364

I min Have havde Myrerne taget tvende Steder i Besiddelse, det ene til Bolig og det andet til Forraadssted, og begge Steder stod ved en lang Vei i Forbindelse med hinanden.

Da jeg var nysgjerrig efter at vide, hvorledes Myrer af forskjellig Art vilde forliges sammen, tog jeg en Æske fuld af Myrer i en anden Have og gjorde tvende Huller i min, hvori jeg satte denne nye Koloni, saa disse Myrer, for at vedligeholde Forbindelsen med hinanden, var nødte til at gaa over den brede Vei, som tilhørte mine gamle Myrer. De nye Myrer var gule og kunde derfor let kjendes fra de gamle, som var sorte.

De gule lod strax ved sin Ankomst til at være ængstelige, og Uroligheden blandt dem var almindelig. De løb og bevægede sig fra den ene Side til den anden, uden at de veg længere end to til tre Fod bort fra det Kvarter, jeg havde anvist dem. Nogle steg op paa smaa Stene eller Toppen af Græsset og lod til at udspeide Egnen. De sorte Myrer, som de stødte paa, flygtede i største Hast og foranledigede Forvirring i sin Bolig og sit Magasin.

Den næste Dag havde mine nye Kolonister indrettet sin Bolig paa det Sted, hvor jeg satte dem, og den største Hob lod til at være nogenlunde i Orden. De havde tre Aabninger, gjennem hvilke de magelig kunde gaa ud og ind, og arbeidede som sædvanlig. Den lille Hob havde kun to Udgange paa sin Bolig, der paa en Maade var skjult. Den havde ogsaa forandret sin Vandringstur og gik lige mod Syd over et Tulipanbed, medens derimod den store Hob gik lige mod Øst paa de sorte Myrers store Vei.

Begge disse Myrestammer mødte hinanden jævnlig, og da forefaldt der fra Tid til anden smaa Skjærmydsler, i hvilke de sorte for det meste tabte; nogle af disse, som blev paa Pladsen, blev bortslæbte af Fienden. Henimod Middag saa jeg en stor Mængde gule Myrer, som i god Orden gik frem 365ad den store Vei; de gav sig i Strid med de sorte, de mødte, og da de sidste stedse blev flere og flere, saa syntes alt at tyde paa et forestaaende Slag. Jeg skulde imidlertid bort i Forretninger, saa jeg ikke kunde iagttage deres Bevægelser om Eftermiddagen. Jeg frygtede allerede for mine gamle Myrer og fortrød næsten, at jeg ved min Nysgjerrighed havde voldt dem saa megen Uleilighed.

Dagen efter gik jeg ganske tidlig til Stedet, men blev meget forundret, da jeg saa, at alt var roligt og stille. De sorte arbeidede i sit Distrikt efter Sedvane, som om der ingen Fiende havde været; men jeg opdagede snart Spor af et blodigt Slag og merkede, at de havde sin Tapperhed at takke for den Rolighed, de nød. Jeg talte mere end 50 gule Myrer, som var blevne paa Valpladsen, og hvormeget jeg end søgte, fandt jeg dog ingen sort Myre iblandt dem. Dette forundrede mig meget; men jeg fandt snart, at Myrerne bærer den største Omsorg for sine døde, og da de sorte Myrer havde beholdt Valpladsen, havde de bortslæbt sine faldne.

Da jeg ingen gule Myrer fandt ilive, gik jeg til deres Bolig og troede ganske vist, at de alle havde begivet sig bort, da jeg saa, at de sorte havde bemægtiget sig deres Arbeide, og ingen gul Myre var at se. Imidlertid gjorde de sorte allehaande Bevægelser; de gik stedse fra en Bolig til en anden, og to til tre holdt bestandig Vagt ved hver af de tre Aabninger. Jeg sluttede deraf, at den fiendtlige Nation endnu ikke var helt udryddet, og at man maaske paa den ene eller anden Side lavede sig til et nyt Slag.

Da jeg saa mig om til alle Sider, fandt jeg to eller tre gule Myrer, som jeg da i Nærheden gav Agt paa; disse førte mig til den slagne Hobs Hovedleir, der var i en for dem fordelagtig liden Hule. Paa en liden Høi ovenover denne Hule saa jeg en liden Trop sorte, som var beskjæftiget med at dræbe alle de gule, de kunde faa fat paa, og i det Øieblik, jeg opdagede dem, netop dræbte tre med stor Forbitrelse. Imidlertid saa jeg gule komme flygtende fra alle Sider; nogle blev fangne af de sorte; men den største Del naaede lykkelig sin Hob.

I denne Forfatning blev Myrerne paa begge Sider den Dag over. Den følgende Dag forefaldt der adskillige Skjermydsler. 366De sorte blev stedse ved at bevogte Veien; desuagtet blev de gules Antal kjendelig forøget. Disse havde bygget sig en ny Bolig og indrettet sig et Sted, hvor de henlagde alle de Lig af sine faldne, de kunde overkomme. Det er utroligt, for hvilken stor Møie og Fare de udsatte sig for at komme i Besiddelse af dem. Den ene efter den anden vovede sig i dette Øiemed ud af Hulen, og de betjente sig af enhver optænkelig List for at naa sit Maal. Mange mistede ved denne Leilighed Livet.

Det forekom mig mærkeligt, at disse Myrer slæbte de døde Fiender, som de ryddede af Veien, hen ad Jorden, medens de derimod bar sine Venner bort paa Ryggen. Paa denne Maade bragte de gule næsten alle sine døde hen til sine nye Tilflugtssteder. De sorte Myrer bortslæbte ogsaa nogle af sine døde, og nogle var saa beskjæftigede med dette Arbeide, at det næsten var umuligt at faa dem derfra, skjønt man forstyrrede dem i deres Foretagende.

De slagne Myrer holdt sig meget rolige i to Dage, og man saa kun en, høist to holde Vagt ved Aabningen af deres Bolig. Denne Aabning var under en liden flad Sten, som skjulte den aldeles og forhindrede al Fugtighed fra at trænge ind. Der var endnu en hemmelig Dør bagved den første, som ligeledes var bedækket med en Sten. Et lidet Antal sorte Myrer vovede sig op paa de gules Arbeide; men disse gjorde intet Udfald, og naar hændelsesvis nogle af dem af en eller anden Grund maatte forlade sit Tilflugtssted, gik de stedse af Veien for de sorte. Jeg gav nemlig Agt paa en sort Myre, som længere end et Kvarter alene gik omkring dette Arbeide. Den lod især til at være opmerksom paa Bedækningen af den skjulte Aabning; den krøb op paa Stenen, hvormed denne var lukket, og skjønt denne Sten ikke havde mere end en halv Tomme i Omfang, stod dog Myren i to til tre Minuter paa den og undersøgte den derefter en hel Time omhyggelig fra alle Sider — en meget lang Tid for en Skabning, som ikke er vant til at tabe et eneste Øieblik af sin Tid, men altid er i Virksomhed.

Imidlertid havde den anden Afdeling af gule Myrer valgt en Vei, som var langt borte fra de sortes; men de vovede sig ikke langt bort fra sin Bolig; de var meget forsigtige, 367naar de gik ud, og gik altid ind ad samme Aabning. De levede meget stille, og jeg tror ei, de har fundet noget Middel til at komme til sine Kammerater igjen før otte eller ti Dage efterat de havde bosat sig paa dette Sted. Jeg traf imidlertid en paa den store Vei; men den vendte hurtig tilbage til den lille Bolig, kom dog snart ud igjen, og da den stedse tog samme Vei, kom den endelig til sine Kammeraters Tilflugtssted. Mange andre fulgte den, en efter anden. Den følgende Dag havde den sidste forladt den lille Bolig, og de var nu alle samlede.

Derpaa holdt de sig nogle Dage over aldeles rolige, og jeg vilde have troet, at de alle var dragne bort, dersom Vagten ikke stedse havde vist sig ved Aabningen. For at faa desto større Vished i denne Sag, gjorde jeg Larm ved deres Bolig, og nu kom de hobevis ud. Nogle Dage derefter saa jeg ingen Skildtvagt mere, og da jeg aabnede deres Bolig, fandt jeg, at de havde forføiet sig bort, og jeg har siden ikke erfaret noget videre om deres Skjebne. Rimeligvis er de komne tilbage til sit Fædreland, hvor deres Stamme havde frygtelige Fæstningsverker; men hvorledes dette kan være skeet, da der var en Have og tvende Huse imellem dem og deres oprindelige Opholdssted, er ikke let at sige.

364

I min hage hadde Myrerne tatt tvende steder i besittelse, det ene til bolig og det andre til forrådssted, og begge steder stod ved en lang vei i forbindelse med hinannen.

Da jeg var nysgjerrig etter å vite, hvorledes myrer av forskjellig art ville forlikes sammen, tok jeg en eske full av myrer i en annen hage og gjorde tvende huller i min, hvori jeg satte denne nye koloni, så disse myrer, for å vedlikeholde forbindelsen med hinannen, var nødte til å gå over den brede vei, som tilhørte mine gamle myrer. De nye myrer var gule og kunne derfor lett kjennes fra de gamle, som var sorte.

De gule lot straks ved sin ankomst til å være engstelige, og uroligheten blant dem var alminnelig. De løp og beveget seg fra den ene side til den annen, uten at de veg lenger enn to til tre fot bort fra det kvarter, jeg hadde anvist dem. Noen steg opp på små Steiner eller toppen av gresset og lot til å utspeide Egnen. De sorte myrer, som de støtte på, flyktet i største hast og foranledigede forvirring i sin bolig og sitt magasin.

Den neste dag hadde mine nye kolonister innrettet sin bolig på det sted, hvor jeg satte dem, og den største hop lot til å være noenlunde i orden. De hadde tre åpninger, gjennom hvilke de makelig kunne gå ut og inn, og arbeidet som sedvanlig. Den lille hop hadde kun to utganger på sin bolig, der på en måte var skjult. Den hadde også forandret sin Vandringstur og gikk like mot Syd over et Tulipanbed, mens derimot den store hop gikk like mot øst på de sorte Myrers store vei.

Begge disse Myrestammer møtte hinannen jevnlig, og da forefalt der fra tid til annen små Skjærmydsler, i hvilke de sorte for det meste tapte; noen av disse, som ble på plassen, ble bortslæbte av fienden. Henimot middag så jeg en stor mengde gule myrer, som i god orden gikk frem 365ad den store vei; de ga seg i strid med de sorte, de møtte, og da de siste stedse ble flere og flere, så syntes alt å tyde på et forestående slag. Jeg skulle imidlertid bort i forretninger, så jeg ikke kunne iaktta deres bevegelser om ettermiddagen. Jeg fryktede allerede for mine gamle myrer og fortrød nesten, at jeg ved min nysgjerrighet hadde voldt dem så mye uleilighet.

Dagen etter gikk jeg ganske tidlig til stedet, men ble meget forundret, da jeg så, at alt var rolig og stille. De sorte arbeidet i sitt distrikt etter sedvane, som om der ingen fiende hadde vært; men jeg oppdaget snart spor av et blodig slag og merket, at de hadde sin tapperhet å takke for den Rolighed, de nød. Jeg talte mer enn 50 gule myrer, som var blitt på valplassen, og hvor mye jeg enn søkte, fant jeg dog ingen sort Myre iblant dem. Dette forundret meg meget; men jeg fant snart, at Myrerne bærer den største omsorg for sine døde, og da de sorte myrer hadde beholdt valplassen, hadde de bortslæbt sine falne.

Da jeg ingen gule myrer fant i live, gikk jeg til deres bolig og trodde ganske vist, at de alle hadde begitt seg bort, da jeg så, at de sorte hadde bemektiget seg deres arbeide, og ingen gul Myre var å se. Imidlertid gjorde de sorte allehånde bevegelser; de gikk stedse fra en bolig til en annen, og to til tre holdt bestandig vagt ved hver av de tre åpninger. Jeg sluttet derav, at den fiendtlige Nation ennå ikke var helt utryddet, og at man maaske på den ene eller annen side lavet seg til et nytt slag.

Da jeg så meg om til alle sider, fant jeg to eller tre gule myrer, som jeg da i nærheten ga akt på; disse førte meg til den slagne Hobs hovedleir, der var i en for dem fordelaktig liten Hule. På en liten Høi ovenover denne Hule så jeg en liten tropp sorte, som var beskjeftiget med å drepe alle de gule, de kunne få fat på, og i det øyeblikk, jeg oppdaget dem, nettopp drepte tre med stor forbitrelse. Imidlertid så jeg gule komme flyktende fra alle sider; noen ble fangne av de sorte; men den største del nådde lykkelig sin hop.

I denne forfatning ble Myrerne på begge sider den dag over. Den følgende Dag forefalt der adskillige Skjermydsler. 366De sorte ble stedse ved å bevokte Veien; desuagtet ble de gules antall kjennelig forøket. Disse hadde bygget seg en ny bolig og innrettet seg et sted, hvor de henlagde alle de Lig av sine falne, de kunne overkomme. Det er utrolig, for hvilken stor møye og fare de utsatte seg for å komme i besittelse av dem. Den ene etter den annen vovede seg i dette øyemed ut av hulen, og de betjente seg av enhver optænkelig list for å nå sitt mål. Mange mistet ved denne leilighet livet.

Det forekom meg merkelig, at disse myrer slepte de døde fiender, som de ryddet av Veien, hen ad jorden, mens de derimot bar sine venner bort på ryggen. På denne måte brakte de gule nesten alle sine døde hen til sine nye tilfluktssteder. De sorte myrer bortslæbte også noen av sine døde, og noen var så beskjæftigede med dette arbeide, at det nesten var umulig å få dem derfra, skjønt man forstyrret dem i deres foretagende.

De slagne myrer holdt seg meget rolige i to dager, og man så kun en, høist to holde vagt ved åpningen av deres bolig. Denne åpning var under en liten flat Sten, som skjulte den aldeles og forhindrede all fuktighet fra å trenge inn. Der var ennå en hemmelig dør bagved den første, som likeledes var bedekket med en Sten. Et lite antall sorte myrer vovede seg opp på de gules arbeide; men disse gjorde intet utfall, og når hændelsesvis noen av dem av en eller annen grunn måtte forlate sitt tilfluktssted, gikk de stedse av Veien for de sorte. Jeg ga nemlig akt på en sort Myre, som lenger enn et kvarter alene gikk omkring dette arbeide. Den lot især til å være oppmerksom på bedekningen av den skjulte åpning; den krøp opp på steinen, hvormed denne var lukket, og skjønt denne Sten ikke hadde mer enn en halv tomme i omfang, stod dog Myren i to til tre minutter på den og undersøkte den deretter en hel time omhyggelig fra alle sider — en meget lang tid for en skapning, som ikke er vant til å tape et eneste øyeblikk av sin tid, men alltid er i virksomhet.

Imidlertid hadde den annen avdeling av gule myrer valgt en vei, som var langt borte fra de sortes; men de vovede seg ikke langt bort fra sin bolig; de var meget forsiktige, 367når de gikk ut, og gikk alltid inn ad samme åpning. De levde meget stille, og jeg tror ei, de har funnet noe middel til å komme til sine Kammerater igjen før åtte eller ti dager etter at de hadde bosatt seg på dette sted. Jeg traff imidlertid en på den store vei; men den vendte hurtig tilbake til den lille bolig, kom dog snart ut igjen, og da den stedse tok samme vei, kom den endelig til sine kameraters tilfluktssted. Mange andre fulgte den, en etter annen. Den følgende Dag hadde den siste forlatt den lille bolig, og de var nå alle samlede.

Derpå holdt de seg noen dager over aldeles rolige, og jeg ville ha trodd, at de alle var dragne bort, dersom vakten ikke stedse hadde vist seg ved åpningen. For å få desto større visshet i denne Sag, gjorde jeg larm ved deres bolig, og nå kom de hopevis ut. Noen dager deretter så jeg ingen skiltvakt mer, og da jeg åpnet deres bolig, fant jeg, at de hadde forføyet seg bort, og jeg har siden ikke erfart noe videre om deres skjebne. Rimeligvis er de kommet tilbake til sitt fedreland, hvor deres stamme hadde fryktelige festningsverker; men hvorledes dette kan være skjedd, da der var en hage og tvende hus imellom dem og deres opprinnelige oppholdssted, er ikke lett å si.