En Fyrste traf engang paa en Spadsertur en flittig og munter Landmand ved hans Arbeide paa Marken og indlod sig i Samtale med ham. Efter nogle Spørgsmaal fik han vide, at Marken ikke var hans Eiendom, men at han var Dagleier og arbeidede for tre Mark om Dagen. Fyrsten, som for sin vanskelige Regjeringsforretning vistnok havde flere Penge at hjelpe sig med, kunde ikke i en Hast udregne, hvorledes det var muligt at komme ud af det med tre Mark om Dagen og dog være ved saa godt Mod, og han ytrede sin Forundring derover. Men Manden i Vadmels-Koften svarede: „Det saa galt ud, hvis jeg brugte saa meget. Jeg maa komme ud af det med en Tredjedel. Af de to andre Tredjedele bruger jeg den ene til at betale min Gjeld, og den anden sætter jeg ud paa Rente.“ Dette var nu den gode Fyrste en ny Gaade. Men den muntre Landmand blev ved og sagde: „Jeg deler min Fortjeneste med mine gamle Forældre, som ikke mere kan arbeide, og med mine Børn, som først skal lære det. Hine gjengjelder jeg den Kjærlighed, de har vist mod mig i min Barndom; det er den Gjeld, jeg betaler. Af disse haaber jeg, at de engang i min Alderdom ikke vil forlade mig; det er den Kapital, jeg sætter ud paa Rente.“ Var det ikke smukt sagt og endnu smukkere og ædlere tænkt og handlet? Fyrsten belønnede den brave Mands Retskaffenhed, og taknemmelige Børn skaffede ham en glad og sorgfri Alderdom.

En anden omgikkes derimod saaledes med sin Fader, der af Alderdom og Sygelighed vistnok var bleven noget vanskelig, at denne ønskede at komme i et Fattighus, som var i samme By. Der haabede han i det mindste at faa tarvelig Pleie og at blive fri for de Bebreidelser, som han paa sine gamle Dage maatte høre af Sønnen, og som forbitrede ham Livet hos denne. Dette var den utaknemmelige Søn ret et kjærkomment Ønske. Inden Solen gik ned, var den stakkels, gamle Mand allerede bragt i Fattighospitalet. Men heller ikke der fandt han alt, som han ønskede. Han bad i det 390mindste Sønnen nogen Tid efter, at han dog maatte vise ham den sidste Velgjerning og sende ham et Par Lagener, forat han ikke hver Nat skulde sove paa det bare Straa. Sønnen udsøgte de to sletteste Lagener, han havde, og befalede sin tiaarige Søn at bringe dem til den gamle Knurrepotte i Hospitalet. Men til sin Forbauselse bemærkede han, at Drengen udenfor Døren skjulte et af Lagenerne i en Krog og kun bragte Bedstefaderen det ene. „Hvorfor har du gjort det?“ spurgte han Drengen, da han kom tilbage. „Til Hjelp i Fremtiden,“ svarede Drengen kold og hjerteløs, „naar den Tid kommer, at jeg skal sende dig, Fader, eller Moder i Hospitalet.“

En fyrste traff engang på en spasertur en flittig og munter landmann ved hans arbeide på marken og innlot seg i samtale med ham. Etter noen spørsmål fikk han vide, at marken ikke var hans eiendom, men at han var Dagleier og arbeidet for tre Mark om dagen. Fyrsten, som for sin vanskelige Regjeringsforretning vistnok hadde flere penger å hjelpe seg med, kunne ikke i en hast utregne, hvorledes det var mulig å komme ut av det med tre Mark om dagen og dog være ved så godt mot, og han ytret sin forundring derover. Men mannen i Vadmels-koften svarte: „Det så galt ut, hvis jeg brukte så meget. Jeg må komme ut av det med en tredjedel. Av de to andre tredjedeler bruker jeg den ene til å betale min gjeld, og den annen setter jeg ut på rente.“ Dette var nå den gode fyrste en ny gåte. Men den muntre landmann ble ved og sa: „Jeg deler min fortjeneste med mine gamle foreldre, som ikke mer kan arbeide, og med mine barn, som først skal lære det. Hine gjengjelder jeg den Kjærlighed, de har vist mot meg i min barndom; det er den gjeld, jeg betaler. Av disse håper jeg, at de engang i min alderdom ikke vil forlate meg; det er den kapital, jeg setter ut på rente.“ Var det ikke smukt sagt og enda smukkere og edlere tenkt og handlet? Fyrsten belønnet den brave Mands rettskaffenhet, og takknemlige barn skaffet ham en glad og sorgfri alderdom.

En annen omgikkes derimot således med sin far, der av alderdom og sykelighet vistnok var blitt noe vanskelig, at denne ønsket å komme i et Fattighus, som var i samme by. Der håpet han i det minste å få tarvelig pleie og å bli fri for de bebreidelser, som han på sine gamle dager måtte høre av sønnen, og som forbitret ham livet hos denne. Dette var den utakknemlige sønn rett et kjærkomment ønske. Innen solen gikk ned, var den stakkels, gamle mann allerede brakt i Fattighospitalet. Men heller ikke der fant han alt, som han ønsket. Han bad i det 390minste sønnen noen tid etter, at han dog måtte vise ham den siste velgjerning og sende ham et par lakener, for at han ikke hver natt skulle sove på det bare strå. Sønnen utsøkte de to sletteste lakener, han hadde, og befalte sin tiårige sønn å bringe dem til den gamle Knurrepotte i hospitalet. Men til sin forbauselse bemerket han, at drengen utenfor døren skjulte et av lakenene i en krok og kun brakte bestefaren det ene. „Hvorfor har du gjort det?“ spurte han drengen, da han kom tilbake. „Til hjelp i fremtiden,“ svarte drengen kald og hjerteløs, „når den tid kommer, at jeg skal sende deg, far, eller Moder i hospitalet.“