I min Have havde Myrerne taget tvende Steder i Besiddelse, det ene til Bolig og det andet til Forraadssted, og begge Steder stod ved en lang Vei i Forbindelse med hinanden.
Da jeg var nysgjerrig efter at vide, hvorledes Myrer af forskjellig Art vilde forliges sammen, tog jeg en Æske fuld af Myrer i en anden Have og gjorde tvende Huller i min, hvori jeg satte denne nye Koloni, saa disse Myrer, for at vedligeholde Forbindelsen med hinanden, var nødte til at gaa over den brede Vei, som tilhørte mine gamle Myrer. De nye Myrer var gule og kunde derfor let kjendes fra de gamle, som var sorte.
De gule lod strax ved sin Ankomst til at være ængstelige, og Uroligheden blandt dem var almindelig. De løb og bevægede sig fra den ene Side til den anden, uden at de veg længere end to til tre Fod bort fra det Kvarter, jeg havde anvist dem. Nogle steg op paa smaa Stene eller Toppen af Græsset og lod til at udspeide Egnen. De sorte Myrer, som de stødte paa, flygtede i største Hast og foranledigede Forvirring i sin Bolig og sit Magasin.
Den næste Dag havde mine nye Kolonister indrettet sin Bolig paa det Sted, hvor jeg satte dem, og den største Hob lod til at være nogenlunde i Orden. De havde tre Aabninger, gjennem hvilke de magelig kunde gaa ud og ind, og arbeidede som sædvanlig. Den lille Hob havde kun to Udgange paa sin Bolig, der paa en Maade var skjult. Den havde ogsaa forandret sin Vandringstur og gik lige mod Syd over et Tulipanbed, medens derimod den store Hob gik lige mod Øst paa de sorte Myrers store Vei.
Begge disse Myrestammer mødte hinanden jævnlig, og da forefaldt der fra Tid til anden smaa Skjærmydsler, i hvilke de sorte for det meste tabte; nogle af disse, som blev paa Pladsen, blev bortslæbte af Fienden. Henimod Middag saa jeg en stor Mængde gule Myrer, som i god Orden gik frem 365ad den store Vei; de gav sig i Strid med de sorte, de mødte, og da de sidste stedse blev flere og flere, saa syntes alt at tyde paa et forestaaende Slag. Jeg skulde imidlertid bort i Forretninger, saa jeg ikke kunde iagttage deres Bevægelser om Eftermiddagen. Jeg frygtede allerede for mine gamle Myrer og fortrød næsten, at jeg ved min Nysgjerrighed havde voldt dem saa megen Uleilighed.
Dagen efter gik jeg ganske tidlig til Stedet, men blev meget forundret, da jeg saa, at alt var roligt og stille. De sorte arbeidede i sit Distrikt efter Sedvane, som om der ingen Fiende havde været; men jeg opdagede snart Spor af et blodigt Slag og merkede, at de havde sin Tapperhed at takke for den Rolighed, de nød. Jeg talte mere end 50 gule Myrer, som var blevne paa Valpladsen, og hvormeget jeg end søgte, fandt jeg dog ingen sort Myre iblandt dem. Dette forundrede mig meget; men jeg fandt snart, at Myrerne bærer den største Omsorg for sine døde, og da de sorte Myrer havde beholdt Valpladsen, havde de bortslæbt sine faldne.
Da jeg ingen gule Myrer fandt ilive, gik jeg til deres Bolig og troede ganske vist, at de alle havde begivet sig bort, da jeg saa, at de sorte havde bemægtiget sig deres Arbeide, og ingen gul Myre var at se. Imidlertid gjorde de sorte allehaande Bevægelser; de gik stedse fra en Bolig til en anden, og to til tre holdt bestandig Vagt ved hver af de tre Aabninger. Jeg sluttede deraf, at den fiendtlige Nation endnu ikke var helt udryddet, og at man maaske paa den ene eller anden Side lavede sig til et nyt Slag.
Da jeg saa mig om til alle Sider, fandt jeg to eller tre gule Myrer, som jeg da i Nærheden gav Agt paa; disse førte mig til den slagne Hobs Hovedleir, der var i en for dem fordelagtig liden Hule. Paa en liden Høi ovenover denne Hule saa jeg en liden Trop sorte, som var beskjæftiget med at dræbe alle de gule, de kunde faa fat paa, og i det Øieblik, jeg opdagede dem, netop dræbte tre med stor Forbitrelse. Imidlertid saa jeg gule komme flygtende fra alle Sider; nogle blev fangne af de sorte; men den største Del naaede lykkelig sin Hob.
I denne Forfatning blev Myrerne paa begge Sider den Dag over. Den følgende Dag forefaldt der adskillige Skjermydsler. 366De sorte blev stedse ved at bevogte Veien; desuagtet blev de gules Antal kjendelig forøget. Disse havde bygget sig en ny Bolig og indrettet sig et Sted, hvor de henlagde alle de Lig af sine faldne, de kunde overkomme. Det er utroligt, for hvilken stor Møie og Fare de udsatte sig for at komme i Besiddelse af dem. Den ene efter den anden vovede sig i dette Øiemed ud af Hulen, og de betjente sig af enhver optænkelig List for at naa sit Maal. Mange mistede ved denne Leilighed Livet.
Det forekom mig mærkeligt, at disse Myrer slæbte de døde Fiender, som de ryddede af Veien, hen ad Jorden, medens de derimod bar sine Venner bort paa Ryggen. Paa denne Maade bragte de gule næsten alle sine døde hen til sine nye Tilflugtssteder. De sorte Myrer bortslæbte ogsaa nogle af sine døde, og nogle var saa beskjæftigede med dette Arbeide, at det næsten var umuligt at faa dem derfra, skjønt man forstyrrede dem i deres Foretagende.
De slagne Myrer holdt sig meget rolige i to Dage, og man saa kun en, høist to holde Vagt ved Aabningen af deres Bolig. Denne Aabning var under en liden flad Sten, som skjulte den aldeles og forhindrede al Fugtighed fra at trænge ind. Der var endnu en hemmelig Dør bagved den første, som ligeledes var bedækket med en Sten. Et lidet Antal sorte Myrer vovede sig op paa de gules Arbeide; men disse gjorde intet Udfald, og naar hændelsesvis nogle af dem af en eller anden Grund maatte forlade sit Tilflugtssted, gik de stedse af Veien for de sorte. Jeg gav nemlig Agt paa en sort Myre, som længere end et Kvarter alene gik omkring dette Arbeide. Den lod især til at være opmerksom paa Bedækningen af den skjulte Aabning; den krøb op paa Stenen, hvormed denne var lukket, og skjønt denne Sten ikke havde mere end en halv Tomme i Omfang, stod dog Myren i to til tre Minuter paa den og undersøgte den derefter en hel Time omhyggelig fra alle Sider — en meget lang Tid for en Skabning, som ikke er vant til at tabe et eneste Øieblik af sin Tid, men altid er i Virksomhed.
Imidlertid havde den anden Afdeling af gule Myrer valgt en Vei, som var langt borte fra de sortes; men de vovede sig ikke langt bort fra sin Bolig; de var meget forsigtige, 367naar de gik ud, og gik altid ind ad samme Aabning. De levede meget stille, og jeg tror ei, de har fundet noget Middel til at komme til sine Kammerater igjen før otte eller ti Dage efterat de havde bosat sig paa dette Sted. Jeg traf imidlertid en paa den store Vei; men den vendte hurtig tilbage til den lille Bolig, kom dog snart ud igjen, og da den stedse tog samme Vei, kom den endelig til sine Kammeraters Tilflugtssted. Mange andre fulgte den, en efter anden. Den følgende Dag havde den sidste forladt den lille Bolig, og de var nu alle samlede.
Derpaa holdt de sig nogle Dage over aldeles rolige, og jeg vilde have troet, at de alle var dragne bort, dersom Vagten ikke stedse havde vist sig ved Aabningen. For at faa desto større Vished i denne Sag, gjorde jeg Larm ved deres Bolig, og nu kom de hobevis ud. Nogle Dage derefter saa jeg ingen Skildtvagt mere, og da jeg aabnede deres Bolig, fandt jeg, at de havde forføiet sig bort, og jeg har siden ikke erfaret noget videre om deres Skjebne. Rimeligvis er de komne tilbage til sit Fædreland, hvor deres Stamme havde frygtelige Fæstningsverker; men hvorledes dette kan være skeet, da der var en Have og tvende Huse imellem dem og deres oprindelige Opholdssted, er ikke let at sige.