Blandt Rovdyrene er Løven det fornemste baade ved sin Styrke og sit stolte Udseende, hvorfor den ogsaa kaldes Dyrenes Konge. Den findes i hele Afrika og de varmere Dele af Asia og er graagul af Farve; men Hanløven har en langhaaret mørk Manke. Dens Brøl er som Torden, og Mennesker og Dyr skjælver ved at høre det i Nattens Stilhed; thi da gaar den om for at dræbe. Den søger især sit Bytte blandt de større græsædende Dyr, f. Ex. Oxer, Heste, Hjorte og Antiloper, og den er ikke bange for at angribe Mennesker. Den sniger sig paa sit Bytte, kaster sig med et uhyre Spring over det og slaar det til Jorden, idet den med sit frygtelige Bid knuser dets Nakkeben. Den kan løbe afsted med et Menneske i Gabet ligesaa let som en Kat med en Rotte. Da den gjør saa stor Skade der, hvor den huserer, saa søger man naturligvis at faa den dræbt; men dette er ingen let Sag, selv for den med Skudvaaben væbnede Mand; thi Riflen maa være god og Hjertet modigt, saa at Haanden ikke skjælver, naar Sigtet tages. En saaret Løve angriber næsten 362altid Jægeren, og derfor bør man enten have en Rifle med dobbelt Løb eller en modig Kammerat. Franskmanden Gerard, Engelskmanden Cumming og Svensken Anderson er vor Tids berømteste Løvejægere.
Ræven med sin lange, buskede Hale og sit spidse, fule Fjæs er en slem Røver blandt vore Lam og tamme Fjærkræ. Den er saa betænkt og forsigtig, at den ikke er let at lure, uagtet man gjør sig Umage nok for at fange eller skyde den, baade fordi den er os til Skade, og fordi man gjerne vil have dens bløde, varme Skind.
Om Rævens listige Paafund og Skøierstreger forfortælles mange Historier. Blandt disse vil jeg meddele en, som jeg har hørt af en troværdig Mand. Paa en Gaard i Smaalenene havde man en Jagthund, som i sine yngre Dage havde været en hidsig Ræveforfølger; men nu var den bleven gammel, stivbenet og næsten blind. Dette merkedes snart af en Ræv, som ofte luskede omkring Gaarden for at stjæle af det tamme Fjærkræ. Den syntes rigtig at finde Fornøielse i at ærgre og erte den gamle, grætne Pasop. Den satte sig ofte paa en Bakke, som laa tæt ved Gaarden, og gav sig til at skrige. Naar gamle Pasop hørte dette, saa maatte han afsted, selv i den sterkeste Solsteg; men den letbente Ræv narrede ham ved alleslags Sidesprang, ja var saa dristig, at naar Hunden havde løbet sig træt og med Tungen ud af Munden hinkede hjemad, gik den efter ham og det saa nær, at Hunden ofte maatte vende sig om for at vise den sine Tænder og jage den fra sig. En Dag hørte Manden Ræven skrige oppe i Bakken; men Pasop laa inde og snorkede. Det varede ikke længe, førend Ræven vovede sig lige frem til Gaarden; thi alt var stille der, da Folkene hvilede efter Middagen. Da Manden saa, at Ræven var kommen mellem Stuebygningen og Laden, lokkede han Hunden ud af en Bagdør, saa at den fik Lugten af sin Fiende, der ganske rolig luntede hen til en Dam, som laa midt paa Tunet. Hunden efter Ræven i fuld Hals og Ræven rundt om Dammen. Men da Lurifar ikke fandt det raadeligt at more sig saa nær Stuebygningen, satte den afsted lige mod Ladevæggen, dreiede pludselig af langs Væggen og stillede sig bag Hjørnet, med 363Hovedet saa langt frem, at han kunde faa se, om hans fule Plan vilde lykkes. Jo ganske rigtigt! Pasop kom med Næsen nede mod Marken i fuld Fart efter Rævens Spor; men da han formedelst sin Hidsighed og sit sløve Syn ikke merkede Ladevæggen, for han med Næsen og Panden saa sterkt imod Væggen, at han hylende tumlede tilbage, medens Ræven ret syntes at gotte sig over sit Skjelmsstykke. Siden den Tid lod Pasop, som om han aldrig hørte dens udfordrende Skrig. Da jeg spurgte Manden, hvorfor han ikke skjød Ræven, sagde han, at Skindet da ikke var en Skilling værdt, og at han derfor væntede til Vinteren, da baade denne Ræv og mange af hans Familie maatte betale Sommertyverierne og Skjelmsstykkerne med Skindet.