377

Da den navnkundige Kong Odysseus fra Ithaka skulde reise hjem fra Troia, som han og de andre græske Konger og Helte i ti Aar havde ført Krig med og tilsidst ødelagt, maatte han endnu udstaa mange Lidelser og megen Nød, inden han kunde komme hjem. Guderne gjorde det saa, at han maatte flakke om fra det ene Sted til det andet og snart døie frygteligt Uveir og Storm, som drev ham ud af hans Kurs, snart udholde Kamp med vilde Mennesker eller frygtelige Uhyrer, som dræbte hans Folk, snart kjæmpe med andre Farer og Ulykker.

Efterat han saaledes havde drevet om i tre Aar, kom han ganske alene til en ensom Ø, hvor der boede en Nymfe, som hed Kalypso. Denne Nymfe blev saa glad i Odysseus, at hun vilde have ham til Mand og slet ikke vilde lade ham faa Lov til at reise. Men Odysseus vilde ikke blive hendes Mand, men længedes bestandig hjem til sit Fædreneland og til sin Hustru og Søn. Alligevel maatte han finde sig i at blive syv Aar hos Kalypso; da tog endelig Guderne sig af ham og sendte Bud til Kalypso, at hun nu skulde sende ham hjem. Saa maatte hun finde sig i at lade ham fare og selv hjelpe ham med at faa et Fartøi istand og give ham Niste og gode Raad med paa Reisen.

Men endnu engang kom Odysseus i stor Nød, inden han naaede sit Hjem. Havets Gud, Poseidon, var nemlig vred paa Odysseus; derfor sendte han en frygtelig Storm og oprørte Havet, saa Odysseus led Skibbrud og vilde have sat sit Liv til, hvis ikke en anden Guddom havde hjulpet ham. Endelig kom han i Land paa en Ø, som hed Scheria. Her boede et Folk, som kaldtes Faiakerne. Deres Konge hed Alkinoos, og denne Konge og hans hele Hus tog vel imod Odysseus og skaffede ham Klæder og alt andet, som han trængte til. Hos disse venlige og forstandige Folk hvilede nu Odysseus ud; da sendte Alkinoos ham paa sit eget Skib hjem til Ithaka.

Medens Odysseus var hos Faiakerne, fortalte han om de mange forunderlige Ting, som han havde oplevet under 378sin lange Reise. En af de Historier, han fortalte, var denne.

„Engang kom jeg og mine Mænd til et Land, hvor Kykloperne bor, et fælt og lovløst Folk; de hverken saar eller pløier; hos dem voxer alt vildt, baade Hvede og Byg og Vinranker med store Druer; de har hverken Folkeforsamlinger eller Love, men bor i Huler omkring paa de høie Fjelde, og hver Mand raader selv over sine egne Kvinder og Børn, men bryder sig aldeles ikke om de andre.

Da vi kom til dette Land, saa vi en stor Hule tæt ved Havet; der samlede sig om Aftenen Hjorder af Gjeder og Faar, og omkring den var der bygget en Fold, som var indhegnet med en høi Stenmur og med kneisende Graner og Egetrær. I denne Hule boede en skrækkelig Mand; alene og fjernt fra alle vogtede han sine Faar, aldrig kom han sammen med andre Mennesker, men levede rent som en Vildmand; han havde bare et Øie, og saa forfærdelig stor var han, at han heller lignede en høi Fjeldtop, som hæver sig alene op over de andre Bjerge, end et menneskeligt Væsen.

Nu lod jeg den øvrige Del af mit Følge blive ved Skibet; men selv gik jeg afsted med tolv af mine bedste Mænd; jeg tog med mig en stor Dunk med deilig Vin og desuden en Madsæk; for jeg skjønte nok, at vi nærmede os til en Mand, som baade havde umaadelig Styrke og tillige var vild og grusom og ikke kjendte Lov eller Ret. Snart kom vi til Hulen; men ham selv traf vi ikke hjemme; han var ude og vogtede sine Faar. Imidlertid saa vi os om i hans Hule; der stod Kurve, fulde af store Oste; det vrimlede af Lam og Gjedunger, som var ordnede i hver sin Baas efter Alderen; der stod Ringer, som flød over af Valle, og Bøtter og Spand, som han brugte til at melke i.

Her vilde jeg nu vænte, til han kom hjem; derfor tændte vi Ild og ofrede til Guderne; da vi havde gjort det, tog vi selv for os af hans Oste og spiste. Efterat vi havde væntet en Stund, kom han med sine Faar. Paa Ryggen bar han et vældigt Fange knastør Ved, som han skulde bruge til sin Kveldsverd; han kastede det fra sig 379med sligt Bulder og Brag, at vi blev ganske rædde og gjemte os i den inderste Krog af Hulen. Saa drev han sine fede Gjeder og Sauer ind for at melke dem; men Bukkene lod han blive udenfor; han tog en Sten og lagde den for Indgangen, forat ingen skulde slippe ud; den var saa stor og tung, at neppe to og tyve sterke firehjulede Vogne kunde røre den af Stedet. Saa satte han sig ned og melkede sine Faar og Gjeder efter Tur. Halvdelen af Melken satte han bort til Ost, og den anden Halvdel lod han staa i Spand for at have den til at slukke sin Tørst med.

Da han var færdig, tændte han Ild, og da fik han Øie paa os og spurgte strax, hvem vi var, og hvor vi kom fra, — om vi for paa Kjøbmandsreiser eller flakkede om som Sørøvere. Men vore Hjerter skalv i os, saa rædde blev vi baade for hans buldrende Røst og for hans skrækkelige Skikkelse. Alligevel tog jeg Mod til mig og svarede ham:

„Vi er græske Mænd, som paa Hjemreisen fra Troia er drevne om af alleslags Vind og har maattet seile snart hid og snart did over Havets Dyb, fordi det saa var Zeus’s Vilje; vi hørte til den navnkundige Kong Agamemnons Folk, og nu, da vi er komne hid, bønfalder vi dig om, at du vil give os en Gave, saaledes som fremmede pleier at faa; ogsaa du frygter vel Guderne, og Zeus vaager jo over ydmygt bedende Gjester.“

Men han svarede: „Du maa nok være temmelig dum eller kommen langveis fra, siden du byder mig at frygte for Guderne; nei, Kykloperne bryder sig hverken om Zeus eller andre Guder; thi vi er meget sterkere end de, og aldrig vil jeg af Frygt for Zeus’s Vrede skaane dig eller dine Mænd, hvis jeg ikke selv havde Lyst dertil. Men sig mig nu, hvor du har landet med dit Skib, om det er langt herfra eller nær ved?“

Jeg lod mig ikke narre til at sige ham det, men svarede listig: „Mit Skib har Poseidon slynget imod Klipperne ved eders Kyst og slaaet det i Stykker, og Stormen drev Vraget bort; men selv blev jeg reddet med disse mine Mænd.“

380Han svarede ikke et Ord, men reiste sig og tog uden videre to af mine Mænd og kastede dem mod Jorden som et Par Hvalpe, saa deres Hjerne brast; derpaa skar han dem op og spiste saa graadig som en Løve baade Kjød og Indvolde og Marv og Ben. Fulde af Forfærdelse strakte vi grædende vore Hænder til Zeus ved dette gruelige Syn. Men da Kyklopen havde fyldt sin store Bug med Menneskekjød og drukket den fede Melk dertil, lagde han sig, saa lang han var, til at sove midt imellem sine Faar.

Nu tænkte jeg først paa at støde mit Sverd i hans Bryst; men saa indsaa jeg, at da vilde vi selv komme til at lide en ynkelig Død, fordi vi ikke kunde velte den mægtige Sten bort, som han havde lagt for Indgangen. Vi havde altsaa intet andet at gjøre end at vænte, til Dagen brød frem. Da det blev lyst, gjorde han paany Ild op og melkede sine Faar efter Tur, og da han var færdig, greb han atter to af mine Mænd og lavede sig et Maaltid af dem. Derefter tog han den vældige Sten fra Indgangen saa let, som om ingen Ting var, og drev Faarene ud af Hulen og lagde strax Stenen for igjen og drev sit Kvæg op over Fjeldet.

Der sad jeg og grundede paa, hvorledes jeg skulde hevne mig; og dette Raad tyktes mig bedst: I Hulen laa der en frisk Oljetræs Stok, som Kyklopen nylig havde hugget sig for at bruge den til Stav, naar den blev tør; den kunde være saapas lang og tyk som Masten til et tyveaaret Fartøi. Af denne hug jeg omtrent en Favn af og lod mine Folk skave den glat, spidsede den saa til i den ene Ende og sved Spidsen i Ilden; derpaa gjemte jeg den godt og aftalte, at fire af mine Mænd skulde hjelpe mig at løfte den og drive den ind i Kyklopens Øie, naar han var falden i Søvn.

Mod Aften kom han hjem med sine Faar, og denne Gang lod han ingen af dem blive udenfor i den høie Fold; han lagde den store Sten for Døren, satte sig ned og melkede sine Faar og Gjeder efter Tur. Da han var færdig, greb han atter to af mine Mænd og lavede sig et Maaltid af dem. Da gik jeg hen til ham med et Krus Vin i Haanden og sagde: „Der har du et Krus Vin at drikke til det 381Menneskekjød, du har spist; saa kan du smage, hvor god Vin vi havde ombord i vort Skib; og vilde du have Medynk med mig og lade mig slippe hjem igjen, saa skulde jeg gjerne ofre dig al min Vin; men du handler jo imod os som en rasende, saa aldrig noget Menneske kan vove at komme hid mere.“

Han tog Kruset og drak. Det smagte ham deilig, og han bad om mere: „Skjænk strax i paany,“ sagde han, „og sig mig dit Navn, saa skal jeg give dig en Gave, som du kan glæde dig over; ogsaa i Kyklopernes Land voxer de herlige Druer; men dette er jo som Ambrosia og Nektar.“

Jeg gav ham atter af Vinen; tre Gange rakte jeg ham Kruset, og tre Gange tømte han det, den Daare. Men da Vinen havde steget ham til Hovedet, talte jeg venlig til ham: „Du spørger mig om mit Navn, og det skal jeg sige dig, men saa maa du give mig den Gave, du lovede; mit Navn er Ingen.“ Strax svarede han med bistert Sind: „Ingen skal jeg spise efter hans Mænd og alle de andre først; det skal være min Gave til dig.“ Men i det samme han sagde dette, faldt han overende, og der laa han og vred sin fede Hals, og Søvnen fik Magt over ham; og fuld som han var, kastede han op, hvad han havde spist og drukket.

Da tog jeg Stangen frem og stak den ind i Gløderne, til den blev hed, og imidlertid satte jeg Mod i mine Mænd, at ingen af dem skulde blive ræd og svigte, naar det kom til Stykket. Men da saa Oljetræs-Stangen var nær ved at tænde i Lue og var glødende rød, saa trak jeg den ud af Ilden, og mine Mænd stillede sig omkring; en Gud gav os Mod, og saa drev vi Stangen ind i hans Øie og dreiede den rundt, som en Tømmermand borer sin Naver ind i en Skibsbjelke; hans Blod strømmede om den hede Stang, og det susede i hans Øie, som naar et glødende Jern dyppes i koldt Vand; da satte han i et vældigt Skrig med forfærdelig Stemme, saa det skraldede i Fjeldvæggen, og vi for tilbage, slagne af Skræk; saa rev han Stangen ud af sit Øie og slængte den rasende ifra sig og raabte høit paa de andre Kykloper, som boede rundt omkring i sine Huler paa Fjeldene. Da de hørte hans Skrig, stimlede de 382fra alle Kanter sammen omkring hans Hule og spurgte, hvad der feilede ham: „Hvad ondt er der hændt dig, Polyfemos, siden du raaber saa høit midt paa Natten og vækker os op af vor gode Søvn? er der nogen, som vil røve dine Faar? eller er der nogen, som vil myrde dig med List eller med Vold?“ Da svarede Polyfemos fra sin Hule: „Det er Ingen, som vil myrde mig med List og ikke med Vold.“ „Ja saa,“ svarede de, „er det ingen, som gjør dig Fortræd? da er det vel en Sygdom, som Zeus har sendt dig, og den er der intet Raad imod; derom faar du bede til din Fader Poseidon.“ Og dermed gik de.

Men jeg lo i mit stille Sind over, at jeg havde faaet narret dem saa godt ved mit Navn. Kyklopen stønnede og hylede over sine Smerter og følte sig for med Hænderne, tog Stenen bort fra Indgangen og satte sig selv der og bredte sine Arme ud for at gribe enhver, som vilde prøve at slippe ud imellem Faarene. Men jeg grundede over, hvorledes jeg skulde kunne redde mine Mænd og mig selv fra Døden, og mangeslags List tænkte jeg paa. Endelig tyktes dette Raad mig bedst: Blandt Faarene var der nogle prægtige Vædere, store og tykuldede; disse bandt jeg sagtelig sammen med flettede Vidjer, som Kyklopen brugte at sove paa, tre og tre, og under Bugen paa den midterste bandt jeg en af mine Mænd; saaledes blev hver Mand baaren af tre Vædere; men for mig selv udvalgte jeg den største og bedste af alle Væderne, strakte mig ind under dens laadne Bug og holdt mig fast i dens krøllede Pels.

Da det nu blev Morgen, styrtede Faarene ud af Hulen; og deres Eier sad der, pint af sine frygtelige Smerter, og følte dem alle paa Ryggen, eftersom de gik ud; den Daare, han anede ikke, at mine Mænd var bundne under deres uldne Bryst. Sidst kom den store Væder, som baade havde sin vældige Pels at bære paa og desuden mig. Da Polyfemos følte paa denne, sagde han: „Min kjære Buk! hvorfor er du den sidste, som gaar ud af min Hule? du pleier ellers aldrig at komme bagefter de andre, men gaar altid foran med vældige Skridt; men idag er du den allersidste; aaja, du sørger vel over din Herres Øie, som Ingen, den Skurk, og hans elendige Mænd har røvet mig, efterat han først 383havde bedøvet mig med sin Vin; men endnu har han ikke undflyet min Hevn; vilde du saasandt lyde mit Ord, og kunde du tale til mig og sige mig, hvor han nu har gjemt sig for min Vrede, da skulde jeg knuse hans Hoved, saa Hjernen skulde sprøite rundt omkring paa Hulens Gulv, og da vilde jeg dog faa en Lindring i den Kval, som den usle Ingen har voldt mig.“ Med disse Ord lod han Bukken gaa,

Da vi var komne et lidet Stykke bort fra Hulen, løste jeg først mig selv og derefter mine Mænd, og saa drev vi Faarene foran os ned til Skibet; vore Kammerater blev glade, da de saa os igjen, efterat vi havde undsluppet Døden; men over dem, som var dræbte, klagede de høit. Dog tillod jeg dem ikke nu at græde, men bød dem raskt bringe Faarene ombord i Skibet og lægge fra Land. Snart sad de paa sine Pladse ved Aarerne. Og da vi var saa langt borte, som min Røst kunde række, raabte jeg bitre Ord til Kyklopen: „Det var dog ingen Kryster,“ sagde jeg, „den Mand, hvis Folk du har spist! dine Ugjerninger maatte dog komme over dig selv, din Skurk, fordi du ikke bluedes ved at æde dine Gjester i dit eget Hus! derfor har nu Zeus og de andre Guder straffet dig.“

Da blev han endnu mere rasende og rev Toppen af et høit Fjeld og kastede den efter os; den faldt ned lige foran vort Skib med et vældigt Pladsk, og saa svære Bølger satte den, at Skibet blev slynget ind imod Land igjen. Men jeg tog en Stage og stødte fra og gjorde Tegn til mine Folk, at de skulde ro af alle Kræfter, forat vi kunde komme unna. Og da vi var dobbelt saa langt borte som forrige Gang, raabte jeg atter til ham, skjønt mine Mænd bad mig indstændig om at lade det være for ikke at tirre ham til endnu en Gang at kaste efter os; men alligevel raabte jeg harm i mit Sind: „Kyklop! om nogen skulde spørge dig, hvorledes du saa ynkelig har mistet dit Øie, saa kan du sige, at det er den vældige Kriger Odysseus, Laertes’s Søn, fra Ithaka, som har stukket det ud.“

Da jamrede han høit og svarede: „Ve mig, saa gaar det dog i Opfyldelse, som en gammel Seer for lange Tider siden spaaede mig, at jeg ved Odysseus’s Haand skulde miste mit Syn. Jeg tænkte dog, at Odysseus skulde være 384en stor og sterk og vakker Mand; men nu har jo en liden og ynkelig Stakkel blindet mig, efterat han først havde bedøvet mig med Vin. Men kom nu alligevel hid, Odysseus, forat jeg kan give dig en Gjestegave, og forat jeg kan bede min Fader, den mægtige Poseidon, om at føre dig vel hjem; han læger mig nok selv, om han vil, men ikke nogen anden, hverken af Guder eller Mennesker.“

„Gid jeg bare kunde tage Livet fra dig,“ svarede jeg, „og sende dig til Hades, ligesaa vist som ikke engang Poseidon læger dit Øie.“

Da strakte han sine Hænder mod Himmelen og bad til Poseidon: „Saasandt jeg er din Søn,“ sagde han, „saa lad aldrig Odysseus komme tilbage til sit Hjem; men hvis det er hans Lod at komme hjem til sit Fædreland og sine kjære, saa lad ham dog først miste alle sine Mænd og lad ham sent og surt og paa et fremmed Skib komme til Hjemmet og finde Sorg i sit Hus!“

Saa bad han, og Havets Gud bønhørte ham. Nu tog han atter et Klippestykke, dobbelt saa stort som det forrige, og slyngede det efter os med al sin Styrke; og det faldt med et vældigt Pladsk ned lige bag vort Skib og havde nær truffet Kanten af Roret, og det satte saa svære Bølger, at Skibet blev kastet frem og slynget over mod en anden Strandbred.

Der gik vi i Land og delte Byttet, og der ofrede jeg den store Væder til Zeus; saa holdt vi Maaltid og lagde os siden til Hvile paa Stranden. Og da Morgenen brød frem, seilede vi videre, sorgfulde over de Kammerater, vi havde mistet, men glade, fordi vi selv havde undsluppet Døden.“

377

Da den navnkundige Kong Odysseus fra Ithaka skulle reise hjem fra Troia, som han og de andre greske konger og Helte i ti år hadde ført krig med og til sist ødelagt, måtte han ennå utstå mange lidelser og mye nød, innen han kunne komme hjem. Gudene gjorde det så, at han måtte flakke om fra det ene sted til det andre og snart døye fryktelig uvær og Storm, som drev ham ut av hans kurs, snart utholde kamp med ville mennesker eller fryktelige uhyrer, som drepte hans folk, snart kjempe med andre Farer og ulykker.

Etter at han således hadde drevet om i tre år, kom han ganske alene til en ensom Ø, hvor der bodde en nymfe, som het Kalypso. Denne nymfe ble så glad i Odysseus, at hun ville ha ham til mann og slett ikke ville la ham få Lov til å reise. Men Odysseus ville ikke bli hennes mann, men længedes bestandig hjem til sitt fedreland og til sin hustru og sønn. Allikevel måtte han finne seg i å bli syv år hos Kalypso; da tok endelig gudene seg av ham og sendte bud til Kalypso, at hun nå skulle sende ham hjem. Så måtte hun finne seg i å la ham fare og selv hjelpe ham med å få et Fartøi i stand og gi ham niste og gode råd med på reisen.

Men enda engang kom Odysseus i stor nød, innen han nådde sitt hjem. Havets Gud, Poseidon, var nemlig vred på Odysseus; derfor sendte han en fryktelig Storm og opprørte havet, så Odysseus led skipbrudd og ville ha satt sitt liv til, hvis ikke en annen guddom hadde hjulpet ham. Endelig kom han i land på en Ø, som het Scheria. Her bodde et folk, som kaltes Faiakerne. Deres konge het Alkinoos, og denne konge og hans hele hus tok vel imot Odysseus og skaffet ham klær og alt annet, som han trengte til. Hos disse vennlige og forstandige folk hvilte nå Odysseus ut; da sendte Alkinoos ham på sitt eget skip hjem til Ithaka.

Mens Odysseus var hos Faiakerne, fortalte han om de mange forunderlige ting, som han hadde opplevd under 378sin lange reise. En av de historier, han fortalte, var denne.

„Engang kom jeg og mine menn til et land, hvor kyklopene bor, et fælt og lovløst folk; de hverken sår eller pløyer; hos dem vokser alt vilt, både hvete og bygg og vinranker med store druer; de har hverken folkeforsamlinger eller Love, men bor i huler omkring på de høye fjell, og hver mann råder selv over sine egne kvinner og barn, men bryder seg aldeles ikke om de andre.

Da vi kom til dette land, så vi en stor Hule tett ved havet; der samlet seg om Aftenen Hjorder av geiter og får, og omkring den var der bygget en fold, som var innhegnet med en høy steinmur og med kneisende graner og eiketrær. I denne Hule bodde en skrekkelig mann; alene og fjernt fra alle voktet han sine får, aldri kom han sammen med andre mennesker, men levde rent som en villmann; han hadde bare et Øye, og så forferdelig stor var han, at han heller lignede en høy fjelltopp, som hever seg alene opp over de andre Bjerge, enn et menneskelig vesen.

Nå lot jeg den øvrige del av mitt følge bli ved skipet; men selv gikk jeg av sted med tolv av mine beste menn; jeg tok med meg en stor dunk med deilig vin og dessuten en Madsæk; for jeg skjønte nok, at vi nærmet oss til en mann, som både hadde umåtelig styrke og tillike var vill og grusom og ikke kjente Lov eller rett. Snart kom vi til hulen; men ham selv traff vi ikke hjemme; han var ute og vogtede sine får. Imidlertid så vi oss om i hans Hule; der stod Kurve, fulle av store Oste; det vrimlet av lam og Gjedunger, som var ordnede i hver sin Baas etter alderen; der stod ringer, som fløt over av Valle, og bøtter og spann, som han brukte til å melke i.

Her ville jeg nå vente, til han kom hjem; derfor tente vi ild og ofret til gudene; da vi hadde gjort det, tok vi selv for oss av hans Oste og spiste. Etter at vi hadde ventet en stund, kom han med sine får. På ryggen bar han et veldig fange knastørr Ved, som han skulle bruke til sin kveldsverd; han kastet det fra seg 379med slikt bulder og brak, at vi ble ganske redde og gjemte oss i den innerste krok av hulen. Så drev han sine feite geiter og sauer inn for å melke dem; men bukkene lot han bli utenfor; han tok en Sten og la den for inngangen, for at ingen skulle slippe ut; den var så stor og tung, at neppe to og tyve sterke firehjulede vogner kunne røre den av stedet. Så satte han seg ned og melkede sine får og geiter etter tur. Halvdelen av melken satte han bort til ost, og den annen halvdel lot han stå i spann for å ha den til å slukke sin tørst med.

Da han var ferdig, tente han ild, og da fikk han Øye på oss og spurte straks, hvem vi var, og hvor vi kom fra, — om vi for på kjøpmannsreiser eller flakket om som sjørøvere. Men våre hjerter skalv i oss, så redde ble vi både for hans buldrende røst og for hans skrekkelige skikkelse. Allikevel tok jeg mot til meg og svarte ham:

„Vi er greske menn, som på hjemreisen fra Troia er drevne om av alleslags vind og har måttet seile snart hit og snart dit over Havets dyp, fordi det så var Zeus’s vilje; vi hørte til den navnkundige Kong Agamemnons Folk, og nå, da vi er kommet hit, bønnfaller vi deg om, at du vil gi oss en gave, således som fremmede pleier å få; også du frykter vel gudene, og Zeus våker jo over ydmykt bedende gjester.“

Men han svarte: „Du må nok være temmelig dum eller kommet langveis fra, siden du byr meg å frykte for gudene; nei, kyklopene bryder seg hverken om Zeus eller andre guder; thi vi er meget sterkere enn de, og aldri vil jeg av frykt for Zeus’s vrede skåne deg eller dine menn, hvis jeg ikke selv hadde Lyst dertil. Men sig meg nå, hvor du har landet med ditt skip, om det er langt herfra eller nær ved?“

Jeg lot meg ikke narre til å si ham det, men svarede listig: „Mitt skip har Poseidon slynget imot Klipperne ved deres kyst og slått det i stykker, og stormen drev vraket bort; men selv ble jeg reddet med disse mine menn.“

380Han svarte ikke et ord, men reiste seg og tok uten videre to av mine menn og kastet dem mot jorden som et par valper, så deres hjerne brast; derpå skar han dem opp og spiste så grådig som en løve både kjøtt og innvoller og marg og Ben. Fulle av forferdelse strakte vi gråtende våre hender til Zeus ved dette gruelige syn. Men da Kyklopen hadde fylt sin store Bug med Menneskekjød og drukket den feite melk dertil, la han seg, så lang han var, til å sove midt imellom sine får.

Nå tenkte jeg først på å støte mitt sverd i hans bryst; men så innså jeg, at da ville vi selv komme til å lide en ynkelig død, fordi vi ikke kunne velte den mektige Sten bort, som han hadde lagt for inngangen. Vi hadde altså intet annet å gjøre enn å vente, til dagen brød frem. Da det ble lyst, gjorde han paany ild opp og melkede sine får etter tur, og da han var ferdig, grep han atter to av mine menn og lavet seg et måltid av dem. Deretter tok han den veldige Sten fra inngangen så lett, som om ingen ting var, og drev fårene ut av hulen og la straks steinen for igjen og drev sitt kveg opp over fjellet.

Der satt jeg og grundede på, hvorledes jeg skulle hevne meg; og dette råd tyktes meg best: I hulen lå der en frisk Oljetræs stokk, som Kyklopen nylig hadde hugget seg for å bruke den til stav, når den ble tør; den kunne være såpass lang og tykk som masten til et tyveaaret Fartøi. Av denne hug jeg omtrent en favn av og lot mine folk skave den glatt, spisset den så til i den ene ende og sved Spidsen i ilden; derpå gjemte jeg den godt og avtalte, at fire av mine menn skulle hjelpe meg å løfte den og drive den inn i Kyklopens Øie, når han var falt i søvn.

Mot aften kom han hjem med sine får, og denne gang lot han ingen av dem bli utenfor i den høye fold; han la den store Sten for døren, satte seg ned og melkede sine får og geiter etter tur. Da han var ferdig, grep han atter to av mine menn og lavet seg et måltid av dem. Da gikk jeg hen til ham med et krus vin i hånden og sa: „Der har du et krus vin å drikke til det 381Menneskekjød, du har spist; så kan du smake, hvor god vin vi hadde ombord i vårt skip; og ville du ha medynk med meg og lade meg slippe hjem igjen, så skulle jeg gjerne ofre deg all min vin; men du handler jo imot oss som en rasende, så aldri noe menneske kan vove å komme hit mer.“

Han tok kruset og drakk. Det smakte ham deilig, og han bad om mer: „Skjenk straks i paany,“ sa han, „og si meg ditt navn, så skal jeg gi deg en gave, som du kan glede deg over; også i Kyklopernes land vokser de herlige druer; men dette er jo som Ambrosia og nektar.“

Jeg ga ham atter av vinen; tre ganger rakte jeg ham kruset, og tre ganger tømte han det, den dåre. Men da vinen hadde steget ham til hodet, talte jeg vennlig til ham: „Du spør meg om mitt navn, og det skal jeg si deg, men så må du gi meg den gave, du lovede; mitt navn er Ingen.“ Straks svarte han med bistert sinn: „Ingen skal jeg spise etter hans menn og alle de andre først; det skal være min gave til deg.“ Men i det samme han sa dette, falt han overende, og der lå han og vred sin feite hals, og søvnen fikk makt over ham; og full som han var, kastet han opp, hva han hadde spist og drukket.

Da tok jeg stangen frem og stak den inn i glødene, til den ble het, og imidlertid satte jeg mot i mine menn, at ingen av dem skulle bli redd og svikte, når det kom til stykket. Men da så Oljetræs-stangen var nær ved å tenne i lue og var glødende rød, så trakk jeg den ut av ilden, og mine menn stillede seg omkring; en Gud ga oss mot, og så drev vi stangen inn i hans Øye og dreide den rundt, som en tømmermann borer sin Naver inn i en skipsbjelke; hans blod strømmet om den hete Stang, og det suste i hans Øye, som når et glødende jern dyppes i kaldt vann; da satte han i et veldig skrik med forferdelig stemme, så det skrallet i fjellveggen, og vi for tilbake, slagne av skrekk; så rev han stangen ut av sitt Øye og slengte den rasende ifra seg og ropte høyt på de andre kykloper, som bodde rundt omkring i sine huler på fjellene. Da de hørte hans skrik, stimlet de 382fra alle kanter sammen omkring hans Hule og spurte, hva der feilet ham: „Hva ondt er der hendt deg, Polyfemos, siden du roper så høyt midt på natten og vekker oss opp av vår gode søvn? er der noen, som vil røve dine får? eller er der noen, som vil myrde deg med list eller med vold?“ Da svarte Polyfemos fra sin Hule: „Det er Ingen, som vil myrde meg med list og ikke med vold.“ „Ja så,“ svarte de, „er det ingen, som gjør deg fortred? da er det vel en sykdom, som Zeus har sendt deg, og den er der intet råd imot; derom får du bede til din far Poseidon.“ Og dermed gikk de.

Men jeg lo i mitt stille sinn over, at jeg hadde fått narret dem så godt ved mitt navn. Kyklopen stønnet og hylte over sine smerter og følte seg for med hendene, tok steinen bort fra inngangen og satte seg selv der og bredte sine Arme ut for å gripe enhver, som ville prøve å slippe ut imellom fårene. Men jeg grundede over, hvorledes jeg skulle kunne redde mine menn og meg selv fra døden, og mangeslags list tenkte jeg på. Endelig tyktes dette råd meg best: Blant fårene var der noen prektige Vædere, store og tykuldede; disse bandt jeg saktelig sammen med flettede vidjer, som Kyklopen brukte å sove på, tre og tre, og under buken på den midterste bandt jeg en av mine menn; således ble hver mann båren av tre Vædere; men for meg selv utvalgte jeg den største og beste av alle Væderne, strakte meg inn under dens laadne Bug og holdt meg fast i dens krøllede pels.

Da det nå ble morgen, styrtet fårene ut av hulen; og deres eier satt der, pint av sine fryktelige smerter, og følte dem alle på ryggen, ettersom de gikk ut; den dåre, han ante ikke, at mine menn var bundne under deres uldne bryst. Sist kom den store Væder, som både hadde sin veldige pels å bære på og dessuten meg. Da Polyfemos følte på denne, sa han: „Min kjære bukk! hvorfor er du den siste, som går ut av min Hule? du pleier ellers aldri å komme bakefter de andre, men går alltid foran med veldige skritt; men i dag er du den allersidste; åja, du sørger vel over din Herres Øye, som Ingen, den skurk, og hans elendige menn har røvet meg, etter at han først 383hadde bedøvet meg med sin vin; men ennå har han ikke undflyet min hevn; ville du så sant lyde mitt ord, og kunne du tale til meg og si meg, hvor han nå har gjemt seg for min vrede, da skulle jeg knuse hans hode, så hjernen skulle sprøyte rundt omkring på Hulens gulv, og da ville jeg dog få en lindring i den kval, som den usle Ingen har voldt meg.“ Med disse ord lot han bukken gå,

Da vi var kommet et lite stykke bort fra hulen, løste jeg først meg selv og deretter mine menn, og så drev vi fårene foran oss ned til skipet; våre Kammerater ble glade, da de så oss igjen, etter at vi hadde unnsluppet døden; men over dem, som var drepte, klagede de høyt. Dog tillot jeg dem ikke nå å gråte, men bød dem raskt bringe fårene ombord i skipet og legge fra land. Snart satt de på sine plasser ved årene. Og da vi var så langt borte, som min røst kunne rekke, ropte jeg bitre ord til Kyklopen: „Det var dog ingen kryster,“ sa jeg, „den mann, hvis folk du har spist! dine ugjerninger måtte dog komme over deg selv, din skurk, fordi du ikke bluedes ved å ete dine gjester i ditt eget hus! derfor har nå Zeus og de andre guder straffet deg.“

Da ble han enda mer rasende og rev toppen av et høyt Fjell og kastet den etter oss; den falt ned like foran vårt skip med et veldig Pladsk, og så svære bølger satte den, at skipet ble slynget inn imot land igjen. Men jeg tok en stage og støtte fra og gjorde tegn til mine folk, at de skulle ro av alle krefter, for at vi kunne komme unna. Og da vi var dobbelt så langt borte som forrige gang, ropte jeg atter til ham, skjønt mine menn bad meg innstendig om å la det være for ikke å tirre ham til ennå en gang å kaste etter oss; men allikevel ropte jeg harm i mitt sinn: „Kyklop! om noen skulle spørre deg, hvorledes du så ynkelig har mistet ditt Øye, så kan du si, at det er den veldige kriger Odysseus, Laertes’s Søn, fra Ithaka, som har stukket det ut.“

Da jamret han høyt og svarede: „Ve meg, så går det dog i oppfyllelse, som en gammel ser for lange tider siden spådde meg, at jeg ved Odysseus’s hånd skulle miste mitt syn. Jeg tenkte dog, at Odysseus skulle være 384en stor og sterk og vakker mann; men nå har jo en liten og ynkelig Stakkel blindet meg, etter at han først hadde bedøvet meg med vin. Men kom nå allikevel hit, Odysseus, for at jeg kan gi deg en Gjestegave, og for at jeg kan bede min far, den mektige Poseidon, om å føre deg vel hjem; han leger meg nok selv, om han vil, men ikke noen annen, hverken av guder eller mennesker.“

„Gid jeg bare kunne ta livet fra deg,“ svarte jeg, „og sende deg til Hades, likeså vist som ikke engang Poseidon leger ditt Øye.“

Da strakte han sine hender mot himmelen og bad til Poseidon: „Så sant jeg er din sønn,“ sa han, „så la aldri Odysseus komme tilbake til sitt hjem; men hvis det er hans Lod å komme hjem til sitt fedreland og sine kjære, så la ham dog først miste alle sine menn og la ham sent og surt og på et fremmed skip komme til hjemmet og finne sorg i sitt hus!“

Så bad han, og Havets Gud bønnhørte ham. Nå tok han atter et Klippestykke, dobbelt så stort som det forrige, og slyngede det etter oss med all sin styrke; og det falt med et veldig Pladsk ned lige bak vårt skip og hadde nær truffet kanten av roret, og det satte så svære bølger, at skipet ble kastet frem og slynget over mot en annen strandbredd.

Der gikk vi i land og delte byttet, og der ofret jeg den store Væder til Zeus; så holdt vi måltid og la oss siden til hvile på stranden. Og da morgenen brød frem, seilte vi videre, sorgfulle over de Kammerater, vi hadde mistet, men glade, fordi vi selv hadde unnsluppet døden.“