384

„Nu har jeg feiet og redt Seng,Og Davren er tilende;Nu skal du, Paul! min lille Dreng,Tilskovs og hente Brænde.

Der ligger Is paa Sø og Eng;Derunder slumrer Voven,385Og Ved har Stormen fældt islængFor Fattigfolk i Skoven.

Den Vinter er saa haard og slem,Saa Sult og Nød os kueI Rævens Hule, Bjørnens Hjem,I Fattigkones Stue.

Jeg haaber, du er ei forknyt,Men kjækt du gaar og samler;Thi er du nu forsagt — saa hyt!Naar Trommeskindet ramler.

Og bringer du en dygtig Dragt,Saa stor, som du kan bære,Da skal du, som jeg tidt har sagt,Min egen Pusling være!”

Den lille med et Hop, et GrebFik trukket ned fra KnagenDet halvopslidte HamperebOg gav sig strax til Sagen.

Han knappede sin Kofte trangOg tog sin laadne HueOg varmed Haanden nok engangVed Arnens sjunkne Lue.

Flink gled han hen ad Byens ParkOg fløited med det samme,Saa sprang han lystig over MarkOg svandt bag Bøgens Stamme.

Ved hvert et Skridt den lille FodI dybe Løv han planter,Han klapper Kindets RosenblodMed sine uldne Vanter.

Med flittig Haand, med Øiet gladDet tørre Kvas han sanker,Mens til sin Mor og MiddagsmadHan sender sine Tanker.

386Da rasler det bag Grøft og Grav,Da knaser det i Tjørnen;Med tunge Fjed, i LuntetravFra Krattet kommer Bjørnen.

I strakte Løb det slunkne SkindOm Bugen slaar i Rynker;Den brummer hult, ved hvert et TrinDet brede Hoved synker.

Da visner Rosen paa hans Kind;Skjønt nok saa snild og tapper,Han ved ei ud, han ved ei ind,Og Hjertet heftig klapper.

Bleg springer han til næste Træ,— Hans Fødder var ei sene —Og svinger sig ved Haand og KnæHøit op paa tykke Grene.

Men Bamsen er en sikker Mand,Han klatrer som den bedste!I høie Fristed snarlig hanDen stakkels Paul vil gjeste.

Da rasler atter Tjørn og Krat,Og gjennem Løv og BuskeHan ser Graaulven, den Krabat,Saa jevnt til Træet luske.

Af Øiet gnistrer blodig Brand,Sit Hyl den ei kan tvinge,Den søger dybt sin sultne TandAt slaa i Bjørnens Bringe.

Men med en vældig ØrevaskDen gamle ham modtager,I Skoven klang det tunge Dask,Og Ulvens Kindben knager.

387Med glubske Hvinen for den ind,Som paa et Aadsel Ravnen,Og som med kjælent VennesindDen styrted ham i Favnen.

Tæt Bjørnen med sin brede LabHam krysted til sit Hjerte,Mens Ulven gav ham Kys og KlapLangt fler, end han begjærte.

De sukkede, de nyste rødt,De eiegode Venner,Og smilede saa honningsødtMed sine hvide Tænder.

De valsed rundt med Brøl og StøiOm Bøgetræets Rødder,Smaakviste, Mos og Blade fløiFor deres rappe Fødder.

Pent feiet blev den runde Plads,Hvor Dansen de opføre,En sang Diskant, den anden Bas,Det var en Lyst at høre.

Duetten skingrede saa stygtMed Gjenlyd høit i Skoven! —Men Gutten sad paa Grenen trygtOg titted ned fra oven.

Skjønt snart han gjøs, og snart han lo,Var han dog glad igrunden;Han vidste jo, han havde Ro,Mens de holdt Bal i Lunden.

Af Sangen mat, af Dansen varm,Af Kys og Favntag mætte,Med brustne Blik de Arm i ArmSank om, til Døden trætte.

388Ud strømmed Blod af begges Hals,Det fik en traurig Ende!At dette var en usund Vals,Maa vel enhver bekjende.

Forsigtig ned af Træet stegDen lille Purk paa Jorden;Han var lidt ræd, han var lidt bleg;Men snart han kom i Orden.

Han klapped Ulvens stride Skind:„Du var min Ven i Nøden,Skjønt det nok aldrig faldt dig ind,Du stred for mig og Døden!“

Han rusked Bjørnens Øreflip:„Saa nødig som du vilde,Saa gik du dog af Stegen glip, —Det var dog rigtig ilde.“

Han sankede sit Kvas paanyOg fik det paa sin Nakke,Og vraltende han gik til ByAlt over Eng og Bakke.

Høit Klokken klang i klare Luft,Saa glad han monne lytte,Der stod en liflig KjøkkenduftUd fra hans Moders Hytte.

Knapt sad han der ved Melk og Grød,Var rent af Mindet svundenGraaulvens Sang og Skræk og NødOg Bjørnens Dans i Lunden.

Men Drengen var, da han blev stor,En Grenader saa bister;Af Bjørnens Pels var Huens For,Af Ulvens hans Tornister.

Chr. Winther.

384

„Nå har jeg feiet og redt seng,Og Davren er til ende;Nå skal du, Paul! min lille dreng,Tilskovs og hente Brænde.

Der ligger is på Sø og eng;Derunder slumrer Voven,385Og Ved har stormen felt islængFor fattigfolk i skogen.

Den vinter er så hard og slem,Så sult og nød oss kueI Rævens Hule, Bjørnens hjem,I Fattigkones stue.

Jeg håper, du er ei forknytt,Men kjekt du går og samler;Thi er du nå forsagt — så hyt!Når trommeskinnet ramler.

Og bringer du en dyktig drakt,Så stor, som du kan bære,Da skal du, som jeg titt har sagt,Min egen pusling være!”

Den lille med et hopp, et grepFikk trukket ned fra KnagenDet halvopslidte hamperepOg ga seg straks til Sagen.

Han knappet sin kofte trangOg tok sin laadne hueOg varmet hånden nok engangVed Arnens sunkne lue.

Flink gled han hen ad Byens ParkOg fløytet med det samme,Så sprang han lystig over MarkOg svant bak bøkens stamme.

Ved hvert et skritt den lille fotI dype løv han planter,Han klapper kinnets RosenblodMed sine uldne vanter.

Med flittig hånd, med øyet gladDet tørre kvas han sanker,Mens til sin Mor og middagsmatHan sender sine tanker.

386Da rasler det bak grøft og grav,Da knaser det i Tjørnen;Med tunge Fjed, i luntetravFra krattet kommer bjørnen.

I strakte løp det slunkne skinnOm buken slår i rynker;Den brummer hult, ved hvert et TrinDet brede hode synker.

Da visner Rosen på hans kinn;Skjønt nok så snild og tapper,Han vet ei ut, han vet ei inn,Og Hjertet heftig klapper.

Bleg springer han til neste tre,— Hans Fødder var ei sene —Og svinger seg ved hånd og kneHøyt opp på tykke grener.

Men bamsen er en sikker mann,Han klatrer som den beste!I høye fristed snarlig hanDen stakkels Paul vil gjeste.

Da rasler atter Tjørn og Krat,Og gjennom løv og buskerHan ser gråulven, den krabat,Så jevnt til treet luske.

Av Øiet gnistrer blodig Brand,Sitt hyl den ei kan tvinge,Den søker dypt sin sultne tannÅ slå i Bjørnens Bringe.

Men med en veldig ØrevaskDen gamle ham modtager,I skogen klang det tunge dask,Og Ulvens kinnbein knager.

387Med glupske Hvinen for den inn,Som på et åtsel Ravnen,Og som med kjælent VennesindDen styrtet ham i favnen.

Tett bjørnen med sin brede LabHam krystet til sitt hjerte,Mens Ulven ga ham kyss og klappLangt fler, enn han begjærte.

De sukket, de nyste rødt,De eiegode venner,Og smilede så honningsødtMed sine hvite tenner.

De valset rundt med brøl og støyOm bøketreets røtter,Småkvister, Mos og Blade fløyFor deres rappe føtter.

Pent feiet ble den runde plass,Hvor dansen de oppfører,En sang diskant, den annen bas,Det var en Lyst å høre.

Duetten skingret så stygtMed gjenlyd høyt i skogen! —Men gutten satt på grenen trygtOg tittet ned fra oven.

Skjønt snart han gjøs, og snart han lo,Var han dog glad i grunnen;Han visste jo, han hadde ro,Mens de holdt Bal i Lunden.

Av Sangen mat, av dansen varm,Av Kys og favntak mette,Med brustne blikk de arm i armSank om, til døden trette.

388Ut strømmet blod av begges hals,Det fikk en traurig ende!At dette var en usunn vals,Må vel enhver bekjenne.

Forsiktig ned av treet stegDen lille purk på jorden;Han var litt redd, han var litt bleg;Men snart han kom i orden.

Han klappet Ulvens stride skinn:„Du var min venn i nøden,Skjønt det nok aldri falt deg inn,Du stred for meg og døden!“

Han rusket Bjørnens øreflipp:„Så nødig som du ville,Så gikk du dog av Stegen glipp, —Det var dog riktig ilde.“

Han sanket sitt kvas paanyOg fikk det på sin nakke,Og vraltende han gikk til byAlt over eng og Bakke.

Høyt klokken klang i klare luft,Så glad han monne lytte,Der stod en liflig KjøkkenduftUt fra hans Moders hytte.

Knapt satt han der ved melk og grøt,Var rent av minnet svunnenGraaulvens sang og skrekk og nødOg Bjørnens dans i Lunden.

Men drengen var, da han ble stor,En grenader så bister;Av Bjørnens pels var Huens For,Av Ulvens hans tornister.

Chr. Winther.