Læreplanatlas
Anden DelTredje Afdeling.

41. Birken og Stjernen.

Efter Topelius

413

For halvandet hundrede Aar siden var der en stor Nød i Finland. Der havde været Krig; Byer og Huse var brændte, Høsten var ødelagt, og Menneskerne var døde i tusendvis, 414nogle omkomne ved Sverdet, andre ved Hungeren, mange af forfærdelige Sygdomme. Man saa ikke andet end Taarer og Nød, Aske og Blod; de, som havde bevaret Haabet længst, vidste tilsidst ikke mere, om de havde noget at haabe. Guds Svøbe var gaaet over Landet, og de sørgelige Minder fra den Tid glemmes aldrig. Da hændte det, at mange Familier blev adsplittede, nogle blev bortførte af Fienderne, andre flygtede ud i Skoven og Ørkenerne eller langt bort til Sverige. En Hustru vidste ikke noget om sin Mand, en Broder ikke om sin Søster, og en Fader og Moder vidste ikke, om Børnene var levende eller døde. Da der endelig blev Fred, saa var der kun faa Familier, der ingen havde at begræde. Det gik ligesom i den gamle Historie om Ridder Rolf Blaaskjegs unge Kone, der sendte sin Søster hen i Taarnet, hvorfra man kunde se ud over Veien, og bestandig spurgte: „Anna, min Søster, ser du nogen komme?“ Ja saaledes spurgte mange, naar Stuen var tom og de kjære borte: „Ser du endnu ingen komme?“ Og for det meste lød Svaret: „Ingen, slet ingen.“ Men undertiden gik det som i Historien om Rolf Blaaskjeg, langt borte paa Veien saa man en liden Støvsky, — den kom nærmere, det var en Skare af flygtende, der kom tilbage.

Nu søgte Forældrenes Øine efter de kjære, som de ikke havde seet i flere Aar, og naar de fandt dem, var der en Glæde, som om der ingen Sorg havde været. Hytterne reiste sig atter, Markerne bugnede under Høstens Velsignelse, og en ny Tid var kommen i Landet. —

I Krigens Tid var to smaa Søskende, en Dreng og en Pige, blevne førte langt bort til et fremmed Land, hvor de havde fundet venlige Mennesker, der tog sig af dem. Aar gik hen, Børnene voxede op og led ingen Nød; men i al sin Overflødighed kunde de dog ikke glemme Fader, Moder og Fædreland.

Da Rygtet kom, at der var Fred i Finland, og at de, der vilde, havde Lov til at vende tilbage, saa blev det endnu tungere for Børnene at være i det fremmede Land, og de bad om Tilladelse til at gaa hjem. De fremmede, som havde taget sig af dem, lo og sagde: „Tossede Børn, I ved nok ikke, at der er mere end hundrede Mile til eders Hjem.“

415„Det er lige meget,“ sagde Børnene, „bare vi kommer hjem.“ „Men her har I et nyt Hjem, har Klæder og Mad, gode Frugter, Melk at drikke, hyggelige Boliger og venlige Mennesker, der holder af eder; hvad forlanger I mere?“

„At gaa hjem,“ svarede Børnene.

„Men i eders Hjem er der Nød og Fattigdom, der maa I ligge paa Mos i en ussel Hytte, lide af Blæst og Kulde og spise Brød af Bark. Eders Forældre, Søskende og Venner er døde for længe siden; naar I søger efter deres Spor, finder I blot Ulvenes, der har gaaet i Snedriverne paa den tomme Plads, hvor eders Hytte før har staaet.“

„Ja,“ sagde Børnene, „men vi vil gaa hjem.“

„Men ti Aar er gaaet, siden I førtes bort; da var I smaa, kun fire og fem Aar, nu er I tretten og fjorten og kjender intet til Verden. I har glemt Veien til eders Hjem, glemt, hvorledes eders Forældre saa ud, og de har ogsaa glemt eder.“

„Ja, men vi vil gaa hjem.“

„Hvem skal da vise eder Veien?“ „Gud,“ sagde Drengen; „desuden husker jeg, at der staar et stort Birketræ ved Faders Gaard, og der er mange smukke Fugle, som synger der om Morgenen.“ „Og jeg husker, at om Aftenen skinner der en klar Stjerne gjennem Birkens Løv,“ sagde Pigen.

„Dumme Børn,“ sagde Menneskerne i det fremmede Land, „det, som I ønsker, er Daarskab og vilde blive eders Fordærvelse,“ og de forbød Børnene at tænke mere derpaa.

Men alligevel tænkte de bestandig paa at komme hjem, ikke fordi de var ulydige, men fordi det var dem umuligt at glemme Fædrelandet, umuligt at ophøre at længes efter Fader og Moder.

En maanelys Nat kunde Drengen ikke sove for disse Tankers Skyld; han spurgte sin Søster, om hun sov: „Nei, jeg kan ikke sove, jeg tænker paa vort Hjem.“ „Saa gaar det ogsaa mig,“ sagde Drengen, „kom lad os pakke vore Klæder sammen og flygte bort. Det forekommer mig, som om Guds Stemme sagde inde i mit Hjerte: „Gaa hjem, gaa hjem,“ og naar Gud siger det, saa kan det ikke være Synd.“ „Ja,“ svarede Søsteren, og de gik stille bort.

416Derude skinnede Maanen klart over Veie og Stier; det var en deilig Nat. Da de havde gaaet et Stykke, sagde Pigen: „Hør, min Broder, jeg er saa bange for, at vi ikke finder Veien hjem.“ Han svarede: „Lad os bestandig gaa mod Nordvest, saa kommer vi nok til Finland, og naar vi kommer der, saa skal Birken og Stjernen være vort Merke; ser vi Stjernen lyse gjennem Birkens Løv, saa ved vi, at vi er hjemme.“

Lidt efter sagde Søsteren: „Jeg er saa bange for, at vilde Dyr og Røvere skal gjøre os Fortræd.“ Drengen svarede: „Gud skal beskytte os; husker du ikke, hvad der stod i den lille Bøn, som vi lærte hjemme, da vi var smaa:

„Hvor jeg mig i Verden vender, staar min Lykke i Guds Hænder.“

„Ja,“ svarede Pigen, „Gud skal sende sine Engle for at beskjerme os i det fremmede Land.“

Saa gik de da freidig videre. Drengen skar en Kjep af et ungt Egetræ; med den vilde han forsvare sig og Søsteren; men intet ondt hændte dem.

En Dag kom de til et Sted, hvor der var en Korsvei, og de vidste ikke, til hvilken Side de skulde gaa. Da saa de to smaa Fugle, der sang i Træet ved Veien til venstre: „Kom,“ sagde Broderen, „denne Vei er den rette, det hører jeg paa Fuglenes Sang. Du kan tro, at disse Fugle igrunden er Guds Engle, der skal hjelpe os fremad.“

De gik videre, og Fuglene fløi fra Gren til Gren, men ikke hurtigere, end at de kunde følge dem. Børnene spiste Skovens Bær og Frugter, drak af Kildernes Vand og sov om Natten paa bløde Leier af Mos. Der var saa vidunderlig sørget for dem; altid fik de nok at spise, og altid fandt de Steder, hvor de kunde tilbringe Natten. De kunde ikke forklare det; men hvergang de saa Fuglene, sagde de: „Se, der er Guds Engle, som følger os!“ Saa gik det videre frem.

Tilsidst blev Pigen træt af den lange Vandring og sagde til Broderen: „Naar skal vi dog begynde at søge efter vor Birk?“ Han svarede: „Ikke førend vi hører det Sprog tales rundt omkring os, som vor Fader og Moder talte.“ Atter gik de frem mod Nord og Vest; Sommeren var forbi, 417det blev koldt i Skovene, Pigen spurgte atter om Birken, og han sagde, hun maatte give Tid. Landet, hvor de gik, fik et andet Udseende; før havde det været fladt, nu kom de til et Land fuldt af høie Bjerge, Floder og Søer. Pigen spurgte: „Hvorledes skal vi komme over de steile Bjerge?“ Drengen svarede: „Jeg skal bære dig,“ og han bar hende. Atter sagde Pigen: „Hvorledes skal vi komme over de stride Floder og de store Søer?“ Drengen svarede: „Vi skal ro,“ og han roede over Floderne og Søerne; thi hvor de kom, fandt de Baade ligesom blot for deres Skyld. Over nogle Floder svømmede Drengen med sin Søster, og de flød let paa Bølgerne; thi ved deres Side var Englene i Fugleham, som banede Veien for dem.

En Aften kom de meget trætte til en stor Gaard, der var bygget paa Ruinerne af et fordum afbrændt Hus. Udenfor stod et Barn og skrællede Rødder.

„Vil du give os en af dine Rødder?“ spurgte Drengen. „Ja kom,“ svarede Barnet, „Moder er inde i Stuen; hun vil give eder Mad, dersom I er sultne.“

Da omfavnede Drengen det fremmede Barn og græd af Glæde. „Hører du, Søster? dette Barn taler vor Faders og Moders Sprog; nu kan vi begynde at søge efter Birken og Stjernen.“ De gik ind i Stuen, hvor de blev modtagne med Venlighed og spurgte, hvorfra de kom. De svarede: „Vi kommer fra et fremmed Land og søger efter vort Hjem; men vi har ikke andet Merke at se efter end en Birk, der staar ved Gaarden; om Morgenen synger Fuglene i dens Top, og om Aftenen lyser en Stjerne gjennem dens Løv.“

„Stakkels Børn,“ sagde Folkene medlidende, „der voxer mange tusende Birke paa Jorden, og der lyser mange tusende Stjerner paa Himlen; hvorledes bliver det muligt for eder at finde de rette?“

Drengen og Pigen svarede: „Gud skal lede os. Hans Engle har ledsaget os til vort Land; nu er vi jo næsten hjemme.“

„Men Finland er stort,“ sagde Folkene og rystede paa Hovedet. „Men Gud er endnu større!“ svarede Drengen, og saa takkede de for al Venlighed og gik videre.

418Det kom dem vel tilpas, at de nu ikke mere behøvede at spise og sove i Skovene, men gik fra Gaard til Gaard; thi skjønt der var store, øde Sletter imellem hver menneskelig Bolig og stor Fattigdom overalt, saa fik de dog Herberg og Mad, hvor de kom hen; thi alle forbarmede sig over dem. Men Birken og Stjernen fandt de ikke; fra Gaard til Gaard søgte de; de saa mange Birke og mange Stjerner, men ikke de rette.

„Finland er saa stort, og vi er saa smaa,“ sukkede Pigen, „vi finder vist aldrig hjem.“ Drengen svarede: „Tror du da ikke paa Gud?“ „Jo,“ sagde hun.

„Ja saa ved du ogsaa, at der er skeet større Underverker end det. Da de hellige tre Konger gik til Bethlehem, saa gik Stjernen foran dem; den gaar ogsaa foran os, naar vi bare tror.“ „Ja, saa er det,“ sagde Pigen; thi hun var altid vant til at sige ja til det, som Broderen mente. Saa gik de frimodige fremad.

En Aften kom de til en ensomt liggende Gaard; nu var det paa andet Aar af deres Vandring; det var en Pintseaften i Slutningen af Mai, Trærne begyndte allerede at blive grønne. Idet de nærmede sig Huset, saa de et stort Birketræ, der stod foran det; det lysegrønne Løv saa yndigt ud i den smukke Sommeraften, og gjennem det skinnede den klare Aftenstjerne. „Det er vor Birk!“ raabte Drengen strax. „Det er vor Stjerne,“ sagde Pigen. De omfavnede hinanden og lovede Herren med jublende Glæde.

„Her er Stalden, hvor Faders Heste stod,“ tog Drengen tilorde. „Jeg kjender Brønden, hvor Moder tog Vand til Kjørene,“ svarede Pigen.

„Der staar to smaa Kors under Træet; hvad betyder de mon?“ sagde Drengen. „Jeg er bange for at gaa ind i Stuen,“ sagde Pigen, „tænk, om Fader og Moder ikke levede længere, eller om de ikke kjendte os; gaa du iforveien, min Broder.“

Inde i Stuen sad en gammel Mand med sin Kone, — ja gamle var de egentlig ikke; men Sorg og Kummer havde ældet dem før Tiden.

Manden sagde til Hustruen: „Ja, nu er det Pintse; men Gud sender ingen Trøstens Aand ned til os. Vi har 419mistet vore fire Børn, to hviler under Birken, to er bortførte til Fiendeland og kommer aldrig mere igjen. Det er tungt at være alene, naar man er gammel.“

Hustruen sagde: „Men Gud er almægtig, evig og god. Han, som førte Israels Børn ud fra Fangenskabet, han kan vel ogsaa give os vore Børn igjen, om han vil det.“

„Ja, det vilde være en Herrens Velsignelse,“ svarede Manden; men en saadan Lykke har vi ikke fortjent.“

Endnu idet han talte, aabnedes Døren; ind traadte en Dreng og en Pige, der bad om en Bid Brød.

„Kom nærmere, Børn,“ sagde Manden, „bliv kun her inat. Ak, saa store skulde ogsaa vore yngste Børn have været, om vi havde beholdt dem.“ „Ja, de havde vist været ligesaa smukke som disse Børn,“ og begge Forældrene græd.

Da kunde Børnene ikke længere tie, men omfavnede Faderen og Moderen, idet de raabte: „Vi er jo eders Børn, som Gud paa en vidunderlig Maade har ført tilbage fra det fremmede Land.“

Forældrene omfavnede dem med usigelig Glæde, og alle takkede Gud, som paa selve Pintseaften havde skjænket dem en saa stor Glæde. Derefter maatte Børnene fortælle alt, hvad der var hændt dem; Forældrene fortalte ogsaa, hvorledes det var gaaet dem, og skjønt der var Sorg og mørke Dage at fortælle om, saa var Sorgen nu forvandlet til Glæde. Faderen prøvede Sønnens Arme og frydede sig over, at de var saa mandig sterke. Moderen kyssede Datterens blomstrende Kind og sagde: „Jeg kunde nok tro, at noget godt maatte hænde idag; thi to fremmede Fugle sang saa smukt i Birken imorges.“ „Dem kjender jeg nok,“ sagde Pigen, „de er to Engle i Fugleham, som hele Veien har fløiet foran os for at lede vor Vandring; nu glæder de sig over, at vi har fundet hjem.“

„Kom! lad os hilse paa Birken,“ sagde Drengen. „Se, min Søster, her hviler vore smaa Søskende. Om vi laa der, og de stod her i vort Sted og saa paa vor Grav, hvad tror du saa, at vi var?“ „Saa var I Engle hos Gud,“ svarede Moderen. „Nu ved jeg det,“ sagde Pigen, „Englene i Fugleham, som har fulgt os hele Veien og idag bebudede vor Ankomst, det er vore smaa Søskende. Det var dem, der bestandig 420ligesom sagde til os: „Gaa hjem for at trøste Fader og Moder!“ det var dem, der sørgede for os, saa at vi ikke hungrede og frøs ihjel; det var dem, der sendte Baade, saa at vi ikke druknede i de svulmende Floder. Det var ogsaa dem, der sagde til os: det er den rette Birk, det er den rette Stjerne mellem saa mange tusende; thi Gud havde udvalgt dem til at beskytte os. Tak, kjære Søskende! tak, gode Gud!“

„Se,“ sagde Drengen, „Stjernen skinner saa lyst og klart gjennem Løvet; det er, som vilde den byde os velkommen. Nu har vi fundet vort Hjem, nu gaar vi ikke længere.“