19. Smaafuglene paa Juleneget.
„Kom, lille Sisik! følg med! følg med!Et herligt Julekveldsmaal jeg ved.
En fattig Husmand bag Skoven bor,Han gi’r os et Neg iaar som ifjor.
Han eier kun tre, dog gi’r han os et;For Jesu Skyld saa gjør han det.
Og hør, du Smaasisik! stur ei saa,Men følg med din Fætter, Spurven graa!
Jeg kalder mig graa, skjønt jeg er gul;Thi jeg har pyntet mig nu til Jul.
Det fyger høit over Bondens Tag;I Neget sætter vi os imag.
Vi sidder til Ørene op i Mad;Julen gjør ogsaa Smaafuglen glad.
Vi fylder Kroen med Julebrød.For os er ogsaa den Frelser fød!“
Saa fløi de Søskendebørn afsted;Om Julekvelden er Lykken med.
Forbi en Skjære de heldig slap,Der vippede paa en Veirhanes Knap.
Sig Katten listed paa Laavebro;Hun skottede lysten op til de to.
376Men Sulten gjør baade døv og blind;De styrtede sig i Neget ind.
Der sad saa lunt de i Sno og Sne;Kun høiest Stjerne dem kunde se.
Der sad de trygt paa den høie Stang;Den Julenat blev dem ei for lang.
Der sad de begge til Messetid;Da Klokkerne ringte, saa fløi de did.
De satte sig paa det høieste Spir;Der stod en Hane af Guld til Sir.
De satte sig paa den Hane af Guld;Der saa de Himlen af Engle fuld.
De hørte, en af de Engle kvad:„Glem aldrig, Barnet mit, Tak for Mad!“
Da slog det haardt dem, at det var glemt,At sligt er ilde, om end fornemt.
„Vi byder Skjæren og Katten Trods;Vi maa tilbage at takke for os.“
De traf den Husmand i bitter Graad:„Ak! jeg ved ikke min arme Raad.“
Sligt tyktes de Smaafugle altfor svært;De sukked til Gud for sin gode Vert.
„O, Gud vil vistnok i Naade seTil dig, som gav os et Neg af tre!
For Jesu Skyld du lod os det faa;Vi ere ogsaa Guds Børn, skjønt smaa.
Vi kommer nu for at takke for Mad;Gud gjøre god Fattigmands Hjerte glad!“
H. Wergeland.
19. Småfuglene på juleneket.
„Kom, lille sisik! følg med! følg med!Et herlig julekveldsmål jeg ved.
En fattig husmann bak skogen bor,Han gi’r oss et nek i år som i fjor.
Han eier kun tre, dog gi’r han oss et;For Jesu Skyld så gjør han det.
Og hør, du Smaasisik! stur ei så,Men følg med din fetter, Spurven grå!
Jeg kaller meg grå, skjønt jeg er gul;Thi jeg har pyntet meg nå til jul.
Det fyker høyt over Bondens tak;I neket setter vi oss i mak.
Vi sitter til ørene opp i mat;Julen gjør også småfuglen glad.
Vi fyller kroen med Julebrød.For oss er også den Frelser født!“
Så fløy de søskenbarn av sted;Om julekvelden er lykken med.
Forbi en skjære de heldig slapp,Der vippet på en værhanes knapp.
Sig katten listet på låvebro;Hun skottet lysten opp til de to.
376Men sulten gjør både døv og blind;De styrtet seg i neket inn.
Der satt så lunt de i sno og Sne;Kun høyest stjerne dem kunne se.
Der satt de trygt på den høye Stang;Den julenatt ble dem ei for lang.
Der satt de begge til Messetid;Da Klokkerne ringte, så fløy de dit.
De satte seg på det høyeste spir;Der stod en Hane av gull til Sir.
De satte seg på den Hane av gull;Der så de Himlen av engler full.
De hørte, en av de engler kvad:„Glem aldri, barnet mitt, takk for mat!“
Da slo det hardt dem, at det var glemt,At slikt er ilde, om enn fornemt.
„Vi byr Skjæren og katten trass;Vi må tilbake å takke for oss.“
De traff den husmann i bitter gråt:„Ak! jeg vet ikke min arme råd.“
Slikt tyktes de småfugler altfor svært;De sukket til Gud for sin gode vert.
„O, Gud vil vistnok i nåde seTil deg, som ga oss et nek av tre!
For Jesu Skyld du lot oss det få;Vi er også Guds barn, skjønt små.
Vi kommer nå for å takke for mat;Gud gjøre god fattigmanns hjerte glad!“
H. Wergeland.