Læreplanatlas
Anden DelTredje Afdeling.

14. St. Bernhardshunden.

Eft. Lenz

363

Over store St. Bernhard gaar en meget befærdet Vei fra Wallis til Italien. I de øde, høie Klippedale, mellem Bjerge, som altid er bedækkede med Sne, ligger den høieste menneskelige Bolig i den gamle Verden, St. Bernhardsklostret. Her bor 10 til 12 fromme Munke, hvis eneste Forretning det er at give de reisende fri Bevertning og yde dem al mulig Hjelp. I de 8 eller 9 Maaneder af Aaret, naar Sne, Taage, Uveir og Laviner gjør Veien farlig, streifer disse Munke eller deres Tjenere daglig omkring for at oplede vildfarne eller frelse forkomne. Allerede i mange Aar har man til de ulykkeliges Frelse benyttet sig af dertil afrettede store Hunde, som enten gaar alene ud eller ledsager Munkene. Saasnart en af disse Hunde har opdaget en ulykkelig, render den i største Hast tilbage og fører sin Herre til ham, naar den ikke selv kan yde tilstrækkelig Hjelp. Ofte hænger man en Kurv med Brød eller en Flaske med en styrkende Drik om Hundens Hals til Brug for en træt reisende, som den muligvis kunde træffe paa. En saadan Hund var Barry. I Løbet af 12 Aar frelste den over 40 Mennesker. Aldrig behøvede man at minde den om Tjenesten. Naar Himlen var overtrukken, i Taage og Snefog var det umuligt at holde den i Klostret. Utrættelig streifede den gjøende omkring og vendte idelig igjen som en frelsende Engel tilbage til de farlige Steder. Da den 364blev gammel og svag, sendte Klostrets værdige Forstander den til Bern, hvor den døde og opstilledes i Museet.