360

En Hare sad en MorgenstundPaa Engens dugbesprængte GrundOg tænkte ei paa nogen Fare;Thi den var trindt omringet af en SkareAf gode Venner, Kjør og Heste,Som hver med et: „Goddag, min bedste!“Den hilste mildt; ja Faar og GjederFast overvælded den med Artigheder;Og det medrette; thi blandt alle DyrVar ei saa from, saa føielig en FyrSom denne samme Hare, der nu nødFor sine Dyder Lønnen sød.

Men pludselig der høres SkydenOg Raab og Hundeglam; — ved LydenVor Hare springer op og ilerHen til en Hest, som sig i Græsset hviler.

„Ak!“ raaber den, „red mig, min Ven!Og bær mig blot et Stykke hen,Saa kan ei Hundene mit Spor udfinde,Og jeg er reddet dennesinde!“

„Ja, stakkels Morten!“ svarer Hesten,„Det gjør mig meget ondt forresten,Men vær kun ellers ikke bange;Thi dine Venner ere mange,Og hvem du dig henvender til,Dig ufeilbarlig hjelpe vil!“

Den nu om Redning Tyren beder;Men han forsikrer den med dyre Eder:Den sidste Gang, en Ven han bar,Han slig en Daarlighed forsvoret har.

Nu løber Haren til en Buk;Men han erklærer med et Suk,At skjønt hans ømme Hjerte bløder,Sin Herre, Jægeren, han ikke støder361Ved ham hans Jagt saaledes at forspilde;I andet Fald han gjerne hjælpe vilde.

Den arme Hare helt fortvivlet gaarMed ydmyg Bøn hen til det fromme Faar.Men Faaret siger helt sagtmodig: „Kjære!De siger alle nei, — hvor kan det være?De sikkert har en Grund, og saa har jeg!“ —Dermed det vender sig og gaar sin Vei.

Og nu til Hjelp vor Hare Koen kalder;Men Koen den i Talen hurtig falderOg raaber: „Ven! du kjender nok mit Hjerte;Gud ved, det er med største Smerte,At denne Gang jeg siger nei; —Men, ser du, vi skal alle samme Vei;Engang skal vi dog alle dø! —Der har vi Hundene — adjø!“

St. St. Blicher.

360

En hare satt en morgenstundPå Engens dugbesprængte grunnOg tenkte ei på noen fare;Thi den var trindt omringet av en SkareAv gode venner, Kjør og hester,Som hver med et: „Goddag, min beste!“Den hilste mildt; ja får og geiterFast overveldet den med artigheter;Og det med rette; thi blant alle dyrVar ei så from, så føyelig en fyrSom denne samme hare, der nå nødFor sine dyder lønnen søt.

Men plutselig der høres SkydenOg Raab og hundeglam; — ved lydenVår hare springer opp og ilerHen til en hest, som seg i gresset hviler.

„Ak!“ roper den, „red meg, min venn!Og bær meg blot et stykke hen,Så kan ei hundene mitt spor udfinde,Og jeg er reddet dennesinde!“

„Ja, stakkels Morten!“ svarer Hesten,„Det gjør meg meget ondt forresten,Men vær kun ellers ikke bange;Thi dine venner er mange,Og hvem du deg henvender til,Deg ufeilbarlig hjelpe vil!“

Den nå om redning Tyren beder;Men han forsikrer den med dyre Eder:Den siste gang, en venn han bar,Han slig en Daarlighed forsvoret har.

Nå løper haren til en bukk;Men han erklærer med et sukk,At skjønt hans ømme hjerte blør,Sin Herre, jegeren, han ikke støter361Ved ham hans jakt således å forspille;I annet fall han gjerne hjelpe ville.

Den arme hare helt fortvivlet gårMed ydmyk Bøn hen til det fromme får.Men fåret sier helt saktmodig: „Kjære!De sier alle nei, — hvor kan det være?De sikkert har en grunn, og så har jeg!“ —Dermed det vender seg og går sin vei.

Og nå til hjelp vår hare Koen kaller;Men Koen den i talen hurtig fallerOg roper: „Venn! du kjenner nok mitt hjerte;Gud vet, det er med største smerte,At denne gang jeg sier nei; —Men, ser du, vi skal alle samme vei;Engang skal vi dog alle dø! —Der har vi hundene — adjø!“

St. St. Blicher.