407

Krøsus var Konge i Lydien i Lilleasien og uhyre rig. Blandt de mange, der benyttede sig af hans Gjestfrihed, var ogsaa engang den græske Vismand Solon fra Athen. Nogle Dage efter hans Ankomst lod Krøsus ham føre gjennem alle sine Skatkamre for at lade ham se alle sine Rigdomme. Da Solon havde betragtet alt og ikke udbrød i de sedvanlige Lovord over Krøsus’s Lykke, spurgte Kongen ham, hvem han ansaa for den lykkeligste af alle Mennesker, som han hidtil havde seet.

Solon svarede: „Derfor, o Konge, anser jeg Atheneren Tellos. Denne levede i gode Kaar, havde brave Sønner og fik Glæde af dem alle. Endelig fandt han i et Slag Døden for Fædrelandet, som af Taknemmelighed lod ham begrave paa offentlig Bekostning paa det Sted, hvor han var falden.“

Krøsus, der ikke blev lidet forundret over, at den vise holdt en simpel Borger for lykkeligere end den rige og mægtige Lyderkonge, spurgte videre, hvem han næst efter Tellos ansaa for det lykkeligste Menneske.

„Den anden Pris,“ svarede Solon, „giver jeg Kleobis og Biton, tvende Brødre fra Argos, som var berømte for sine Legemskræfter og blev bekransede ved de offentlige Lege. Men ikke derfor maa de kaldes lykkelige, men fordi de var gode Sønner og fandt en skjøn Død. Thi da engang deres Moder, der var Heras Prestinde, skulde kjøre til Gudindens Tempel, og Trækdyrene ikke kom i rette Tid, spændte begge Ynglingerne sig selv i Aaget for at trække sin Moders Vogn to Timers Vei til Templet; og da nu den stolte og lykkelige Moder bad Gudinden at give hendes brave Sønner det bedste, som kunde vorde Mennesket tildel, da indslumrede Ynglingerne blidt efter en glad Offerfest og vaagnede ikke mere.“

Nu blev Krøsus uvillig og sagde: „Altsaa, Gjesteven fra Athen, sætter du min Lykke saa lavt, at du ikke engang agter mig lige med borgerlige Mænd?“ hvorpaa Solon ytrede det skjønne Udsagn: „Menneskernes Liv regner jeg til 70 Aar. Disse Aar indeholder mange Dage; men ingen Dag er den anden lig, hverken med Hensyn til Lykke eller Ulykke. 408Du er rig og byder over mange Folk; men det, hvorom du spørger mig, kan jeg ikke sige dig, førend jeg har erfaret, at du lykkelig har endt dit Liv; thi ingen er lykkelig før sin Død.“

Krøsus lukkede sit Øre for denne Sandhed, holdt den vise for naragtig, viste ham ingen videre Opmerksomhed og erindrede ham først senere, da han selv erfarede Sandheden af hint Udsagn.

Krøsus kom nemlig i Krig med den mægtige Kong Kyros. Han blev slagen og fangen, og Kyros dømte ham til at brændes paa Baal. Da Krøsus stod paa Baalet og Flammerne slog rundt omkring ham, faldt det ham pludselig ind, hvad den vise Solon engang havde sagt ham; thi nu indsaa han, men desværre for sent, at den vises Ord havde været Sandhed. Da raabte han med lydelig Stemme: „O Solon, Solon, Solon!“ — Da Kyros hørte dette Udraab, blev han begjærlig efter at vide, hvad det skulde betyde, og befalede at løse Krøsus fra Pælen for at høre af ham, hvad hans Udraab havde at betyde. Krøsus fortalte nu, hvad der var hendt ham med Solon. Kyros blev herved eftertænksom og skjænkede Krøsus Livet.

407

Krøsus var konge i Lydien i Lilleasien og uhyre rik. Blant de mange, der benyttet seg av hans gjestfrihet, var også engang den greske vismann Solon fra Athen. Noen dager etter hans ankomst lot Krøsus ham føre gjennom alle sine skattkamre for å la ham se alle sine Rigdomme. Da Solon hadde betraktet alt og ikke utbrøt i de sedvanlige lovord over Krøsus’s lykke, spurte Kongen ham, hvem han anså for den lykkeligste av alle mennesker, som han hittil hadde sett.

Solon svarte: „Derfor, o konge, anser jeg Atheneren Tellos. Denne levde i gode kår, hadde brave sønner og fikk glede av dem alle. Endelig fant han i et slag døden for fedrelandet, som av takknemlighet lot ham begrave på offentlig bekostning på det sted, hvor han var falt.“

Krøsus, der ikke ble lite forundret over, at den vise holdt en simpel borger for lykkeligere enn den rike og mektige Lyderkonge, spurte videre, hvem han nest etter Tellos anså for det lykkeligste menneske.

„Den annen pris,“ svarte Solon, „giver jeg Kleobis og Biton, tvende brødre fra Argos, som var berømte for sine Legemskræfter og ble bekranset ved de offentlige Lege. Men ikke derfor må de kalles lykkelige, men fordi de var gode sønner og fant en skjønn død. Thi da engang deres mor, der var Heras prestinne, skulle kjøre til Gudindens tempel, og trekkdyrene ikke kom i rette tid, spente begge ynglingene seg selv i åket for å trekke sin Moders vogn to Timers vei til templet; og da nå den stolte og lykkelige mor bad gudinnen å gi hennes brave sønner det beste, som kunne vorde mennesket til del, da indslumrede ynglingene blidt etter en glad offerfest og våknet ikke mer.“

Nå ble Krøsus uvillig og sa: „Altså, Gjesteven fra Athen, setter du min lykke så lavt, at du ikke engang akter meg like med borgerlige menn?“ hvorpå Solon ytret det skjønne utsagn: „Menneskenes Liv regner jeg til 70 år. Disse år inneholder mange dager; men ingen dag er den annen lig, hverken med hensyn til lykke eller ulykke. 408Du er rik og byr over mange folk; men det, hvorom du spør meg, kan jeg ikke si deg, før jeg har erfart, at du lykkelig har endt ditt liv; thi ingen er lykkelig før sin død.“

Krøsus lukkede sitt øre for denne sannhet, holdt den vise for naragtig, viste ham ingen videre oppmerksomhet og erindret ham først senere, da han selv erfarte sannheten av hint utsagn.

Krøsus kom nemlig i krig med den mektige Kong Kyros. Han ble slagen og fangen, og Kyros dømte ham til å brennes på bål. Da Krøsus stod på bålet og flammene slo rundt omkring ham, falt det ham plutselig inn, hva den vise Solon engang hadde sagt ham; thi nå innså han, men dessverre for sent, at den vises ord hadde vært sannhet. Da ropte han med lydelig stemme: „O Solon, Solon, Solon!“ — Da Kyros hørte dette utrop, ble han begjærlig etter å vite, hva det skulle bety, og befalte å løse Krøsus fra pælen for å høre av ham, hva hans utrop hadde å bety. Krøsus fortalte nå, hva der var hendt ham med Solon. Kyros ble herved ettertenksom og skjenket Krøsus livet.