Morten Luther var sædvanlig rigtig munter og glad i Herren; dog gaves der ogsaa for ham mørke Timer og Dage, i hvilke hans Sjæl var bekymret, og det forekom ham da næsten, som om han ikke havde nogen forsonet Gud i Himmelen. Ved saadanne Leiligheder dadlede, formanede og trøstede hans kjære Hustru ham, og det hjalp ogsaa i Almindelighed. Men engang vilde det dog ikke hjelpe. Luther havde imidlertid været nogle Dage paa Landet, men var endnu stedse bedrøvet. Da kom han tilbage til sit Hjem, og hvad fandt han? Hans fromme Kone, Kathrine af Bora, sad midt i Stuen, havde en mørk Sørgedragt paa og et sort Klæde over Hovedet og saa meget bedrøvet ud. Hun havde endogsaa et hvidt Lommetørklæde i Haanden, som var vaadt, saa det lod til, at hun havde grædt. Da nu Luther trængte ind paa hende og vilde vide, hvorfor hun viste sig i saa dyb Sorg, taug hun først stille; men endelig svarede hun: „Kjære Morten, jeg har drømt, at den kjære Herre Gud er død, og at Englene fulgte ham til Graven; derfor sørger jeg saaledes.“ Da lo den gode Luther hjertelig, idet han glædede sig over sin Kones kloge Indfald, og sagde: „Ja, du har Ret, kjære Trine, jeg har forsyndet mig meget ved mit Mismod. Jeg handlede jo, som om den gamle Gud ikke levede mere.“ Fra dette Øieblik af blev han atter glad og fornøiet i Gud.
Til sine Børn sagde han: „Jeg efterlader eder ingen Rigdom, men en rig Gud,“ og da man engang spurgte ham, 401hvor han vilde ty hen, naar ingen vilde tage sig af ham, svarede han: „Under Himmelen.“