356

Jeg stod en Dag med Bøssen paa Vagt,Og dobbelt Kugle var i den lagt.

Og som jeg stod og ventede der,Kom Bjørnen frem bag Skovens Trær.

Saa tog jeg Sigte med øvet Blik;Jeg vented et Knald, da kom der et Klik.

Jeg spændte Hanen og sigtede godt;Men da var Fængkrudtet blevet vaadt.

Saa skyndte jeg mig at skifte Krudt;Men Bjørnen ei ønsked at blive skudt.

Den viste Tænder og gik paa toOg lod mig ei skifte Krudt i Ro.

Da den blev næsvis, jeg gav den raskMed Bøssekolben en Øredask.

Saa gav vi hinanden Rap i Rap,Jeg med min Bøsse, den med sin Lab.

Og som nu den Spas var bedst i Gang,Min Bøssepibe fra Stokken sprang.

Og førend jeg ret fik brugt min Kniv,Fik Bjørnen et Tag omkring mit Liv.

Vort Favntag var ei synderlig sundt; —Vi stønnede dybt og valsede rundt.

Og som nu Valsen gik rask og flink,Vi havde valset os til en Brink.

„Nu, Bamse,“ tænkte jeg, „skal du ned!“„Ja,“ tænkte Bamsen, „men du skal med!“

357Saa for vi ned over Stok og Sten;Det knaged og braged i mine Ben.

Snart over og snart under jeg laa;Man maatte le, naar man saa derpaa.

Men jeg fik ikke Tid til at le;Snart kunde jeg hverken høre eller se.

Der var ei Liv i mit syndige Kjød;Men dog var jeg ikke rigtig død.

Jeg vaagned igjen ved Bjørnens Bryst;Den laa saa stille, den laa saa tyst.

Og da jeg ret skulde se mig til,Saa laa den der saa død som en Sild.

Jeg kom til Kræfter og reiste mig op.Og nu er den lige hel, min Krop.

Og mangen en Bjørn har jeg siden lagt;Men aldrig glemmer jeg dog den Jagt.

Jeg mindes ofte Bamsen endnu;To Ting mig bringer den tidt ihu.

Thi Bjørnens Klo har merket mit Kind,Og i min Hytte hænger dens Skind.

H. P. Blom.

356

Jeg stod en dag med Bøssen på vagt,Og dobbelt kule var i den lagt.

Og som jeg stod og ventet der,Kom bjørnen frem bak Skovens trær.

Så tok jeg sikte med øvet blikk;Jeg ventet et knall, da kom der et klikk.

Jeg spente hanen og sigtede godt;Men da var Fængkrudtet blitt vått.

Så skyndte jeg meg å skifte krutt;Men bjørnen ei ønsket å bli skudt.

Den viste tenner og gikk på toOg lot meg ei skifte krutt i ro.

Da den ble næsvis, jeg ga den raskMed Bøssekolben en Øredask.

Så ga vi hinannen rap i rap,Jeg med min Bøsse, den med sin Lab.

Og som nå den spas var best i gang,Min Bøssepibe fra stokken sprang.

Og før jeg rett fikk brukt min kniv,Fikk bjørnen et tak omkring mitt liv.

Vårt favntak var ei synderlig sundt; —Vi stønnet dypt og valsede rundt.

Og som nå valsen gikk rask og flink,Vi hadde valset oss til en Brink.

„Nå, Bamse,“ tenkte jeg, „skal du ned!“„Ja,“ tenkte bamsen, „men du skal med!“

357Så for vi ned over stokk og Sten;Det knaged og braket i mine Ben.

Snart over og snart under jeg lå;Man måtte le, når man så derpå.

Men jeg fikk ikke tid til å le;Snart kunne jeg hverken høre eller se.

Der var ei Liv i mitt syndige kjøtt;Men dog var jeg ikke riktig død.

Jeg våknet igjen ved Bjørnens bryst;Den lå så stille, den lå så tyst.

Og da jeg rett skulle se meg til,Så lå den der så død som en sild.

Jeg kom til krefter og reiste meg opp.Og nå er den like hel, min kropp.

Og mangen en Bjørn har jeg siden lagt;Men aldri glemmer jeg dog den jakt.

Jeg minnes ofte bamsen ennå;To ting meg bringer den titt ihu.

Thi Bjørnens klo har merket mitt kinn,Og i min hytte henger dens skinn.

H. P. Blom.