu større!“ svarede Drengen, og saa takkede de for al Venlighed og gik videre.

418Det kom dem vel tilpas, at de nu ikke mere behøvede at spise og sove i Skovene, men gik fra Gaard til Gaard; thi skjønt der var store, øde Sletter imellem hver menneskelig Bolig og stor Fattigdom overalt, saa fik de dog Herberg og Mad, hvor de kom hen; thi alle forbarmede sig over dem. Men Birken og Stjernen fandt de ikke; fra Gaard til Gaard søgte de; de saa mange Birke og mange Stjerner, men ikke de rette.

„Finland er saa stort, og vi er saa smaa,“ sukkede Pigen, „vi finder vist aldrig hjem.“ Drengen svarede: „Tror du da ikke paa Gud?“ „Jo,“ sagde hun.

„Ja saa ved du ogsaa, at der er skeet større Underverker end det. Da de hellige tre Konger gik til Bethlehem, saa gik Stjernen foran dem; den gaar ogsaa foran os, naar vi bare tror.“ „Ja, saa er det,“ sagde Pigen; thi hun var altid vant til at sige ja til det, som Broderen mente. Saa gik de frimodige fremad.

En Aften kom de til en ensomt liggende Gaard; nu var det paa andet Aar af deres Vandring; det var en Pintseaften i Slutningen af Mai, Trærne begyndte allerede at blive grønne. Idet de nærmede sig Huset, saa de et stort Birketræ, der stod foran det; det lysegrønne Løv saa yndigt ud i den smukke Sommeraften, og gjennem det skinnede den klare Aftenstjerne. „Det er vor Birk!“ raabte Drengen strax. „Det er vor Stjerne,“ sagde Pigen. De omfavnede hinanden og lovede Herren med jublende Glæde.

„Her er Stalden, hvor Faders Heste stod,“ tog Drengen tilorde. „Jeg kjender Brønden, hvor Moder tog Vand til Kjørene,“ svarede Pigen.

„Der staar to smaa Kors under Træet; hvad betyder de mon?“ sagde Drengen. „Jeg er bange for at gaa ind i Stuen,“ sagde Pigen, „tænk, om Fader og Moder ikke levede længere, eller om de ikke kjendte os; gaa du iforveien, min Broder.“

Inde i Stuen sad en gammel Mand med sin Kone, — ja gamle var de egentlig ikke; men Sorg og Kummer havde ældet dem før Tiden.

Manden sagde til Hustruen: „Ja, nu er det Pintse; men Gud sender ingen Trøstens Aand ned til os. Vi har 419mistet vore fire Børn, to hviler under Birken, to er bortførte til Fiendeland og kommer aldrig mere igjen. Det er tungt at være alene, naar man er gammel.“

Hustruen sagde: „Men Gud er almægtig, evig og god. Han, som førte Israels Børn ud fra Fangenskabet, han kan vel ogsaa give os vore Børn igjen, om han vil det.“

„Ja, det vilde være en Herrens Velsignelse,“ svarede Manden; men en saadan Lykke har vi ikke fortjent.“

Endnu idet han talte, aabnedes Døren; ind traadte en Dreng og en Pige, der bad om en Bid Brød.

„Kom nærmere, Børn,“ sagde Manden, „bliv kun her inat. Ak, saa store skulde ogsaa vore yngste Børn have været, om vi havde beholdt dem.“ „Ja, de havde vist været ligesaa smukke som disse Børn,“ og begge Forældrene græd.

Da kunde Børnene ikke længere tie, men omfavnede Faderen og Moderen, idet de raabte: „Vi er jo eders Børn, som Gud paa en vidunderlig Maade har ført tilbage fra det fremmede Land.“

Forældrene omfavnede dem med usigelig Glæde, og alle takkede Gud, som paa selve Pintseaften havde skjænket dem en saa stor Glæde. Derefter maatte Børnene fortælle alt, hvad der var hændt dem; Forældrene fortalte ogsaa, hvorledes det var gaaet dem, og skjønt der var Sorg og mørke Dage at fortælle om, saa var Sorgen nu forvandlet til Glæde. Faderen prøvede Sønnens Arme og frydede sig over, at de var saa mandig sterke. Moderen kyssede Datterens blomstrende Kind og sagde: „Jeg kunde nok tro, at noget godt maatte hænde idag; thi to fremmede Fugle sang saa smukt i Birken imorges.“ „Dem kjender jeg nok,“ sagde Pigen, „de er to Engle i Fugleham, som hele Veien har fløiet foran os for at lede vor Vandring; nu glæder de sig over, at vi har fundet hjem.“

„Kom! lad os hilse paa Birken,“ sagde Drengen. „Se, min Søster, her hviler vore smaa Søskende. Om vi laa der, og de stod her i vort Sted og saa paa vor Grav, hvad tror du saa, at vi var?“ „Saa var I Engle hos Gud,“ svarede Moderen. „Nu ved jeg det,“ sagde Pigen, „Englene i Fugleham, som har fulgt os hele Veien og idag bebudede vor Ankomst, det er vore smaa Søskende. Det var dem, der bestandig 420ligesom sagde til os: „Gaa hjem for at trøste Fader og Moder!“ det var dem, der sørgede for os, saa at vi ikke hungrede og frøs ihjel; det var dem, der sendte Baade, saa at vi ikke druknede i de svulmende Floder. Det var ogsaa dem, der sagde til os: det er den rette Birk, det er den rette Stjerne mellem saa mange tusende; thi Gud havde udvalgt dem til at beskytte os. Tak, kjære Søskende! tak, gode Gud!“

„Se,“ sagde Drengen, „Stjernen skinner saa lyst og klart gjennem Løvet; det er, som vilde den byde os velkommen. Nu har vi fundet vort Hjem, nu gaar vi ikke længere.“

413

For halvannet hundre år siden var der en stor nød i Finland. Der hadde vært krig; Byer og hus var brente, høsten var ødelagt, og menneskene var døde i tusenvis, 414noen omkomne ved sverdet, andre ved hungeren, mange av forferdelige sykdommer. Man så ikke annet enn Taarer og nød, aske og blod; de, som hadde bevaret håpet lengst, visste til sist ikke mer, om de hadde noe å håpe. Guds Svøbe var gått over landet, og de sørgelige minner fra den tid glemmes aldri. Da hendte det, at mange familier ble adsplittet, noen ble bortførte av fiendene, andre flyktet ut i skogen og ørkenene eller langt bort til Sverige. En hustru visste ikke noe om sin mann, en bror ikke om sin søster, og en far og Moder visste ikke, om barna var levende eller døde. Da der endelig ble fred, så var der kun få familier, der ingen hadde at begræde. Det gikk likesom i den gamle historie om ridder Rolf Blaaskjegs unge kone, der sendte sin søster hen i tårnet, hvorfra man kunne se ut over Veien, og bestandig spurte: „Anna, min søster, ser du noen komme?“ Ja således spurte mange, når stuen var tom og de kjære borte: „Ser du ennå ingen komme?“ Og for det meste lød svaret: „Ingen, slett ingen.“ Men undertiden gikk det som i historien om Rolf Blaaskjeg, langt borte på Veien så man en liten støvsky, — den kom nærmere, det var en Skare av flyktende, der kom tilbake.

Nå søkte foreldrenes øyne etter de kjære, som de ikke hadde sett i flere år, og når de fant dem, var der en glede, som om der ingen sorg hadde vært. Hyttene reiste seg atter, markene bugnede under Høstens velsignelse, og en ny tid var kommet i landet. —

I Krigens tid var to små søsken, en dreng og en pike, blitt førte langt bort til et fremmed land, hvor de hadde funnet vennlige mennesker, der tok seg av dem. År gikk hen, barna voxede opp og led ingen nød; men i all sin overflødighet kunne de dog ikke glemme far, mor og fedreland.

Da ryktet kom, at der var fred i Finland, og at de, der ville, hadde Lov til å vende tilbake, så ble det enda tungere for barna å være i det fremmede land, og de bad om tillatelse til å gå hjem. De fremmede, som hadde tatt seg av dem, lo og sa: „Tossete barn, dere vet nok ikke, at der er mer enn hundre mil til deres hjem.“

415„Det er like meget,“ sa barna, „bare vi kommer hjem.“ „Men her har dere et nytt hjem, har klær og mat, gode frukter, melk å drikke, hyggelige boliger og vennlige mennesker, der holder av dere; hva forlanger dere mer?“

„Å gå hjem,“ svarte barna.

„Men i deres hjem er der nød og fattigdom, der må dere ligge på Mos i en ussel hytte, lide av Blæst og kulde og spise brød av bark. Deres foreldre, søsken og venner er døde for lenge siden; når dere søker etter deres spor, finner dere blot Ulvenes, der har gått i Snedriverne på den tomme plass, hvor deres hytte før har stått.“

„Ja,“ sa barna, „men vi vil gå hjem.“

„Men ti år er gått, siden dere førtes bort; da var dere små, kun fire og fem år, nå er dere tretten og fjorten og kjenner intet til verden. Dere har glemt Veien til deres hjem, glemt, hvorledes deres foreldre så ut, og de har også glemt dere.“

„Ja, men vi vil gå hjem.“

„Hvem skal da vise dere Veien?“ „Gud,“ sa drengen; „dessuten husker jeg, at der står et stort bjørketre ved Faders gård, og der er mange smukke fugler, som synger der om morgenen.“ „Og jeg husker, at om Aftenen skinner der en klar stjerne gjennom Birkens løv,“ sa piken.

„Dumme barn,“ sa menneskene i det fremmede land, „det, som dere ønsker, er dårskap og ville bli deres fordervelse,“ og de forbød barna å tenke mer derpå.

Men allikevel tenkte de bestandig på å komme hjem, ikke fordi de var ulydige, men fordi det var dem umulig å glemme fedrelandet, umulig å opphøre å lenges etter far og Moder.

En månelys natt kunne drengen ikke sove for disse Tankers skyld; han spurte sin søster, om hun sov: „Nei, jeg kan ikke sove, jeg tenker på vårt hjem.“ „Så går det også meg,“ sa drengen, „kom la oss pakke våre klær sammen og flykte bort. Det forekommer meg, som om Guds stemme sa inne i mitt hjerte: „Gå hjem, gå hjem,“ og når Gud sier det, så kan det ikke være synd.“ „Ja,“ svarte søsteren, og de gikk stille bort.

416Derude skinte månen klart over Veie og stier; det var en deilig natt. Da de hadde gått et stykke, sa piken: „Hør, min bror, jeg er så bange for, at vi ikke finner Veien hjem.“ Han svarte: „La oss bestandig gå mot nordvest, så kommer vi nok til Finland, og når vi kommer der, så skal bjørken og stjernen være vårt merke; ser vi stjernen lyse gjennom Birkens løv, så vet vi, at vi er hjemme.“

Litt etter sa søsteren: „Jeg er så bange for, at ville dyr og røvere skal gjøre oss fortred.“ Drengen svarte: „Gud skal beskytte oss; husker du ikke, hva der stod i den lille Bøn, som vi lærte hjemme, da vi var små:

„Hvor jeg meg i verden vender, står min lykke i Guds Hænder.“

„Ja,“ svarte piken, „Gud skal sende sine engler for at beskjerme oss i det fremmede land.“

Så gikk de da freidig videre. Drengen skar en kjepp av et ungt eiketre; med den ville han forsvare seg og søsteren; men intet ondt hendte dem.

En dag kom de til et sted, hvor der var en korsvei, og de visste ikke, til hvilken side de skulle gå. Da så de to små fugler, der sang i treet ved Veien til venstre: „Kom,“ sa broren, „denne vei er den rette, det hører jeg på Fuglenes sang. Du kan tro, at disse fugler i grunnen er Guds Engle, der skal hjelpe oss fremad.“

De gikk videre, og fuglene fløy fra gren til gren, men ikke hurtigere, enn at de kunne følge dem. Barna spiste Skovens bær og frukter, drakk av Kildernes vann og sov om natten på bløde leier av Mos. Der var så vidunderlig sørget for dem; alltid fikk de nok å spise, og alltid fant de steder, hvor de kunne tilbringe natten. De kunne ikke forklare det; men hvergang de så fuglene, sa de: „Se, der er Guds Engle, som følger oss!“ Så gikk det videre frem.

Til sist ble piken trett av den lange vandring og sa til broren: „Når skal vi dog begynne å søke etter vår Birk?“ Han svarte: „Ikke før vi hører det språk tales rundt omkring oss, som vår Fader og Moder talte.“ Atter gikk de frem mot nord og vest; Sommeren var forbi, 417det ble kaldt i skogene, piken spurte atter om bjørken, og han sa, hun måtte gi tid. Landet, hvor de gikk, fikk et annet utseende; før hadde det været flatt, nå kom de til et land fullt av høye Bjerge, Floder og Søer. Piken spurte: „Hvorledes skal vi komme over de steile Bjerge?“ Drengen svarte: „Jeg skal bære deg,“ og han bar henne. Atter sa piken: „Hvorledes skal vi komme over de stride Floder og de store Søer?“ Drengen svarte: „Vi skal ro,“ og han rodde over flodene og søene; thi hvor de kom, fant de båter likesom blot for deres skyld. Over noen Floder svømte drengen med sin søster, og de fløt lett på bølgene; thi ved deres side var englene i fugleham, som banede Veien for dem.

En aften kom de meget trette til en stor gård, der var bygget på ruinene av et fordum avbrent hus. Utenfor stod et barn og skrællede røtter.

„Vil du gi oss en av dine røtter?“ spurte drengen. „Ja kom,“ svarte barnet, „mor er inne i stuen; hun vil gi dere mat, dersom dere er sultne.“

Da omfavnet drengen det fremmede barn og gråt av glede. „Hører du, søster? dette barn taler vår Faders og Moders språk; nå kan vi begynne å søke etter bjørken og stjernen.“ De gikk inn i stuen, hvor de ble mottatte med vennlighet og spurte, hvorfra de kom. De svarede: „Vi kommer fra et fremmed land og søker etter vårt hjem; men vi har ikke annet merke å se etter enn en Birk, der står ved gården; om morgenen synger fuglene i dens topp, og om Aftenen lyser en stjerne gjennom dens løv.“

„Stakkels barn,“ sa folkene medlidende, „der vokser mange tusende Birke på jorden, og der lyser mange tusende stjerner på Himlen; hvorledes blir det mulig for dere å finne de rette?“

Drengen og piken svarte: „Gud skal lede oss. Hans Engle har ledsaget oss til vårt land; nå er vi jo nesten hjemme.“

„Men Finland er stort,“ sa folkene og rystet på hodet. „Men Gud er enda større!“ svarte drengen, og så takket de for all vennlighet og gikk videre.

418Det kom dem vel tilpass, at de nå ikke mer behøvde å spise og sove i skogene, men gikk fra gård til gård; thi skjønt der var store, øde sletter imellom hver menneskelig bolig og stor fattigdom overalt, så fikk de dog Herberg og mat, hvor de kom hen; thi alle forbarmet seg over dem. Men bjørken og stjernen fant de ikke; fra gård til gård søkte de; de så mange Birke og mange stjerner, men ikke de rette.

„Finland er så stort, og vi er så små,“ sukket piken, „vi finner vist aldri hjem.“ Drengen svarte: „Tror du da ikke på Gud?“ „Jo,“ sa hun.

„Ja så vet du også, at der er skjedd større underverker enn det. Da de hellige tre konger gikk til Bethlehem, så gikk stjernen foran dem; den går også foran oss, når vi bare tror.“ „Ja, så er det,“ sa piken; thi hun var alltid vant til å si ja til det, som broren mente. Så gikk de frimodige fremad.

En aften kom de til en ensomt liggende gård; nå var det på annet år av deres vandring; det var en pinseaften i Slutningen av mai, trærne begynte allerede å bli grønne. Idet de nærmet seg huset, så de et stort bjørketre, der stod foran det; det lysegrønne løv så yndigt ut i den smukke Sommeraften, og gjennom det skinte den klare Aftenstjerne. „Det er vår Birk!“ ropte drengen straks. „Det er vår stjerne,“ sa piken. De omfavnet hinannen og lovede Herren med jublende glede.

„Her er stallen, hvor Faders hester stod,“ tok drengen til orde. „Jeg kjenner brønnen, hvor mor tok vann til Kjørene,“ svarte piken.

„Der står to små kors under treet; hva betyr de mon?“ sa drengen. „Jeg er bange for å gå inn i stuen,“ sa piken, „tenk, om far og Moder ikke levde lenger, eller om de ikke kjente oss; gå du i forveien, min bror.“

Inne i stuen satt en gammel mann med sin kone, — ja gamle var de egentlig ikke; men sorg og kummer hadde eldet dem før tiden.

Mannen sa til hustruen: „Ja, nå er det pinse; men Gud sender ingen Trøstens ånd ned til oss. Vi har 419mistet våre fire barn, to hviler under bjørken, to er bortførte til fiendeland og kommer aldri mer igjen. Det er tungt å være alene, når man er gammel.“

Hustruen sa: „Men Gud er allmektig, evig og god. Han, som førte Israels barn ut fra fangenskapet, han kan vel også gi oss våre barn igjen, om han vil det.“

„Ja, det ville være en Herrens velsignelse,“ svarte mannen; men en sådan lykke har vi ikke fortjent.“

Ennå idet han talte, åpnedes døren; inn trådte en dreng og en pike, der bad om en bit brød.

„Kom nærmere, barn,“ sa mannen, „bli kun her i natt. Ak, så store skulle også våre yngste barn have vært, om vi hadde beholdt dem.“ „Ja, de hadde vist vært likeså smukke som disse barn,“ og begge foreldrene gråt.

Da kunne barna ikke lenger tie, men omfavnet Faderen og moren, idet de ropte: „Vi er jo deres barn, som Gud på en vidunderlig måte har ført tilbake fra det fremmede land.“

Foreldrene omfavnet dem med usigelig glede, og alle takket Gud, som på selve pinseaften hadde skjenket dem en så stor glede. Deretter måtte barna fortelle alt, hva der var hendt dem; Foreldrene fortalte også, hvorledes det var gått dem, og skjønt der var sorg og mørke dager å fortelle om, så var sorgen nå forvandlet til glede. Faderen prøvde Sønnens Arme og frydet seg over, at de var så mandig sterke. Moren kysset Datterens blomstrende kinn og sa: „Jeg kunne nok tro, at noe godt måtte hænde i dag; thi to fremmede fugler sang så smukt i bjørken i morges.“ „Dem kjenner jeg nok,“ sa piken, „de er to engler i fugleham, som hele Veien har fløyet foran oss for å lede vår vandring; nå gleder de seg over, at vi har funnet hjem.“

„Kom! la oss hilse på bjørken,“ sa drengen. „Se, min søster, her hviler våre små søsken. Om vi lå der, og de stod her i vårt sted og så på vår grav, hva tror du så, at vi var?“ „Så var dere engler hos Gud,“ svarte moren. „Nå vet jeg det,“ sa piken, „englene i fugleham, som har fulgt oss hele Veien og i dag bebudet vår ankomst, det er våre små søsken. Det var dem, der bestandig 420likesom sa til oss: „Gå hjem for å trøste far og Moder!“ det var dem, der sørget for oss, så at vi ikke hungret og frøs ihjel; det var dem, der sendte båter, så at vi ikke druknet i de svulmende Floder. Det var også dem, der sa til oss: det er den rette Birk, det er den rette stjerne mellom så mange tusende; thi Gud hadde utvalgt dem til å beskytte oss. Takk, kjære søsken! takk, gode Gud!“

„Se,“ sa drengen, „stjernen skinner så lyst og klart gjennom løvet; det er, som ville den by oss velkommen. Nå har vi funnet vårt hjem, nå går vi ikke lenger.“