357

Rampsinit var Konge i Ægypten. Denne Konge besad ved Siden af mange fortræffelige Egenskaber en umættelig Gjerrighed. Han hobede Skatte paa Skatte, og hans Livs største Lyksalighed bestod i uforstyrret at betragte sine opdyngede Rigdomme. Men heller ikke han undgik den Plage, der forfølger alle gjerrige. Frygten for Tyve forbitrede ham enhver Nydelse af hans Skatte. Da faldt han paa den Tanke at lade opføre en fuldkommen utilgjængelig Stenbygning til Opbevaring af sine Rigdomme. Men Bygmesteren har formodentlig 358anet, hvad Bygningen skulde bruges til, og derved tænkt, at det dog var stor Synd her at nedgrave Kostbarheder, som i Menneskernes Hænder kunde lindre megen Elendighed. Han selv havde Lyst til lidt efter lidt at befri en Del af Skatten af dens Fængsel, og derfor indsatte han en Sten i Bygningen saa kunstig, at den let kunde udtages og igjen indsættes af det Menneske, der kjendte Hemmeligheden, uden at noget Spor viste sig paa Væggen. Men Bygmesteren skulde ikke nyde Frugten af sin List; thi han døde strax efter Bygningens Fuldendelse. Imidlertid havde han paa Dødssengen fortalt begge sine Sønner Hemmeligheden med Stenen, og disse besluttede strax i den følgende Nat at gjøre Bekjendtskab med Rampsinits Rigdomme. De ilede hen til Skattehvelvingen, fandt den betegnede Sten, løftede den ud og tog derpaa af de forefundne Klenodier, saameget de kunde bære. Derpaa satte de Stenen igjen ind og gik veltilmode hjem.

En gjerrig merker strax, om man i hans Guldhøi har vendt en Dukat paa den anden Side; intet Under derfor, at Rampsinit strax merkede Tabet af sine Kostbarheder. Men hans Vrede gik snart over til Forundring over, at han ikke kunde opdage det mindste Spor af et voldsomt Indbrud. Da nu Hullet i hans Skat i de følgende Nætter stedse blev større, og dog endnu ingen Skade paa Bygningen kunde opdages, saa besluttede Kongen at fange den listige Ræv paa Rævemaner. Han opstillede Fælder imellem Kisterne, der indeholdt Klenodierne, og se, hans List lykkedes. Da i den følgende Nat den ene Broder var krøben ind igjennem Hullet, fandt han sig fangen ved Benene, saa at ethvert Forsøg paa at undkomme var forgjæves. I denne Nød fattede han den dristige Beslutning ved sin Død i det mindste at redde sin Broder fra at opdages. Han bad derfor denne paa det indstændigste at skjære Hovedet af ham, forat det skulde være umuligt at kjende ham. Broderen gjorde det, tog Hovedet med sig, indsatte igjen Stenen og begav sig hjem.

Man kan tænke sig Kongens Forbauselse, da han fandt et hovedløst Lig i sit fast tillukkede Skatkammer. Denne Forbauselse var større end Smerten over Tabet af hans Skat; men endnu større var Kongens Attraa efter at kjende den 359forslagne Tyv. Derfor lod han Kroppen ophænge paa Muren af Bygningen og opstillede Vagter ved samme med den strengeste Befaling at fastholde og føre til ham enhver, der jamrede og klagede over Liget.

Men Tyven var listigere end Kongen. Thi da hans Moder truede med at forraade ham, hvis han ikke skaffede hende Broderens Lig, forat hun kunde give det en ærlig Begravelse, saa besluttede han at overliste Vagterne. Han belæssede nogle Æsler med Vinsække, drev dem forbi Muren, hvor Vagten stod, og aabnede her, ligesom uforvarende, flere Sække, saa at Vinen flød ud paa Jorden. De tørstige Vogtere ilede til med Krukker for at opfange den deilige Drik og vederkvæge sig dermed. Æseldriveren, som anstillede sig opbragt derover, blev stillet tilfreds med gode Ord, man sluttede Fred og tømte de øvrige Sække, og endelig ved Nattens Indbrud var Vægterne saa drukne, at de laa i dyb Søvn. Dette var netop, hvad den slue Krabat havde villet. Han nedtog sin Broders Lig, lagde det paa Æslet og begav sig afsted, efterat han endnu til Spot havde afskaaret enhver af de sovende Vogtere Skjegget paa den ene Side.

Kongens Forbauselse over denne nye Streg overgik alle Grændser, og hans Begjærlighed efter at blive bekjendt med den listige Skjelm var saa stor, at han lod offentlig bekjendtgjøre, at han vilde give sin egen Datter til den, der forud vilde fortælle hende den skjendigste og klogeste Handling i sit Liv. — Den kjække Tyv, der pønsede paa en ny List, begav sig til Kongedatteren, og da denne forelagde ham det givne Spørgsmaal, bekjendte han oprigtig, at hans skjendigste Gjerning var, at han havde skaaret Hovedet af paa sin Broder, men hans klogeste, at han havde gjort Kongens Vægtere drukne. Ved denne Bekjendelse greb Prinsessen hans Haand for at holde ham fast og kalde paa Vagten. Men hvor stor var hendes Skræk, da han lod hende beholde Haanden og sprang ud af Døren. — Den efterladte Haand var den døde Broders, som den listige Tyv havde afskaaret og rakt Prinsessen under Kappen.

357

Rampsinit var konge i Ægypten. Denne konge besatt ved siden av mange fortreffelige egenskaper en umettelig gjerrighet. Han hopet skatter på skatter, og hans Livs største Lyksalighed bestod i uforstyrret å betrakte sine opdyngede Rigdomme. Men heller ikke han unngikk den plage, der forfølger alle gjerrige. Frykten for tyver forbitret ham enhver nytelse av hans skatter. Da falt han på den tanke å la oppføre en fullkommen utilgjengelig steinbygning til oppbevaring av sine Rigdomme. Men Bygmesteren har formodentlig 358anet, hva bygningen skulle brukes til, og derved tenkt, at det dog var stor synd her å nedgrave kostbarheter, som i menneskenes hender kunne lindre mye elendighet. Han selv hadde Lyst til litt etter litt å befri en del av skatten av dens fengsel, og derfor innsatte han en Sten i bygningen så kunstig, at den lett kunne udtages og igjen innsettes av det menneske, der kjente hemmeligheten, uten at noe spor viste seg på veggen. Men Bygmesteren skulle ikke nyte frukten av sin list; thi han døde straks etter Bygningens fullendelse. Imidlertid hadde han på dødssengen fortalt begge sine sønner hemmeligheten med steinen, og disse besluttet straks i den følgende natt å gjøre bekjentskap med Rampsinits Rigdomme. De ilede hen til Skattehvelvingen, fant den betegnede Sten, løftet den ut og tok derpå av de forefundne klenodier, saameget de kunne bære. Derpå satte de steinen igjen inn og gikk veltilmode hjem.

En gjerrig merker straks, om man i hans Guldhøi har vendt en dukat på den annen side; intet under derfor, at Rampsinit straks merket tapet av sine kostbarheter. Men hans vrede gikk snart over til forundring over, at han ikke kunne oppdage det minste spor av et voldsomt innbrudd. Da nå hullet i hans skatt i de følgende netter stedse ble større, og dog ennå ingen skade på bygningen kunne oppdages, så besluttet Kongen å fange den listige rev på Rævemaner. Han oppstilte feller imellom kistene, der inneholdt klenodiene, og se, hans list lyktes. Da i den følgende natt den ene bror var krøpet inn igjennom hullet, fant han seg fangen ved Benene, så at ethvert forsøk på å unnkomme var forgjeves. I denne nød fattet han den dristige beslutning ved sin død i det minste å redde sin bror fra å oppdages. Han bad derfor denne på det innstendigste å skjære hodet av ham, for at det skulle være umulig å kjenne ham. Broren gjorde det, tok hodet med seg, innsatte igjen steinen og begav seg hjem.

Man kan tenke seg Kongens forbauselse, da han fant et hodeløst Lig i sitt fast tillukkede skattkammer. Denne forbauselse var større enn smerten over tapet av hans skatt; men enda større var Kongens attrå etter å kjenne den 359forslagne tyv. Derfor lot han kroppen ophænge på muren av bygningen og oppstilte vakter ved samme med den strengeste Befaling å fastholde og føre til ham enhver, der jamret og klagede over liket.

Men tyven var listigere enn Kongen. Thi da hans mor truet med å forråde ham, hvis han ikke skaffet henne Broderens Lig, for at hun kunne gi det en ærlig begravelse, så besluttet han å overliste vaktene. Han belæssede noen esler med vinsekker, drev dem forbi muren, hvor vakten stod, og åpnet her, likesom uforvarende, flere sekker, så at vinen fløt ut på jorden. De tørstige voktere ilede til med krukker for å oppfange den deilige drikk og vederkvege seg dermed. Eseldriveren, som anstilte seg oppbrakt derover, ble stillet tilfreds med gode ord, man sluttet fred og tømte de øvrige sekker, og endelig ved Nattens innbrudd var vekterne så drukne, at de lå i dyp søvn. Dette var nettopp, hva den slue krabat hadde villet. Han nedtok sin Broders Lig, la det på eslet og begav seg av sted, etter at han ennå til Spot hadde avskåret enhver av de sovende voktere skjegget på den ene side.

Kongens forbauselse over denne nye strek overgikk alle grenser, og hans begjærlighet etter å bli bekjent med den listige skjelm var så stor, at han lot offentlig bekjentgjøre, at han ville gi sin egen datter til den, der forut ville fortelle henne den skjendigste og klokeste handling i sitt liv. — Den kjekke tyv, der pønset på en ny list, begav seg til kongedatteren, og da denne forela ham det gitte spørsmål, bekjente han oppriktig, at hans skjendigste gjerning var, at han hadde skåret hodet av på sin bror, men hans klokeste, at han hadde gjort Kongens vektere drukne. Ved denne bekjennelse grep prinsessen hans hånd for å holde ham fast og kalle på vakten. Men hvor stor var hennes skrekk, da han lot henne beholde hånden og sprang ut av døren. — Den etterlatte hånd var den døde Broders, som den listige tyv hadde avskåret og rakt prinsessen under kappen.