399

En Dreng med sin Fader til Staden gaar,Et truende Uveir paa Himlen staar,De skynder sig Hjemmet at række;Men, før de har Halvten tilbagelagtAf Veien, nedstyrter Regnen med MagtOg gjennembløder dem begge.

Da siger Drengen i Hu saa mod:„Den gode Gud er nok ikke saa god,Som du ham beskriver saa ofte:Hvi har han ei biet en Time endnu?Da sad vi jo trygt, baade jeg og du,Hos Mor i den varme Kofte.“

Den gamle vil svare; men pludselig saaHan Røg opstige, hvor Huset laa;Det er Brand, han begynder at grue.400Og da han nærmer sig Huset, han serEn Skare omkring det; dog brænder ei merDen altfortærende Lue.

Mens borte han var, den Ild udbrød;Dog Regnen i Strømme fra Himlen flødOg slukte den truende Flamme.Da sagde Drengen: „Nu ser jeg, Fa’r!At Gud er god, som han altid var,Og bliver vist evig den samme.“

Fr. Schaldemose.

399

En dreng med sin far til staden går,Et truende uvær på Himlen står,De skynder seg hjemmet å rekke;Men, før de har halvten tilbakelagtAv Veien, nedstyrter Regnen med maktOg gjennembløder dem begge.

Da sier drengen i hu så mot:„Den gode Gud er nok ikke så god,Som du ham beskriver så ofte:Hvi har han ei biet en time ennå?Da satt vi jo trygt, både jeg og du,Hos Mor i den varme kofte.“

Den gamle vil svare; men plutselig såHan Røg opstige, hvor huset lå;Det er Brand, han begynner å grue.400Og da han nærmer seg huset, han serEn Skare omkring det; dog brenner ei merDen altfortærende lue.

Mens borte han var, den ild utbrøt;Dog Regnen i strømme fra Himlen fløtOg slukte den truende flamme.Da sa drengen: „Nå ser jeg, Fa’r!At Gud er god, som han alltid var,Og blir vist evig den samme.“

Fr. Schaldemose.