401

Der er saa lunt i den dybe Dal,I Bondens tømrede Stue;Der skygger Hjemlighed tro og sval,Der Arnen har Hjertelue.

Der sidder den huslige Moder froMed sine Smaadøtre kjæreOg fostrer dem op i Fædrenes Tro,I kvindelig Tugt og Ære.

Hun steller for dem saa omsorgsfuld;Hun lærer dem Traaden at tvinde,At virke i Lin og at væve UldTil Vern mod de barske Vinde.

Og medens de flinke Hænder gaa,Hun lægger og paa deres MundeDet Livets Ord, som et Barn kan forstaa,Men ei de vise udgrunde.

Ei Kristi Lære trænger saa indTil Hjertet i senere Alder,Som naar den i bløde, barnlige SindFra Moderens Læbe falder.

Da bliver den der, da fæster den RodOg voxer til Livets Krone;Thi Moderen selv under Korset stod,Da Han maatte Verden udsone.

Den Kval, som hende da gjennemskar,Kan end hver Kvinde fornemme,Og vil ei, at den, hun med Smerte bar,Skal Jesu Kjærlighed glemme.402Hans Navn at signe, hans Vei at gaaHun lærer sin Dreng, sin Pige, —At samlet med dem engang hun kan naaTil ham i Saligheds Rige.

A. Munch.

401

Der er så lunt i den dype dal,I Bondens tømrede stue;Der skygger hjemlighet tro og sval,Der arnen har Hjertelue.

Der sitter den huslige mor froMed sine smådøtre kjæreOg fostrer dem opp i Fædrenes tro,I kvinnelig tukt og ære.

Hun steller for dem så omsorgsfull;Hun lærer dem tråden å tvinne,Å virke i Lin og å veve ullTil vern mot de barske vinder.

Og mens de flinke hender gå,Hun legger og på deres MundeDet Livets ord, som et barn kan forstå,Men ei de vise utgrunne.

Ei Kristi Lære trenger så innTil hjertet i senere alder,Som når den i bløde, barnlige sinnFra Moderens leppe faller.

Da blir den der, da fester den rotOg vokser til Livets krone;Thi moren selv under korset stod,Da Han måtte verden utsone.

Den kval, som henne da gjennomskar,Kan enn hver kvinne fornemme,Og vil ei, at den, hun med smerte bar,Skal Jesu Kjærlighed glemme.402Hans Navn å signe, hans vei å gåHun lærer sin dreng, sin pike, —At samlet med dem engang hun kan nåTil ham i salighets rike.

A. Munch.