390

Engang en hellig Juleaften kom,For ret sin gamle Tjeners Dyd at prøve,Vorherre selv til hellig Jodoks DørOg bad som Betler om et Stykke Brød.

„Giv,“ sagde Jodok til Husholderen,„Giv ham, min Ven!“ — „Jo, give?“ svared denne;„Ak, ædle Herre, kun et Brød vi har.Hvad bli'r der saa til os og vore Hunde?“„Giv kun!“ blev Presten ved; „giv kun den Stakkel.For os og Hundene vil Gud nok sørge.“

Husholderen da greb sin Kniv og delteI fire netop lige Stykker Brødet,Gav Tiggeren det ene, mens han sagdeEi altfor blidt: „Et Stykke er for dig,For Jodok et og et for mig og etFor Hundene.“ — Da smilte mildt St. Jodok,Og Betleren gik med sit Stykke bort.

Det led om lidt, da kom Vorherre iEnd uslere Gestalt igjen og bad.„Giv,“ sagde Jodok, „giv ham kun mit Stykke.Gud vil for mig alligevel nok sørge.“

391Og tredje Gang, end mere arm og sulten,Vorherre kom igjen og bad om Brød.„Giv,“ sagde Jodok til Husholderen,„Giv ham dit Stykke, gode, gamle Ven.Gud vil for dig alligevel nok sørge.“Og blidgjort af sin Ærefrygt for JodokHusholderen gav Tiggeren sit Stykke.

Da kom, som lam og blind og næsten nøgen,For fjerde Gang Vorherre foran Døren.„Giv,“ sagde Jodok, „giv ham Hundens Stykke.For den vil Gud alligevel nok sørge,Som jo bespiser Ravnene og Ormen.“

Husholderen gav ham det sidste Stykke;Men neppe havde Betleren vendt Ryggen,Før det fra Himlen lød: „Stor er din Tro!Du Jesu sande Efterfølger, stor;Og dig skal times, som du troet har!“

Husholderen til Vinduet gik, da se!Til Flodens Bredder lagde fire Skibe,Med Brød og Frugt og Vin og Olje ladte.

Den gamle Tjener ilte glad derned;Dog ingen Skipper fandt han; men paa StrandenEn snehvid Fane vaiede, hvoriMed gyldne Skrifttræk flammed disse Ord:

„Han, der bespiser Ravnene og Ormen,Har disse fire Skibe sendt til Jodok,Som ham idag fir’ Gange har bespist.“

H. Wergeland.

390

Engang en hellig Juleaften kom,For rett sin gamle Tjeners dyd å prøve,Vorherre selv til hellig Jodoks dørOg bad som betler om et stykke brød.

„Gi,“ sa Jodok til husholderen,„Gi ham, min venn!“ — „Jo, gi?“ svarte denne;„Ak, edle Herre, kun et brød vi har.Hva bli'r der så til oss og våre hunder?“„Gi kun!“ ble presten ved; „gi kun den Stakkel.For oss og hundene vil Gud nok sørge.“

Husholderen da grep sin kniv og delteI fire nettopp lige stykker brødet,Ga tiggeren det ene, mens han saEi altfor blidt: „Et stykke er for deg,For Jodok et og et for meg og etFor hundene.“ — Da smilte mildt St. Jodok,Og Betleren gikk med sitt stykke bort.

Det led om litt, da kom Vorherre iEnn uslere Gestalt igjen og bad.„Gi,“ sa Jodok, „gi ham kun mitt stykke.Gud vil for meg allikevel nok sørge.“

391Og tredje gang, enda mer arm og sulten,Vorherre kom igjen og bad om brød.„Gi,“ sa Jodok til husholderen,„Gi ham ditt stykke, gode, gamle venn.Gud vil for deg allikevel nok sørge.“Og blidgjort av sin ærefrykt for JodokHusholderen ga tiggeren sitt stykke.

Da kom, som lam og blind og nesten nøgen,For fjerde gang Vorherre foran døren.„Gi,“ sa Jodok, „gi ham Hundens stykke.For den vil Gud allikevel nok sørge,Som jo bespiser ravnene og Ormen.“

Husholderen ga ham det siste stykke;Men neppe hadde betleren vendt ryggen,Før det fra Himlen lød: „Stor er din tro!Du Jesu sande etterfølger, stor;Og deg skal times, som du trodd har!“

Husholderen til vinduet gikk, da se!Til Flodens bredder la fire skip,Med brød og frukt og vin og olje ladde.

Den gamle tjener ilte glad derned;Dog ingen Skipper fant han; men på strandenEn snøhvit fane vaiet, hvoriMed gyldne skrifttrekk flammet disse ord:

„Han, der bespiser ravnene og Ormen,Har disse fire skip sendt til Jodok,Som ham i dag fir’ ganger har bespist.“

H. Wergeland.