Omtrent Aar 900 før Kristus var der i Tyrus en Konge ved Navn Pygmalion, hvis Søster Dido var gift med sin Farbroder Sichæus. Denne Sichæus eiede store Skatte, som den pengegjerrige Pygmalion allerede længe, skjønt forgjæves, havde tragtet efter, indtil endelig Gjerrigheden gjorde ham til sin Svogers og Farbroders Morder. Men Pygmalion skulde ikke faa godt af sin skjændige Daad; thi Dido kjendte sin Egtefælles Morder, men lod af Klogskab, som om hun var 406uvidende derom og bad sin Broder om Skibe og Mandskab, fordi hun, som hun sagde, vilde reise bort fra Tyrus og nedsætte sig i den lille By Karthaka. Pygmalion tilstod hende denne Bøn, saameget heller som han ved Didos Afreise haabede at kunne bemægtige sig de Skatte, som Sichæus havde nedgravet af Frygt for Kongens Havesyge. Men Dido var listigere, end hendes Broder tænkte. Efterat hun havde indviet sin yngste Broder og nogle af de fornemste tyriske Raadsherrer i sin Plan at forlade Landet for bestandig, og disse havde erklæret sig villige til at følge hende, lod hun alle Skattene hemmelig bringe ombord paa de Skibe, hun havde faaet af sin Broder, og seilede med sine Venner til Øen Cypern. Først da de flygtende Skibe havde naaet rum Sø, erfarede Pygmalion sin Søsters Afreise og den Streg, som hun havde spillet ham. Rasende vilde han sætte efter de flygtende; men hans Moders Bønner og et Orakelsprogs Trusler holdt ham tilbage; og saaledes naaede Skibene Cypern uden at blive forfulgte. Efterat Dido havde medtaget 80 unge Piger fra denne Ø for den nye Koloni, hun tænkte at grundlægge, seilede hun til den afrikanske Kyst, hvor hun blev modtagen paa det venligste af Landets Beboere.

Efterat Dido havde udsøgt sig en bekvem Plads i denne Egn til at anlægge en ny Plantestad paa, lod hun Kongen over Landet spørge, om han vilde sælge hende saameget Jord, som hun kunde omslutte med en Oxehud. Kongen gik smilende ind paa den sælsomme Handel, og den forlangte ubetydelige Pris blev betalt ham. Men man kan tænke sig, hvilket Ansigt han satte op, da han saa, hvorledes Dido lod Oxehuden opskjære i lange, smale Strimler og med disse Strimler omspænde et Stykke Land, der var mere end tilstrækkeligt til at bygge en hel By paa.

Kongens Vrede over den listige Streg, der var spillet ham, forstod den skjønne og kloge Kvinde snart at stille, og hun kunde nu uforstyrret begynde sine Anlæg. Hun byggede først en Borg, som hun til Minde om sin List kaldte Byrsæ, der betyder en Oxehud, og derefter den store By Karthago.

Omtrent år 900 før Kristus var der i Tyrus en konge ved navn Pygmalion, hvis søster Dido var gift med sin Farbroder Sichæus. Denne Sichæus eide store skatter, som den pengegjerrige Pygmalion allerede lenge, skjønt forgjeves, hadde traktet etter, inntil endelig gjerrigheten gjorde ham til sin Svogers og farbrors morder. Men Pygmalion skulle ikke få godt av sin skjendige dåd; thi Dido kjente sin ektefelles morder, men lot av klokskap, som om hun var 406uvitende derom og bad sin bror om skip og mannskap, fordi hun, som hun sa, ville reise bort fra Tyrus og nedsette seg i den lille by Karthaka. Pygmalion tilstod henne denne Bøn, saameget heller som han ved Didos avreise håpet å kunne bemektige seg de skatter, som Sichæus hadde nedgravd av frykt for Kongens havesyke. Men Dido var listigere, enn hennes bror tenkte. Etter at hun hadde innviet sin yngste bror og noen av de fornemste tyriske rådsherrer i sin plan å forlate landet for bestandig, og disse hadde erklært seg villige til å følge henne, lot hun alle skattene hemmelig bringe ombord på de skip, hun hadde fått av sin bror, og seilede med sine venner til Øen Cypern. Først da de flyktende skip hadde nået rom Sø, erfarede Pygmalion sin Søsters avreise og den strek, som hun hadde spillet ham. Rasende ville han sette etter de flyktende; men hans Moders bønner og et Orakelsprogs trusler holdt ham tilbake; og således nådde skipene Cypern uten å bli forfulgte. Etter at Dido hadde medtatt 80 unge piker fra denne Ø for den nye koloni, hun tenkte å grunnlegge, seilte hun til den afrikanske kyst, hvor hun ble mottatt på det venligste av Landets beboere.

Etter at Dido hadde utsøkt seg en bekvem plass i denne Egn til å anlegge en ny Plantestad på, lot hun Kongen over landet spørre, om han ville selge henne saameget jord, som hun kunne omslutte med en oksehud. Kongen gikk smilende inn på den selsomme handel, og den forlangte ubetydelige pris ble betalt ham. Men man kan tenke seg, hvilket ansikt han satte opp, da han så, hvorledes Dido lot oksehuden opskjære i lange, smale strimler og med disse strimler omspenne et stykke land, der var mer enn tilstrekkelig til å bygge en hel by på.

Kongens vrede over den listige strek, der var spillet ham, forstod den skjønne og kloge kvinne snart å stille, og hun kunne nå uforstyrret begynne sine anlegg. Hun bygde først en Borg, som hun til Minde om sin list kalte Byrsæ, der betyr en oksehud, og deretter den store by Karthago.