Høi og stolt jeg Kronen bar;Egte jo min Stamme var.Mine Børn, de stolte Grene,Havde Alting paa det rene,Fik ei Skjænd og fik ei Hug,Drak kun Sol og Morgendug.Alt har jeg som Moder gjort;De maa blive noget stort,Tænkte jeg, det kan ei feile:Som en Skibsmast hver skal seileLystig over salte Vande,Se og sees i fjerne Lande.Men af tretten, jeg har havt,En blev kun et Kosteskaft,Gjærdestave blev de tre;Men de ni — o bitre Ve! —De fik dog den værste Ende,De blev kun til Pindebrænde.

H. C. Andersen.

Høy og stolt jeg kronen bar;Ekte jo min stamme var.Mine barn, de stolte grener,Hadde Alting på det rene,Fikk ei skjenn og fikk ei Hug,Drakk kun sol og morgendugg.Alt har jeg som mor gjort;De må bli noe stort,Tenkte jeg, det kan ei feile:Som en skipsmast hver skal seileLystig over salte Vande,Se og sees i fjerne land.Men av tretten, jeg har hatt,En ble kun et kosteskaft,Gjerdestaver ble de tre;Men de ni — o bitre ve! —De fikk dog den verste ende,De ble kun til Pindebrænde.

H. C. Andersen.