398

Medens LindenGynger sig i Vinden,liden Sisgen sidder paa sin Kvist;Og den lilleSukker træt og mødig: „Aldrig stille!Hvilket Levnet! aldrig Ro og Rist!“

399Listig HøgenLurer, skjult i Bøgen,Ser den lille Sisgen bag dens Blad,Og fornøietSluger Skovens Røver alt med ØietGraadig, som den er, den lækre Brad.

Ned den svingerSig paa lette Vinger,Tænker: „Bi god Karl! jeg nok dig faar.“I det sammeBøier Stormen voldsomt Lindens Stamme,Og Korsaren glip af Byttet gaar.

Ofte lidenSisgen sagde siden:„Gjennem Taage, Børn! gaar Livets Vei;I det høieVaager mildt et kjærligt Forsyns Øie;Hvad I ei forstaar, det dømmer ei!“

Fr. Schaldemose.

398

Mens LindenGynger seg i vinden,liten Sisgen sitter på sin kvist;Og den lilleSukker trett og mødig: „Aldri stille!Hvilket Levnet! aldri ro og Rist!“

399Listig HøgenLurer, skjult i bøken,Ser den lille Sisgen bak dens blad,Og fornøyetSluker Skovens Røver alt med øyetGrådig, som den er, den lekre Brad.

Ned den svingerSig på lette vinger,Tenker: „Bi god Karl! jeg nok deg får.“I det sammeBøyer stormen voldsomt Lindens stamme,Og Korsaren glipp av byttet går.

Ofte litenSisgen sa siden:„Gjennom tåke, barn! går Livets vei;I det høyeVåker mildt et kjærlig Forsyns Øye;Hva dere ei forstår, det dømmer ei!“

Fr. Schaldemose.